Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.