Viggo instruerer

Åh åh åh, ny film, Falling, af og med Viggo Mortensen, som jeg skamløst indrømmer, at jeg er HELT pjattet med. Oven i købet medvirker en anden favorit, Laura Linney. Og det er danske Marcel Zyskind, der har fotograferet. Viggo ikke bare ER god smag, har HAR også god smag. 😎 Traileren gik lige i mit hjerte – og det var så IKKE, fordi Viggo var med. En premieredata har vi vist ikke endnu.

Samfund/miljø/politik

Farlige mennesker

Boogaloo Boys er lynhurtigt gået fra at være et internet meme til at være en militant bevægelse med en militia-agtig organisering. De er ikke helt enige om, hvem de hader, bortset altså fra Deep State. De ved også godt, hvem de elsker, nemlig QAnon. Derudover hader mange af dem kvinder og brune mennesker, LGBTQ-folk og venstreorienterede, Hollywood-personer og politiet. Det er meget forvirrende, men det er netop et af problemerne med de her nye grupperinger – de hader bare over en bred kam. Gør dig klogere i NYT-artiklen her. I Portland er sådan en gruppe gået til angreb på BLM-demonstranter med tåregas og knipler, fordi de tror, de er en slags ordensmagt.

Når det især er kvinder, de hader

Danske medier flyder over med mænd på indflydelsesrige poster, der tuder over, at de ikke længere kan “udtrykke sig kunstnerisk frit” uden at blive hængt ud af kvinder. Endnu er ikke én eneste blevet fyret fra sit job eller har mistet sine privilegier, så vidt jeg ved. Men hvis man kan brygge en hel masse identitetspolitisk suppe på at få et manuskript afvist, så har man da sparet sig selv for noget af det der ubehagelige selvkritik.

Det er slet ikke på niveau, heldigvis, med den chikane af kvinder, der finder sted i visse dele af gamermiljøet, hvor kvinder bliver forfulgt, hængt ud og får trusler år ind og år ud, uden at miljøet eller sågar politiet griber ind. Læs den triste beretning, om hvad det kan føre til, her i Wired.

En masse flinke mainstream-mænd mener, at de har deres ryg fri, fordi de ikke opfører sig sådan. Men indtil de tør rejse sig op og sige højlydt fra over for chikane og trusler mod kvinder, imponerer de mig ikke.

Apropos hvide kulturmænd, så har Zetlands Marie Carsten Pedersen lavet et sjovt og spyddende interview med den selvudnævnte ronkedor Bo Tao Michaëlis. Det er god læsning/lytning, og Marie har nogle virkeligt skarpe pointer.

GHETTO!

Her er et godt og tiltrængt indspark i ghetto-debatten, der er løbet mere eller mindre af sporet. Det er skrevet af Jarl Sidelmann, der er fysiker, ansat i det private (inden du tænker, at du ikke gider læser noget af en rød socialrådgiver). Han bruger hårde data til at underbygge sine påstande, som sådan nogle fysikere har for vane.

I artiklen finder man bl.a. dette citat: “Steen Eiler Rasmussen, der tegnede den københavnske bydel Tingbjerg, havde sågar i byplanerne advaret om, at bydelen ikke måtte blive ”ghetto for én bestemt, mindre anset samfundsgruppe.

Mere:

“”Vold og terror hærger forstæderne”, skrev Ekstra Bladet i vinteren 1976: ”Skuepladsen for gade-volden er flyttet fra de gamle traditionelle steder omkring Nyhavn og Vesterbro til sovebyerne udenfor storbyen”, berettede avisen.”

En indbyrdes kamp mellem en række gadebander førte i slutningen af 1970’erne til den dengang største konflikt på dansk jord siden Anden Verdenskrig. Otte mennesker blev likvideret, flere politifolk truet og overfaldet. Et attentat mod justitsminister Erik Ninn-Hansen blev planlagt.”

Viden

Antistoffer og tests

Hovedpointerne i artiklen er, at vi ikke har antistoffer så længe, men i stedet har lagret modstandskraft mod Covid19 andre steder i kroppen. Derfor giver det meget lidt mening at få taget antistoftest, som lægerne mener egentlig kun duer til at påvise overordnede trends. Så spar pengene til en antistoftest, særligt hvis du er en af dem, der tror, du havde corona tidligt i pandemien.

Tøj af græs

Videnskab.dk skriver om forskeren, der kan lave tekstil af et affaldsprodukt fra landbruget. Men artiklen gennemgår også tøjs miljøpåvirkning og kommer med råd og tips til, hvordan vi alle sammen kan medvirke til at reducere modebranchens enorme klimaaftryk.

Teknologi

Svindel

Hvem kan ikke lide en god svindelhistorie? Her er en om 4 brødre, der svindlede Amazon for et ret betydeligt beløb.

Om os

Orden på hylderne

Her er det et spisekammer, noget de færreste af os har mere, men det kunne også være et kosteskab eller almindelige køkkenskabe. Orden!

Ny kogebog på vej fra Jamie Oliver

Han er jo gået fuldstændigt af mode, men det er jeg ret ligeglad med, for han er bare god til at skabe nemme, sunde og velsmagende hverdagsretter. Her er en stærk en med kylling. Og husk, afhængigt af hvad og hvor meget du serverer sammen med kyllingen, så kan der være mad i sådan en til flere dage, hvis I ikke er så mange.

Medier

Fox News

Wikipedia vil ikke længere bruge Fox News som “troværdig kilde” vedrørende politik og videnskab i leksikonnet (andre emner berøres ikke). Det står i kontrast til Google, Facebook m.fl., der glad bruger dem som kilde. Argumentationen er solid.

Kunst og kultur

Biografer er ikke kultur, må vi forstå

Kim Foss, der er direktør i Grandbiografen, har skrevet til kulturministeren, for han er – forståeligt – ret uenig i den påstand. Læs her.

Ballet

Balletten er et af de steder, hvor kønsstereotyperne står corona-farligt tæt i kø. Men se her: En mandlig danser, variationer over et klassisk værk, ingen kraft- og højdespring – ren ynde, en kvindelig akkompagnatør. Tak til Ronnie.

Opera

Lidt sent har jeg opdaget, at vi kan høre opera i små overkommelige bidder på Bryghuspladsen de næste eftermiddage. Se programmet her.

Forever young

Programmet for årets (decimerede) Golden Days festival er offentliggjort. Det handler om at være ung.

Den næste Batman

Den ser jo fantastisk ud, og jeg glæder mig til at se den. Hvem vil holde mig i hånden, for det tror jeg nok, jeg får behov for? PS: Den kommer først i 2021.

Amazing Grace

Filmstriben viser den fine film fra optagelserne til Aretha Franklins gospelalbum Amazing Grace. Den har jeg set, og jeg kan anbefale den. Blandt det næsten 100% sorte publikum ses Mick Jagger på bageste række – ved at sprække af begejstring.

Godt TV om kunst er muligt

I hvert fald er første episode af Kunstnerkolonien på Skagen SÅ godt lavet og ægte sjov. Der er et par meget store krukker i gruppen – og et par særlinge. Det er sgu en forrygende kombination. Samtidig er det nogle vigtige samtidskunstnere, hvis værker vi vil kunne genkende fremover. Godt Fjernsyn!!!

Og apropos DR. Den fremragende men meget oversete danske film Den Skyldige ligger til afspilning i DR’s app for tiden. Se at få set den!

Where the crawdads sing

Bogen hedder Hvor Flodkrebsene Synger på dansk, og pålidelige kilder fortæller mig, at den er glimrende oversat. Jeg var vild med den.

Connectedness

Da jeg for nogle uger siden var på højskole, var et af højdepunkterne et oplæg af kunsthistoriker Marianne Krogh, der både handlede om den danske pavillon til Arkitekturbiennalen i Venedig, hvor temaet bliver VAND, og om det bogværk, hun har skabt i den forbindelse. Den tykke, flotte bog hedder Connectedness og er “an incomplete encyclopedia of the anthropocene”. Jeg fik den først for nogle uger siden, og en del af artiklerne har et ganske højt lix-tal. Og nogle af dem er så gode, at jeg straks læser dem igen, fx den der citeres herunder. Derfor er jeg langt fra færdig – men den kan godt tåle, at jeg skriver om den igen, når jeg har læst den til ende.

Fra afsnittet Art af Line Marie Thorsen

Indlæg af bl.a. Bruno Latour, Donna Haraway, Peter Weibel, Greta Thunberg, Björk, Connie Hedegaard, Minik Rosing, Carsten Jensen, Josefine Klougart, SUPERFLEX og Tomás Saraceno (ham der har lavet den nuværende installation i Cisternerne).

Og sluttelig – farveleg

Statens Museum for Kunst har hele tiden været yderst fremme i skoene, når det gælder om at gøre kunsten tilgængelig digitalt. Det kan du overbevise dig om ved at besøge deres hjemmeside og se, hvor meget du må “få” af det indhold, museet besidder. Lige flux ned på din computer. Nu har de barslet med endnu et digitalt projekt – legende og vidunderligt. Det passer lige til de af os, der farvekoordinerer vores bogreoler og flytter rundt på billederne, så der er harmoni i farverne. Nu kan du søge efter kunst ved at søge på en farve!

Share

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Share

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share

Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Share

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

Share

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share