Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

At være en slave

Jeg har fået hørt The Underground Railroad, og det var vist godt. For jeg tror måske, jeg lidt havde glemt eller måske snarere fortrængt, hvor ganske forfærdeligt vores ikke-så-fjerne forfædre behandlede mennesker, de havde kidnappet i Afrika.

Cora

Det er en utrolig fortælling om den unge kvinde Cora, der fødes ind i slaveriet på en plantage i Georgia. Hendes mor er flygtet, og ingen ved, hvad der blev af hende – noget der rider slaveejeren som en mare, hvilket går hårdt ud over Cora. En dag beslutter Cora også at flygte – via The Underground Railroad – der mere er et system af mennesker – ofte, men ikke kun, hvide – der er modstandere af slaveri, end det er en jernbane under jorden.

En slaves flugt er ikke for sarte sjæle

Vi følger hendes dramatiske flugt og møder både gode og virkeligt onde mennesker, både sorte og hvide. Cora er ikke nogen blid heltinde, hun er tværtimod agressiv, mistroisk og vred helt ind i sjælen – noget man virkelig ikke kan fortænke hende i, men ret usædvanligt for en romanhovedperson i historisk tid.

Colson Whitehead

Med skam at melde tror jeg ikke, jeg har læst en bog om slavetiden, siden jeg som barn læste Onkel Toms Hytte. Så det var på høje tid. Udover at være en slags pligtlæsning, er bogen også meget velskrevet. Beskrivelserne af plantageejernes og slavejægernes brutalitet er både nøgtern og vanvittig effektiv. Colson Whitehead var i Danmark til Louisiana Literature, men jeg nåede det desværre ikke.

På dansk

Bogen findes i dansk oversættelse af Vibeke Houstrup Christensen, som jeg ikke kender til. På dansk hedder den Den Underjordiske Jernbane, og den er udkommet på Politikens forlag.

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Share

Aristoteles og motorcyklen


Aristoteles invaderer mit liv for tiden. Måske skulle jeg anmelde den gamle mand for stalking? For nylig så jeg Captain Fantastic (ja, jeg så den faktisk to gange!), og Ben, som kaptajnen hedder, citerer glad og gerne Aristoteles om, hvordan man er et ordentligt menneske. I den anmeldelse nævner jeg et par interviews, jeg samme dag havde læst og hørt med den nu allestedsnærværende Svend Brinkmann. Hans bud til os er jo også, at vi skal tilbage til en ordentlighed, der har nok i sig selv, hvis man kan sige det sådan. Dvs., jeg opfører mig ordentligt overfor mine medmennesker, også selvom min handling ikke bliver publiceret på Facebook, og selvom ingen er til stede til at bevidne min heltedåd. Brinkmann siger jo selv, i undertitlen til sin nye bog, Ståsteder (som jeg nok skal få skrevet om, inden den er blevet helt uaktuel), at han henter gamle ideer frem til brug i en ny verden.

Robert M. Pirsig

For noget tid siden blev jeg mindet om en af de bøger, der stod i alle respektable revolutionære bogreoler i min ungdom, Zen og Kunsten at vedligeholde en Motorcykel (1974). Jeg huskede, at jeg *vist* aldrig blev helt færdig med den, og tænkte, at den da godt kunne indgå i mit klassiker-projekt. Så jeg købte den som lydbog og fik lyttet færdigt forleden. Også denne bogs hovedperson og hans alter ego Phaedros (figur hos Platon) citerer Aristoteles i sin søgen efter en definition af “kvalitet”.

Om og om og om igen

Noget andet interessant han er optaget af, er det han kalder “gumption”. Gumption betyder noget i retning af foretagsomhed eller gå-på-mod. Han nævner det gentagne gange som en forudsætning for at opnå noget i livet. At man bliver ved, selv når man bare ikke kan hitte ud af det. Om og om og om igen, indtil det lykkes. Hans model for dette er naturligvis at selv vedligeholde sin motorcykel, hvilket for en akademiker som ham, var en anelse op ad bakke. Det her er 1974-versionen af de 10.000 timer!

Hvor var vi (okay, nogle af os) dog opblæste i vores ungdom!

Når jeg ser tilbage på alle de unge mænd, der i min ungdom belærte mig om, at de skam havde både læst og forstået den bog, må jeg sige HA! Gu’ havde de da ej (sorry, #notallmen), for den er da overhovedet ikke nem at læse. Nærmere svær. Jeg havde stor glæde af den i denne ombæring, og må nok tilstå, at min erindring om at jeg “ikke var blevet helt færdig”, nok i virkeligheden dækker over, at jeg kun havde læst de første 20-30 sider, for jeg huskede virkelig ikke noget af den ;-) Gad vist om jeg huskede at fortælle folk det dengang? Jeg tvivler. Der er til gengæld ingen tvivl om, at jeg stadig godt kunne læse den et par gange eller tre, hvis jeg skal fatte det hele.

Hvis du vil forbedre verden, så begynd med dig selv

For at illustrere, hvor tæt Brinkmanns budskab, budskabet i Captain Fantastic og det i Zen (…) er på hinanden, disse citater:

“The place to improve the world is first in one’s own heart and head and hands, and then work outward from there.”

We do need a return to individual integrity, self-reliance, and old-fashioned gumption. We really do.

Brinkmann-bashing

Nej, det gider jeg ikke deltage i. Jeg er fuldstændig enig med Esben Schiørrings tilbagevisning af de sure anklager om populisme. Her har vi faktisk en intellektuel, der kan formulere kloge og vigtige ting på en måde, så alle kan forstå det. Og det skal vi så tage afstand fra? Nix bix.

Share

Demens for begyndere

Sådan her ser der selvfølgelig altid ud hjemme hos mig!
Sådan her ser der altid ud hjemme hos mig! Vaserne er engelsk porcelæn, derfor måtte de med på billedet…

Elizabeth er Forsvundet er den danske titel på en skønlitterær bog af Emma Healey, der på en ganske utraditionel og let tilgængelig måde tager fat på det svære tema: demens.

Det er en dement ældre dame, Maud, der selv fortæller historien, så vi er med på første række på en ganske ubehagelig rutchetur ind i glemslen. Stoppesteder på turen er fortvivlelse, forvirring, depression og raseri.

Samtidig er Elizabeth er Forsvundet en ganske veldrejet krimigåde, der slet ikke er fortænkt eller irriterende. For alle os, der kender et dement menneske, er der her tale om et sjældent indblik i den afgrund af rædsel, som den demente, med hælene skruet ned i jorden, alligevel ubønhørligt ryger ned i. Samtidig følger vi med hende tilbage til hendes barndom og ungdom, hvor hun tilbringer mere og mere tid, efterhånden som demensen skrider frem. Et dejligt og troværdigt indblik i tiden lige efter krigen blandt Englands arbejderklasse.

Jeg anbefaler bogen varmt til både krimielskere og folk med interesse i demens. Jeg har læst den engelske udgave, så ved ikke, hvordan den fungerer på dansk. Som oversætter er det interessant og temmelig nedslående at bemærke, at People’s Press ikke oplyser, hvem der har oversat bogen til dansk. Bibliotek.dk vil dog godt fortælle det: Ninna Brenøe.

Share

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

Share

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Share

Persuasion – Jane Austens sidste roman (1818)

Jane Austen coloured version
Jeg læste (lyttede til) denne, fordi den blev anbefalet i en anden roman (The Enlightenment of Nina Findley). På den måde kunne jeg krydse et felt af i min læseudfordring for 2015. Den fik jeg slet ikke krydset færdig i – der var for mange kategorier, jeg slet ikke havde lyst til at læse. Men det er en anden historie.

Persuasion altså. Den handler om en meget fin og ordentlig ung kvinde af god, men ikke formuende familie. Og om de forventninger, der er til hende – især hvad angår “valg” af ægtemand. Det hele er meget fredsommeligt, og der er ikke nogen videre drama, men man mærker tydeligt, at kun meget stålsatte og velbegavede unge kvinder havde mulighed for selv at have indflydelse på valget af ægtemand og udfaldet af tilværelsen i det hele taget.

Jeg var dog slet ikke så begejstret for denne, som for en anden klassiker, jeg læste (lyttede til) tidligere i 2015, nemlig Middlemarch. Den har jeg stadig i mit hoved, hvor Persuasion slet ikke kommer til at indtage en lige så prominent post.

Sidste år besluttede jeg, at jeg jævnligt – som sådan ca. hver 3. eller 4. bog – skal læse en klassiker, som jeg af den ene eller anden grund har forsømt. Indtil videre har det været en stor fornøjelse at læse udvalgte ældre værker, både danske og udenlandske, så jeg regner med at fortsætte til jeg stiller træskoene. Der er nok at tage af! Hvilken klassiker har du sidst læst?
NorthangerPersuasionTitlePage
Persuasion og en lang række andre klassikere kan læses gratis som en del af Wikisource-projektet. De kan også hentes ind i diverse læse-apps. Og så er der jo endelig biblioteket til de af jer, der stadig har en craving for papir. #noexcuse

 

Share

Shantaram

ShantaramShantaram af Gregory David Roberts er en roman ud over det sædvanlige. Den er helt vildt lang – 900+ sider, den er delvist selvbiografisk, den er lommefilosofisk i tåkrummende grad, forfatteren/hovedpersonen er kraftigt selvovervurderende, og romanen er så kulørt, at den mere minder om en krydsning mellem en Bollywood film og en Bourne-film end om en roman.

Alligevel har jeg altså lyttet den helt til ende uden at kede mig – jeg har nok tunet ud der, hvor han bliver for lommefilosofisk.

Jeg-personen er en australsk straffefange, der flygter fra sit topsikrede fængsel og finder vej til Mumbai, som han med rette anser som et godt sted at gemme sig. Bogen handler så om hans oplevelser over mange år i Mumbai, i slummen og i underverdenen. Han optræder både som slum-læge (med blot udvidet førstehjælpskendskab) og som benhård gangster og Mujahedin-kriger, inden de ca. 40 timers lytning er ovre. Vi får et spændende indblik i livet i Mumbai, både blandt inderne i slummen og blandt expats i hel- og halvkriminelle miljøer. Never a dull moment, as they say.

Hvis du godt kan lide langsomme romaner om hverdagslivet, så er det altså ikke denne her, du skal kaste dig over. Men hvis tanken om en super spændende Bollywood-film som bog tænder dig, så er det bare at slå til. Den findes på dansk, men jeg vil virkelig anbefale at læse eller lytte den på engelsk. De mange, mange forskellige engelske dialekter, der tales af indere og diverse udlændinge, kan jeg slet ikke forestille mig fungere i en oversættelse. Men oplæseren af den engelsksprogede lydbogsudgave, australieren Humphrey Bower, mestrer dem alle og har helt sikkert højnet oplevelsen af bogen.

Share

Ferielekture

I dag rejser vi på ferie. Jeg har samlet flere bøger på Kindlen og Audible-app’en end jeg på nogen måde kan nå at læse/lytte. Men pyt med det, når bare der er noget at vælge imellem!
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902
På Audible tager jeg forskud på letlytningen med en Rebus-bog, jeg ikke før har læst: Dead Souls. Til mere alvorlige stunder er der To the Lighthouse af Virginia Woolf. Derudover har jeg hentet Persuasion af Jane Austen (den har jeg valgt, fordi hovedpersonen i en anden roman har den som sin favorit!) og den seneste roman af en af mine yndlingsforfattere fra UK, Rose Tremain.

På Kindlen har jeg optimistisk indkøbt Edward St Aubyn’s Patrick Melrose trilogi. Den handler om den engelske adel og de privilegier, den tager for givet. Jeg har hørt meget godt om den. Desuden har jeg haft The Brief Wondrous Life of Oscar Wao af Junot Diaz og The Known World af Edward P. Jones liggende et stykke tid.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også et par danske bøger på min Riidr-app. Drager over Kabul af Morten Hesseldahl og Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Skal du ikke læse noget faglitteratur, spørger du (sikkert ikke). Jo, jeg har holdt en lang pause 1/3 inde i The Three Emperors af Miranda Carter, men nu er jeg kommet i gang igen. Den handler om optakten til 1. verdenskrig. Da den er tyk og i papirudgave, kommer den kun med, hvis der er overskudsplads i kufferten.

Så sku’ det regne eller skal jeg drive i liggestol, er jeg godt forberedt. Har.Også.Hat.

Share

Georg Brandes

Harald Slott-Møller - Georg Brandes ved universitetet i København
Jeg har læst Jørgen Knudsens ét-binds biografi om Georg Brandes. Den er kun på 645 sider. Hans fulde biografis sideantal kender jeg ikke, men den er på mange bind. Jeg har været lang tid om at læse den og har holdt pauser undervejs. Ikke desto mindre har den fyldt meget i min bevidsthed. For mig har det vigtigste været hans politiske analyser og hans kølige afstandtagen til religion mere end varslingen af det moderne gennembrud.

Georg Brandes var helt vildt berømt (og berygtet) i sin levetid (1842-1927), mere end jeg på nogen måde havde forestillet mig, og formentlig mere end de fleste ved. Jeg var klar over, at han var en omstridt og markant figur her i Danmark, men at han var en international stjerne, anede jeg ikke. Et eksempel: I sin sene alderdom rejser han med sin veninde/sekretær/oppasserske Gertrud Rung til Grækenland efter ikke at have forladt Danmark i en årrække. De bor på et ret nedtrådt hotel og er lidt nedtrykte, da de kommer forbi universitetet. Der antaster de en ældre mand, som de antager er professor, og tiltaler ham på fransk: “Je suis Georg Brandes au Danemark!” og professoren bliver helt paf og spørger, om han virkelig er DEN Georg Brandes, hvilket bekræftes. Herefter flyttes de til luksushotel og den ene middag  efter den anden med diverse græske notabiliteter arrangeres, indtil de nærmest må gå i flyverskjul på hotelværelset, fordi alle mulige søger at komme i audiens hos den gamle og egentlig ret affældige mand.

Og berømmelsens tinder har man da også nået, når man er nævnt i Ulysses! På et tidspunkt diskuterer nogle af personerne i romanen de forskellige lærde udlægninger af Shakespeare, og Brandes er en af de lærde, der nævnes. Vildt, synes jeg.

Inden første verdenskrig var han også en superstjerne i Tyskland og Frankrig, men da han var indædt modstander af krigen og stærkt kritisk mod begge sider, fik han også begge lande imod sig.

Allerede i 1888 ved kejser Friedrichs død, forudsagde han med uhyggeligt klarsyn, hvad det ville medføre, når Wilhelm II besteg tronen:

“Nu vil den store europæiske reaktion, denne uhyre helvedhund, begynde at gø med sine tre hoveder, fædrelanderiet, bigotteriet og krigsvildskaben.”

Senere, i 1900, hedder det:

“Når verdenskrigen og den sociale revolution er udeblevne, så er det sandsynligt, at de kun er opsatte. Men den afgørende politiske kendsgerning, vi oplever ved det 19de århundredes slutning, er denne: De store magter deler jordkloden imellem sig. De stræber at gøre dette så fredeligt som muligt, for så vidt de vil undgå en verdenskrig. De gør det såre hensynsløst alligevel, fordi de for deres økonomiske fordels skyld ofrer ikke blot de ulykkelige folkeslag, som de underkaster sig med ild og sværd og alle rædsler, men desuden alle de mindre folkeslag rundt omkring, der opsluges for den nationale enheds skyld eller bruges som bytteværdier eller udleveres til brutaliteten.”

I 1901:

“Når man betænker, at det kristne Europa ikke rører en finger, fordi samme herre (den osmanniske sultan Abdul Hamid) slagter 300.000 kristne armeniere, men er så ømt bekymret, når den kristne mission i Kina generes, så har man en målestok for den højde, det politisk-religiøse hykleri ved århundredskiftet har nået”.
[…]
“Kejseren derimod ser det som udtryk for, at kinesisk kultur ikke bygger på kristendommen. Det kan den jo også vanskeligt gøre, da den er så meget ældre”.

1907:

“Racehadet har en religiøs karakter, især patriotismen er en religion, socialismen er en anden. Alt dette munder ud i et indædt og universelt had – i høj grad en religiøs følelse – som menneskeheden bekæmper med begejstring, men svagt.”

Og i 1919 i anledning af Versailles-traktaten:

“Men Tysklands foreløbige tilintetgørelse, der er en ulykke for Europa og civilisationen, er ingenlunde nogen lykke for Danmark. Et for overklassens hovmod befriet, rigt og sundt Tyskland ville være en langt bedre nabo for Danmark end et forarmet, forgældet, af had og hævntørst fortæret Tyskland. Al slags åndelig smitte kan derfra komme over  grænsen, efter hvilken linje den end bliver draget.”

Ofte, igennem hele hans levetid, blev hans udsagn om dette eller hint forkastet som ugyldigt med den begrundelse, at han var jøde. Bogen giver mange, mange eksempler, men de er godt sammenfattet i dette citat fra en bog (en hel bog!!), udgivet i 1912 af Dr. phil. Konrad Simonsen kaldet Georg Brandes (Jødisk Aand i Danmark):

“De liberale jøder sejlede frem under falske standarter i fyrretyve år, de forfladigede og nedbrød vort livssyn, forkrøblede vore følelser og kunstneriske sans og åd sig ind i den offentlige mening i kritik, i videnskab, litteratur og i pressen, – og hvad de høstede var tilfredsstillelsen af personlig magtlyst”.

Brandes har skrevet enorme biografier om alle mulige forfattere, filosoffer, kunstnere. Jeg nævner i flæng: Voltaire, Goethe, Michelangelo, Shakespeare, Kierkegaard, Ibsen, Holberg, Nietzsche, etc. etc. Jeg kommer nok aldrig til at læse nogen af dem, og ifølge Knudsen er flere af dem også ret lange i spyttet, men ikke desto mindre blev adskillige oversat til både tysk, fransk, engelsk, norsk og svensk og udkom i flere oplag.
Peder Severin Krøyer - Portrait of Georg Brandes lecturing - Google Art Project

Han var gennem hele livet ateist, men først i de sidste år af sit liv tog han for alvor kampen op med kristendommen. Da var det egentlig lidt for sent, for han havde både mistet sin skarphed og i en vis udstrækning sin relevans, samtidig med at han var bitter over den behandling, han havde fået herhjemme og under og efter krigen også i udlandet. Det er sjældent, at bitterhed er et godt udgangspunkt for at udtrykke sig offentligt. Resigneret konkluderer han (1916):

“Læren om at kristendommen og naturvidenskabens sandheder ikke anfægter hinanden, er stadig den herskende.”

Et lille hip på tværs af et helt århundrede til vores nye uddannelses- og forskningsminister.

Share

All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Share