Grammatiknazi, stavepladeuddeler

Ja, på dansk deler vi ikke ordene. Det hedder derfor ikke grammatik nazi (grammar nazi) eller stave plade uddeler (okay, jeg har mere eller mindre selv opfundet de to ord, men reglen gælder alligevel). Og sådan fortsætter Susanne Staun over stok og sten på 112 morsomme, lærerige og letlæste sider. I modsætning til lære rige og let læste.

Nu vil jeg kækt påstå, at der ikke var så meget for mig at lære, da jeg allerede praler vidt og bredt af mine danskkundskaber og evner udi kommasætning. Men alle, der siger, at de ‘kun lige glemte nutids-r, fordi de skulle skynde sig‘, eller ‘ingen kan alligevel sætte komma, så hvorfor lære det?‘, kan godt skrubbe hen og købe bogen. Den kan læses på et par tog- eller busture, den koster tre kopper kaffe, og man kan faktisk (med mindre man reelt er ordblind) lære en hel del i en fart. Susanne Staun gør det i hvert fald m e g e t lettere end min Fru Håkansson gjorde i Folkeskolen.

Ordblinde mennesker skriver som Gudrun Hasle. De kan også glemme nutids-r, men det er ikke det, der definerer dem som ordblinde. Mange mennesker har simpelthen ikke lært at stave, og de kan jo ikke gøre for, at de har haft lærere, der ikke var opgaven voksen. Så er der bare ikke andet at gøre end at lære sig selv det – Staun giver alle grundene i forordet til bogen. De kan koges ned til: Vil du tages (helt) alvorligt af alle, så lær at stave.

Jeg kender og elsker en hel del mennesker, der staver temmelig dårligt. Nogle af dem bliver måske fornærmede over dette. Men det skal de ikke blive, for jeg elsker dem, selvom de ikke kan stave, og jeg læser det, de skriver. Men nøgleordet her er jo kender. Skulle jeg vurdere job- eller legatansøgninger, slap ingen igennem med stavefejl. Ingen. For kan man ikke selv, kan man søge hjælp. Den tilbyder Susanne Staun nu med denne bog. Så tag da imod den!

PS: Er der stave- eller kommafejl i ovenstående, giver jeg en kop kaffe.

Share

Kjell Westö: Luftspejling 38


En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.’s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

 

Share

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!
Young Georg Brandes 1871

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

  • At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
  • At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
  • At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
  • At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
  • At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
  • At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
  • At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
  • At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.

Share

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

Share

Ian McEwan: The Children Act

Hørt som lydbog, glimrende indlæst, på Audible.

Jeg er ret vild med Ian McEwan og hans kringlede moralske dilemmaer. Jeg var begejstret for Atonement og Saturday, ikke så vild med Solar, men jeg regner med at komme igennem hele hans forfatterskab uden at have spildt min tid.

Denne handler om en dommer og nogle af de svære familieretssager, hun skal dømme. Det lyder måske tørt og kedeligt, men det er det på ingen måde. Selvfølgelig har hun også dilemmaer i sit private liv og sågar et dilemma, der breder sig fra arbejdslivet og over i det private. McEwans lette og elegante prosa drager læseren (eller i dette tilfælde lytteren) ind, til man er så grebet som af en krimi. Jeg holdt en længere pause i denne pga en anden bog, som skulle læses færdig, men den ophørte på intet tidspunkt med at spøge i min bevidsthed.

Herhjemme lyder der ofte kritik af Etisk Råd, udvælgelsen af dets medlemmer, dets beslutninger, etc. Det kan der være god grund til. Men at der er et evigt stigende behov for at tale HØJT om disse ting, kan der til gengæld ikke være tvivl om. Læsning af denne bog bringer mange etiske dilemmaer op, hvilket aldrig kan være til skade. Gid det var noget, vi turde tale mere og højere om.

Anbefales varmt.

Share

Alaa Al Aswany: Den Kongelige Egyptiske Automobilklub

Hvor forfriskende at læse en bog fyldt med muslimer og alle deres fordomme over for kristne… Denne charmerende og sjove roman foregår i Cairo i 50’erne under Englands besættelse af Egypten. Det ulmende oprør mod englænderne udgør bagtæppet for fortællingen om en familie, der flytter fra et luksusliv i “Øvre Egypten” til Cairo og en noget mere ydmyg tilværelse.

De fire meget forskellige børn beskrives med stor indlevelse, og vi følger dem i deres frigørelsesproces fra familien. De er i et eller andet omfang tilknyttet den britiske overklasseklub, som bogen er opkaldt efter, og vi får en nøje indføring i den racistiske og dybt klasseinddelte måde, som briterne kørte den slags institutioner på. Pyha, man ønsker ikke for sin værste fjende at være ansat dér!

Al Aswany har et ærligt og kærligt blik på sine landsmænd. Det er godt at blive klog af for sådan en bleg, kulturkristen speltgnasker som mig.

Share

Volker Kutscher: Sagen Vaterland

Jeg var et stykke tid om at blive grebet af denne mellemkrigskrimi, men så skete det også. Plottet er udmærket, men det er ikke det, der gør denne bog så læseværdig. Det er derimod det miljø, den foregår i. Nemlig blandt almindelige tyskere i Berlin (og andre steder, hvortil sagen fører vor helt, Gereon Rath) i 30’ernes betændte politiske klima. Det er et fantastisk greb at bruge en krimi til at tegne et billede af levevilkårene på den tid. Vi hører om, hvordan grebet hele tiden strammes, og hvordan de gode kriminalbetjente, jurister, skolelærere og andet godtfolk hele tiden regner med at lige om lidt, så holder mareridtet op, og hverdagen vender tilbage. Men det er som “backdrop” til fortællingen, ikke fortællingen i sig selv.

For alle, der kan lide historiske romaner og krimier er denne nærmest et must – der er oven i købet flere af dem, læser jeg mig til. Bogen er okay oversat, selvom jeg ind imellem tænkte, at den nok er skrevet på et mere interessant tysk end det lidt flade danske, den er oversat til. Oversætteren er NAVNLØS, hvilket jeg nærmest finder skandaløst – for selvom jeg er uimponeret, så synes jeg alligevel, at det er bedre end de par bøger, jeg har læst på det seneste, der var oversat fra engelsk. Korrektur var der åbenbart ikke tid til.

Share