Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

Share

Fanden på væggen

FandenPaaVaeggenSærdeles spændende helt ny dansk noir krimi af den ferme tegneserietegner Palle Schmidt på det spændende forlag Calibat. Til alle, der kan lide krimier OG til alle, der kan lide noir tegneserier er her et nyt bud på genren. Den bevæger sig hjemmevant rundt i København, og den første halvdel af bogen bringer hele tiden mindelser om Dan Turèll, hvilket er ret godt gået. Anden halvdel af bogen er meget mørkere, end Turèll nogensinde var, så der er vi mere ovre i amerikansk noir.

Nu skal det siges, at jeg ikke har læst mange krimier de seneste år – og slet ikke danske. Jeg er efterhånden nede på kun at følge tre krimiforfattere, nemlig Ian Rankin, Rowlings alter krimi-ego Robert Galbraith og amerikaneren Michael Connelly.

Som i amerikanske tv-serier sker der mord og afstumpet vold til højre og venstre, samtidig med at vi kun alt for godt forstår vores hovedperson, en mand der har fået tæsk af livet. Både hovedpersonen og de mange, meget forskellige og flot tegnede (ja altså, i overført forstand) bipersoner fremstår så tydeligt, som havde Palle faktisk tegnet dem med sin sikre streg.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at vi var blevet på Vesterbro og løst krimigåden med mere intellekt end vold, men jeg er klar over, at det slet ikke ligger i tiden. De tre forfattere, jeg nævner ovenfor, betjener sig også af både ækle seriemordere og indædt ondskab.

Palle Schmidt har et rigt sprog, og han bruger det godt. Fanden på væggen fortjener et bredt publikum, både blandt kvalitetskrimilæsere og blandt tegneserielæsere.

Disclaimer: Jeg kender Palle overfladisk, og han har givet mig bogen i PdF-format til anmeldelse. Jeg læste den på en tur over Atlanten.
Tip til forlaget: Skynd jer lige at oprette bogen på Goodreads.com.
Share

En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Share

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

Share

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.

Share

Historien om Loveshop – Himmelflugt og Højdeskræk

Loveshop_bog

Det her er en særdeles partisk anmeldelse, da jeg jo mildest talt ikke kan siges at være neutral iagttager af fortællingen om Loveshop. Men i al mangel på ydmyghed forestiller jeg mig, at nogle af jer netop gerne vil vide, hvad jeg synes om bogen, fordi jeg selv var med på førstedelen af den færd, som bogen beskriver.

Lad mig bare starte med at sige, at det er en virkelig god bog. God på alle de forskellige måder, der er. Jens siger i indledningen:

“Det har været afgørende for mig, at det hele bliver leveret af en person, der fagligt står for seriøsitet og grundighed.”

Forfatteren Tommy Heisz, som jeg ikke kendte, før han interviewede mig, er både en dygtig og flittig researcher (det kan bibliotekar-Néné jo så godt lide) og en kompetent og indfølt skribent. Den kombination er desværre ikke særlig almindelig, og da slet ikke i portræt-genren. Det har været afgørende for både Tommy og Jens, at bogen blev en fortælling om hele bandet, ikke bare Jens’ udgave af Loveshops historie. Det er i den grad lykkedes, så vidt det nu er muligt, når de to af medlemmerne ikke er her længere til at udtale sig.

Ydermere har forlaget Turbine virkelig lagt sig i selen, så bogen også er grafisk lækker, indvendigt såvel som udvendigt. Bogens mange fotos er flot præsenteret, og til bogreceptionen sad alle vi gamle rotter og blev rørstrømske over de gamle billeder. Som udenforstående vil man næppe falde helt så meget i svime, men billedudvalget er omhyggeligt og gennemtænkt.

2015-10-09 18.54.56

Her kommer, hvad man vel kan kalde et meta-citat, for det er et citat fra bogen, der citerer mig (vi er i 1983 eller 84)…

Det eneste jeg vidste om ham, var, at han hed Hilmer og vist nok var lidt sær. Jeg græd af grin over det navn. Det lød som en eller anden fra en tegneserie. Men så tog Jesper (Siberg) mig med ud i butikken, og jeg kan huske, hvordan Hilmer sad der på trappen ned til kælderen og spillede på guitar. På den der Hilmer-måde. Det lød fuldstændig utroligt. Som om det kom fra en anden planet.

Bogen er et must for alle, der har været og/eller er vilde med Loveshop. Men den er så god, velskrevet og velresearchet, at også mange andre med tilknytning til musikmiljøet vil kunne have glæde af at læse den. Endelig er det også “bare” en god, omend tragisk fortælling om mødet mellem drømmene og den hårde virkelighed.

 

Share

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

Share