Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Share

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

Share

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Share

Persuasion – Jane Austens sidste roman (1818)

Jane Austen coloured version
Jeg læste (lyttede til) denne, fordi den blev anbefalet i en anden roman (The Enlightenment of Nina Findley). På den måde kunne jeg krydse et felt af i min læseudfordring for 2015. Den fik jeg slet ikke krydset færdig i – der var for mange kategorier, jeg slet ikke havde lyst til at læse. Men det er en anden historie.

Persuasion altså. Den handler om en meget fin og ordentlig ung kvinde af god, men ikke formuende familie. Og om de forventninger, der er til hende – især hvad angår “valg” af ægtemand. Det hele er meget fredsommeligt, og der er ikke nogen videre drama, men man mærker tydeligt, at kun meget stålsatte og velbegavede unge kvinder havde mulighed for selv at have indflydelse på valget af ægtemand og udfaldet af tilværelsen i det hele taget.

Jeg var dog slet ikke så begejstret for denne, som for en anden klassiker, jeg læste (lyttede til) tidligere i 2015, nemlig Middlemarch. Den har jeg stadig i mit hoved, hvor Persuasion slet ikke kommer til at indtage en lige så prominent post.

Sidste år besluttede jeg, at jeg jævnligt – som sådan ca. hver 3. eller 4. bog – skal læse en klassiker, som jeg af den ene eller anden grund har forsømt. Indtil videre har det været en stor fornøjelse at læse udvalgte ældre værker, både danske og udenlandske, så jeg regner med at fortsætte til jeg stiller træskoene. Der er nok at tage af! Hvilken klassiker har du sidst læst?
NorthangerPersuasionTitlePage
Persuasion og en lang række andre klassikere kan læses gratis som en del af Wikisource-projektet. De kan også hentes ind i diverse læse-apps. Og så er der jo endelig biblioteket til de af jer, der stadig har en craving for papir. #noexcuse

 

Share

Ferielekture

I dag rejser vi på ferie. Jeg har samlet flere bøger på Kindlen og Audible-app’en end jeg på nogen måde kan nå at læse/lytte. Men pyt med det, når bare der er noget at vælge imellem!
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902
På Audible tager jeg forskud på letlytningen med en Rebus-bog, jeg ikke før har læst: Dead Souls. Til mere alvorlige stunder er der To the Lighthouse af Virginia Woolf. Derudover har jeg hentet Persuasion af Jane Austen (den har jeg valgt, fordi hovedpersonen i en anden roman har den som sin favorit!) og den seneste roman af en af mine yndlingsforfattere fra UK, Rose Tremain.

På Kindlen har jeg optimistisk indkøbt Edward St Aubyn’s Patrick Melrose trilogi. Den handler om den engelske adel og de privilegier, den tager for givet. Jeg har hørt meget godt om den. Desuden har jeg haft The Brief Wondrous Life of Oscar Wao af Junot Diaz og The Known World af Edward P. Jones liggende et stykke tid.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også et par danske bøger på min Riidr-app. Drager over Kabul af Morten Hesseldahl og Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Skal du ikke læse noget faglitteratur, spørger du (sikkert ikke). Jo, jeg har holdt en lang pause 1/3 inde i The Three Emperors af Miranda Carter, men nu er jeg kommet i gang igen. Den handler om optakten til 1. verdenskrig. Da den er tyk og i papirudgave, kommer den kun med, hvis der er overskudsplads i kufferten.

Så sku’ det regne eller skal jeg drive i liggestol, er jeg godt forberedt. Har.Også.Hat.

Share

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

Share

Mette Høeg og den debat, der burde have været

AnnaAfgrunden

Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.

Et par citater for de uindviede:

“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”

“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”

For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…

Alt gik som ventet,  der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.

Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!

Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?

Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.

I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.

Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.

Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!

Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!

Share

Grammatiknazi, stavepladeuddeler

Ja, på dansk deler vi ikke ordene. Det hedder derfor ikke grammatik nazi (grammar nazi) eller stave plade uddeler (okay, jeg har mere eller mindre selv opfundet de to ord, men reglen gælder alligevel). Og sådan fortsætter Susanne Staun over stok og sten på 112 morsomme, lærerige og letlæste sider. I modsætning til lære rige og let læste.

Nu vil jeg kækt påstå, at der ikke var så meget for mig at lære, da jeg allerede praler vidt og bredt af mine danskkundskaber og evner udi kommasætning. Men alle, der siger, at de ‘kun lige glemte nutids-r, fordi de skulle skynde sig‘, eller ‘ingen kan alligevel sætte komma, så hvorfor lære det?‘, kan godt skrubbe hen og købe bogen. Den kan læses på et par tog- eller busture, den koster tre kopper kaffe, og man kan faktisk (med mindre man reelt er ordblind) lære en hel del i en fart. Susanne Staun gør det i hvert fald m e g e t lettere end min Fru Håkansson gjorde i Folkeskolen.

Ordblinde mennesker skriver som Gudrun Hasle. De kan også glemme nutids-r, men det er ikke det, der definerer dem som ordblinde. Mange mennesker har simpelthen ikke lært at stave, og de kan jo ikke gøre for, at de har haft lærere, der ikke var opgaven voksen. Så er der bare ikke andet at gøre end at lære sig selv det – Staun giver alle grundene i forordet til bogen. De kan koges ned til: Vil du tages (helt) alvorligt af alle, så lær at stave.

Jeg kender og elsker en hel del mennesker, der staver temmelig dårligt. Nogle af dem bliver måske fornærmede over dette. Men det skal de ikke blive, for jeg elsker dem, selvom de ikke kan stave, og jeg læser det, de skriver. Men nøgleordet her er jo kender. Skulle jeg vurdere job- eller legatansøgninger, slap ingen igennem med stavefejl. Ingen. For kan man ikke selv, kan man søge hjælp. Den tilbyder Susanne Staun nu med denne bog. Så tag da imod den!

PS: Er der stave- eller kommafejl i ovenstående, giver jeg en kop kaffe.

Share

Læs Terry Pratchett!

Pratchett death tweetTerry Pratchett, et fantastisk menneske og en storartet forfatter med en enorm produktion bag sig, er død. Alt for tidligt i forhold til sin alder, men da han havde early-onset Alzheimer, var det nok alligevel ikke for tidligt. Hvis du ikke ved noget om ham eller kun lidt, så klik på hans navn og læs den glimrende Wikipedia-artikel.

Jeg husker ikke længere, hvornår jeg læste min første Discworld roman, og hvad der er mere mærkeligt, er, at jeg heller ikke husker, hvem der overtalte mig til at læse sci-fi (det gør jeg ellers ikke) og så oven i købet MORSOM sci-fi med tudegrimt omslag. Men mange tak til den, der fik mig overtalt. For hvor har jeg dog haft mange kostelige timer i selskab med Sir Pratchett!

Ligesom jeg generelt går udenom stand-up, morsomme film, komedieserier, etc., så har jeg heller aldrig opsøgt sjove bøger. Men disse her er sjove på en helt særlig måde, for der er simpelthen ikke det emne, Pratchett ikke tager under kærlig behandling og kan få én til at skrupgrine af. Hans bog om musikbranchen (Soul Music) er ikke den bedste eller den sjoveste, men nok den jeg har grinet mest af, fordi jeg selv har brugt 20 år af mit liv dér.

Han tager også langt mere alvorlige emner op, ja, faktisk kan man godt sige, at Pratchett var en eksponent for den absolutte ytringsfrihed. Lige bortset fra at han aldrig brugte ytringsfriheden som et våben til at slå andre mennesker oven i hovedet med.

Det, jeg holder allermest af hos Pratchett, er den fremtrædende rolle som Døden indtager i alle hans bøger. Ja, i Discworld-serien er Døden en af hovedpersonerne. Han er virkelig meget menneskelig (sorry) og har mange kvababbelser over sit job. Den fuldstændig respektløse men alligevel kærlige måde Pratchett behandler Døden på, har inspireret mig meget. Ikke sådan at jeg bliver mindre ked af det, når mine venner dør, men sådan at jeg bedre kan leve med, at døden er en del af livet.

Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen (@filoffen) har skrevet smukt, sjovt og varmt om sit liv med Terry Pratchett. Det er på alle måder fin læsning.

Share

Kjell Westö: Luftspejling 38


En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.’s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

 

Share

Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Share

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!
Young Georg Brandes 1871

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

  • At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
  • At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
  • At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
  • At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
  • At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
  • At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
  • At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
  • At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.

Share

Sigrid Undset: Kristin Lavransdatter

Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.

Sigrid Undset at Bjerkebæk
Sigrid Undset i sit hjem, hvor hun bl.a. skrev Kristin Lavransdatter. Foto: Avilde Torp, Wikipedia Commons

Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.

Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…

Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!

Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!

Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.

Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…

Share

Rigtig dannelse

Nu skrev jeg sidst om “digital dannelse”. Det fik mig til at tænke lidt over det, man i De Gode Gamle Dage bare kaldte for dannelse. Ifølge min mormor var det noget med at kunne spise kylling med kniv og gaffel, spille klaver, have gået til dans, kende teksten og melodien til diverse sange og salmer, vide nok om klassisk musik til ikke at falde helt igennem, have styr på de “rigtige” butikker at handle i (min mormor ville helst købe alle møbler og stoffer hos Lysberg, Hansen & Therp), og sidst men ikke mindst skulle man kende de litterære klassikere og have læst de bøger, “man” til enhver tid taler om.

Jeg kom igen til at tænke over det, da jeg i dag hørte lidt af debatten i P1-programmet Ordet er Dit. Dagens tema var “Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?” Temaet var igen udløst af kulturminister Marianne Jelveds seneste tiltag, Danmark Læser. Der gives 20 millioner kr. over fire år til diverse læseprojekter – vi taler virkelig peanuts her. En af de medvirkende i radioprogrammet var journalist og forfatter Erik Skyum-Nielsen. Han sagde meget klogt, at hvis han var bibliotekar, ville han have opfattet det som en våd klud i ansigtet. Jeg er helt enig med ham – pengene skulle have været givet til bibliotekerne. Det er jo dem, der er sat i verden for at formidle litteraturen til borgerne, er det ikke?

Nå men, bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur? Nej, det gør man selvfølgelig ikke. Mega-dumt spørgsmål. Men det kan bidrage til en lettere gang på jord, sådan at være dannet. Først hvis man ikke er vokset op med det, ved man nok, hvor mange litterære henvisninger, der hele tiden findes overalt. Det sniger sig ind på én, sådan med årene. Først siger folk hele tiden noget, man ikke helt forstår. Man lader som ingenting. Dernæst går det så småt op for én, at de henviser til noget, man ikke ved, hvad er. Efterhånden får man det kredset ind: det er en person eller en hændelse i en bog, eller måske bare bogen som sådan (fx 1984). Til sidst får man så læst bogen, og hundredevis af bemærkninger, henvisninger og citater giver pludselig mening.

Man Reading Book and Sitting on Bookshelf in Library

Jeg har tilbragt meget tid med at læse alle de bøger, de “rigtigt dannede” havde fået ind med modermælken. Og det har så sandelig gjort min færd i livet lettere.

Måske tænker du: Men sagde hun ikke lige, at hendes mormor havde instrueret hende i at læse klassikerne? Jo, det sagde jeg. Men gjorde du måske, hvad din mormor sagde?

Har du selv problemet? Så kan jeg anbefale, at du går i gang fra en ende af med en af de utallige lister over De Vigtigste Bøger, som hele internettet flyder over med. Denne her fra Goodreads er fx god. En god ting ved disse klassikere er, at rigtig mange af dem faktisk virkelig ER gode bøger og fortjener deres status – ydermere fås de ældste gratis som e-bøger. Din sommerferie er reddet…

Share