Radix Malorum

Roden til alt ondt, betyder det. Og det er Dante, der mener, at misundelse er netop det. Læs dette essay om misundelse, der altid når sit årlige højdepunkt omkring jul.

Samfund/miljø/politik

Nulsumsspil

I USA (og andre steder) får fostre hele tiden flere rettigheder. Desværre er netop denne type rettigheder tilsyneladende et nulsumsspil, for samtidig får kvinderne – fostrenes mødre – færre rettigheder. Læs artikel fra New York Times, der gennemgår de absurde sager, hvor kvinder er blevet anklaget for mord, fordi deres foster er dødt. Tak til Dorte Toft for link.

Den ondeste satire

Du har nok hørt, at Elizabeth Warren som den første har meldt sig som præsidentkandidat for Demokraterne. Her fortæller en hvid mand, der i øvrigt elsker kvinder, selv er gift og har døtre, hvorfor han allerede er begyndt at hade hende, ligesom han hadede Hillary Clinton. Det hele lyder, som Jordan Peterson kunne have sagt det – men han ville ikke have været satirisk. Tak til Elisabeth Møller Jensen for denne perle.

Snydt igen

Denne artikel fra The Atlantic fortæller, hvordan Trumps tilbagetrækning fra Syrien kombineret med hans nærmest kærlige forhold til Erdogan betyder, at kurderne, der ellers har været instrumentelle i at holde Islamisk Stat stangen, igen har trukket det korteste strå. Hvad er det lige med kurdere og palæstinensere, der ALTID skal trække det korteste strå?

Digital strategi der virker

BBC har lagt en digital strategi, der virker. De holder på og tiltrækker brugerne. Strategien hviler på at tilfredsstille brugernes behov – også dem de måske ikke giver så klart udtryk for. Glimrende artikel hos Medietrends, hvorfra diagrammet er lånt.


Teknologi

Der skal antropologer til

Når antropologer kigger på teknologi, så udvides rammerne for, hvad vi opfatter som teknologi, og samtidig får vi en langt bedre forståelse for, hvad teknologi egentlig er. Læs med hos Videnskab.dk.

McHangama har (igen) fat i noget

Sammen med en kollega skriver McHangama i Foreign Policy om, at brugen af kunstig intelligens er ved at underminere vores demokrati. Det handler selvfølgelig om den stadigt accellererende samkørsel af data, som politikere og embedsmænd er så begejstrede for. Kloge ord i tide. Også denne artikel fandt jeg via Dorte Toft.

Kvalitet/kvantitet

Forsker i børn og internet Stine Liv Johansen understreger (igen), at teknologi, iPads, Fortnite, YouTube ikke er farlige i sig selv. Det, der er farligt, er, når vi overlader børnene til sig selv i timevis uden at holde øje med, hvad de laver. Det handler ikke blot om at styre udenom voldeligt indhold, men i allerhøjeste grad også om, at børnene bliver udsat for massiv reklamepåvirkning. Vi skal styre dem – nogle gange med ret hård hånd – hen imod alt det kvalitetsindhold, der også er på nettet. Artikel fra Medierådet for Børn og Unge.

Wearables

En hurtig gennemgang af nye medicinske “wearables”, der tilbyder forskellige former for hjælp, støtte og lindring, som tidligere krævede medicin og/eller fysioterapi. Bemærk, hvor mange af opfinderne er kvinder. Artikel i Wired.

Viden

social mobilitet og byplanlægning

Når nogle storbyer er meget bedre til social mobilitet end andre, er det smart at kigge nærmere på, hvordan det kan være. Minneapolis i USA er sådan en by. Forklaringen er byplanlægning – ikke straf og ghettoisering. Den grundige artikel står i The Atlantic.

Skovdrift i DK er ikke CO2-neutral

På hjemmesiden gylle.dk forklarer en biolog hvorfor. Og hvad der kan gøres.

Nogle virksomheder har styr på deres sh**

Heriblandt Patagonia. I det her interview i Fast Company med Patagonias ejer forklarer han, hvorfor det er indlysende for ham at dedikere virksomheden til at hjælpe med at redde planeten. Hvis du spørger dig selv, hvorfor Patagonia er (halv)dyrt, så er svaret her.

BrainNet

Nu kan vi dele vores tanker – direkte fra hjerne til hjerne. Huh, det’ vildt! Artikel i Science Alert.

Planter med kanin-DNA

Ikke bare er det muligt, det er også godt (for indeklimaet). Artikel i Videnskab.dk.

Den bedste nyhed

En ualmindelig stædig kræftforsker har løst børne-leukemiens gåde. To faktorer spiller ind: Dels en medfødt mindre mutation på et gen, dels, og det er det vigtige, at barnet ikke har haft en infektion i sit første leveår. Forskeren argumenterer for mere snavs, mindre bakteriedræbende halløjsa, mere kontakt med andre børn. Artikel i The Guardian.

Om os

50 gode podcasts til de trængende

The Atlantic har samlet sine favoritter. Der er mange gode i blandt.

Svensk oprydning

Måske er svenskerne virkelig lidt mere morbide end os andre? Anyway, de står faddere til en ny oprydningstrend, döstädning. Ryd op i dine ting med tanke på, at dine efterladte skal bruge tid, mens de sørger over din død, på at rode igennem dine gamle udstillingskataloger og diverse pinlige ting, du har anskaffet dig til sex/slankning/peeling/whatever. Da min (mor)mor døde, efterlod hun sig 100 m2 med ting og sager, lige fra 1000 vaser og service til en mindre hær til ældgamle IKEA-kataloger og avisudklip fra 40 år. I plastikposer… Til gengæld, da min (mor)far døde, efterlod han sig kun det, han gerne ville have jeg skulle arve/se eller som jeg havde brug for. Intet andet. Gæt, hvad der var rarest!

Ud med alt det, vi ikke bruger! Læs den sjove artikel i Nexttribe.

Share

Børns liv og leg med medier

En anmeldelse og anbefaling af Stine Liv Johansens lille bog om børn og digitale medier. Den kom i maj, men jeg har desværre været lidt en sinke til at få læst den og skrevet om den.

Børns liv og leg med medier

Bogen handler mest om førskole- og indskolingsbørn og deres liv og leg med iPads og en advarsel er på sin plads – det er en akademisk bog rettet mod forskere og interesserede pædagoger og lærere. Men vi andre – fx os der “bare” er forældre – kan også tage noget med hjem, hvis vi kan mande os op til at læse sådan en bog. Det ser ikke ud til, at der nogensinde kommer en bog om dette emne beregnet på almindelige læsere. Det synes jeg er ærgerligt – og ikke kun fordi jeg gerne selv ville have skrevet den.

Stine har observeret en børnehave, der fik udleveret et “sæt” i form af en fin kuffert indeholdende en iPad med et par film-apps og lidt andet materiale, samt en flok børn på et fritidshjem, der alle havde fået en iPad. Hun taler meget med børnene og lidt mindre med de voksne, og der kommer en del interessante observationer ud af det. Jeg vil gå let hen over børnehaveobservationerne, da mindre børn  ikke er min kernekompetence, men den vigtigste lære af eksperimentet med kufferten er, at man kan så meget mere med en iPad og en flok rollinger end de fleste pædagoger nogensinde havde forestillet sig.

Et af bogens helt centrale budskaber formulerer forfatteren selv således:

Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når brugen af teknologi og digitale medier skal “forsvares” ved at sætte et lærings- og udviklingsperspektiv op i forhold hertil.

Hvad er det for en mærkelig idé vi har fået i forhold til digitale medier, at børn med vold og magt skal “lære noget”, hver gang de tager en iPad i hånden? Hvorfor må de ikke bare lege? Vi forlanger jo heller ikke af en pakke LEGO, at den skal have læringspotentiale? Vi ved, at børn lærer af at lege – men det er som om den viden er glemt, så snart legemediet er digitalt.

En af de markante ting, Stine bemærkede i sit studie af børnene i SFO’en var, at intet barn nogensinde sad alene med sin iPad. Børnene sad ofte i par, ofte flere, men aldrig alene. Det har altså ikke noget på sig, når det påstås, at digitale medier har en isolerende virkning på børn.

Bogen kommer med en del gode argumenter for, hvorfor vi voksne skal sætte os ind i, hvad børnene laver og sætte os ind i, hvad de kunne lave, hvis de vidste det. Hun beskriver en episode med en dreng, der flipper fuldstændig ud, da et andet barn i bygningen smadrer hele hans bygningsværk i Minecraft. En pædagog forsøger at hjælpe ham med at finde ud af, hvem det er, men da det ikke lykkes, hjælper pædagogen ham lidt på vej med at bygge nyt og udviser i det hele taget forståelse for, hvorfor drengen bliver så ulykkelig. Forældre og pædagoger der intet aner om, hvad børnene laver på computeren eller iPad’en, kan ikke udvise samme forståelse og vil afvise drengens ulykkelighed som skaberi.

En anden ting, vi voksne går glip af, når vi afviser at interessere os for, hvad børnene laver, er indsigt i vores børns digitale kompetencer og mangel på samme. Vi får ikke rost dem for det, de er dygtige til, og får ikke hjulpet dem videre, når de støder mod forhindringer. Kan vi ikke selv hjælpe, så kender vi nok nogen, der kan! Et andet argument er, at børnene typisk griber det nærmeste – de orienterer sig næsten udelukkende i Top 50 af gratis apps. Det vil sige, at der kan være fantastiske – fx dansk udviklede – apps, der aldrig kommer til børnenes kendskab, fordi de ikke kan læse eller læser dårligt og ikke ved, hvordan de skal søge efter nye apps. Vi som forældre og pædagoger og lærere må holde os orienterede, så vi kan foreslå nye apps/spil til børnene, som de ikke finder af sig selv.

Stine Liv Johansen slutter af på følgende måde:

Det er nødvendigt, at vi som voksne bliver i stand til at følge med børnene ind i medierne, og at vi lader os inspirere af deres måde at anvende dem på, men også at vi er klar til at gå foran dem og vejlede dem, når det er nødvendigt.

Jeg kunne ikke være mere enig!

 

Du kan følge Stine på Twitter.

 

Share