Her er jeg

Altså, jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke købte og læste Extremely Loud and Incredibly Close, da den udkom. Jeg husker det simpelthen ikke. Og i tilbageblik forstår jeg det overhovedet ikke… Og hvis du vil have en forklaring på, hvorfor jeg så købte Here I Am og nu har hørt den til ende, så kan jeg heller ikke forklare det. Der er simpelthen ting i en boglæsers liv, der ikke lader sig forklare!

Hovedpinen får skylden

Som tidligere nævnt har jeg været plaget af gentagne hovedpiner, så jeg får næsten ikke læst andet på papir/tryk/kindle end lidt avis og artikler her og der. Min aften/natlige boglæsning er blevet til aften/natlig boglytning i stedet. Det betyder desværre, at jeg får læst færre bøger, end jeg ellers ville, men det er der indtil videre ikke noget at gøre ved.

Og nu har jeg så hørt det, der svarer til knap 700 sider. I starten tænkte jeg, OMG, skal jeg virkelig lytte til en midaldrende jødisk New Yorkers jeremiader om sin jødiskhed og sit kuldsejlede ægteskab? Hvordan kan det interessere mig?

Åh, at blive overrasket

Men det kunne det. Jonathan Safran Foer formåede at suge mig ind i universet, så jeg til sidst lyttede ved enhver given lejlighed. Dialogerne (og dem er der mange af) er både meget “virkelighedstro” og larger than life. Alle personerne er også let karrikerede, men det virker helt fabelagtigt i helheden, synes jeg.

Det helt centrale, overvejelserne om at være et ordentligt menneske og have et godt liv, finde sig til rette i sin identitet, være en god far/mor, har umådeligt lidt med jødiskhed eller New Yorker-middelklasse at gøre. De er almenmenneskelige, og jeg har efterfølgende gået og tygget ganske meget på nogle af de emner, der tages op. Det ringer for mine ører, hver gang jeg ser den latterlige danskhedsdebat i medierne.

Skønne børn

Familien har tre sønner, der er opdraget til at tage kritisk stilling på basis af indsigt og viden. Og det gør de alle tre på hver deres (aldersbetingede) måde. Jeg er vild med de børn og forstår bogens forældrepars (og forfatterens) helt grænseløse kærlighed til dem. Ægteskabet kuldsejler, men de efterlader nogle fantastiske børn til at overtage verden.

Vigtigt!

Det kan vi andre så tænke over, når/hvis vi bliver skilt. Det er børnene det gælder, ikke vores (selv)retfærdighedsfølelse.

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

Børns liv og leg med medier

En anmeldelse og anbefaling af Stine Liv Johansens lille bog om børn og digitale medier. Den kom i maj, men jeg har desværre været lidt en sinke til at få læst den og skrevet om den.

Børns liv og leg med medier

Bogen handler mest om førskole- og indskolingsbørn og deres liv og leg med iPads og en advarsel er på sin plads – det er en akademisk bog rettet mod forskere og interesserede pædagoger og lærere. Men vi andre – fx os der “bare” er forældre – kan også tage noget med hjem, hvis vi kan mande os op til at læse sådan en bog. Det ser ikke ud til, at der nogensinde kommer en bog om dette emne beregnet på almindelige læsere. Det synes jeg er ærgerligt – og ikke kun fordi jeg gerne selv ville have skrevet den.

Stine har observeret en børnehave, der fik udleveret et “sæt” i form af en fin kuffert indeholdende en iPad med et par film-apps og lidt andet materiale, samt en flok børn på et fritidshjem, der alle havde fået en iPad. Hun taler meget med børnene og lidt mindre med de voksne, og der kommer en del interessante observationer ud af det. Jeg vil gå let hen over børnehaveobservationerne, da mindre børn  ikke er min kernekompetence, men den vigtigste lære af eksperimentet med kufferten er, at man kan så meget mere med en iPad og en flok rollinger end de fleste pædagoger nogensinde havde forestillet sig.

Et af bogens helt centrale budskaber formulerer forfatteren selv således:

Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når brugen af teknologi og digitale medier skal “forsvares” ved at sætte et lærings- og udviklingsperspektiv op i forhold hertil.

Hvad er det for en mærkelig idé vi har fået i forhold til digitale medier, at børn med vold og magt skal “lære noget”, hver gang de tager en iPad i hånden? Hvorfor må de ikke bare lege? Vi forlanger jo heller ikke af en pakke LEGO, at den skal have læringspotentiale? Vi ved, at børn lærer af at lege – men det er som om den viden er glemt, så snart legemediet er digitalt.

En af de markante ting, Stine bemærkede i sit studie af børnene i SFO’en var, at intet barn nogensinde sad alene med sin iPad. Børnene sad ofte i par, ofte flere, men aldrig alene. Det har altså ikke noget på sig, når det påstås, at digitale medier har en isolerende virkning på børn.

Bogen kommer med en del gode argumenter for, hvorfor vi voksne skal sætte os ind i, hvad børnene laver og sætte os ind i, hvad de kunne lave, hvis de vidste det. Hun beskriver en episode med en dreng, der flipper fuldstændig ud, da et andet barn i bygningen smadrer hele hans bygningsværk i Minecraft. En pædagog forsøger at hjælpe ham med at finde ud af, hvem det er, men da det ikke lykkes, hjælper pædagogen ham lidt på vej med at bygge nyt og udviser i det hele taget forståelse for, hvorfor drengen bliver så ulykkelig. Forældre og pædagoger der intet aner om, hvad børnene laver på computeren eller iPad’en, kan ikke udvise samme forståelse og vil afvise drengens ulykkelighed som skaberi.

En anden ting, vi voksne går glip af, når vi afviser at interessere os for, hvad børnene laver, er indsigt i vores børns digitale kompetencer og mangel på samme. Vi får ikke rost dem for det, de er dygtige til, og får ikke hjulpet dem videre, når de støder mod forhindringer. Kan vi ikke selv hjælpe, så kender vi nok nogen, der kan! Et andet argument er, at børnene typisk griber det nærmeste – de orienterer sig næsten udelukkende i Top 50 af gratis apps. Det vil sige, at der kan være fantastiske – fx dansk udviklede – apps, der aldrig kommer til børnenes kendskab, fordi de ikke kan læse eller læser dårligt og ikke ved, hvordan de skal søge efter nye apps. Vi som forældre og pædagoger og lærere må holde os orienterede, så vi kan foreslå nye apps/spil til børnene, som de ikke finder af sig selv.

Stine Liv Johansen slutter af på følgende måde:

Det er nødvendigt, at vi som voksne bliver i stand til at følge med børnene ind i medierne, og at vi lader os inspirere af deres måde at anvende dem på, men også at vi er klar til at gå foran dem og vejlede dem, når det er nødvendigt.

Jeg kunne ikke være mere enig!

 

Du kan følge Stine på Twitter.

 

Sikker Internet Dag – Tag Internettet Tilbage

taginternettettilbageI dag er det Sikker Internet Dag kloden over. Det havde jeg nær overset, fordi det også er Tag Internettet Tilbage-dag, en begivenhed, der forhåbentlig sætter sig større aftryk end Sikker Internet Dag plejer at gøre.

Mange, fx den britiske premier-minister  David Cameron, har fuldstændig misforstået, hvad et Sikkert Internet vil sige og har indført filtre i England, som skal forhindre fx børneporno. Det gør de naturligvis ikke, for kriminelle elementer er drøngode til at komme uden om de altid forældede metoder, det offentlige bruger til den slags. Til gengæld forhindrer de adgang til en lang række sider, der er sat i verden for at rådgive børn og unge om sex, prævention og seksuelt overførte sygdomme. Sk*de smart, David!

Jeg har sagt det ca. 100 gange før, men siger det gerne igen: Et sikkert Internet for børn er det samme internet, som resten af os bruger. Det er BØRNENE, der skal uddannes til sikre brugere, det er ikke internettet, der skal være indhegnet og have blød asfalt.

Et indhegnet internet med blød asfalt er det, som mange politikere over hele verden ønsker sig. De dækker sig bag snak om terrorister, kriminelle og porno, men i virkeligheden vil de gerne overvåge os 24/7 og kontrollere, hvad vi må se og ikke se. Ikke alle politikere er lige drakoniske i de tiltag, de ønsker at sætte i værk, men de vil alle gerne gøre noget. Prøv at lægge mærke til, hvor utroligt lidt ivrige politikere i hele Europa har været for at bakke op om Edward Snowden!

I eftermiddag kl. 16 går vi ud i regn og slud og protesterer inderligt mod politikernes planer om at lægge begrænsninger på Internettet. Det burde du også gøre.

En af talerne ved dagens demonstration er i øvrigt Karen Melchior, EU-parlamentskandidat for De Radikale. Og hun mener det faktisk, når hun siger, at hun vil kæmpe for Internettets frihed i EU-parlamentet. Prøv at spørge din egen EU-parlamentskandidat, hvad de synes. Deres svar er oftest forblommede og dækker enten over uvidenhed eller over støtte til mere overvågning (kombinationen er heller ikke ukendt). Har du ikke tænkt dig at stemme, fordi EU ikke rager dig, så tænk igen. Det rager dig rigtig meget – ikke mindst hvis du er optaget af overnationale emner som fx nettet.

Kan teknologi transformere undervisningen i skolen?

 

Why learn?

It is curious why we continue to take this question for granted, or to respond to it with “adultisms”—well-intentioned (and often accurate) notions of citizenship and “knowledge is power” that can fail to resonate with learners in an era of “like.”

Artiklen, hvorfra dette citat stammer, ramte mig lige i hjertekulen, fordi jeg ustandselig har den diskussion med min 12-årige. Hvorfor skal man lære, hvad skal man lære, hvordan skal man lære det? Knægten er skam meget lærenem og lærer sig selv den ene færdighed efter den anden ved at se og gense og gense YouTube videoer. Det dér med at *læse* noget, det bruger han til gengæld (næsten) ikke.

Jeg “diskuterer” konstant med mig selv, hvor på aksen mellem gammeldags læring og moderne intuitiv IT-baseret læring jeg skal anbringe mig selv. Det, der trækker i den ene retning, er, at jo større “paratviden” man har, jo bedre er man til at udnytte de digitale muligheder. Mao. har man modtaget en god portion gammeldags læring, bliver det nemmere at selvlære via nettet. Omvendt – måske kan man godt selvlære gammeldags viden? Mit afkom ser fx kilometervis af dokumentarer om historiske emner, som han lige bliver optaget af. I en periode WWII, i en anden periode Nordkorea. Men har jeg været dygtig nok til at lære ham at skelne mellem et godt, kildenært program om WWII og ét baseret på fantasterier? Ser jeg på visse af mine jævnaldrende på Facebook, så er evnen til effektiv kildekritik ikke noget, vi alle fik lært i vores skoletid…

Jo mere jeg borer mig ned i det her, jo mere tænker jeg, at der egentlig ikke er sket så sindssygt meget?! En dygtig lærer med dårligt materiale kan stadig meget mere end en dårlig med godt materiale. Og børn med stærke, veluddannede forældre har stadig langt større forudsætninger for at klare sig godt end børn med lavtuddannede forældre. En tablet er ikke bare en tablet. Den ændrer fuldstændig karakter alt efter, hvem der har den i hånden. Én lærer kan fuldstændig transformere læringen ved hjælp af IPads, en anden står hjælpeløst og bræger, at han jo ikke har lært at bruge den.

Din personlige sikkerhed

I denne uge kom det frem, at flere millioner passwords til Google, Facebook, Twitter m.fl. er blevet kompromitteret. Jeg var egentlig mest chokeret over denne triste statistik: passwords

Den er fra en artikel, som beskriver ovennævnte password-læk. Artiklen er god at blive klog af – på flere niveauer.

Det diskuteres meget, hvordan og i hvilket omfang, vi skal beskytte vores privatliv på nettet. Selv har jeg foretaget det bevidste valg at lægge en stor del af *mig* offentligt frem. Da jeg har et meget specielt navn, var det en beslutning, jeg måtte træffe tidligt (jeg begyndte at blogge i 2004). Jeg har en tendens til at abonnere på den dér med, “jeg har jo ikke noget at skjule”, som jeg dog er helt bevidst om kun holder, så længe vores samfund er nogenlunde demokratisk og gennemsigtigt. Det satser jeg så optimistisk på, at det vedbliver med at være min levetid ud, selvom det går den forkerte vej.

Dermed ikke sagt, at jeg forærer mine oplysninger til højre og venstre. Jeg har en password-app, som jeg har betalt relativt dyrt for, men som er hver en krone værd. Udover at den tilbyder at skabe krypterede passwords til mig, når jeg tilmelder mig en ny side eller tjeneste, så passer den godt på dem, jeg allerede har, og gør det tillige nemt at handle på nettet, fordi man kan gemme sine kreditkortoplysninger og c/p’e dem ind på siderne. Og så sync’er den mellem mine devices. Jeg har tidligere skrevet om passwords – hvis du savner inspiration til at ændre dine, så læs her.

Jeg bruger heller ikke Facebook til at logge på noget som helst og må derfor undvære forskellige tjenester, der udelukkende tilbyder den løsning. Facebook har i forvejen snablen så dybt nede i mine affærer, at jeg ikke ligefrem synes, der er grund til også at give dem adgang til at se ting, jeg fx køber.

Her er Guardians liste over otte ting, du kan gøre for at beskytte dit privatliv på nettet. Jeg har kun selv gjort nogle af dem og agter ikke at gøre dem alle, jvfr. ovenstående. Men jeg har læst dem og tænkt over dem – det kunne du også gøre.

PS: Husk at tale med dine børn om det her. Og pak lige pegefingeren væk først. Læg det åbent frem for dem – spørg dem, hvor meget de synes andre mennesker, butikker de handler med eller staten skal vide om dem.

Unge bruger Facebook virkelig meget…

Digitale Unge er en tænketank, der tænker dybe tanker om unge og sociale medier. De har netop offentliggjort en ny rapport med særlig fokus på de unges forhold til privatliv. Den udkom i sidste uge og jeg havde glædet mig til at læse den. Det har jeg så gjort nu, og jeg er måske nok lidt, øh, skuffet? Rapporten er udfærdiget af Gry Hasselbalck, Rikke Frank Jørgensen og Verner Leth. Disse tre udmærker sig ved at være næsten usynlige på nettet – enten er det en demonstration af, hvor dygtige de er til at opretholde et privatliv på trods af sociale medier eller også er det et udtryk for, at de forsker intenst i noget, de ikke har nogen reel berøring med. Eller måske begge dele?

In this photo illustration, a Facebook logo on a computer screen is seen through a magnifying glass held by a woman in Bern

Rapporten er baseret på fokusgruppe-interviews og konklusionerne er de følgende:

  • Facebook er en integreret del af de unges liv
  • De tilgår primært Facebook fra mobilen
  • Facebook er det primære sociale medie – der er øjensynlig ikke talt meget om andre medier i disse fokusgrupper
  • Der er en lang række uskrevne regler for, hvordan man agerer på Facebook
  • De unge bruger meget Facebook-grupper – fx. klassen, holdet, pigegruppen, sportsteamet
  • De unge ved godt, hvordan de fx skal “untagge” sig selv på fotos og også, hvordan de skal agere over for uønsket materiale
  • Ingen har læst Terms & Conditions (næh, virkelig?)
  • Mange af dem kom på Facebook, før de blev 13 år (Facebooks aldersgrænse)
  • De er klar over, at Facebook ejer retten til deres billeder – men de er ligeglade
  • De er ret afslappede over for, at myndighederne kan belure dem på sociale medier
  • – og i afdelingen for sjov og spas: Man er først rigtige kærester, når man har ændret sin status på Facebook. Og årsdagen er den på Facebook – ikke den dag, man først mødte hinanden.

Jeg ved godt, jeg interesserer mig mere for krydsfeltet mellem sociale medier og børn/unge end de  fleste. Men alligevel – kommer ovenstående bag på nogen?

Personligt ville jeg hellere have hørt, hvilke af de nyere sociale medier de bruger, hvad de synes om dem, hvorfor? Hvad de tror, der vil ske med sociale medier i de kommende år, etc. Og i forhold til privatliv ville jeg gerne have hørt om de unges holdninger til NSA m.fl.’s snabel nede i vores data og deres begrundelser for at være så relativt ubekymrede. Det kunne have været interessant at have konfronteret dem med nogle dilemmaer og bedt dem forholde sig til konkrete scenarier.

Jeg har henvendt mig til digitaleunge.dk, fordi de har en blog og ønsker sig gæstebloggere. Men jeg fik det svar, at jeg ikke arbejder akademisk med børn og unge, så mine evt. bidrag kunne ikke bruges.

 

Anonym sladderside på Facebook – findes der mange af dem?

En bekendt fra Twitter har gjort mig opmærksom på en – åben – sladderside fra en efterskole et sted i Danmark. I mine øjne er den aldeles grænseoverskridende og udtryk for mobning af grov karakter. Ofrene kan jo ikke gøre andet end at spille med, hvis de ikke vil fremstå som tøse m/k’er.
foto 2foto 2

Herunder kommenterer den anonyme på, at lærerstaben har opfordret til, at siden bliver lukket. I kommentarfeltet er der mest stemning for at lukke siden. Men folk er meget forsigtige med at udtale sig.foto 1

Hvad synes I? Jeg vil oprigtigt gerne høre kommentarer for og imod. Helst her på siden og ikke på Facebook/Twitter. Kommer der en god diskussion, skal jeg nok linke til den.

Fjollet Facebook fup

Giraffes_wallpapers_142Altså, man skulle tro, at fup-kampagner på Facebook ville blive mere og mere raffinerede, efterhånden som folk finder ud af, at de ikke skal klikke på hvad som helst. Men det gør folk åbenbart ikke, for der er næsten ikke nogen snydekampagne, der er for dum til at folk klikker på den.

Se nu denne her, der kan opsummeres således: Først keder du dig nok til at deltage i noget gådehalløjsa, hvor du skal skifte dit profilbillede til en giraf (eller en zebra), hvis du ikke kan besvare gåden. Dernæst skifter du faktisk dit profilbillede, fordi du ikke kan svare på den tåbelige gåde. Hvorefter du så tror på, at nogen har inficeret alle giraf-billeder i Google Images med en virus. Jamen altså!

Tag jer nu sammen, folks, og tænk før i klikker og før I deltager i/deler konkurrencer m.m. på Facebook (og andre steder). Og lær lige jeres børn det ved samme lejlighed. Tak.

NB: Jeg ved godt, at sådan noget som det her er harmløst. Men det øger ikke ligefrem forståelsen af, hvad der rent faktisk ER farligt og KAN give virus/føre til phishing, etc.

Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.

Apps til børn

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Mange børn i den vestlige verden vokser nu op med en smartphone og/eller en tablet inden for rækkevidde. Af samme grund produceres der endeløse mængder af apps til børn – fra baby til teen. Hvis man interesserer sig for det, kan man finde steder rundt om på nettet, der tager området seriøst og forsøger at anmelde nye apps til børn – men det er en jungle! Mit råd i forhold til, hvad man skal downloade/købe er at dele opgaven med andre forældre til børn i samme aldersgruppe, så I deler erfaringer med de apps, jeres børn leger med. Men derudover? Ja, så må man ud og lede. Aviserne anmelder kun apps sporadisk – jeg tror fx Politiken anmelder tre apps om ugen – de burde jo anmelde tre apps om dagen!

Som jeg tidligere har nævnt i mine poster om computerspil, så er biblioteket normalt en god ressource. På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside findes en folder (pdf) om bl.a. apps. Her er en del gode anbefalinger. Møg ærgerligt er det dog, at den findes i pdf-format på deres side i stedet for et mere fleksibelt format, så det ikke blev forældet på et halvt år! Hvis bibliotek.dk har en underside, der handler om apps, så har jeg ikke kunnet finde den. Og hvor nemt er det så for andre?

Bedre ser det ud hos en anden public service institution, nemlig DR. I denne artikel fortælles om apps til børn, og der henvises til forskellige hjemmesider, der anmelder børneapps. Tak DR!

in-app

I ovennævnte artikel nævnes kort et problem, som mange forældre øjensynligt døjer med – nemlig in-app køb og i det hele taget børnenes køb på Itunes eller i Google Play. Søde forældre, hør nu lige her, mindre børn skal IKKE have adgangskoden til Itunes, og I skal spærre for muligheden for in-app køb i deres spil. Så er det heller ikke sværere! Større børn kan man vælge at vise den tillid, at de har koden til Itunes/Google Play. Så skal der foreligge en krystalklar aftale om, hvad de må downloade og for hvor meget. Og I sørger naturligvis for, at der kommer en mail fra Itunes/Google Play, hver eneste gang, der er købt noget. Ja, ok, det fylder måske lidt op i indbakken, fordi der så også kommer mails hver gang I selv køber noget, men det er et beskedent problem i forhold til ekstraregninger i 10.000 kroners klassen.

Næste afsnit er lidt repetition om sociale medier på telefonen.

 

Det mobile net

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Hvis det er forbigået din opmærksomhed, at nettet lige så stille er på vej væk fra den støvede computer i hjørnet og på vej ind alle mulige andre steder, så lever du muligvis i en boble.

Næsten hver dag kommer der nye statistikker, der viser, at indhold i stigende grad bliver forbrugt på mobilen. Og det er ikke kun nyhedslæsning, men simpelthen alt. Bare for få år siden, var der ingen der redigerede dokumenter eller blogs fra mobile enheder, men tablets har ændret det fuldstændig. Man kan lave præsentationer i PowerPoint, Keynote eller Prezi direkte på sin tablet og med hjælp af et lille omformerkabel præsentere på storskærm, helt uden at en computer har været involveret. Smartphonen kan bruges som fjernbetjening.

Og børnene – ja, de, der er små i dag, når nok aldrig at få en computer i gammeldags forstand mellem hænderne! Efterhånden som vores lidt sløve politikere fatter vigtigheden af effektiv digital infrastruktur overalt i Danmark, vil vi i højere og højere grad se internettet blive fuldstændig integreret i alle afkroge af tilværelsen. Det kan man så vælge at begræde, men jeg synes ikke, der er nogen grund til det.

Ligesom vi i vores familie ikke har TV på hverken badeværelset eller i køkken og soveværelse, så kan vi også individuelt sætte grænser for, hvornår vi får nok af, at alle sidder med næsen i telefonen/tablet’en. Reglerne for almindelig god opførsel og høflighed behøver jo ikke blive sat ud af spillet, blot fordi der indføres nye genstande og tilstande i hverdagslivet. Men også her er det vigtigt, at vi ikke reagerer på rygmarven. Det er fx ikke holdbart at forbyde børnenes smartphone-brug ved morgenbordet, hvis man selv sidder begravet i en papiravis!

På min yngste søns gamle skole hadede de simpelthen mobiltelefoner, og brugen af dem var forbudt forbudt forbudt – i enhver sammenhæng, hvilket selvfølgelig ledte til gentagne sammenstød mellem børn og lærere. På hans nye skole beder klasselæreren dem lægge telefonen (som er på lydløs) ned i tasken i timerne, så de ikke bliver forstyrret af vibrationer i lommen. Men hvis de pludselig får brug for at google noget, så tager de dem bare op af tasken. I frikvartererne er der frit slag. Og vi hører ikke noget brok fra børnene over den regel – for de forstår jo fuldstændig, at sådan må det være!

Næste afsnit bl.a. om apps til børn og in-app køb.

Helbredsråd og skjult mobning på sms

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Der verserer til stadighed en lang række falske historier, advarsler, m.m., som kolporteres via e-mail, sms, Facebook, Twitter og andre medier. Et pinligt højt antal af dem er blevet gengivet i “de rigtige” medier – ofte uden efterfølgende berigtigelse – i hvert fald ikke en berigtigelse, der nåede ud til lige så mange.

Her kommer nogle eksempler:

Helbredsråd:

Dem er der uhyggeligt mange af. Fx så jeg for nylig et, der anbefaler, at man strøer mel på et brandsår. Det kunne godt være noget, unge læste og forsøgte sig med i en nødsituation. At det er et FARLIGT og forkert råd, behøver jeg forhåbentlig ikke at understrege.

Der er også hele tiden historier, der fortæller om et eller andet naturprodukt, som kan helbrede kræft, men som holdes ude af markedet af de grådige medicinalselskaber. Der er to væsentlige grunde til, at sådanne historier får så meget medvind. Den ene er selvfølgelig ønsketænkning – alle der selv har kæmpet med kræften eller som har haft nærtstående der har, ønsker sig så brændende en vej ud. Den anden er, at medicinalselskaberne selv så sørgeligt har dokumenteret, at penge ofte sættes højere end patienternes ve og vel, så det bliver nemt at hoppe på disse historier. Ikke desto mindre er der tale om falske håb eller – i bedste fald – om spæde positive forskningsresultater, der har et stykke vej at gå, før virkningen er solidt dokumenteret.killcancer

Virusadvarsler:

Som nævnt tidligere, så stol ikke på virusadvarsler fra dine venner på Facebook. Prøv at smide ordlyden ind i Google – du vil oftest se, at denne advarsel har cirkuleret på nettet i årevis. Det bliver den jo ikke mere sand af.

Fastfood-løgne:

Fordi der allerede findes mange sande historier om de ækle ting, producenterne putter i fastfood produkter, er vi – og børnene – særligt nemme ofre for historier om ækelt indhold i fastfood produkter. Jeg er ikke ude på at forsvare hverken McDonalds eller Coca Cola, men også disse historier er ofte løgn. Igen – smid historien ind i Google, og se, hvad der kommer frem.

Spektakulære historier der hænger en minoritet ud:

Når den slags historier er uden kildeangivelse, er det ofte grupperinger på de politiske yderfløje, der cirkulerer dem for at påvirke folkestemningen. Børn kan også her være lette ofre. I England cirkulerer fx på 10ende år en mail blandt pensionister om, at indvandrere får ti gange så meget i velfærdsydelser, som britiske pensionister. En løgn, der er så nem at tro på for økonomisk trængte ældre, at de uden skrupler sender den videre til alle i deres adressebog. Den sande afsender er BNP.

Indsamlinger – af penge, likes og underskrifter:

Mange af dem er selvfølgelig helt legitime. Men giv hverken et like eller penge til en internet-indsamling, før du har checket baggrunden, og lær dit barn det samme. Man kan sige, “hvad betyder et like”, men en falsk historie om fx et barn, der ligger for døden og skal inviteres i Disneyland, der spredes med lynets hast på internettet, blokerer altså for mindre spektakulære men sande historier om sultende flygtningebørn i Syrien. Det i sig selv er grund nok til at spare lidt på sine likes.

SMS-besked:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne form for mobning – for det er det, det er – har fundet sted over det meste af kloden i en lang årrække, det ældste eksempel på denne besked, jeg fandt i Danmark, var fra 2006. Det eneste, der ændrer sig, er telefonnumrene. Det er nemlig numre på børn, der er mobbeofre. Får dit barn sådan en tekst, bør du se, om du kan finde ud af, hvem numrene tilhører, og hvis det er børn, der er kendt af jer, så sørg for, at deres forældre får besked, og at de børn, der har videresendt beskeden, får at vide, hvad de har gjort.

Når der står, “det er lige sagt i P3”, så er det jo noget, der kan tjekkes. Desværre er der næsten ingen, der gør det.

Næste afsnit bliver om det mobile net – smartphones og tablets.