Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

George Eliot: Middlemarch

MiddlemarchSiden jeg boede i England og så småt begyndte at begribe, hvor vigtig – og helt igennem fantastisk – en litterær person George Eliot var, har jeg haft Middlemarch på min læseliste. Og nu er den læst. Eller rettere, hørt, for jeg købte den på Audible i en fremragende indlæsning af Juliet Stevenson.

Jeg er stadig helt høj over den. Den har alle de kvaliteter, en klassisk roman skal have, og der er INTET gammeldags eller støvet over den. Nærmest tvært imod. Man både griner og græder med hovedpersonerne, der afspejler en række forskellige klassiske personlighedstyper, der er ganske uændrede fra 1830’erne og til i dag. Romanen er skrevet i 1870’erne, men foregår 40 år tidligere i en turbulent tid i England. Med den hastige teknologiske og politiske udvikling som bagtæppe udspiller der sig et drama i en ellers søvnig engelsk provinsby. Spændingsopbygningen foregår langsomt men sikkert, indtil man sidder på kanten af stolen og har den dér kan-næsten-ikke-vente følelse, som vi kender fra de gode TV-seriers cliff-hangers.
George Eliot

Havde jeg læst bogen da den udkom som føljeton, ville jeg nok have ønsket at møde denne George, fordi mænd med en sådan indsigt i kvinders tanker og følelser må have været en sjældenhed dengang. Skuffet var jeg måske blevet, for George Eliot viste sig jo at være pseudonym for Mary Ann Evans, der allerede var en kendt skribent og kritiker. Hun ønskede sit værk dømt på mændenes præmisser, og bogen udkom så under pseudonym. Det var nok klogt – ellers var den muligvis gået helt eller delvis i glemmebogen. Den stakkels Mary var ikke særlig pæn, men heldigvis klog, så hendes far lod hende gå i gode skoler, og hun blev meget lærd og vidende. Det fremgår tydeligt af Middlemarch.

Her kommer en lille bid af dialogen mellem to af hovedpersonerne, der af komplicerede, men helt igennem troværdige, årsager, ikke kan få hinanden:

When Will saw her there, he gave a start and moved backward out of the window, without meeting her glance. Dorothea was hurt by this movement following up the previous anger of his tone. She was ready to say that it was as hard on her as on him, and that she was helpless; but those strange particulars of their relation which neither of them could explicitly mention kept her always in dread of saying too much. At this moment she had no belief that Will would in any case have wanted to marry her, and she feared using words which might imply such a belief. She only said earnestly, recurring to his last word—

“I am sure no safeguard was ever needed against you.”

Will did not answer. In the stormy fluctuation of his feelings these words of hers seemed to him cruelly neutral, and he looked pale and miserable after his angry outburst.

De taler hele tiden lige præcis forbi hinanden. Sådan fortsætter det, side op og side ned, til man er ved at eksplodere. Det er simpelthen så godt skrevet!

Har man ikke mod på lydbog, men er alligevel inspireret, så fås den som gratis e-bog som en del af Gutenberg-projektet. Den danske udgave er oversat af Claus Bech, der nok er en af Danmarks 10 bedste oversættere fra engelsk til dansk. Jeg tror derfor roligt, man kan kaste sig over den. Dog er originalens engelsk ikke særlig svært tilgængeligt.

The (Second) Best Exotic Marigold Hotel

Marigold

Meget egnet søndagsunderholdning siger jeg bare. Feel-good over hele paletten. Jeg kan slet ikke få nok af Maggie Smith, og efter afslutningen på femte sæson af Downton Abbey har jeg haft abstinenser. Så er det godt, at hun fylder så meget i The Second Best.

Derudover er der jo farverne i det eksotiske Indien og de mange dejlige indiske skuespillere. For slet ikke at tale om den fantastisk flotte dansescene sidst i filmen. Dirty Dancing Go Home! Stemningsmæssigt minder filmen om Lasse Hallströms The Hundred-foot Journey. Hvis du vil have feel-good uden samtidig at få hjernen reduceret til grød, er det en god anbefaling. Vil du gerne have noget med dybde og noget at tænke over, så snup en anden film. Der går noget for enhver smag i Grandteatret. Etteren lejede jeg på Itunes.

Hvis du er ung, har du måske ikke opdaget, at filmverdenen for alvor har fået øjnene op for en relativt ny, meget købestærk målgruppe, gråhætterne. Det kan du overbevise dig selv om ved at gå en tur i Grand eller Dagmar. Kun ved ganske særlige lejligheder er flertallet af biografgæsterne under 40. Og flere og flere film har hovedpersoner, der selv er gråhætter.