Forårsudstillingen 2016

Marlon Wobst, 2016.
Marlon Wobst, DE, 2016.

Efter min mening er dette udstillingens bedste billede. Marlon Wobst (1980) fra Tyskland har fået et helt rum til 16 billeder, og de er alle skønne, men dette har bare nogle helt særlige kvaliteter. Det er mærkeligt, sjovt og fascinerende på én gang.

En af de ret mange fotografer udmærkede sig med fantastiske portrætter. Denne piges blik sugede os til sig og fastholdt os. Det er flot klaret i en verden fyldt med billeder.

Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.
Martin Thaulow, 2014. Tjetjenien, flygtningeportræt.

Dette billede suger også tilskueren til sig, men af helt andre grunde.

Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.
Thiemo Kloss, DE. 2014-15. White Rooms.

Der er selvfølgelig også en hel del installationer, hvoraf mange faktisk er ret gode. Men de er jo i sagens natur svære at gengive… Denne billedserie, der projiceres op på væggen leger med rumopfattelsen og gør det godt.

Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015
Yuanyuan Huang, CH/DE, The Room, 2015

Forårsudstillingen på Charlottenborg har lige et par dage endnu at løbe på, den slutter søndag den 17. april.

Jeg er en aldeles middelmådig fotograf. Men jeg kunne godt have leveret bedre billeder end disse. Det er imidlertid lidt med overlæg, fordi jeg ikke ønsker at træde kunstnernes copyright for nær.
Share

Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Share

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Share