Rockwool fondens rapport “Bruger skolebørn tiden hensigtsmæssigt?”

Rockwool fonden udgav forleden en diger rapport – ja, de kalder den selv “en bog” – med ovenstående titel. Nu har jeg læst den, og den har en del interessante konklusioner og delkonklusioner, men også nogle ret store problemer.

For nu at tage de gode ting først:

  • om et barn vokser op hos en enlig mor eller hos to forældre har ikke nogen væsentlig indflydelse på barnets trivsel
  • der er ingen korrelation mellem morens arbejdstidslængde og hvordan barnet klarer sig i skolen
  • den væsentligste indikator på, om det går børn godt eller dårligt i skolen er deres egne forventninger!
  • børn der bruger meget tid på tv og/eller computerspil er i mindre grad urolige og angste end deres jævnaldrende, der bruger mindre tid
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • danske børn har det i det hele taget ret godt!

Mindre godt er det selvsagt, at:

  • overvægt har socioøkonomisk slagside (og det vidste vi så godt)
  • manglende morgenmad er den klareste indikation af alle på, at et barn mistrives. Forskerne giver selvsagt ingen bud på, om det er den manglende morgenmad, der fører til dårlig trivsel eller den anden vej rundt.
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • Børn tilbringer rigtig meget tid foran TV og computer og ikke ret meget tid med motion.

Den kvikke læser har bemærket, at den med socioøkonomisk status og læsning og matematik står der to gange. Det er jo, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at den socioøkonomiske status har betydning for læsningen, men at det da er fantastisk, at den ingen betydning har for matematikken! Der var da nok nogle politikere og nogle undervisere, der burde skrive sig det bag øret!

Noget, der hverken er godt eller skidt, er, at der er en klar korrelation mellem forældrenes tv-kigning og børns tv-kigning. Altså, jo mere forældrene sidder foran kassen, jo mere sidder børnene der også. Det er måske ikke så overraskende, men det er jo interessant, at forældrenes forbillede på dette felt betyder mere, end familien socioøkonomiske status.

Det ville have været rigtigt interessant at se, om forældre kan påvirke deres børn lige så positivt/negativt, når det gælder brugen af computeren. Men det kræver nok, at Rockwoolfondens forskere vågner lidt op. Rapporten er skrevet af Jens Bonke og Jane Greve – hverken de eller Rockwoolfonden er overhovedet til stede på de sociale medier, så vi kan ikke diskutere med dem.

Men altså, undersøgelsen ligger også under for nogle ret grundliggende mangler, desværre. Den væsentligste mangel er, at oplysningerne, som den bygger på, er fra 2008-09! Hvilket vil sige, at hele den nye generation af aktivitetsspil (wii, Kinect) ikke er med, smartphones var kun lige kommet, børn var ikke på Facebook. Og undersøgelsen slår da også konsekvent tv-sening sammen med computerbrug (som de konsekvent kalder “computer-spil”).

En par andre mangler, som jeg blot vil nævne, men ikke gå dybere ind i, fordi det ikke er mit felt, er, at der, mht. overvægt udelukkende ses på motion som en “kur” mod dette, mens kvaliteten af fødevarer ikke tages i betragtning. Måske er det også derfor, at undersøgelsen har svært ved at drage nogen konklusioner på dette felt. Så er der noget, de kalder “transport” – både mellem skole og hjem og mellem hjem og fritidsaktivitet. Men det registreres ikke om børn går, cykler, tager bussen eller bliver kørt i bil derhen. Det finder jeg, er en ret grov undladelsessynd, når der lægges så meget vægt på at finde korrelation mellem vægt og motion.

 

Min helt store ærgrelse er altså, at undersøgelsen faktisk ikke siger noget om moderne børn og deres computerbrug. Både fordi tallene er så gamle, og fordi der ikke skelnes mellem tv-sening og computerbrug. Alligevel holder man sig ikke tilbage fra at påstå, at “det er påvist”, at der er fundet en sammenhæng mellem meget tv og voldelig og aggressiv adfærd hos børn (s. 49), skønt deres egen undersøgelse viser det modsatte (s. 111). Til dokumentation for ovenstående bruger de en amerikansk undersøgelse fra 2001 (!), der igen henviser til litteratur fra 90’erne. Det er simpelthen ikke i orden, når der senere, i Europa, er lavet undersøgelser, der på ingen måde underbygger den påstand.

Hvis man virkelig vil vide noget om moderne børns medieforbrug, så bliver man nødt til at gå til projektet (der huses af London School of Economics), som jeg henviser til ovenfor: EU Kids Online.

 

 

Share

knap 1/2 af befolkningen er usynlig

Ja ja, jeg har lært, at man skal stramme overskriften for at lokke hesten til truget. Dette indlæg handler om computerspil. Og med overskriften vil jeg sige, at i betragtning af, at 44% af befolkningen spiller computerspil i større eller mindre omfang, så er det forbløffende, så usynlige de er i mainstream medier.

fra Danskernes Kulturvaner 2012, udg. af Kulturministeriet

Bøger, teaterstykker og film, der læses og ses af få hundrede mennesker, får stor opsætning i mainstremmedierne, mens computerspil er forvist til en spalte i lørdagstillægget, hvis man er heldig. Jeg er klar over, at den prioritering nok skyldes, at der ikke er læsere til anmeldelser, der henvender sig direkte til brugerne, men der kunne måske være læsere til spilstof, der var vinklet anderledes?

Når børn (mest drenge, men mere og mere også piger) bruger timevis hver dag på at spille på computeren, så er det da mærkeligt, at der bruges mindre spalteplads på spil end på fx film til børn og unge, som ses i meget mindre omfang. Det burde ikke overraske nogen, men der er store kvalitetsforskelle mellem computerspil, og forældre ville gøre sig selv og deres børn en stor tjeneste, hvis de satte sig lidt ind i hvad, der er hvad.

Det, man oftest læser og hører om er, at computerspil er farlige for børn og hvilke spil en eller anden morder har siddet og spillet derhjemme, inden han gik ud og skød vildt om sig. Men dels er det ikke påvist, at computerspil er farlige for børn (tvært imod, faktisk), dels er der meget, der tyder på, at det er svage og afsporede mennesker, der føler sig tiltrukket af voldelige computerspil, snarere end at det er computerspil, der gør børn voldelige.

At computerspil, spillere og udviklere, på trods af at de er så mange, lever i deres egen lille niche har mange mærkelige konsekvenser. Blandt andet, at denne utroligt succesrige del af underholdningsbranchen befinder sig næsten permanent under mainstreammediernes radar. Der har netop været en storm på de sociale medier og i spil-cirkler om en marketingkampagne iværksat af computerspilfirmaet Square Enix til spillet Hitman, der oprindeligt er udviklet her i Danmark. Kampagnen var udtænkt  af et reklamebureau, hvor nogen virkelig må have parkeret hjernen derhjemme, for den bestod af en app(likation), der gjorde det muligt at sende en mobbebesked (du har små bryster, lille tissemand, etc. etc.) til en hvilken som helst modtager, man kendte e-mail adressen på eller var Facebook-ven med, hvorefter vedkommende ville blive “slået ihjel” af the “Hitman”. “Ha ha, den går viral”, må de have tænkt på det smarte reklamebureau. Protesterne på Facebook og Twitter var så omfattende, at Square Enix trak kampagnen tilbage inden et døgn efter lanceringen og udsendte en undskyldning. Jeg lavede en samling af indlæg på Twitter og blev interviewet til BT om sagen. At BT blev opmærksom på sagen skyldtes en ren tilfældighed, IKKE at avisen havde medarbejdere, der selv opdagede virakken i de sociale medier. Det var BT ikke alene om. Bortset fra Ekstra Bladet, der bragte en bleg artikel i online-udgaven om det, har ingen af de danske dagblade berørt sagen. Det er rent ud sagt forbløffende – tænk, hvis det havde været en reklame for en spillefilm eller en TV-serie?

Da rockmusikken indtog unges hjerter og værelser i 50’erne og 60’erne forsøgte de fleste voksne og “deres” medier at tie den ihjel. Som bekendt lykkedes det ikke. Kan vi heller ikke på dette område lære af historien?

Share