Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.

Apps til børn

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Mange børn i den vestlige verden vokser nu op med en smartphone og/eller en tablet inden for rækkevidde. Af samme grund produceres der endeløse mængder af apps til børn – fra baby til teen. Hvis man interesserer sig for det, kan man finde steder rundt om på nettet, der tager området seriøst og forsøger at anmelde nye apps til børn – men det er en jungle! Mit råd i forhold til, hvad man skal downloade/købe er at dele opgaven med andre forældre til børn i samme aldersgruppe, så I deler erfaringer med de apps, jeres børn leger med. Men derudover? Ja, så må man ud og lede. Aviserne anmelder kun apps sporadisk – jeg tror fx Politiken anmelder tre apps om ugen – de burde jo anmelde tre apps om dagen!

Som jeg tidligere har nævnt i mine poster om computerspil, så er biblioteket normalt en god ressource. På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside findes en folder (pdf) om bl.a. apps. Her er en del gode anbefalinger. Møg ærgerligt er det dog, at den findes i pdf-format på deres side i stedet for et mere fleksibelt format, så det ikke blev forældet på et halvt år! Hvis bibliotek.dk har en underside, der handler om apps, så har jeg ikke kunnet finde den. Og hvor nemt er det så for andre?

Bedre ser det ud hos en anden public service institution, nemlig DR. I denne artikel fortælles om apps til børn, og der henvises til forskellige hjemmesider, der anmelder børneapps. Tak DR!

in-app

I ovennævnte artikel nævnes kort et problem, som mange forældre øjensynligt døjer med – nemlig in-app køb og i det hele taget børnenes køb på Itunes eller i Google Play. Søde forældre, hør nu lige her, mindre børn skal IKKE have adgangskoden til Itunes, og I skal spærre for muligheden for in-app køb i deres spil. Så er det heller ikke sværere! Større børn kan man vælge at vise den tillid, at de har koden til Itunes/Google Play. Så skal der foreligge en krystalklar aftale om, hvad de må downloade og for hvor meget. Og I sørger naturligvis for, at der kommer en mail fra Itunes/Google Play, hver eneste gang, der er købt noget. Ja, ok, det fylder måske lidt op i indbakken, fordi der så også kommer mails hver gang I selv køber noget, men det er et beskedent problem i forhold til ekstraregninger i 10.000 kroners klassen.

Næste afsnit er lidt repetition om sociale medier på telefonen.

 

Det mobile net

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Hvis det er forbigået din opmærksomhed, at nettet lige så stille er på vej væk fra den støvede computer i hjørnet og på vej ind alle mulige andre steder, så lever du muligvis i en boble.

Næsten hver dag kommer der nye statistikker, der viser, at indhold i stigende grad bliver forbrugt på mobilen. Og det er ikke kun nyhedslæsning, men simpelthen alt. Bare for få år siden, var der ingen der redigerede dokumenter eller blogs fra mobile enheder, men tablets har ændret det fuldstændig. Man kan lave præsentationer i PowerPoint, Keynote eller Prezi direkte på sin tablet og med hjælp af et lille omformerkabel præsentere på storskærm, helt uden at en computer har været involveret. Smartphonen kan bruges som fjernbetjening.

Og børnene – ja, de, der er små i dag, når nok aldrig at få en computer i gammeldags forstand mellem hænderne! Efterhånden som vores lidt sløve politikere fatter vigtigheden af effektiv digital infrastruktur overalt i Danmark, vil vi i højere og højere grad se internettet blive fuldstændig integreret i alle afkroge af tilværelsen. Det kan man så vælge at begræde, men jeg synes ikke, der er nogen grund til det.

Ligesom vi i vores familie ikke har TV på hverken badeværelset eller i køkken og soveværelse, så kan vi også individuelt sætte grænser for, hvornår vi får nok af, at alle sidder med næsen i telefonen/tablet’en. Reglerne for almindelig god opførsel og høflighed behøver jo ikke blive sat ud af spillet, blot fordi der indføres nye genstande og tilstande i hverdagslivet. Men også her er det vigtigt, at vi ikke reagerer på rygmarven. Det er fx ikke holdbart at forbyde børnenes smartphone-brug ved morgenbordet, hvis man selv sidder begravet i en papiravis!

På min yngste søns gamle skole hadede de simpelthen mobiltelefoner, og brugen af dem var forbudt forbudt forbudt – i enhver sammenhæng, hvilket selvfølgelig ledte til gentagne sammenstød mellem børn og lærere. På hans nye skole beder klasselæreren dem lægge telefonen (som er på lydløs) ned i tasken i timerne, så de ikke bliver forstyrret af vibrationer i lommen. Men hvis de pludselig får brug for at google noget, så tager de dem bare op af tasken. I frikvartererne er der frit slag. Og vi hører ikke noget brok fra børnene over den regel – for de forstår jo fuldstændig, at sådan må det være!

Næste afsnit bl.a. om apps til børn og in-app køb.

Passwords

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede her.

Og så er der det med passwords. Hvis vi ikke lærer børn om passwords – både hvorfor man har dem, og hvordan man laver gode passwords – så risikerer vi dels, at alle deres passwords er “password”, 123456 eller navnet på deres undulat, dels at de deler passwords med vennerne i klassen.

At alt for nemme passwords er en dårlig idé burde være indlysende for enhver. Kan du gætte din datters password, hvad er sandsynligheden så for, at andre også kan? Og folk misbruger ikke kun andres identitet til at prøve at franarre dem penge, det kan også handle om at logge på som dem og så skrive/gøre noget mindre heldigt (se her) eller måske direkte ulovligt. Problemet er det samme med passwords, som man deler ud af til veninderne.

Pludselig en dag er de ikke veninder længere, og passwordet misbruges fx til at genere en tredje veninde for at skabe splid.

KeepCalmLongPasswords-476x636

Passwords er desværre en uafvendelig del af vores tilværelse i disse år. Forhåbentlig kommer der på et tidspunkt en afløser i form af irisgenkendelse eller fingeraftryk eller hvad ved jeg, men indtil da er det en byrde, vi må bære. Og vi må lære børnene, at der ikke er nogen vej udenom. Passwords er personlige og skal kun deles med mor og far, der til gengæld lover kun at benytte dem i egentlige nødsituationer. Dette bør faktisk ikke være til diskussion, før børnene grundigt har demonstreret, at de kan tage ansvar for sig selv.

Passwords skal være personlige som tandbørster.

Lån dem ikke ud og skift tit.

Hjælp dit barn med at skabe gode passwords. Prøv fx et trick, jeg har lært af webprogrammør Lisa Risager: Vælg en linje eller to fra en sang du enten elsker eller hader. Det kunne fx være “Du kan gøre mig lyk’lig, du kan gøre mig splittergal” (Rasmus Seebach). Det forkortes ned til fx Dkgm2l ,Dkgmsg  (2-tallet fordi, der er to l’er) – fidusen er at få mixet et par tal og tegn og store bogstaver ind også. Passwordet her er helt umuligt at gennemskue og ligner et, der er genereret i en password-generator. Og det er netop meningen. Men for den unge fan af Seebach er det ikke spor svært at huske. I en kortere udgave kan det ligeledes genbruges på tværs af mange forskellige hjemmesider:

Dkgm2lFacebook

Dkgm2lMoviestar

Dkgm2lGoSuper

Nemt at huske, svært at gennemskue.

Pigeuniverser – 2

Her på siden ses screenshots fra en venindes datters Moviestar Planet. Pigen har selv lavet dem til mig. Det er nok vigtigt, at vi som forældre ikke er for hårde ved ungerne og ikke mobber dem for at bruge timer på at poste tilsyneladende nonsens. Det er ikke nonsens for dem! Her ser det ud til, at en dreng også leger med og har mulighed for at sole sig i pigernes beundring. Jeg gætter på at forkortelsen NK betyder netkærester. Ikke at jeg er på det rene med, hvad de lægger i det…

 

Fra virkeligheden:

En pige, der havde det lidt svært i skolen, fandt stor glæde ved den anonyme deltagelse i dette pigeunivers, som hun i vid udstrækning blev holdt udenfor i skolen. Men pludselig krakelerede harmonien, fordi hendes identitet blev kendt i klassen, hvorefter mobningen blev bragt med ind i online-universet, og den stakkels pige blev lagt for had og isoleret. Heldigvis havde hun et godt og nært forhold til en klog mor, der fik taget affære. Datterens konto blev lukket ned, de andre piger og deres forældre blev kontaktet, og der blev samlet penge ind blandt forældrene, så det ikke ville koste pigen og hendes mor en mindre formue, når kontoen skulle åbnes igen. Pigen havde nu lært – på en hård og ubarmhjertig måde – at holde navnet på sin avatar for sig selv. Man gyser ved at forestille sig, hvordan dette var endt, hvis pigen ikke havde haft tillid til sin mor, der i tilgift var handlekraftig men alligevel kunne vinde de andre forældre over. Det sidste er ikke altid en selvfølge, desværre.

Jeg skrev og spurgte GoSuperModel, hvordan de griber det an med “dårlig tone” og mobning på deres site. De svarede lynhurtigt:

Hej Néné
Vi har udviklet vores egne filtre som gør det muligt for os at blokere uhensigsmæssige ord/links, men som også gør os i stand til at monitorere specielle form for opførsel (f.eks mobning og trolling). Udovre vores filtre har vi to måder at holde øje med uhensigsmæssig opførsel på goSupermodel:
1) Vores brugere kan anmelde dårlig opførsel på sitet. Disse anmeldelser bliver kontrolleret af vores moderatorer eller os – alt efter årsag til anmeldelse.
2) Vi har konstant moderatorer på sitet som holder øje med fora og chat for at sikre, at der ikke sker mobning eller andet dårlig opførsel.
Når vi oplever en bruger som ikke overholder vores regler har vi fire forskellige straf:
1) Advarsel
2) Skammekrogen (3 dage, hvor man ikke kan skrive noget på sitet)
3) Vi sletter modellen
4) Vi udelukker brugeren fra sitet (Ip, cookie og e-mail block)
Vi holder øje med filtrene hver dag – og kan derfor reagere meget hurtigt.
Vi svarer mails fra vores brugere hver dag (har deadline inden for 48 timer) og hvis en forældre kontakter os med uhensigtsmæssig opførsel kan vi derfor reagere hurtigt.
Håber det svarer på dine spørgsmål – ellers er du meget velkommen til at kontakte mig igen.
Mvh

I morgen giver jeg tips og råd til, hvordan vi lærer børnene gode passwords og forklarer dem, hvorfor det er så vigtigt, at de holder dem for sig selv.

Computerspil – 4

Dette er fjerde post om computerspil i min serie om børn på nettet. Den første er her. Hele serien starter her.

Hvis dit barn hører til hardcore-gamerne, så sidder du måske alligevel tilbage med en vis bekymring for hans (jo, det er i reglen en dreng…) fremtid, fordi hans spil går ud over interessen for skolearbejdet og andre fritidsinteresser. Bill Gates’ og Steve Jobs’ forældre var vist også ret bekymrede…

Mine egne sønner har kun periodisk været grebet af spil, så jeg har ikke selv haft problemet tæt ind på livet. Men, spilindustrien er en af de hurtigst voksende på globalt plan, og også herhjemme har flere spiludviklere stor succes. Derudover er et (relativt) nyt fænomen ved at vinde indpas; det hedder “gamification”. Der findes ikke et dansk ord for det, men det er præcis, hvad ordet siger – man bruger spilelementer uden for spilverdenen. Det oplagte er selvfølgelig i undervisningen, du har måske allerede set forskellige matematik-applikationer, hvor børnene kan vinde points osv. ved at løse matematikopgaver. Men det har langt videre rækkevidde end det og bruges mange steder, fx for at gøre nudgebrugeroplevelsen bedre på en hjemmeside eller for at skubbe brugerne i en bestemt retning. Det, der med et andet moderne udtryk, som heller ikke findes på dansk, kaldes for “nudge”. Nudge kan oversættes til “skubbe blidt” og er fx det, Københavns Kommune gør, når de laver hvide fodaftryk på fortovet hen imod en affaldskurv.

Og hvor vil jeg hen med det? Jo, jeg foreslår, at du måske  “nudger” din søn eller datter henimod overvejelser om at lære at programmere, så de kan “lege” med computerspil resten af livet og oven i købet tjene penge på det. At kunne programmere er/bliver en af den nære fremtids helt centrale kompetencer. Så hvorfor ikke hjælpe ungerne med at lære det allerede nu? De kan måske programmere deres første telefon-app inden de er fyldt 15 og være millionærer året efter!

Ingeniøren

Der er mange små og færre større danske firmaer, der udvikler spil, så for den originalt tænkende unge med gode programmerings-skilz, skulle der nok være jobmuligheder. Ikke mindst hvis man er pige…

Fra virkeligheden:

En drenge-pige, der bliver holdt lidt udenfor i klassen, begynder at gå til rollespil i fritiden. Et fristed, hvor hun leger ude i skoven sammen med andre anderledes børn. Da de bliver lidt større, begynder de at spille World of Warcraft med hinanden resten af ugen. Pigen bliver på et ret tidligt tidspunkt meget dygtig til spillet, så da hendes klassekammerater får øjnene op for det, er hun langt, langt foran dem og opnår derved ny status i klassen. Hun lærer senere sig selv at programmere, og den tidlige udstødelse og interessen for rollespil førte på den måde til, at hun har fundet en plads i livet, hvor hun bliver beundret for sine færdigheder.

Det var det sidste om spil  –  i morgen kommer der noget om de særlige pigeuniverser, GoSuperModel og MoviestarPlanet.

Computerspil – 3

Hvis vi folder ørerne ud og lytte til ungerne, når de sidder og diskuterer et spil, vil vi opdage, at de har utroligt godt styr på, hvad der er virkeligt, og hvad der foregår i spillet. Danmarks Radios Program 1 bragte engang et interview med fire drenge, der beskrev sig selv og deres roller i et spil. Det var befriende lytning, da de var ekstremt reflekterede over deres egne roller og de roller, de påtog sig i spillet (programmet kan stadig høres som podcast, søg på Netbørn, Bliver man dum af at spille computer).

Hitman__Absolutionfifa13Black-OpsWOW

Der forskes intenst i børn og computerspil i disse år, og der dukker mange interessante resultater op. Børn kan fx blive rigtigt gode til at lægge strategier og at samarbejde, ligesom de på den hårde måde lærer, at det kræver øvelse, og meget af det, hvis man skal blive rigtig god til noget. Computerspil kan også have andre værdier, endda på områder, man oftest ikke tænker på. En dreng, der mobbes i skolen, kan, fordi avatarer i spil oftest er anonyme, leve et parallelt liv på nettet, hvor han er både dygtig og populær til et eller flere spil og således få “revanche” dér for de ydmygelser, han må tåle i klassen. Skriv til mig, hvis du vil have links til noget af den forskning, jeg har læst.

Det er værd at bruge lidt tid på at tale med ungerne om, hvorvidt de skal afsløre deres identitet i forskellige spil over for klassekammeraterne. Ved man, at ens barn bliver mobbet eller “bare” holdt udenfor, kan man opfordre dem til at have to forskellige identiteter i et spil, så de kan trække sig fra et spil med kendt identitet uden derfor helt at måtte opgive at spille.

Mange pigeforældre sidder og godter sig, når de hører om de problemer, der opstår mellem drenge og deres forældre ifb med spil. Men de skal ikke godte sig for tidligt, for det er min forudsigelse, at flere og flere piger vil begynde at spille, ikke kun spil specielt udviklet til piger, men også spil, der ellers hidtil har været drengenes domæne. Allerede nu er 42% af verdens spillere piger eller kvinder. Det skyldes, at grafikken bliver bedre og bedre, og at det derfor ses oftere og oftere, at der udfoldes en æstetik i spilscenarier, der i høj grad tiltaler piger, og at der nu kommer flere og flere spil, hvor det ikke kun går ud på at “smadre fjenden”, men hvor der fx bygges universer eller kæmpes med andet end våben. Der er fx mange piger, der spiller både Minecraft og World of Warcraft.

Mandag kommer sidste post om computerspil, hvor jeg ser på, hvordan man måske kan skubbe meget spilleglade børn hen imod at lære noget meget vigtigt: programmering.

Computerspil – 2

Computerspil er temmelig dyre, så det kan godt betale sig at researche ret grundigt, inden man investerer. Der findes velrenommerede spil-sites, fx Politikens, Gamereactor, Troldspejlets spilside og IGN, der anmelder mange af de spil, der kommer på markedet i Danmark. Man skal dog være opmærksom på, at disse anmeldelser kan være svære at gennemskue for folk, der slet ikke spiller, da de oftest er skrevet af unge, der selv er bidt af en gal spiller. På Youtube er der masser af spilanmeldere, brug lidt tid på at finde anmeldelser af spil, du allerede kender. Og vælg så at abonnere på en eller to af disse anmeldere, som du bedst kan identificere dig med, så du altid nemt kan finde anmeldelser af nye spil.

minecraft

Spil kan også lånes på biblioteket, og derfor kan de også søges på bibliotek.dk. Her kan man se, når bibliotekarerne anbefaler en lavere aldersgrænse end PEGI, og man kan også læse anmeldelser, når sådanne forefindes. Men selvfølgelig har bibliotekerne aldrig de allernyeste spil, og desværre giver bibliotekerne ikke lånerne adgang til de interne lektør-udtalelser*, der bliver udarbejdet. Det er ærgerligt, for de bibliotekarer, der anmelder spil, ved virkelig noget om det.

Så længe vores børn er børn, så bør vi påtage os det ansvar, at vi ved, hvad det er, vi køber til dem, eller de køber til sig selv. Kan man ikke finde anmeldelser eller orker man ikke at læse dem, kan man jo altid se reklame-traileren fra det spil, som Junior ønsker sig og danne sig et indtryk den vej. Trailere kan til enhver tid findes ved at google spillets navn. “Manglende kendskab” er ikke en gyldig undskyldning her.

Jeg har mødt forældre med teenagebørn, der simpelthen intet ved om de spil, deres børn spiller på værelserne bag lukkede døre. Jeg synes ikke, vi skal komme brasende ind på teenagebørns værelser, men ligesom vi forhåbentlig har overblik over, hvilke andre børn, der lukkes derind, så bør vi også vide, hvad det er for spil, de spiller – nogle gange flere døgn i træk.

Når alt det er sagt, så skal det understreges, at der INGEN dokumentation findes for, at voldelige computerspil fører til varig voldelig adfærd hos børn og unge. Der kan ses en kort opblussen af aggression under spillet og lige efter, men varige effekter er ikke dokumenteret. Det svarer i øvrigt fuldstændig til den aggression, der fx opbygges på et fodboldhold op til og under en kamp. Og det er blevet ganske grundigt undersøgt – bl.a. af Secret Service i forbindelse med skoleskydningerne i USA. Snarere er der tale om, at personer, der i forvejen har voldelige eller aggressive tilbøjeligheder og/eller er psykisk ustabile, kan føle sig tiltrukket af meget voldelige spil.

Herunder en video med hjerneforskeren Daphne Bavelier, hvor hun i en TED-talk gør rede for, hvad computerspil gør ved hjernen og synet.

 
* En lektør-udtalelse er en anmeldelse, skrevet af en bibliotekar til andre bibliotekarer.
 

I morgen lidt om de værdier, der (også) kan findes i computerspil.

Computerspil – 1

90% af alle børn og unge spiller spil på nettet. Nogle nøjes med lidt Wordfeud på telefonen, men de fleste spiller meget mere – både på telefon, tablet, computer og spillekonsol. Og det gælder både drenge og piger. Spilverdenen er som alle andre verdener fyldt med både godt og skidt. Mange af de populære spil udfordrer både hånd/øje koordination, strategisk tænkning og samarbejde. Mange forældre vil, som sådan en rygmarvsreaktion, tænke, at det er bedre at spille FIFA13 end at spille Call of Duty (nr. 1 og 2 på listen over mest solgte spil i Danmark i 2012). Men den reaktion vil jeg gerne udfordre.

***

Jeg vil gå let henover småbørnsspil, da de for det første sjældent er online, i den forstand at barnet spiller mod andre, dels som oftest er aldeles ukontroversielle. En anden dag kan vi så diskutere den udbredte idé om, at småbørnsspil absolut skal indeholde læringselementer…

Men spil, der egentlig er designet til store børn og voksne, spilles mere og mere af børn helt ned til 8-9 år.  Der er som bekendt aldersangivelser på spil, fastsat af en fælleseuropæisk samarbejdsorganisation om mærkning af spil, kaldet PEGI (PanEuropean Game Information).

Mærkerne ser således ud:

Pegi

Medierådet for Børn og Unge bakker op om denne mærkning. Men også her er det måske en idé at udvise lidt fingerspidsfornemmelse. Det er klart, at man bør tænke sig om, inden man lader 10-årige spille spil, der kun anbefales til børn over 16 eller 18. Men hvis den 10-årige nu har en 13-årig storebror, der spiller 16+ spil hele tiden, kan man måske overveje, om man skal lempe lidt på reglerne for husfredens skyld. Den nyeste forskning i børn og spil i Danmark viser, at det er helt almindeligt, at børn helt ned til 8-9 år spiller voksenspil. At spille spil med 16+ og 18+ mærkninger er en sejhedsmarkør.

Men den bedste vurdering er nu selv at sætte sig ind i spillet. Har du siddet ned med dit barn og set, hvordan spillet udfolder sig? Ved du – sådan ca. – hvem det er dit barn spiller med? Er det vennerne eller fremmede i fjerne lande? Hvis det er det sidste, der er tilfældet, har I så talt sammen om, hvordan man skal beskytte sin identitet mod fremmede, der sådan set godt kan lade en forstå, at de sidder i Brasilien, men i virkeligheden er en bekendt under falsk identitet eller en potentiel indbrudstyv, der sidder i nabobyen?

Meget mere om computerspil i de næste dage – inklusive spil rettet mod piger. Serien om børn på nettet startede her.

Er det farligt for børn?

Bortset fra det fysiske aspekt er der ingen dokumentation for, at børn tager skade af at spille (nogenlunde alderssvarende) computerspil. Og der er heller ingen dokumentation for, at de tager skade af at bruge tid på nettet. Vi kan som forældre gøre en indsats for at skubbe vores børn hen imod at blive producenter – dvs. blive blandt dem som aktivt skaber indhold til nettet. Det kan være youtube-videoer, blogs eller programmering – hvad som helst, der indebærer at producere noget, der kan være til glæde, nytte eller fornøjelse for en selv og andre.

Historisk set har hver generation haft sin definition af, hvad der er skadeligt og farligt for børn. Da jeg var barn og ung (i tresserne og halvfjerdserne) var tegneserier og visse typer af popmusik samt “blottere” det, som forældre og samfund bekymrede sig om.

Det er altså ingen undskyldning at tegneserier er gode; de vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation.

(Chr. Winther, Folkeskolen 32/1954, s. 860)

Dansklærere og bibliotekarer diskuterede, så flammerne stod op fra avissiderne, hvorvidt tegneserier var en genre, der burde få Blueberry_Giraudindpas på biblioteket, i skolen. Og hvis børnene fik lov til at købe dem, var det så skadeligt og fordummende at læse dem? Det mest forbløffende ved denne diskussion var, at så få af tidens debatindlæg beskæftigede sig med indholdet eller forsøgte at differentiere det. Det var på den tid, at de nye franske tegneserier gjorde deres indtog, og mange unge var begejstrede for den nye og anderledes fortællestil. Skulle man ikke vide det, er der milevidt mellem fx Jean Gireauds Blueberry serie og nogle af de metervarer, som fx Disney-koncernen spyttede ud.

Hvis dette minder lidt om visse diskussioner om børn og internet i dag, er det helt med vilje. Nettet diskuteres, som om det var én ting, som man samlet kan forholde sig til. Men selvom det er nemt at stirre sig blind på millioner af pornosider og tusindvis af konspirationsteori-sider, så må man ikke glemme fx Googles enorme digitaliseringsprojekt Gutenberg eller det brugerskabte leksikon Wikipedia.

Så skal vi ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt børnene skal have lov til at gå på nettet (alene) eller ej. Og i stedet forholde os til, hvordan vi kan hjælpe dem til at få mest muligt ud af den tid, de tilbringer der, både fagligt og fornøjeligt.

Lad dit barn komme på nettet, når de for alvor begynder at udtrykke ønske om det. Har I en tablet, så lad dem starte der, hvor I kan kontrollere download af apps ved hjælp af passwordbeskyttelse. Det er lidt mere besværligt at surfe på Ipad, hvorfor børn ofte vil holde sig til de apps, der er tilgængelige. Vær dog opmærksom på, at børns smag i spil udvikler sig med lynets hast, og at typiske lærings-børnespil hurtigt bliver kedelige. Find en kilde, du stoler på, som anmelder nye apps til børn, og abonner så på deres anbefalinger. Du skal være meget proaktiv lige fra starten. Har I ikke en tablet, så sørg for at sætte computeren og browseren op sådan, at du kan følge lidt med, hvis du føler, det bliver nødvendigt. Det er langt fra sikkert, du nogensinde får brug for det! Lav en YouTube-konto til barnet, og opfordr dem til at lave deres egne videoer. Når et barn er fast logget ind på egen konto, kan du som forælder meget bedre pege dit barn i den rigtige retning. Sørg naturligvis også for at checke sikkerhedsindstillingerne. Brug lidt tid på at læse YouTubes egne vejledninger om sikker surf sammen med børnene. Her er en fin lille video om emnet.

Lån computerspil på biblioteket i begyndelsen – lad børnebibliotekaren råde jer. Hvis I mærker, at den pågældende ikke ved noget om spil, så spørg efter en, der gør. Gå evt. til et andet bibliotek. Når I på denne måde, gratis og med dygtig vejledning, har fundet frem til, hvilken type computerspil jeres barn synes om, så kan I overveje at købe. Risikoen for fejlkøb af dyre spil minimeres ganske betydeligt på den måde. Der kommer meget mere om spil i senere poster.

Når de bliver lidt større, kan de måske opmuntres til at lære at programmere. Der findes super programmeringskurser – også for børn. Det gælder om fra starten at lære dem, at de ikke behøver være passive brugere på nettet, ligesom de er af fjernsynet.

***

 I morgen lidt om, hvordan vi forbereder børnene på mødet med det væmmelige. Og lidt tips om motion og mad…

Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.

 

Så forstå det dog!

Knægten i denne video snakker godt nok meget og længe, men han har altså ret. Al den forskning, jeg har fundet om børn og computerspil, understøtter de erfaringer, han selv har gjort. Men hans sidste bemærkninger om fedme – det er altså noget vrøvl ;-) Tak til Nikoline Agger (og hendes søn) for at dele den med mig.

Hvis du ikke tror på det, så se videoen herunder med neurologen Daphne Bavelier.

Computerspil er trådt i stedet for TV for mange yngre – og i en del tilfælde er computerspil faktisk mere udviklende end TV. I øvrigt er 42% af alle gamere nu kvinder/piger og gennemsnitsalderen for en gamer er 34. Der er altså stor chance for, at den pæne unge mand, der betjener dig i banken eller pædagogen i fritidshjemmet gi’r den gas derhjemme med World of Warcraft eller Black Ops. Jeg tror nok, jeg foretrækker en fritidspædagog, der spiller computerspil frem for en, der bruger en tilsvarende mængde tid på at stene De Unge Mødre eller Luksusfælden.

knap 1/2 af befolkningen er usynlig

Ja ja, jeg har lært, at man skal stramme overskriften for at lokke hesten til truget. Dette indlæg handler om computerspil. Og med overskriften vil jeg sige, at i betragtning af, at 44% af befolkningen spiller computerspil i større eller mindre omfang, så er det forbløffende, så usynlige de er i mainstream medier.

fra Danskernes Kulturvaner 2012, udg. af Kulturministeriet

Bøger, teaterstykker og film, der læses og ses af få hundrede mennesker, får stor opsætning i mainstremmedierne, mens computerspil er forvist til en spalte i lørdagstillægget, hvis man er heldig. Jeg er klar over, at den prioritering nok skyldes, at der ikke er læsere til anmeldelser, der henvender sig direkte til brugerne, men der kunne måske være læsere til spilstof, der var vinklet anderledes?

Når børn (mest drenge, men mere og mere også piger) bruger timevis hver dag på at spille på computeren, så er det da mærkeligt, at der bruges mindre spalteplads på spil end på fx film til børn og unge, som ses i meget mindre omfang. Det burde ikke overraske nogen, men der er store kvalitetsforskelle mellem computerspil, og forældre ville gøre sig selv og deres børn en stor tjeneste, hvis de satte sig lidt ind i hvad, der er hvad.

Det, man oftest læser og hører om er, at computerspil er farlige for børn og hvilke spil en eller anden morder har siddet og spillet derhjemme, inden han gik ud og skød vildt om sig. Men dels er det ikke påvist, at computerspil er farlige for børn (tvært imod, faktisk), dels er der meget, der tyder på, at det er svage og afsporede mennesker, der føler sig tiltrukket af voldelige computerspil, snarere end at det er computerspil, der gør børn voldelige.

At computerspil, spillere og udviklere, på trods af at de er så mange, lever i deres egen lille niche har mange mærkelige konsekvenser. Blandt andet, at denne utroligt succesrige del af underholdningsbranchen befinder sig næsten permanent under mainstreammediernes radar. Der har netop været en storm på de sociale medier og i spil-cirkler om en marketingkampagne iværksat af computerspilfirmaet Square Enix til spillet Hitman, der oprindeligt er udviklet her i Danmark. Kampagnen var udtænkt  af et reklamebureau, hvor nogen virkelig må have parkeret hjernen derhjemme, for den bestod af en app(likation), der gjorde det muligt at sende en mobbebesked (du har små bryster, lille tissemand, etc. etc.) til en hvilken som helst modtager, man kendte e-mail adressen på eller var Facebook-ven med, hvorefter vedkommende ville blive “slået ihjel” af the “Hitman”. “Ha ha, den går viral”, må de have tænkt på det smarte reklamebureau. Protesterne på Facebook og Twitter var så omfattende, at Square Enix trak kampagnen tilbage inden et døgn efter lanceringen og udsendte en undskyldning. Jeg lavede en samling af indlæg på Twitter og blev interviewet til BT om sagen. At BT blev opmærksom på sagen skyldtes en ren tilfældighed, IKKE at avisen havde medarbejdere, der selv opdagede virakken i de sociale medier. Det var BT ikke alene om. Bortset fra Ekstra Bladet, der bragte en bleg artikel i online-udgaven om det, har ingen af de danske dagblade berørt sagen. Det er rent ud sagt forbløffende – tænk, hvis det havde været en reklame for en spillefilm eller en TV-serie?

Da rockmusikken indtog unges hjerter og værelser i 50’erne og 60’erne forsøgte de fleste voksne og “deres” medier at tie den ihjel. Som bekendt lykkedes det ikke. Kan vi heller ikke på dette område lære af historien?