Prosit!

Der findes virkelig videoer om ALT. Den her handler om nysets rolle i smittespredning. Og hvordan man bruger matematik til at beskrive hændelser i den fysiske verden.

Corona

Prisen på et menneskeliv

Det er blevet det, vi diskuterer nu. CEPOS-typer – og Trump – er nu ude med den ikke særligt veldokumenterede påstand, at kuren hurtigt bliver værre end sygdommen.

Her er en artikel fra NYT, der forklarer, hvorfor der faktisk ikke rigtigt er dokumentation for den påstand – at det faktisk kan forholde sig lige omvendt. Og en artikel fra samme avis, der har fat i flere forskellige økonomer, som har afprøvet forskellige metoder til at foretage denne afvejning. Det er spændende læsning.

Carsten Jensen har skrevet på Facebook om prisen på et menneskeliv.

Og endnu en vinkel på samme spørgsmål – her handler det om, hvordan hospitalerne bedst kan foretage den såkaldte “triage”, når der kommer så mange patienter, at der ikke længere er akutpladser og respiratorer nok. Ordet triage har samme oprindelse som try. Altså, at prøve.

Sammenhængen mellem religion og katastrofer

Lektor i religionsvidenskab Jørn Borup fortæller med stor sproglig klarhed og en masse forskellige eksempler om sammenhængen mellem religion og katastrofer. Det er meget interessant læsning.

Hvad vi kan lære af Dekameron

Boccaccios Dekameron er et ca. 700 år gammelt værk, der fremstår overraskende moderne. Det foregår under pesten i Italien og handler meget om, hvad man dog skal lave, mens pesten raser udenfor (hint: sex). Men den er mere end saftige sexscener. En meget vidende ung mand fortæller her i K-Forum, hvad man kan bruge Dekameron til i en tid med sygdomsangst og karantæne. Det er et værk, jeg godt kunne overveje at genlæse netop i denne tid.

Overvågning i Coronaens navn

Det har selveste Edward Snowden noget at sige om i dette interview med den danske teknologi-journalist Henrik Moltke.

Den video fandt jeg via nyhedsbrevet Technorama. Det fandt i øvrigt sted ifm Cph:dox, der i år finder sted online. Filmene fra en af verdens bedste dokumentarfilmfestivaler kan streames til 6€ per styk. Efter sigende fungerer det rigtigt godt – med skam at melde har jeg ikke fået set nogen endnu. Men da festivalen er udvidet med en uge ind i april, skulle det stadig kunne nås.

NatMus om karantæne

Seniormedarbejdere på Nationalmuseet har i det stille lagt en række videoer på Youtube og Facebook, hvor de forklarer den historiske baggrund for de fænomener, vi allesammen oplever helt tæt på nu. Her er det Ulla Kjær om karantæne:

Tjek museets Facebook og YouTube (ikke helt de samme videoer begge steder).

Viden

Vi vidste det jo godt

Britisk professor i sundhedsvidenskab forklarer, hvorfor vi GODT vidste, at der ville komme en pandemi, men ALLIGEVEL ikke rigtigt vidste det. Den første i en serie videoer fra Queen Mary University of London, hvor meget kloge folk forklarer os årsagssammenhænge.

Koreansk epidemi-professor svarer på ALT

Han er formentlig verdens førende ekspert i virus og smitte og har stået helt forrest i Koreas kamp mod Corona. Han er en meget nøgtern og meget bestemt herre. Og journalisten stiller gode spørgsmål og holder så i øvrigt sin kæft. Tak til Ronnie og signal.dk for at pege på den.

Tidshorisont?

The Atlantic har interviewet en epidemiolog og en professor i folkesundhed om, hvad tidshorisonten er. De opstiller fire forskellige scenarier. De gælder selvfølgelig for USA, så kan ikke helt overføres til danske forhold.

Mere Thomas Pueyo

For to uger siden bragte jeg hans første virale artikel fyldt med statistik og fremskrivninger. Her er den næste. Det er langt, og der er mange tal og grafer, men han kommer langt med at forklare forskellene mellem landene, og hvordan det er vigtigt, om lockdown sker onsdag eller fredag.

Corona og køn

The Lancet har kigget nærmere på Corona og køn. Hvem får det og hvorfor?

The art of the deal

Forskning understøtter de generøse. Når du skal indgå i en forhandling, så prøv allerførst, om ikke du kan gøre kagen større, så alle vinder.

Om os

Sorg

Måske er det, du føler for tiden og ikke rigtigt forstår, simpelthen sorg. Sorg over at den verden, du kendte, måske aldrig vender tilbage igen. “You can also think about how to let go of what you can’t control. What your neighbor is doing is out of your control. What is in your control is staying six feet away from them and washing your hands. Focus on that.” Det kan være beroligende at få at vide, at man ikke er alene med en følelse. Artikel fra Gabz.

Virtuel dating

GQ har gjort sig den ulejlighed at interviewe en håndfuld yngre mennesker, der allerede har prøvet det. Det lyder sikkert og trygt oooops, mit wifi forsvandt/min telefon gik ud/min søn kom hjem. Masser af sikre udveje.

Fordomsfrie børn

Børn fødes fordomsfrie. Desværre begynder vi og det omgivende samfund straks at påvirke dem. Hvordan opdrager man et barn til ikke at have fordomme om mennesker med andre farver?

Ananas i egen juice (sorry)

I skal lige se den fine anbefaling, Serendipiteten får i Kim Elmoses nye nyhedsbrev. Samtidig kan I betragte dette som en anbefaling af hans!

Kunst og kultur

Musikalsk kærlighed fra Berkeley

Dokuer om arkitektur

Dezeen (arkitekturtidskrift) har en liste af film om design og arkitektur til det tidspunkt, hvor din hjerne tørster efter andet end spændingsserier.

Apropos dokumentarfilm

(som tydeligvis er blevet et tema i dette nyhedsbrev), så blev SXSW i Austin jo også aflyst. De plejer at vise en række kortfilm produceret til lejligheden. Nu kan du se dem ganske gratis hjemme hos dig selv, præsenteret af Mailchimp. Det var nyhedsbrevet Morgenpost fra Kristoffer Dahy Ernst, der havde den interessante oplysning.

Krigsfilm

Det var ikke, fordi jeg er i specielt krigerisk humør, men tilfældet ville, at jeg har set to krigsfilm på to dage. En god og en dårlig, viste det sig. Jeg så den vanvittige Jojo Rabbit af den ret fantastiske (og hotte) New Zealandske instruktør/skuespiller Taika Waititi. Den kan ikke rigtigt beskrives, men det er en slags komedie, hvor hovedpersonen er en lille lidt kikset dreng, der har taget nazismen til sig og har selveste Hitler som sin temmelig fjollede usynlige ven. Det lyder vanvittigt, og det er det jo også. På en god måde.

Og så så jeg 1917 af Sam Mendes. Han har både lavet den ret fremragende Road to Perdition og den faktisk temmeligt gode James Bond film Skyfall. Men 1917 var en kæmpe skuffelse for mig – jeg kan faktisk ikke rigtigt finde på noget godt at sige om den, så vi lader det være ved det.

Half of a Yellow Sun

Minsandten om den bog, jeg blev færdig med i ugen, også handlede om krig – jeg sværger, det er helt tilfældigt! Den var af en forfatter, jeg er meget begejstret for, nemlig Chimamanda Ngozi Adichie, og krigen var Biafras befrielseskrig mod Nigeria i 1960’erne. En sørgelig ramme om en meget fin fortælling om en familie.

Share

Undergangsromantik

The Great Gatsby er en af mine all time favourites, og jeg har læst den et utal af gange. Ingen filmatisering kan leve op til romanen. Her kan du læse om, hvordan denne roman næsten gik i glemmebogen. Romanen var en fiasko, da den udkom, og Fitzgerald døde i 1940 nærmest uden, at nogen opdagede det, men så blev 155.000 gratis eksemplarer af The Great Gatsby delt ud til amerikanske soldater udstationeret under WWII. Hvis du ikke kender historien om Scott Fitzgerald, så læs denne fine lille biografiske artikel om ham og om, hvordan romanen fandt sit publikum.

Corona

Italiensk, musikalsk humor

Kloge ord og perspektivering I

Den israelske tænker Yuval Noah Harari om de veje, vi som samfund kan vælge nu, under og efter Corona-krisen. Kloge ord, som det er værd at bruge lidt tid på. Via Ronnie Rocket.

Kloge ord og perspektivering II

En (dansk) filosof kigger på de fejlslutninger, som mange laver, når de forsøger at relativere antallet af syge/døde af Coronavirus til samfundsøkonomien. Kloge ord, synes jeg – og ret kortfattet.

Kloge ord og perspektivering III

Den britiske filosof Tom Whyman skriver vittigt men også klogt om hans lands besynderlige reaktion på Corona-krisen.

Og her forklarer en britisk virolog det samme – oversat til dansk på videnskab.dk.

Kun for de hårdhudede

Den her historie skal du kun læse, hvis du er relativt hårdhudet og kan tåle at høre, hvordan en infektion med Coronavirus KAN foregå. Den beskriver nøjagtigt, hvad der sker (på celle-niveau og “opad”) fra det øjeblik, du møder den person, der kommer til at smitte dig.

Samfund/miljø/politik

Genbrugsarkitektur

Dezeen fortæller om et projekt i Taiwan, hvor en nedlagt og forladt shopping mall er blevet “genoplivet” og nu fremstår som et stort rekreationelt område for både børn og voksne. Farven grøn er blevet reintroduceret til byen i form af, at junglen får lov til at invadere den tidligere shopping mall. Det kunne man godt lade sig inspirere af i stedet for at rive alting ned hele tiden.

Dobbeltgænger

Nasser Latif er en marokkansk/amerikansk journalist, der har levet næsten hele sit liv i USA og er på vej til at blive amerikansk statsborger. Hans navn er meget ualmindeligt i Marokko og generelt i den arabiske verden, så han tror, han er unik. Indtil han en dag opdager, at der sidder en mand i Guantanamo, der hedder præcis det samme. Forståeligt nok tænder det Latifs journalistiske flamme, samtidig med at han er personligt berørt, for The Other Latif er også fra Marokko.

I seks episoder følger vi journalisten Latif mens han opruller historien om Guantanamofangen Latif. Det er ordentlig og grundig journalistik og selvfølgelig virkeligt spændende. Lyt med hos NPR (National Public Radio).

Viden (jo, der er mere om Corona)

Peak CO2-udledning?

Hvis diverse regeringer spiller deres kort rigtigt, kan 2020 komme til at markere noget positivt såvel som noget negativt, nemlig året, hvor CO2-udledningen for alvor begyndte at falde.  Læs oversat artikel i Forskerzonen på Videnskab.dk.

Troværdig viden om Corona

Medium er et kurateret blogfællesskab, som man betaler for at være medlem af. Mange af medlemmerne er videnskabsm/k’er og forskere, der her formidler viden og forskning for lægpersoner. Nogle af de bedste artikler og features, jeg har læst, har jeg læst der. Medium har nu lavet en særlig Corona-blog, der er betydeligt skrappere kurateret end deres øvrige materiale. Her er altså et sted, hvor du kan stole på det, du læser – ikke 100%, for det kan man aldrig, men i høj grad. Og de har lagt den udenfor paywall’en.

På den blog kan man bl.a. læse om et studie fra Wuhan, der gør opmærksom på, at diarre er et underrepræsenteret symptom på Coronavirus. Det bed jeg mærke i, for det var netop det, jeg oplevede, da jeg var syg i sidste uge.

Ibuprofen/paracetamol

Danske forskere er enige (med hinanden). Der er (endnu) ikke belæg for, at ibuprofen forværrer Corona. En professor forklarer om skrøbelighederne ved det studie, der påpeger det. Samtidig siger de, at der jo ikke er nogen grund til at tage chancer, så får du influenzasymptomer, så tag paracetamol. Det er heller ikke så hårdt mod maven. Desuden er mange mennesker med kroniske smerter dybt afhængige af ibuprofen, så lad os lade dem have deres medicin i fred.

Om os

Falske anklager

Her er en “opbyggelig” historie om falske anklager om sexchikane i et akademisk miljø. Det foregår i USA, hvor kampen om de faste ansættelser er om muligt hårdere end her. Det forsvarer ikke at tage så grove metoder i brug, som i denne historie, men desperationen skinner igennem!

Medier

Frit tilgængeligt Corona-stof

Det er ikke alle medier, der lader Corona-stoffet stå uden for betalingsmur. Det gælder fx Berlingske, der friskt teaser på fx Facebook med interessante nyhedshistorier om behandlingen af Coronakrisen her i Danmark, og så gemmer artiklen bag betalingsmur. Det er ikke ret kønt, og læserne burde straffe avisen ved at læse en anden, der udviser lidt samfundssind.

Jeg nævnte et par medier i sidste uge, der giver gratis adgang til Corona-stof, i denne uge kan jeg nævne Information og Føljeton, der har gjort deres nyhedsbrev gratis i 14 dage til en start. Eksempler fra udlandet er Wired, The Atlantic og sågar Wall Street Journal.

Her er en opsummering af pros and cons ift at dele Corona-indhold gratis.

Kunst og kultur

Litterær luksus

Københavns Biblioteker har et lille nyhedsbrev, der hedder Litterær Luksus. I denne uge anbefaler de bl.a. klassikere og sygelæsning. Jeg synes, det er nogle gode anbefalinger.

At leve i eksil

Edmund de Waal, der har skrevet en af mine absolutte favoritbøger, The Hare with Amber Eyes, har lavet en udstilling om bøger på British Museum. Den handler om at leve i eksil. Interviewet eller artiklen er meget smukt skrevet, og vi kommer langt omkring. Via Martin von Haller.

Støt et boghandler

Danmarks bedst kuraterede boghandel, Books & Company, ligger i Hellerup. Eneste downside er, at den kun har bøger på engelsk. De tilbyder nu at levere bøger gratis til deres kunder – om de har taget højde for, at nogle kunder måske kunne bo i Himmerland, ved jeg ikke, men skal du alligevel købe en god bog af papir, så støt en lille uafhængig biks i stedet for Amazon. Eller støt en anden uafhængig boghandler!

Godt ord stedes til hvile

For nogle år siden havde Kirsten Marie Øveraas og jeg en podcast, der løb over to sæsoner. Den hed Godt Ord og handlede om det danske sprog. Vi har nu besluttet, at vi ikke længere vil betale for at have serien liggende derude, så der bliver slukket om to dage. Det er lidt trist – men alting har en ende…

Share

Flatten the f***ing curve!

Alle har set en variant af grafen herover. Den stammer faktisk fra en videnskabelig artikel fra 2007, men den giffede udgave, som jeg desværre ikke kan gengive her, men som findes i artiklen, er naturligvis lavet til lejligheden. Fastcompany spørger, om vi kan huske, hvornår vi så den første gang, og det kan jeg faktisk godt: det var i et tweet fra Siouxie Wiles, der citeres i artiklen. Jeg kan selvfølgelig huske det, fordi jeg flygtigt spekulerede på, om hun var opkaldt efter Siouxsie Sioux.

Nå men, det er det, vi skal, ing, Flatten the Curve. Sæt i gang.

Corona

Jeg har været under vejret

som de siger på engelsk. Mandag aften blev jeg meget pludselig meget syg med høj feber og ehm, maveproblemer, uden at have mærket noget overhovedet i løbet af dagen. De første to dage var jeg virkelig meget syg med klassiske influenzasymptomer + det med maven. Nu er jeg oppegående, men slap som en glemt asparges – og stadig med maveproblemer.

Lægen ville ikke teste mig, for jeg var ikke syg nok. Mit problem med det, er ikke så meget mig selv – jeg kan godt mærke, når jeg får det så elendigt, at der skal ske noget. Og sådan var det ikke. Men jeg var bekymret for folk, som jeg havde været i kontakt med, og som i sin tur skulle være i kontakt med fx patienter eller deres svagelige mor!

Og jeg der aldrig er syg! Jeg har sat mig selv i karantæne, indtil jeg er helt rask. Hjemmeboende søn og jeg forsøger at holde afstand – men han har garanteret allerede haft det – uden at opdage andet end lidt hovedpine. Det er det, der rapporteres fra Sydkorea, hvor virkeligt mange bliver testet – de unge bliver næsten ikke syge, men går bare rundt og smitter alle mulige.

Tal, tal, tal

Da jeg først læste denne artikel, var jeg stadig febril under dynen. Og selvom jeg var imponeret og syntes, at meget af talgymnastikken gav god mening, så var jeg i tvivl, om jeg skulle dele noget så relativt alarmistisk, når forfatteren nu hverken er epidemiolog eller statistiker. Men i ugens løb er den dukket op igen og igen, tweetet af læger og andre kloge folk, som jeg har tillid til, så nu skal du også læse den.

Smitteopsporing

Som det måske antydes lidt ovenfor, er jeg en smule kritisk overfor, at man nu slet ikke smitteopsporer længere – dvs. at flere og flere går rundt og “er syge” uden at vide det – eller de er, som jeg, syge, men kan aldrig få bekræftet, om det er “det”. Der kan være gode grunde til det – en af dem er naturligvis prioritering af sundhedsvæsenets ressourcer – men jeg synes stadig, at det er bekymrende, fordi det kan anspore til falsk tryghed, når tallene for “smittede danskere” falder – eller ikke stiger særligt meget. Her er en overlæge, der udtaler sig om dette i Altinget.

De to sundhedsbosser

De fleste af os er ret begejstrede for Søren Brostrøm – og med god grund – han er en klippe. Men der dukker en del sammenligninger op mellem ham og hans svenske modstykke. Her er en, skrevet af en dansk-svensker, som i den grad ikke falder ud til svenskerens fordel.

Hvorfor er dødstallene så høje i Italien

Her er noget mere statistik, der forklarer det. Det handler faktisk om det samme, som jeg omtaler ovenfor: Hvem bliver testet? Dødstallet er jo en procent af det. Når kun meget syge, ældre bliver testet (Italien), så bliver dødsprocenten høj. Når masser af unge bliver testet (Sydkorea), så bliver dødsprocenten lav.

Derudover har Italien jo så nået et tipping point, hvor flere dør, end det burde være nødvendigt, pga mangel på personale, senge og udstyr.

Infografik om begrænsningsmetoders effektivitet

Hvis det ikke er godt for andet, så er sådan en pandemi godt for ens talforståelse – og ens værdsættelse af god infografik. Her er nogle meget fine infografikker fra Washington Post, der viser, hvad der sker, når man implementerer tre forskellige former for begrænsninger af folks bevægelsesfrihed i forhold til, hvis man ikke gør noget.

Man ku’ ønske

Li Edelkoort, angiveligt en kendt trendspotter, er citeret mange steder i den forgangne uge, både forarget og begejstret, for at sige, at Corona-nedlukningen af vores samfund, kan og bør resultere i et nyt og bedre. Men hun er jo ikke jubeloptimist, vel:

Therefore, if we are wise – which sadly we now know we aren’t – we will start up again with new rules and regulations, allowing countries to get back to their knowhow and specific qualities, introducing cottage industries that would flourish and grow into an arts-and-crafts century, where manual labour is cherished above everything else.”

Dumbfuckery, Corona version

Viden

Rør.ikke.ved.dit.ansigt

Hvor er det dog svært! Videnskab.dk har gode tips til, hvordan du kan reducere det.

En meget god nyhed

– der intet har med Corona at gøre.

Et bibliotek sikret mod brand, terror og diktatorer. Hvor ligger det? Det ligger i Minecraft. Det er simpelthen så smukt. Og det indeholder selvfølgelig alt muligt forbudt skrevet af whistleblowers og journalister fra hele verden, delt af gruppen Reporters without Borders. Historien står i Fastcompany.

Jeg så det flere steder, senest delt i Julie Horups nyhedsbrev Tryk Start (der mest handler om gaming, men ikke kun).

Teknologi

Renholdning

Wired har selvfølgelig de ultimative og sikre tips til, hvordan vi holder telefoner og andre devices rene i denne tid.

Medier

Gratis

De fleste af jer har nok opdaget det, men mange medier lader alt indhold om Corona være frit tilgængeligt og uden paywall. Det gælder fx New York Times og danske Information.

Mediers ansvar under kriser

I en udmærket artikel på videnskab.dk med flere interviewede diskuteres det, hvor balancen skal ligge under en krise – skal medierne stille hele batteriet af deres sædvanlige kritiske spørgsmål, skal de sortere lidt i dem eller helt vente?

Om os

Pretty Privilege

Selvfølgelig eksisterer det. Og her er det en smuk yngre kvinde, der anerkender, at hun har det, men har samlet mod til sig og er dykket lidt ned i det.

Kunst og kultur

Der bliver ikke meget kunst og kultur, når man ligger og raller med feber under dynen. Men efter at feberen forsvandt, fik jeg læst Klubben færdig. Den handler om sagen om voldtægt i miljøet omkring det Svenske Akademi. Enormt velskrevet, spændende som en krimi. Læs hele anmeldelsen på Goodreads.

Share

Åh nej, Twitter!

Republikansk millionær køber andel i Twitter. Planen er øjensynligt at skubbe Jack Dorsey ud. Ak. Læs i the Guardian.

Samfund/miljø/politik

Svindel og humbug

Apropos Britta Nielsen, så er svindlere i både private virksomheder og i det offentlige svære at opdage. Men mere kontrol er ikke svaret. De mange gode grunde til det kan du læse eller lytte i denne Zetland-artikel.

Ondskabens banalitet – igen

Vi hørte om det fra Hannah Arendt i forbindelse med Eichmann og senere i en tv-udsendelse fra 1982, som jeg aldrig har glemt, hvor Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen havde interviewet den græske juntas bødler. Her er det så en tortur-psykolog fra Guantanamo. Han er kold over for at waterboarde mennesker, men græder, når der er reklamer for hundemad på tv.

Antisemitisme for real

I Ungarn har man fjernet den jødiske forfatter Imre Kertesz fra den litterære kanon og erstattet ham med nationalister. Link til SVT, fordi #DKmedier åbenbart ikke synes, det er en historie. Tak til Monica Krogh-Meyer for link.

#Coronavirus I

Her er en af de bedste opsummerende artikler, jeg har læst, om facts og fiction om sygdommen og forholdsreglerne. Artiklen er fra The Guardian.

#Coronavirus II

Hvis bare en brøkdel af det, denne iraner fortæller i sin lange twitter-tråd, er rigtigt, så er det en meget, meget alvorlig situation.

Når fængsel føles som frihed

Fotoessay fra et afghansk kvindefængsel, hvor kvinder, der har myrdet deres mænd for at slippe ud af årelangt mishandling, har fundet en form for fred. Smukke, tankevækkende billeder.

Ugens Jarlov

Der bygges i træ

I hvert fald i Paris. En vis procentdel af offentlige bygninger og konstruktioner til OL i 2024 SKAL bygges i træ. Fra Architectural Digest.

Viden

Lungerne hele sig selv!

Det viser sig simpelthen, at ganske kort tid efter, at man er holdt op med at ryge – selv efter årtiers rygning – begynder lungerne at hele sig selv. Der er altså god grund til at holde op, også selvom man er 80 år gammel.

Teknologi

Clearview

De fleste har nok hørt om denne startup, der leverer state-of-the-art ansigtsgenkendelsessoftware, og hvis lækkede kundeliste indeholder danske myndigheder.

Enhver kan tegne et 30 dages gratis abonnement på Clearview og bruge det fra sin telefon. Prøv lige at tænke lidt nærmere over det, hvis/når det kommer i hænderne på folk, der ikke vil os det godt!

Citat fra denne lange, rædselsvækkende artikel om ansigtsgenkendelsesvirksomheden, der har solgt sit hel- eller halvulovlige software til politi og efterretningstjenester (og banker og supermarkedskæder) over det meste af kloden:

“(…) that so many law and immigration enforcement agencies were hoodwinked into using this error-prone and privacy-invading technology peddled by a company that can’t even keep its client list secure further demonstrates why lawmakers must halt use of face recognition technology, as communities nationwide are demanding.”

Om os

Dannelse for pokker

Chris Pedersen er en af mine favorit kultur-kommentatorer. Han er sjov, klog, vidende og ydmyg. Her skriver han om, hvordan dannelse og nysgerrighed overfor vores medmennesker kunne gøre livet lettere og sjovere.

Medier

Jubiiii! (skadefryd)

Det går virkelig dårligt for The Sun. Læs i The Guardian – og stik dem en slant, hvis du kan lide det, du læser.

Kunst og kultur

Amazing Grace

Jeg var lidt længe om at få lokket mit udvalgte offer ind og se filmen om Aretha Franklin, men det lykkedes i sidste øjeblik. Filmen er fra 1972 – af Sydney Pollack – men den blev skrinlagt, angiveligt af tekniske årsager.

Den er optaget i New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles med et fantastisk gospelkor, der selvfølgelig har den mest corny uniform på ever. I det hele taget er kostumerne – der jo ikke er kostumer, men tøj folk faktisk har på – så Los Angeles 1972-agtige, at man næppe tror sine egne øjne.

Filmen består KUN af koncertoptagelser – hun optrådte med koret i to dage med en liveplade og filmen for øje. Livepladen udkom og blev en stor succes, men filmen har ligget og lunet sig på en hylde til nu. Skønt at slippe for alle mulige interviews om, hvor fantastisk hun var. Nu hører og ser vi det bare. Så herligt. Og som en af de ganske få hvide i salen, rocker Mick Jagger begejstret med nede bagved.

Jeg læser ikke kvindelitteratur

Det har jeg hørt mænd sige mere end en gang. Og de taler ikke engang om feministisk litteratur, men simpelthen om bøger, skrevet af kvinder. Det ufatteligt tynde argument er, at de gerne vil læse en bog, hvor de kan identificere sig med hovedpersonen. Hold.nu.kæft. Kan mænd da identificere sig med alt, der har en pik? For jeg kan sgu ikke identificere mig med alle kvinder til alle tider. Desuden foretrækker jeg bøger med en hovedperson, der IKKE ligner mig, og sådan nogle kan kvinder altså OGSÅ skrive frem, hvis nogen skulle være oprigtigt i tvivl.

Rikke Viemose, der har den lille boghandel Thiemers på Frederiksberg, har skrevet en kronik i Politiken om forskellene mellem mænds og kvinders læsevaner. Ingen paywall.

Share