Danskerne!

Nu er det ikke bare DF og NB, der bevidst og hele tiden bruger ordet “danskerne” i stedet for “borgerne i Danmark“. Regeringen/Mette Frederiksen gør det også. De optræder populistisk og beregnende, og som Inger Støjberg/NB i annoncen, bruger de “danskerne” til at splitte borgerne i dette land. Knud Vilby har skrevet godt og vredt om det i Altinget.

Corona

“Corona er ikke særlig dødeligt”

Det er en påstand, vi hører jævnligt. Og det er givetvis sandt, hvis man – hvilket i øvrigt er helt i skoven – sammenligner med fx kræft eller hjertesygdomme. Det er også sandt, hvis man sammenligner med Ebola. Til gengæld er den meget dødelig sammenlignet med influenza – som jo faktisk allerede er dødelig, selv om vi normalt ikke tænker over det. Se med i denne video, hvor vi kan se, hvad folk verden over er døde af i år. (Det er lidt svært at se, men den nederste (brun) er Covid19. Den øverste (blå) er Malaria.

Større åbenhed

– fra myndighedernes side er det, en stor gruppe af forskere efterlyser i denne artikel, hvor de påpeger store huller i SSI’s model og forudsiger, at smittetrykket vil stige stejlt i juli-august. Deres største anke er dog myndighedernes mangel på transparens. Og den kan man jo godt dele uden at være læge eller forsker. Desuden håber jeg da ikke, de får ret.

I øvrigt har 2 telepræster udryddet virussen

Det er Michael Thouber fra Charlottenborg, der har delt dette fantastiske klip. Det skete så godt nok i slutningen af marts, så hvad det er, vi senere har set, må, ehm, guderne vide.

Samfund/miljø/politik

Når staten trykker penge

Så bliver der inflation. Det er sådan en slags økonomisk børnelærdom og hovedårsagen til, at “austerity” er blevet indført af regeringer verden over efter økonomiske kriser. For inflation er det værste i verden – det fører lige lukt til Hitler. Men gør det nu også det?

Man fandt ikke på #blacklivesmatter uden grund

Jeg har snuppet den her fra Facebook. Selvom det ikke altid er lige nemt at have andre farver end hvid her i Europa, så er det dog ret sjældent, at folk dør af det. Men i USA sker det simpelthen hele tiden!

I have privilege as a white person because I can do all of these things without thinking twice:

  • I can go birding (#ChristianCooper)
  • I can go jogging (#AmaudArbery)
  • I can relax in the comfort of my own home (#BothemSean and #AtatianaJefferson)
  • I can ask for help after being in a car crash (#JonathanFerrell and #RenishaMcBride)
  • I can have a cellphone (#StephonClark)
  • I can leave a party to get to safety (#JordanEdwards)
  • I can play loud music (#JordanDavis)
  • I can sell CDs (#AltonSterling)
  • I can sleep (#AiyanaJones)
  • I can walk from the corner store (#MikeBrown)
  • I can play cops and robbers (#TamirRice)
  • I can go to church (#Charleston9)
  • I can walk home with Skittles (#TrayvonMartin)
  • I can hold a hair brush while leaving my own bachelor party (#SeanBell)
  • I can party on New Years (#OscarGrant)
  • I can get a normal traffic ticket (#SandraBland)
  • I can break down on a public road with car problems (#CoreyJones)
  • I can shop at Walmart (#JohnCrawford)
  • I can have a disabled vehicle (#TerrenceCrutcher)
  • I can read a book in my own car (#KeithScott)
  • I can be a 10yr old walking with our grandfather (#CliffordGlover)
  • I can decorate for a party (#ClaudeReese)
  • I can ask a cop a question (#RandyEvans)
  • I can cash a check in peace (#YvonneSmallwood)
  • I can take out my wallet (#AmadouDiallo)
  • I can run (#WalterScott)
  • I can breathe (#EricGarner)
  • I can live (#FreddieGray)
  • I can sleep in my own bed (#BreonnaTaylor)
  • I CAN BE ARRESTED WITHOUT THE FEAR OF BEING MURDERED (#GeorgeFloyd)

Hvorfor forlod hun ham ikke bare?

Det hører man ofte i sager om vold i hjemmet. Men der er faktisk ingen ende på den forskning, der dokumenterer, at disse kvinder internaliserer volden og skammen og desuden ofte er “fanget” pga børnene, så de ikke “bare kan skride”. Denne her historie er fra USA, og kvinden, der dræbte sin mishandler, endte med at få 19 års fængsel på trods af, at hans mishandling af hende gennem en årrække var yderst veldokumenteret. Jeg håber på, at noget lignende ikke kan ske her i Danmark.

Viden

Hvorfor lever veluddannede længere?

Jo jo, det har helt sikkert noget at gøre med, at veluddannede bedre forstår sundhedsråd i medier og bedre har råd til at følge dem. Men der er mange andre ting, der spiller ind. Artikel i Videnskab.dk.

Bakterier i stedet for sprøjtemidler

Et kæmpe forskningsprojekt med penge fra Novo Nordisk fonden arbejder på at få naturlige bakterier fra planter (hvede fx) til at holde planten stærk og sund, så sprøjtemidler helt kan undgås. Også fra Videnskab.dk. Vi er kommet ret langt i vores forhold til og viden om bakterier siden Karius og Baktus!

Teknologi

Et alvorsord til Zuckerberg

New York Times’ tech-redaktør har et par alvorsord til Facebook i ugens nyhedsbrev. Det handler om Facebooks egne studier af den polarisering, der sker.

Medier

Ta’ den, Treo!

Jenny Rossander, aka Lydmor, tager til genmæle mod Thomas Treos evindelige sexistiske anmeldelser af kvindelige musikere. Well done.

Kunst og kultur

Ballet i smukke, tomme København

 ‘Closer’ Choreography: Benjamin Millepied
Music: ‘Mad Rush’ by Philip Glass
Dancers: Maria Kochetkova / Sebastian Kloborg
Pianist: Alexander Mckenzie
Directed by Tom McKenzie
This film was made and produced from the 5th – 8th April 2020 in Copenhagen.

Apropos Camus

Et fint essay om Camus, Pesten, Frankrig, Algeriet, WW2 m.m. fra New Statesman. Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde fået tanken om at læse den her under pandemien…

Japansk tegnefilm

Jeg har været i min lokale bif, Grand, og set Weathering with You, der er Makoto Shinkais (Your Name) nye film. Filmens virkelighed for de unge mennesker i både hoved- og biroller er ikke for festlig – den kan faktisk godt bringe mindelser om den virkelighed, som hovedpersonerne i den koreanske Parasite lever i. De er fattige, de lever på kanten, og det REGNER! Samtidig er den tegnet i fine pastelfarver og er fuld af poesi. Selvom den er dystopisk, er den også fuld af håb. Hvornår har du sidst set en japansk tegnefilm? Nå, er det så ikke på tide?

Vi springer lige 130 år baglæns

Brødrene Lumière lavede en film om Paris i 1890’erne. Den er der nu nogle med for meget tid og vilde evner, der har farvesat og HD’et. Det er fantastisk at kigge lige direkte ind i fortiden på den måde.

Share

Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

Share

Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

Share

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Share

Tøjhusmuseet

2015-01-10 14.53.19-1

I lørdags var jeg på Tøjhusmuseet sammen med en flok Wikipedianere. Det var fotodokumentationsdag – en dag hvor nogle af museets mange genstande blev fotograferet, så de senere kan bruges til (forhåbentlig) lærde artikler i dansk Wikipedia. Jeg har været på mindre rundture og til arrangementer på Tøjhusmuseet flere gange, da det ligger ualmindeligt tæt på mit hjem. Jeg er ikke udpræget fascineret af gamle kanoner, men til gengæld optager krigshistorie mig i tiltagende grad, efterhånden som jeg får sat mig ind i historie i det hele taget.

Ved denne lejlighed var vi så heldige, at en museumsinspektør, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, viste os omkring i den nu nedtagne udstilling om 1864. Der er vist ikke meget, han ikke ved om den (og andre) krige, så vi gik meget klogere derfra end ved ankomsten. Skønt!

Hvis du aldrig har været på Tøjhusmuseet, bør du unde dig selv et besøg, uanset hvor lidt du er interesseret i krig og krigshistorie, for lokalerne alene er et besøg værd. De er så smukt og nænsomt istandsat og udgør den fineste ramme om alle de gamle ting. I grundplanet er der, udover en utrolig mængde kanoner, en udstilling om Afghanistan-krigen – udformet som en soldat måske har oplevet det. Man starter med at gå ind i en ung soldats værelse hjemme hos far og mor, lige inden han skal udsendes. Derefter “flyver” man med ham i transportflyet og ankommer til Camp Bastion. Osv. Det er virkelig godt lavet.

2015-01-10 14.11.502015-01-10 14.11.35

På overetagen er den permanente udstilling “Danmarks Krige”. Af indlysende årsager er den ret omfattende, vi har virkelig været en krigerisk nation! Jeg forestiller mig, at jeg jævnligt vil gå hen på museet på sådan nogle regnfulde søndage, som der er så mange af her i vintertiden og gennemgå Danmarks krigshistorie lige så stille og roligt. Der er jo gratis adgang, så man behøver ikke tilbringe så lang tid derinde ad gangen.

Også med børn er der masser at se på og tale om – jeg overhørte mange sjove samtaler mellem børn og forældre, mens jeg var derinde.

"Var den sabel så til damer?" "Næh, det var bare tidens mode!"
“Var den sabel så til damer?” “Næh, det var bare tidens mode!”

 

Share