Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Tøjhusmuseet

2015-01-10 14.53.19-1

I lørdags var jeg på Tøjhusmuseet sammen med en flok Wikipedianere. Det var fotodokumentationsdag – en dag hvor nogle af museets mange genstande blev fotograferet, så de senere kan bruges til (forhåbentlig) lærde artikler i dansk Wikipedia. Jeg har været på mindre rundture og til arrangementer på Tøjhusmuseet flere gange, da det ligger ualmindeligt tæt på mit hjem. Jeg er ikke udpræget fascineret af gamle kanoner, men til gengæld optager krigshistorie mig i tiltagende grad, efterhånden som jeg får sat mig ind i historie i det hele taget.

Ved denne lejlighed var vi så heldige, at en museumsinspektør, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, viste os omkring i den nu nedtagne udstilling om 1864. Der er vist ikke meget, han ikke ved om den (og andre) krige, så vi gik meget klogere derfra end ved ankomsten. Skønt!

Hvis du aldrig har været på Tøjhusmuseet, bør du unde dig selv et besøg, uanset hvor lidt du er interesseret i krig og krigshistorie, for lokalerne alene er et besøg værd. De er så smukt og nænsomt istandsat og udgør den fineste ramme om alle de gamle ting. I grundplanet er der, udover en utrolig mængde kanoner, en udstilling om Afghanistan-krigen – udformet som en soldat måske har oplevet det. Man starter med at gå ind i en ung soldats værelse hjemme hos far og mor, lige inden han skal udsendes. Derefter “flyver” man med ham i transportflyet og ankommer til Camp Bastion. Osv. Det er virkelig godt lavet.

2015-01-10 14.11.502015-01-10 14.11.35

På overetagen er den permanente udstilling “Danmarks Krige”. Af indlysende årsager er den ret omfattende, vi har virkelig været en krigerisk nation! Jeg forestiller mig, at jeg jævnligt vil gå hen på museet på sådan nogle regnfulde søndage, som der er så mange af her i vintertiden og gennemgå Danmarks krigshistorie lige så stille og roligt. Der er jo gratis adgang, så man behøver ikke tilbringe så lang tid derinde ad gangen.

Også med børn er der masser at se på og tale om – jeg overhørte mange sjove samtaler mellem børn og forældre, mens jeg var derinde.

"Var den sabel så til damer?" "Næh, det var bare tidens mode!"
“Var den sabel så til damer?” “Næh, det var bare tidens mode!”