Almen Dannelse

I weekenden var der et interview med Jan Sonnergaard i Politiken som del af en serie kaldet Det Store Skred, der prøver at kaste lys på “farlige” tendenser i tiden.

Sonnergaard peger på tabet af den almene dannelse. Det, at det på ingen måde er pinligt at være uvidende – i nogle sammenhænge prales der nærmest med det. Det, at diverse forsknings- og undervisningsministre hele tiden vil kvantificere det, der foregår på læreanstalterne. Det, at politikere stolt træder frem og beretter, at de skam aldrig har været i teatret. Det, at nogle politikere og andre faktisk mener, at det, der foregår på fx det Kgl. Teater, kun rager det gråhættede publikum, der rent faktisk går derind. Det, at unge kommer ud fra universiteterne som øer af specialviden, der risikerer at oversvømmes i et hav af uvidenhed, fordi de (og potentielle arbejdsgivere) ikke evner at sætte deres kompetencer i spil i større sammenhænge.

I det video-interview, der også kan ses, hvis der klikkes på linket ovenfor, fortæller Sonnergaard en historie, som han fik fortalt som barn, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Midt under 2. Verdenskrig blev der angiveligt bevilget et større millionbeløb til kulturen, så teatre og biblioteker kunne holdes åbne og aviserne udkomme. Da han blev spurgt, om pengene ikke ville være givet bedre ud til kampen mod tyskerne, svarede Churchill med et modspørgsmål: Hvad er der så tilbage at kæmpe for? Godt spørgsmål, Winston!
Churchil at the Tehran Conference 1943

Det forekommer mig, at kroppen har fået forrang for hjernen og hjertet. Alle styrter afsted til marathon, crossfit, spinning, etc., og sund mad forekommer at træde i stedet for næring til hjernen. Jeg burde helt klart motionere noget mere, og som alle, der kender mig, ved, er jeg pjattet med mad og går latterligt højt op i det. Men behøver det virkelig betyde, at jeg skal forsømme min hjerne? Skal det virkelig være vigtigere at nå at løbe X antal kilometer end at læse Dostojevskij, inden vi dør? Hvis man fortæller, at man har brugt eftermiddagen på at læse en lærd bog, betragtes det som lidt slapt og på niveau med at se X-factor, men har man løbet 15 kilometer, er der ros at hente fra alle sider. Hvorfor?

Sonnergaard nævner også det paradoks, at viden er blevet tilgængelig for enhver. Hvis du vil vide noget om den billedhugger, der har lavet den skulptur, du hver dag går forbi på vej til arbejde, så kan du google hans eller hendes navn på din telefon, mens du sidder i bussen og være halvvejs ekspert, inden du når frem til jobbet. Men du gør det jo ikke! For du sidder og spiller spil eller tjekker sportsresultater eller Facebook, ja du gør. Hvorfor mon? Hvad er det, der gør, at den demokratiserede adgang til viden har ført til, at folk nu ved endnu mindre, end de nogensinde har vidst? Et svar kunne være, jamen, man behøver ikke vide noget, for når man har brug for det, kan man altid google det. Det, mener jeg, er en sandhed med en del modifikationer – jeg oplever ikke sjældent mennesker, der ved så lidt, at de ikke kan google emner, der er bare en anelse komplekse, fordi deres grundviden simpelthen er så ringe, at de ikke kan vurdere de søgeresultater, de får.

Jeg kan normalt ikke holde denne type forfaldshistorier ud – den evige Verden er af Lave dommedagsprædiken, der tilsyneladende aldrig går af mode. Men lige den her er jeg ret enig i. Og jeg mangler fuldstændig bud på, hvad der kan gøres ved det. Men én ting ved jeg – de uddannelsesreformer, der er ved at blive rullet ud, ser ikke ud til at gøre noget ved problemet – snarere tværtimod!

***

Og så lige to PS'er til Politiken: 1) Måske kunne der arbejdes en lillebitte smule med lyssætningen på sådan et interview? (gys) og 2) Det er lidt irriterende, når interviewet slutter midt i en sætning, som jeg godt ville have hørt afslutningen på?
Share

Rigtig dannelse

Nu skrev jeg sidst om “digital dannelse”. Det fik mig til at tænke lidt over det, man i De Gode Gamle Dage bare kaldte for dannelse. Ifølge min mormor var det noget med at kunne spise kylling med kniv og gaffel, spille klaver, have gået til dans, kende teksten og melodien til diverse sange og salmer, vide nok om klassisk musik til ikke at falde helt igennem, have styr på de “rigtige” butikker at handle i (min mormor ville helst købe alle møbler og stoffer hos Lysberg, Hansen & Therp), og sidst men ikke mindst skulle man kende de litterære klassikere og have læst de bøger, “man” til enhver tid taler om.

Jeg kom igen til at tænke over det, da jeg i dag hørte lidt af debatten i P1-programmet Ordet er Dit. Dagens tema var “Bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur?” Temaet var igen udløst af kulturminister Marianne Jelveds seneste tiltag, Danmark Læser. Der gives 20 millioner kr. over fire år til diverse læseprojekter – vi taler virkelig peanuts her. En af de medvirkende i radioprogrammet var journalist og forfatter Erik Skyum-Nielsen. Han sagde meget klogt, at hvis han var bibliotekar, ville han have opfattet det som en våd klud i ansigtet. Jeg er helt enig med ham – pengene skulle have været givet til bibliotekerne. Det er jo dem, der er sat i verden for at formidle litteraturen til borgerne, er det ikke?

Nå men, bliver man et bedre menneske af at læse skønlitteratur? Nej, det gør man selvfølgelig ikke. Mega-dumt spørgsmål. Men det kan bidrage til en lettere gang på jord, sådan at være dannet. Først hvis man ikke er vokset op med det, ved man nok, hvor mange litterære henvisninger, der hele tiden findes overalt. Det sniger sig ind på én, sådan med årene. Først siger folk hele tiden noget, man ikke helt forstår. Man lader som ingenting. Dernæst går det så småt op for én, at de henviser til noget, man ikke ved, hvad er. Efterhånden får man det kredset ind: det er en person eller en hændelse i en bog, eller måske bare bogen som sådan (fx 1984). Til sidst får man så læst bogen, og hundredevis af bemærkninger, henvisninger og citater giver pludselig mening.

Man Reading Book and Sitting on Bookshelf in Library

Jeg har tilbragt meget tid med at læse alle de bøger, de “rigtigt dannede” havde fået ind med modermælken. Og det har så sandelig gjort min færd i livet lettere.

Måske tænker du: Men sagde hun ikke lige, at hendes mormor havde instrueret hende i at læse klassikerne? Jo, det sagde jeg. Men gjorde du måske, hvad din mormor sagde?

Har du selv problemet? Så kan jeg anbefale, at du går i gang fra en ende af med en af de utallige lister over De Vigtigste Bøger, som hele internettet flyder over med. Denne her fra Goodreads er fx god. En god ting ved disse klassikere er, at rigtig mange af dem faktisk virkelig ER gode bøger og fortjener deres status – ydermere fås de ældste gratis som e-bøger. Din sommerferie er reddet…

Share