Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

En skuffelse 😢

Forrige år læste jeg med stor begejstring Thomas Rydahls debut-krimi, Eremitten, om en af verdens mærkeligste detektiver, den 70-årige Erhard Jørgensen. Jeg havde derfor set frem til efterfølgeren med stor utålmodighed og købte den næsten på udgivelsesdatoen.

Øv

Desværre må jeg indrømme, at jeg er svært skuffet. Det indtryk, man får af Erhard i den første bog, er, at der er tale om en meget intelligent mand med stor retfærdighedssans, der pga traumatiske begivenheder tidligere i livet har søgt tilflugt i en ydmyg tilværelse på den spanske ø Fuerte Ventura. I denne bog rulles noget af denne fortid så op på en måde, der er lige en anelse for kryptisk for min smag. Men pyt med det. Det, jeg virkelig har et problem med, er, at Erhard er blevet så dårlig til at regne den ud siden sidste bog? Det er som om han ikke mere kan læse folk omkring sig. Der sker også adskillige ting, der er så usandsynlige, at de kunne have hørt hjemme i Bedrag.

Vold

Samtidig sker der noget andet, som jeg blev rigtigt ked af. Noget af det, jeg holdt mest af ved debuten var, at der var så lidt vold i den. Det handlede om at opklare en forbrydelse, simpelthen. Men denne her har udpenslet, klam vold som var den skrevet af Jussi Adler-Olsen, og det er generelt noget, jeg forsøger at undgå, når jeg udvælger de få krimier, jeg gider læse.

Dystopi

Romanen har et overvejende negativt livssyn, hvilket man sådan set ikke kan fortænke den i, og den indeholder en god del civilisationskritik. Det kan jeg godt lide, ved mine læsere. Men desværre bliver det lidt all-over-the-place og med skurke, der simpelthen bare er alt for skurkagtige.

Jeg synes også, at skildringen af romanens anden hovedperson, popstjernen Le, er ovre i det karikerede, men måske er det mig, der ser for lidt reality TV. Et andet vigtigt tema i romanen er illegal indvandring og Europas modtagelse af og holdning til disse. Thomas Rydahl skal have ros for at tage emnet op, men jeg synes, han forsøger at gabe over for meget.

De Savnede

Der er mange savnede i bogen, og de er savnet på forskellig vis og over forskellige afstande, hvis man kan formulere det sådan. Bogens “slogan” er, at “ikke alle der flygter, skal findes”, hvilket jo givetvis er sandt og selvfølgelig sandt for nogle af bogens medvirkende. Desværre synes jeg ikke, at temaet forløses ordentligt – buen er simpelthen spændt for hårdt.

Oplæsning

Jeg købte den som lydbog, meget begejstret for at den forelå samtidig med de andre udgaver, men desværre er det sket på bekostning af kvaliteten. Oplæsningen er noget af det mest sjuskede, jeg har været ude for, hvilket er særdeles forstyrrende for oplevelsen. Det er faktisk ikke umuligt, at jeg havde været gladere for bogen, hvis jeg havde læst den frem for at lytte til den. Det er simpelthen en ommer, Politikens forlag!

Dengang *danskerne* hjalp jøderne til Sverige

Fuglene over Sundet

Da jeg første hørte om denne film, tænkte jeg, åh nej, ikke mere 2. Verdenskrig! Men huskede så, at jeg er GAMMEL, så moderne børn ikke bruger 1/2 af historietimerne på krigen, sådan som vi gjorde, og ikke har set 1000 timers film og TV om den krig. Ja, mange moderne børn, min egen yngste inklusive, gider ikke engang se Matador – det går ALT for langsomt!

Min egen familie

Og så voksede jeg op i et hjem, hvor denne fortælling var MEGET TÆT PÅ! For jeg voksede op hos min mormor, der med sine to småpiger, min mor og hendes lillesøster, også blev sejlet over. Min mormor var ikke selv jøde, men hendes daværende mand var, og de turde ikke tage nogen chancer. Under resten af krigen boede de så hos en hjertevarm svensk familie uden for Göteborg i et bittelille sommerhus. Jeg har været med og besøgt familien og set sommerhuset ude i skoven.

Fortællingen om, hvordan min mor og moster sammen med alle de andre børn blev bedøvet og lå i bunden af kutteren, glemmer jeg aldrig, eller den om den sindssyge lettelse, da skipperen meddelte, at nu var de i svensk farvand. Eller om hvordan min oldemor og oldefar ikke vidste, om de nogensinde ville få deres datter og børnebørn at se igen, da de flygtede en mørk nattetime.

Ca 1961 - min oldemor, mig, min mor, min mormor.
Ca 1961 – min oldemor, mig, min mor, min mormor.

Filmen

Jeg synes, Nicolo Donato, filmens unge instruktør, er sluppet ret godt fra det. Vi ser de mange forskellige reaktioner fra ikke-jødiske danskere, og sammenholdt med min mormors fortællinger og andre øjenvidneberetninger, så tegnes der nok et nogenlunde ærligt billede, selvom filmens helte måske er liiiidt karikerede?

Filmen lider under lidt af det samme som så mange danske film og tv-serier – en lidt haltende og utroværdig dialog nogle steder. Men ellers synes jeg den var meget fin – et fint tidsbillede, der er lidt grimy og ikke spor glamourøst, hvilket jeg godt kan lide. Skuespillerne er generelt velvalgte, selvom jeg havde det lidt vanskeligt med Lars Brygmanns præst med det kiksede pandehår – jeg kan ellers godt lide ham.

I dag?

Mange danskere valgte dengang the middle ground – de så stiltiende til og meldte ikke aktivt jøderne til nazisterne, men gjorde heller ikke noget for at hjælpe. Og mon ikke de fleste af os vil være det samme sted i dag? Mens jeg med ret stor sikkerhed i stemmen kan sige, at jeg aldrig ville tage penge for at hjælpe mennesker i nød, så vakler jeg straks meget mere ved tanken om at bringe mig selv og min familie i fare ved fx at tage en familie ind. Og tortur? Det kunne jeg næppe klare i 2 minutter.

En god film for de store børn i Folkeskolens udskoling og for gymnasieklasser. Den kan være et godt udgangspunkt for mange forskellige samtaler.

En lille bog om Kristian Thulesen Dahl

DenStuerene

Jeg har været medlem af Zetland siden begyndelsen, men er nogle gange blevet overvældet af antallet af singler og har ikke fået læst dem alle. Deriblandt den om Kristian Thulesen Dahl. Men efter valget føltes det pludselig vigtigt at få noget mere indsigt i denne for Danmark så vigtige person. Så jeg fandt singlen, Den Stuerene (fra 2013), frem på min iPad og læste den.

Den giver en ganske gysende indsigt i en tilsyneladende bundløs person. Selv efter at have læst mange siders interview med både ham selv og folk omkring ham bliver man ikke spor klogere på, hvilket menneske han egentlig er? Bortset fra at han vil magten.

Og nu, hvor vi har set, hvordan han har afskrevet den formelle magt, bliver det tydeligt, at det er den reelle, armvridende magt, han søger. Beskrivelserne i singlen af, hvor skarp en forhandler han er, gør det klart, at han langt bedre kan snyde sine vælgere ved ikke at være i regering end ved at være det. Hver gang der indgås aftaler, siger han ja til omfattende forringelser af hans vælgeres vilkår, mod at få DF-signalpolitik til gengæld. Omfattende forringelser for syge og svage mod grænsebomme til værn mod de østeuropæiske tyveknægte, der alligevel bliver færre og færre af. Nu må man jo ikke sige noget grimt om hverken DF eller deres vælgere, men altså, det ville klæde disse vælgere at se lidt nærmere på realiteterne i de forlig, som DF indgår. Senest 1% rundbarbering af kommunernes budgetter.

Singlen er såmænd gysende læsning nok, men egentlig gad jeg godt, at den havde været mere konfronterende. Det havde været interessant at gennemgå alle de forlig fra nullerne, som DF var med i og få ham til at forklare, hvorfor hans vælgere havde fortjent de forringelser, de blev udsat for – under et opsving. Forfatteren, Isabella Alonso de Vera Hindkjær, forklarer ikke sine bevæggrunde, men det ville ikke overraske mig, hvis der var blevet sat meget stramme rammer op for, hvad hun kunne forvente svar på. Desuden er hun jo ikke politisk- eller graver-journalist men feature journalist. Og det er jo ikke helt det samme.

Og så lige et lille hip til Zetland:Zetland

Tak for ikke-noget, nu hvor jeg har støttet jer lige fra den spæde, svære start. På Twitter får jeg at vide, at der er tekniske årsager til, at trofaste abonnenter, der støttede, før det var smart, bliver sendt tilbage til start. Det er jeg egentlig lidt ligeglad med, jeg synes, det er fesent.

 

Politisk roman af Lone Aburas

Aburas

Jeg er en utaknemmeligt rad (som min mormor plejede at sige), når det gælder danske bøger, for heller ikke denne bryder jeg mig noget videre om.

Jeg sidder tilbage med følelsen af ikke rigtigt at forstå, hvad jeg skulle bruge den til. Historien er en anelse søgt, uden at der til slut flettes tråde, der får det hele til at give mening. Hovedpersonen har tydeligvis en depression, som hun ikke helt har erkendt, og samtidig virker det som om alle andre omkring hende også er triste, sure, deprimerede, indebrændte, frustrerede, ja, en bred palet af negative følelser og sindsstemninger. Nu er det jo ikke fordi personerne i Stoner, Stillidsen eller Americanah (tre romaner jeg synes meget godt om) alle sammen går omkring i en tilstand af jubel, men der er da flere nuancer, synes jeg.

Og så irriterede det mig helt vildt, at bogens redaktør har sjusket sådan. Der er sætninger, der skulle have været luget ud, og indholdsmæssige uoverensstemmelser, der simpelthen bare irriterer mig – som fx når en skuespiller i en film hele tiden har en nytændt cigaret i munden igennem en 10 minutter lang scene. Det kan være svært for en forfatter, der er fordybet i sit værk, at få øje på den slags efter 117 gennemskrivninger. Det er derfor, man har en redaktør!

Nu holder jeg lige en lille pause i de danske, men jeg har da købt et par stykker på Riidr, der ligger og venter. Jeg har ikke givet op!

 

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.