En vest der ikke er gul

En lang men helt ekstraordinært velskrevet historie om de signaler vi sender med påklædningen med udgangspunkt i den nyeste mode på Wall Street. Og om hvorfor det er svært for kvinderne at “følge trop”, når mandemoden bliver mere afslappet på de dyre etager. Artiklen tager udgangspunkt i Instagram-kontoen @midtownuniform, hvorfra billedet herover også stammer.

Prøv at forestille dig en artikel i et dansk magasin (gratis!), der er både seriøs og samtidig så sjov som den her!

Samfund/miljø/politik

Det bedste land at være kvinde i

Åh Sverige, du mine drømmes land. Jeg elsker dig lige så højt, som DF og LA hader dig. Artiklen om dette fantastiske sted står i New York Times.

Mediesensationer

Lad os lige vente med at fare til tasterne, indtil vi ved, hvad sagen drejer sig om. Sov på det, internettet er der stadig i morgen. Vi gør os selv, vores følgere og hele bloody internettet en kæmpe tjeneste så. Og RT aldrig dem, der poster ubehageligt indhold – screenshots screenshots screenshots. Klog artikel af kloge Douglas Rushkoff. “Tweeting one’s outrage is not real activism, anyway. It’s really just a form of social signaling.”

uddannelse

Giv kvinder i Afrika uddannelse og de kvitterer med at få færre børn. Artikel i Videnskab.dk.

Plastic not so fantastic

En ældre herre var på ferie og blev chokeret over mængden af plastikaffald overalt i det såkaldte ferieparadis. Vel hjemkommet skrev han til 123 danske rejsebureauer og bad dem tage ansvar og gøre noget ved forureningen. Go Johannes! (Og Go Hans Henrik Hemming og Ronnie Rocket for at bringe historien til torvs.)

Nanny state

Liberal Alliance-typer kan lide at kalde Danmark – og ikke mindst Sverige – for Nanny States. Men det er Kina, der er verdens førende Nanny State. Landet, hvor borgerne har et score card, og når de har overtrådt reglerne for god opførsel tilstrækkeligt mange gange, så kan de ikke længere forlade landet. Flere gange, så kan de ikke engang tage toget. Historien står i The Guardian.

Teknologi

Åh altså, den spilbranche

Nøj, hvor er de svære at elske – og jeg der ellers altid forsvarer computerspil mod angreb fra forældre og pædagogtyper, der vil give dem skylden for voldelig adfærd blandt drenge.

Men hvorfor kan de ikke få bugt med misogynien? Det har denne artikel fra Washington Post nogle bud på. Måske ligger et af svarene også i, at spillet Rape Day først blev trukket tilbage efter protester… Det kan du læse om hos PCGamer.

Er data det nye olie?

Nej, den metafor holder ikke ved nærmere eftersyn. Hvorfor? Fordi dem der ejer allermest data ikke kunne drømme om at sælge detArtikel i Wired.

Viden

Demens – kan det forebygges?

Ja og nej. Ja, der er nogle ting, der har vist sig at slå ud ved forsøg. Og nej, der er en masse arvelighed og ukendte faktorer involveret, så vi kan ikke fx motionere os ud af risikoen for at få demens. Men at holde sit blodtryk i ave og have sociale interaktioner med andre mennesker ser ud til at være to ting, der måske kan holde glemslen fra døren i nogle år. Artikel i Lifehacker.

Knowledge wants to be free

Nu sker der ENDELIG noget med offentlighedens adgang til videnskabelige publikationer. Et stort universitet har sagt NEJ til Elseviers ublu økonomiske krav. Betyder det noget for dig? Ja, det gør det. Læs i Atlantic hvorfor.

Fri forskning er ikke meningsløst nørderi

Immunterapi er blevet det nye sort i behandling af flere forskellige cancer former. Forskerne, der fandt ud af det, kiggede egentlig efter noget andet. Læs i Wired. Citat fra artiklen: “curiosity-driven research won the prize and brought us new cancer medicines.”

Om os

hvad vi skulle have sagt/skrevet

En kræftoverlever har designet en håndfuld hilsner, hun ville ønske, hun havde fået fra sin familie og sine venner. Det kan man godt skrive sig bag øret.

Kunst og kultur

hånd i hånd

En fotograf var så heldig at være til stede i et galleri, hvor maleren (min favorit blandt de levende) David Hockney og sangeren Joni Mitchell mødtes og holdt i hånd. Awwwww. Se billedet.

Den er grim og den er italiensk

Det er filmen Dogman, jeg taler om. Den er altså ret god, selvom det måske ikke lyder sådan. Der er fx nogle virkeligt sjove hunde med i den. Jeg har skrevet om den.


Share

Mødet varer 48 minutter

De fleste af os har sikkert læst en eller mange artikler på LinkedIn og andre steder om, hvordan vi kan forbedre de møder, vi alle er nødt til at deltage i på vores arbejde (eller i vores forening). Her har Wall Street Journal samlet den seneste forskning i nogle nifty råd, bl.a. det at mødelederen nøje ser agendaen igennem og vurderer, hvor lang tid mødet bør tage. Og så trækker 10-15 minutter fra. Og holder det – kl. 9:48 afsluttes mødet. Jeg synes, det lyder som en fin ide!

De foreslår også, at tjansen som mødeleder skal gå på skift og selvfølgelig klassikeren – at stå op.

Samfund/miljø/politik

Ligue du LOL og Michael Kimmel

Anette Dina Sørensen ser nærmere på franske Ligue du LOL, mediemænd der har chikaneret kvinder og homoseksuelle i deres “fritid” og på anklagerne mod kønsforskeren Michael Kimmel for at misbruge sin stilling som vejleder. Det er ond læsning, men vigtigt.

Vi skal altså holde op med at købe billigt tøj!

Chris Pedersen delte denne artikel om nye afsløringer om modeindustriens udnyttelse af asiatisk arbejdskraft på Facebook og skrev meget rammende: “Det er mig en gåde, at de bliver ved med at dukke op, og at svaret altid synes at være noget i stil med ‘hos os er vi dybt engagerede i blah, blah, blah, og derfor vil vi nu lancere et initiativ, der skal blah, blah, blah”. Hvorfor ikke bare give kvinderne en anstændig løn og sørge for, at de arbejder under nogle holdbare deadlines? – Alternativt kunne de også bare sige, “vi giver ikke en flyvende fuck for dem på produktionsgulvet. Og det er fordi forbrugerne ikke vil betale prisen. Det ville være ærlig snak og måske i virkeligheden være det, der skulle til, for at vi begyndte at åbne øjnene og tænke os om, før vi købte endnu en dims til weekenden.”

Amazon igen

Det er ikke kun Facebook og Youtube, der pusher AntiVaxx agendaen, men også Amazon, kan man læse i denne Wired-artikel. Så kom der lige én grund mere til at kigge sig om efter et andet sted at handle. Jeg har desværre ikke fundet det endnu. Har du? (lydbøger, e-bøger til Kindle).

Teknologi

Forældreguide

Ny udgave af Forældreguiden om børn på nettet, udgivet af Medierådet for Børn og Unge. Alle forældre kan have glæde af at læse den, også dem, der anser sig selv for IT-savvy.

Magthavere elsker adgang til (dine) data

Det er ikke kun Søren Pape Poulsen, der har fingrene langt nede i borgernes personlige data, de gør det også i Thailand. Og figenbladet er som altid *terror*.

Viden

skal den nye hånd være rigtig eller cyborg?

Man kan snart transplantere alt, og vi ser de lykkelige mennesker med deres nye hjerter, nyrer og – hænder. Det her er historien om et forsøg med at give folk nye hænder. Der er tale om mennesker, der har mistet dem enten efter meget alvorlig blodforgiftning (sepsis) eller efter ulykker eller efter mødet med en IED i krig.

Det vi ikke hører så meget om, er de nogle gange invaliderende bivirkninger, som den livsnødvendige medicin har.

Indtil videre kan det for mange være en bedre løsning med en superprotese, der kan alt muligt. Det kan du læse mere om hos Techcrunch.

Universelle personlighedstræk

Personlighedstræk er da universelle, er de ikke? Måske ikke, fremgår det af ny forskning. Igen står diskussionen om natur eller kultur er det vigtigste i dannelsen af vores personlighed.

Om os

Holdbarhedsdatoen er vejledende!!!

Brug øjne og næse og nogle gange smagsløg til at vurdere, om maden er for gammel. Tænk på, at producenterne bruger holdbarhedsdatoen som en slags forsikring. Mange fødevarer kan holde sig lææææænge efter den dato – fx yoghurt eller æg. Lad som om du er din mormor eller oldemor og vær ikke en slave af holdbarhedsdatoen. Læs vejledning fra Videnskab.dk.

Kunst og kultur

The Great War

Krigen, som vi i Danmark bare kalder Første Verdenskrig. Men skulle man være i tvivl om, hvorvidt der virkelig VAR tale om The Great War, så skal man bare høre denne historie-podcast om krigen. Det var @mediemedicin (Twitter), der bragte mig på sporet. Det er den amerikanske journalist og forfatter Dan Carlin, der har den ekstremt populære podcast Hardcore History, der står bag de seks afsnit af hver 3-4 timers varighed. Jeg kedede mig ikke et eneste øjeblik! Og for så at gå fuld whammy på perioden, lytter jeg nu efterfølgende til Ken Folletts Fall of Giants. Noget litterært mesterværk er det jo ikke, men han har sine facts i orden og et farverigt og alsidigt persongalleri.

Racistisk?

Det synes jeg ikke. Jeg har set Green Book.

William Morris

Jeg var oppe og se den fine lille udstilling på Nivaagaard, der øjeblikkeligt giver lyst til at tapetsere den halve lejlighed. Hvis du aldrig har hørt om William Morris, så var han en gudsbenådet designer, glødende marxist og naturtilbeder. En meget spændende og sammensat person.

Rembrandt

Oh, at være den der opdager en ny Rembrandt og får købt den på auktion, uden at nogen opdager, hvad de har med at gøre! New York Times har dette longread om den hollandske kunsthistoriker, der oplevede netop det.

Share