Robotterne kommer

Robotter, der skal tage sig af de gamle på plejehjemmet. Man stejler ved tanken og tænker straks umenneskeliggørelse, spareøvelse, etc. Men det behøver ikke være sådan, for robotter kan være en god ting – også på et plejehjem. En forudsætning er selvfølgelig, at de ikke skal erstatte de “varme hænder”, som der tales så meget om. Men hvad, hvis de kan udføre noget af det kedelige og anstrengede arbejde, hvad hvis de kan have en beroligende effekt på demente, så de levende ansatte kan fokusere på at gøre tilværelsen mere tålelig for beboerne, mens deres eget arbejde måske bliver mere tilfredsstillende? Artikel fra The Guardian om emnet. Også i Danmark eksperimenteres der med brug af robotter til demente.

Samfund/miljø/politik

Konspirationsteorier

Her er en opsamlingsartikel på dansk, der også inkluderer en podcast, om QAnon og dets tilhængere her i Danmark.

Det svære samtykke

Her nailer en helt ung kvinde, hvad samtykke er. Og det gør hun i Femina!!! Hun forklarer, ved hjælp af en gennemgang af en vellykket date, hun på et tidspunkt har haft, hvad samtykke vil sige. Det er højtlæsning for dværge, ja, men det er også sjovt. “Ret hurtigt lå vi ukomfortabelt på hans alt for lille sofa og kyssede, og ret hurtigt spurgte han mig med ret meget humor – det ved jeg, for det er sådan noget, man kan fornemme, hvis man er nogenlunde i sync med hinanden – om jeg ikke ville med ind og se hans soveværelse. Det ville jeg meget gerne. Samtykke.”

Omskæringsdebatten

Vi lever i en tid fyldt med alvorlige problemer. Klimaet, virussen, omsiggribende nationalisme. Ikke desto mindre skal vi nu diskutere omskæring – igen. Og det skal absolut være på den allerhøjeste klinge, hvor tusindvis af danskere nu pludselig, efter at have ignoreret emnet hele deres liv, er fuldstændig oppe på barrikaderne. Og en nuanceret holdning skal man lede efter med lys og lygte.

Jeg var forleden til middag med tre sygeplejersker. En, der arbejder på en børneafdeling, og to, der arbejder med samfundets allersvageste. Vi er alle fire modstandere af omskæring, for mon ikke de fleste ikke-jøder og ikke-muslimer er det? Men vi var også enige om, at vi ikke går ind for at indføre et straksforbud, fordi implikationerne for mange mennesker og for vores lille land, såmænd, er ganske uoverskuelige.

Da jeg for nogle år siden arbejdede i KVINFO, skrev jeg en artikel fyldt med fakta om omskæring. Den kan læses her. Og så har Altinget offentliggjort en artikel, der prøver at nuancere debatten lidt og ligeledes smide nogle fakta på bordet. Mange af disse fakta er næsten helt fraværende i debatten.

Klimabekymringen er lav i Sverige

Mærkeligt nok, når det nu er landet, der har fostret Greta Thunberg. I det hele taget varierer klimabekymringen meget betydeligt fra land til land, fra verdensdel til verdensdel. Det er vestlige, rige lande, der bekymrer sig mindst. Og mindre overraskende: de ældre er mindst bekymrede – de skal jo alligevel dø snart, så pyt med deres børn og børnebørn, synes de at tænke. Se tallene her i Videnskab.dk.

Vilde billeder af vilde dyr

Fra en international konkurrence om det bedste billede af dyr i naturen, bringer Videnskab.dk finalisterne. Der er nogle ret fantastiske imellem!

Viden

Maskematik

Tak til Thomas C for at viderebringe den.

Mennesker, der vil gøre verden til et bedre sted

Wired bringer hvert år en liste over 25 mennesker, der arbejder for at gøre verden til et bedre sted. Det er både kendte ansigter og folk, man aldrig har hørt om. Inspirerende, det er det.

Om os

Nabostøj

Jeg har virkelig haft problemer med mine naboer i den andelsforening, som jeg er ved at flytte fra. Det er første gang i et langt liv, jeg har haft så mange problemer med naboerne, og det har simpelthen gået mig så meget på. Zetland har i denne uge en virkeligt god artikel af Torben Sangild om nabostøj. Som altid, når Torben Sangild angriber et emne, er det godt, vel researchet og med humor.

Medier

Lukkede fællesskaber

Denne glimrende artikel handler ikke om de såkaldte ekko-kamre på sociale medier, men om de fællesskaber, de store dagblade er i gang med at skabe omkring sig selv. Den stadig øgning af og fokus på opinionsstof, der er særdeles ensidigt, betyder, at folk, der kun læser en avis, får et fuldstændig fortegnet billede af Danmark og verden. Det er faktisk temmelig problematisk!

Kunst og kultur

Tegneserie på Davids samling

Den Magiske Spinel er en tegneserie inspireret af den hovedsageligt islamiske kunst på Davids Samling. Museet i Kronprinsessegade er en af Københavns små halvhemmelige perler, og det har oven i købet gratis entre. Nu har en forfatter og en tegner lavet Den Magiske Spinel om en nattevagt på museet, der bliver udsat for fantastiske ting. Det lyder helt forrygende!

Moderne kvinder

Kunstforeningen Gl. Strand viser de en fin lille udstilling med fire finske kunstnere fra første halvdel af det 20. århundrede. De er interessante bekendtskaber, ikke mindst Helene Schjerfbeck, der har malet den rødmundede cirkuspige fra museumsplakaten.

Ugens bog

hedder The Silent Patient, og jeg kan ikke huske, hvorfor jeg på et tidspunkt har tilføjet den som favorit. Jeg havde “brug” for en god spændingsroman, men jeg blev meget skuffetjeg kunne slet ikke lide den.

Share

Prado

Mariano Fortuny The Artist's Children in the Japanese Salon
Jeg blev fuldstændig fortryllet af dette billede: Mariano Fortuny: The Artist’s Children in the Japanese Salon, 1874 (Wikimedia)

Selvfølgelig tilbragte vi også nogle timer på Prado-museet. Vi havde forhåndskøbt billetter, men det betød ikke, at vi slap for de kæmpestore grupper af kinesiske turister, der blev ført fra rum til rum af højrøstede guides.

Det, der altid slår mig, når jeg er på museer, der væsentligst indeholder ældre kunst, er, at de kræver en masse dannelse og viden. De mange kæmpe lærreder med dramatiske figurer er nærmest meningsløse, hvis man ikke forstår, hvad der afbildes. Det gør jeg langt fra altid, selvom jeg har læst både Biblen og Græske Guder og Helte, eller hvad den nu hed. Ofte må jeg søge hjælp i de små papstykker, museerne venligt klæber på væggen til højre for billedet. Desværre er den hjælp, man får, ofte særdeles mangelfuld. Når jeg har Jr. med på museum bliver det naturligvis endnu tydeligere, hvor mange forkundskaber sådan nogle malerier kræver. Han har gået på internationale skoler og har derfor ikke haft biblen tæt inde på livet. Hvad synes I, man skal mene om, at hans kendskab til græske guder og helte stammer fra bøgerne om Percy Jackson? Personligt synes jeg, det er herligt, at der kan skrives spændingsbøger for børn og unge, der samtidig bibringer dem lidt dannelse. Lidt det samme som den danske tegneserie Valhalla om Thor og de andre nordiske guder.

Samme aften læste jeg så Mai Mercados blogindlæg om kristendom i Berlingske. Og jeg synes jo, hun har fat i noget rigtigt, men drager de helt forkerte konklusioner. Ja, vi har brug for at forstå vores historie, og kristendommen er en særdeles væsentlig del (men jo altså kun en del) af vores historie.  Og ja, det går skidt for en del muslimske lande for tiden (dog ikke for alle), men at det skulle være begrundelse nok for at sige, at kristendommen er bedre end islam? Har hun nogensinde hørt om Alhambra? Jeg ville nok nøjes med at sige, at kristendommen er en bedre religion for mig. Hvis jeg altså mente det. Randahl Fink Isaksen har så i øvrigt sagt det, der skal siges om den sag.

Vi vesterlændinge føler os naturligt hjemme i kristendommen, fordi alle myterne er os bekendte. I det moderne Danmark har vi bekvemt glemt alt det sludder og hævngerrige vrøvl, der også står i biblen, og så plaprer vi løs om næstekærlighed. Som om de andre religioner ikke også har deres versioner af den! Oven i købet har Søren Krarup vist engang sagt, at den kristne næstekærlighed kun gælder dén næste, der ligner os selv. Det er nok derfor, han ikke har skrevet en kæmpe smøre om de døde unge i Kenya. De er bare for langt væk.

Hvis man vil forstå, hvor fremmede vores myter forekommer folk fra andre dele af verden, kan man gå forbi Davids Samling. Det er gratis at komme ind. Der finder man tre etager med islamisk kunst og kunsthåndværk. Som uindviet kan man kun beundre det for dets fantastiske håndværk og for den universelle skønhed. Meningen med de enkelte værker går fuldstændig hen over hovedet på os. Sådan må det også være for de kinesiske turister på Prado-museet, som jeg nævnte her i første afsnit.

Vi vandrede lidt hovedløst rundt, for det er ikke noget nemt museum at finde vej i. Men vi blev enige om, at vi måtte se Goya, hvis billeder selvfølgelig på ingen måde kunne ses samlet. Søn kunne sagtens se, hvorfor Tres de Mayo har stået distancen over så mange år.

Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)
Francisco Goya: Tres de Mayo 1808 (1814)

Vi så også Albrecht Dürers berømte selvportræt, som jeg aldrig rigtigt har forstået opstandelsen over, men som så ofte før, så sker der noget, når man står foran originalen. Han er lidt udringet, synes I ikke?

Albrecht Dürer, Selbstbildnis mit 26 Jahren (Prado, Madrid)
Albrecht Dürer: Selvportræt, 26 år. 1498
Igen var vi heldige, at Kunstmuseum Basel er under ombygning, for også til Prado havde de lånt nogle billeder. 10 store Picassoer. Der var flere, jeg ikke erindrer at have set før – heller ikke i kunstbøger.

 

Share