Årets pressefoto 2016

Årets udvalgte fotos (og nogle kortfilm) kan nu ses samlet i Den Sorte Diamant. Klik på linket for at se nogle af billederne. Det er flygtningene, der dominerer i år, og det er, med undtagelse af det ikoniske billede af politibetjenten, der leger med en lille pige midt på motorvejen, en trist affære. Billederne udstiller de flygtedes desperation og afmagt og Europas og Danmarks pinagtige laden-stå-til. Det er simpelthen så trist, men jo helt nødvendigt, at vi hele tiden ser på dem. Ellers kan de nemt blive reduceret til de lykkejagende ‘migranter’, vores regering helst vil have os til at se dem som.

Heldigvis er der også en smule opmuntring at hente. Selv følte jeg mig mest opløftet ved at se en portrætfilm af Anders Birch og Jakob Vølver om Jens Jensen. Ikke én Jens, men syv – i alle aldre og fra alle sociale lag. Mens feminist-Néné ærgrede sig over ikke også at få set portrætfilmen om 7 x Kirsten Jensen, var film-Néné meget begejstret for de indlevede og følsomme portrætter af nogle meget forskellige mænd og drenge.

Mor til baby: “Skal du så køre træktortræk ligesom far?” 

Klik på Anders Birch herover for at se et par små klip fra de to film. Fine, rørende og LANGSOMME. Det er muligvis, fordi jeg er ved at blive gammel, men jeg foretrækker at tro, at det er fordi, jeg har set så meget film og tv i mit liv, at jeg er blevet i stand til at sætte pris på den langsomme fortælling, hvor der er plads til pauserne og detaljerne.

I mangel af professionelle, er her et par af mine egne billeder – taget ud af vinduet forleden dag med ca. en times mellemrum. Relevans i forhold til Årets Pressefoto? Ingen.

Share

Kunst, kvalitet og kulturel bæredygtighed

 

Jeg kan ikke lide typografi og opsætning...
Tror det skal være smart med kommaet og apostroffen. Men det skærer i mine øjne.

var navnet på en konference, jeg var til i sidste uge. Den var arrangeret af Kulturstyrelsen og blev afholdt i Den Sorte Diamant. Jeg kunne desværre ikke være der fra starten, så gik glip af Morten Strædes indledning, som jeg ellers havde glædet mig til. Min spion berettede, at han havde været god.

Derefter var der en række indlæg af varierende kvalitet. Jeg bliver ofte slået af, hvor elendige de fleste PowerPoint præsentationer er – selv fra folk, der skal forestille at have indsigt i BÅDE kunst OG formidling. Og selvom de handler om emner, jeg finder interessante. Meget få billeder – ofte uprofessionelt udnyttet – altid dødsyg hvid baggrund og alt, ALT for meget tekst. Jeg plæderer ikke for præsentationer med kapow og swussjjjj, men man kan altså godt blive taget seriøst, selvom ens PowerPoint ikke er til-døden-kedelig.

Noget af det mest spændende var “7 visitkort“, hvor syv kunstnere/formidlere præsenterede ny kunst i det offentlige rum. Men også her led nogle af præsentationerne af grum kedelighed, selvom emnerne var spændende nok.

Jeg kunne lide Maskernes Momentum af Isabel Berglund, Malene Bachs udsmykning af Klima, Energi og Bygningsministeriet (som jeg også har set noget af i virkeligheden), Collective Strings af Karoline H. Larsen og Terra Incognita af Anders Krüger.

Ellers var min spion (der selv er en ung kvinde i branchen) og jeg slået af, hvordan kunstformidlingsfaget efterhånden er helt overtaget af yngre kvinder, som desværre ligner hinanden i foruroligende grad. Altså, jeg forstår godt de første kvinder på skanserne, der anskaffede sig skarpe frisurer og markante briller og dertil iklædte sig tøj med personlighed men uden for meget lår og barm. Men hvorfor kopierer alle de efterfølgende dem så bevidstløst? Det er lidt ligesom nyuddannede arkitekter, der køber sig et par arkitektbriller*. Come on!

Men måske er det en overlevelsesstrategi, der modsvarer erhvervslivets hvide, jakkesætklædte mænd, der næsten kun ansætter spejlinger af sig selv. Trist, hvis det er tilfældet.

PS: Spørg mig ikke, hvad der egentlig menes med kulturel bæredygtighed, for det fattede jeg aldrig rigtigt. Og det på trods af et egentlig udmærket indlæg af Nancy Duxbury, der omhandlede netop det. Ak.

* Fun fact: Hvis man billedgoogler "arkitektbriller" får man næsten ingen billeder af mænd iført arkitektbriller.
Share

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Share