Hvad sagde jeg?

Er der noget værre, end folk der siger, “hvad sagde jeg”? Det skulle lige være dem, der fastholder, at det er en grundbetingelse for at leve i et frit samfund, at vi hele tiden skal fornærme nogen, fordi vi kan. Nå men, det er en anden snak.

Jeg har jævnligt ærgret mig over, at jeg ikke har beholdt flere dokumenter fra mit lange arbejdsliv. Der var fx engang, hvor jeg ikke var i stand til at dokumentere, at jeg kunne skrive en pressemeddelelse, fordi de hundredevis af pressemeddelelser, jeg havde skrevet i Irmgardz-, Garden- og MNW-årene bare var røget i papirkurven. Og forleden faldt jeg over en notits i avisen, der igen mindede mig om, at jeg har været for lemfældig med at dokumentere min fortid.

Jeg arbejdede hos Nordisk Film som pressechef fra 1997 – 1999. Da jeg startede derude, måtte jeg vente flere dage på at få en computer, og da jeg så fik den, var der ikke rigtigt nogen, der kunne se, hvorfor den også skulle være forbundet til Internettet. Nå men, det blev den så efterhånden, og jeg advokerede ihærdigt for, at Nordisk Film da burde have en hjemmeside. Der var ikke stor opbakning til projektet, men til sidst fik jeg bevilget en bette sum, og med den – og den enorme prestige, der er i Nordisk Film navnet – fik jeg et velrenommeret bureau til at påtage sig opgaven. Jeg synes faktisk stadig, at det var en flot hjemmeside, vi fik lavet (den er nok heller ikke dokumenteret…). Men man mente, at jeg gik alt for højt op i det dér med Internettet og ikke gjorde nok ud af traditionelt pressearbejde. Det havde “man” jo nok ret i. En af de ting, jeg forsøgte at trænge igennem med, var, at vi skulle påbegynde en digital registrering af alle de gamle film i arkiverne og lægge dem i en database, så de kunne blive søgbare – både til kommerciel og ikke-kommerciel brug. Det var så meget en taber-idé, at den ikke engang kunne komme op på ledelsesniveau… Behøver jeg sige, at jeg blev fyret kort tid efter?

Nogle år før (1992-94 tror jeg) arbejdede jeg for pladebranchens organisation IFPI. Dengang lavede IFPI også andet end at forfølge folk, der downloader musik fra nettet, nok mest fordi der slet ikke var noget net på det tidspunkt. Jeg fik lov til at deltage i en konference i New York om musikkens fremtid, nu hvor musikken var blevet digital og solgtes på CD i stedet for vinyl. Det var en vanvittig spændende konference, og der var mange oplæg fra smarte tech-fyre om, hvad man ville kunne gøre med digital musik lige om lidt. Fx fortalte én, at man snart kunne lave digital radio med et uendeligt antal stationer med musik for enhver smag! Vildt!

Jeg tog hjem og skrev et alenlangt oplæg til IFPI’s bestyrelse om alt det, jeg havde hørt, og om hvad det digitale kunne komme til at betyde for branchen. Svaret på det oplæg var – larmende tavshed og not in our lifetime. Hvor har jeg dog mange gange ærgret mig over, at jeg ikke tog en kopi af det oplæg med mig, da jeg forlod IFPI!

Jeg lover, at der ikke kommer flere udokumenterede “hvad sagde jeg“-artikler fra min hånd, men jeg kunne ikke nære mig!

Share

Man kunne jo forestille sig

at politikerne og sundhedsvæsnet kunne kaste al skam over bord og samarbejde om at udvikle højteknologiske løsninger til afhjælpning af alskens problemer i sundhedsvæsnet, såsom

  • flaskehalsproblemer
  • frigøring af midler og sundhedspersonales tid til “rigtig” sygepleje
  • lette hverdagen for kronisk syge mennesker

Vi har alle forudsætninger for at blive et foregangsland på dette område, teknologien er til stede, ikke mindst fordi Danmark allerede er langt fremme med brugen af teknologi i det offentlige (skat.dk, borger.dk, sundhed.dk, etc.).

Man kan forestille sig alt muligt, videokonsultationer med læge (og lægevagt), sundhedsplejerske, sygeplejerske, etc., selvmonitorering via applikationer på telefon, gennemførelse af SMS-indkaldelse og påmindelse i hele sundhedssystemet, SMS-påmindelser til udsatte patienter om medicintagning, selvrapportering for kronikere, motionshold via video, ikonbaseret afrapporteringssystem for fx. plejehjemspersonale, etc. etc.

Der er en helt utrolig berøringsangst på hele dette område. Der må være mange, der er bange for at miste indflydelse eller indtjening eller begge dele. Og undskyldningen er ofte, at det er “fremmedgørende”, hvis man kun skal e-maile med sin læge eller skal indrapportere sit BMI hver måned uden at tale med lægen. Men vil langt de fleste ikke hellere bruge tiden på arbejde eller familien frem for at skulle til lægen inden for dennes åbningstider, der uvægerligt er midt i arbejdstiden eller tilbringe timer med transport blot for at udfylde et skema sammen med en sygeplejerske, man aldrig har mødt før og aldrig kommer til at møde igen? Hvis gevinsten kunne være, at lægen har lidt mere tid, når man så skal tale med hende, eller at der var lidt flere penge til operationer m.v., når vi har brug for dem?

KMD har foretaget en undersøgelse og sat en kampagne i gang, hvor de blandt andet bruger QR (Quick Response) koder i avisannoncer. Jeg kunne være interesseret i at vide, om de kan måle, hvor mange der har brugt koden til at komme frem til deres resumé af undersøgelsen?

Share