En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Share

Sikker Internet Dag – Tag Internettet Tilbage

taginternettettilbageI dag er det Sikker Internet Dag kloden over. Det havde jeg nær overset, fordi det også er Tag Internettet Tilbage-dag, en begivenhed, der forhåbentlig sætter sig større aftryk end Sikker Internet Dag plejer at gøre.

Mange, fx den britiske premier-minister  David Cameron, har fuldstændig misforstået, hvad et Sikkert Internet vil sige og har indført filtre i England, som skal forhindre fx børneporno. Det gør de naturligvis ikke, for kriminelle elementer er drøngode til at komme uden om de altid forældede metoder, det offentlige bruger til den slags. Til gengæld forhindrer de adgang til en lang række sider, der er sat i verden for at rådgive børn og unge om sex, prævention og seksuelt overførte sygdomme. Sk*de smart, David!

Jeg har sagt det ca. 100 gange før, men siger det gerne igen: Et sikkert Internet for børn er det samme internet, som resten af os bruger. Det er BØRNENE, der skal uddannes til sikre brugere, det er ikke internettet, der skal være indhegnet og have blød asfalt.

Et indhegnet internet med blød asfalt er det, som mange politikere over hele verden ønsker sig. De dækker sig bag snak om terrorister, kriminelle og porno, men i virkeligheden vil de gerne overvåge os 24/7 og kontrollere, hvad vi må se og ikke se. Ikke alle politikere er lige drakoniske i de tiltag, de ønsker at sætte i værk, men de vil alle gerne gøre noget. Prøv at lægge mærke til, hvor utroligt lidt ivrige politikere i hele Europa har været for at bakke op om Edward Snowden!

I eftermiddag kl. 16 går vi ud i regn og slud og protesterer inderligt mod politikernes planer om at lægge begrænsninger på Internettet. Det burde du også gøre.

En af talerne ved dagens demonstration er i øvrigt Karen Melchior, EU-parlamentskandidat for De Radikale. Og hun mener det faktisk, når hun siger, at hun vil kæmpe for Internettets frihed i EU-parlamentet. Prøv at spørge din egen EU-parlamentskandidat, hvad de synes. Deres svar er oftest forblommede og dækker enten over uvidenhed eller over støtte til mere overvågning (kombinationen er heller ikke ukendt). Har du ikke tænkt dig at stemme, fordi EU ikke rager dig, så tænk igen. Det rager dig rigtig meget – ikke mindst hvis du er optaget af overnationale emner som fx nettet.

Share