Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share

Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Årets pressefoto 2016

Årets udvalgte fotos (og nogle kortfilm) kan nu ses samlet i Den Sorte Diamant. Klik på linket for at se nogle af billederne. Det er flygtningene, der dominerer i år, og det er, med undtagelse af det ikoniske billede af politibetjenten, der leger med en lille pige midt på motorvejen, en trist affære. Billederne udstiller de flygtedes desperation og afmagt og Europas og Danmarks pinagtige laden-stå-til. Det er simpelthen så trist, men jo helt nødvendigt, at vi hele tiden ser på dem. Ellers kan de nemt blive reduceret til de lykkejagende ‘migranter’, vores regering helst vil have os til at se dem som.

Heldigvis er der også en smule opmuntring at hente. Selv følte jeg mig mest opløftet ved at se en portrætfilm af Anders Birch og Jakob Vølver om Jens Jensen. Ikke én Jens, men syv – i alle aldre og fra alle sociale lag. Mens feminist-Néné ærgrede sig over ikke også at få set portrætfilmen om 7 x Kirsten Jensen, var film-Néné meget begejstret for de indlevede og følsomme portrætter af nogle meget forskellige mænd og drenge.

Mor til baby: “Skal du så køre træktortræk ligesom far?” 

Klik på Anders Birch herover for at se et par små klip fra de to film. Fine, rørende og LANGSOMME. Det er muligvis, fordi jeg er ved at blive gammel, men jeg foretrækker at tro, at det er fordi, jeg har set så meget film og tv i mit liv, at jeg er blevet i stand til at sætte pris på den langsomme fortælling, hvor der er plads til pauserne og detaljerne.

I mangel af professionelle, er her et par af mine egne billeder – taget ud af vinduet forleden dag med ca. en times mellemrum. Relevans i forhold til Årets Pressefoto? Ingen.

Share

Motley’s Law – om en ægte badass

2016-01-27 20.34.57Hovedpersonen i denne absolut fremragende DANSKE dokumentarfilm er nok den mest badass kvinde, jeg nogensinde har set på film, måske bortset fra The Bride i Kill Bill filmene. Men hov vent, hun er jo fiktiv!

Jeg havde læst om filmen og påtænkte også at se den, fordi jeg er blevet ret optaget af Afghanistan efter at have oplevet, hvordan en del forskellige kunstnereforfattere og dokumentarister er optaget af dette helt særlige og særligt plagede land. Men så var jeg så heldig, at få en billet til premieren i Grand forærende af en veninde, der kender min smag!

Filmen er lidt af et Columbus-æg, fordi den lykkes på flere planer. Man kan måske sige, at det skulle være enkelt at portrættere en kvinde som Kimberley Motley, der har personality i overflod og tillige ser knaldgodt ud. Men sådan er det ikke – for vægten kunne have været lagt mange forskellige steder. På at hun er kvinde, på hendes “fravalg” af familien, på korruptionen i Afghanistan, på det farefulde i hendes job. Men vægten er ikke lagt noget bestemt sted, og afvejningen fungerer fantastisk. Fx får man lige et lille indblik i, at nogle af dem, der har mest ondt i r****, er hendes børns skolelærere og kammeraternes bitchy mødre. Pyh! Langt det bedste er dog hendes samtaler med klienterne og med embedsmænd og dommere i Afghanistan. Hun er mere cool end cool! Et andet plan, som filmen lykkes på er selve det filmiske. Der er SÅ mange fede billeder – altså ikke sådan nogen glittede panorama-nogen, men intense og flotte og meget sigende om landet og befolkningen. Og så er der små lækre detaljer – fx så benytter den “moving titles” – jeg ved ikke, hvordan det beskrives på dansk. Den gør det kun ganske få steder, og det har en fed effekt.

Så stort, stort tillykke til Nicole N. Horanyi og filmselskabet Made in Copenhagen med denne film. Den har allerede vundet flere priser – jeg gætter på, at den vinder mange flere.

Er du så uheldig at bo et sted, hvor biffen ikke viser dokumentarfilm, så kan du indtil videre nyde Ms. Motley i TED-talk’en herunder. Desværre bander hun kun en enkelt gang i talen – i filmen bander hun som en havnearbejder. I like ;-)

Share

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Share

Zusa Street – dokumentarfilm

ZUSA STREET official trailer from Roaddox on Vimeo.

Lørdag formiddag var hele familien i Grand for at se en dokumentarfilm om en af Københavns tidligste graffiti-kunstnere, der fik sclerose i 90’erne, men som har nægtet at opgive sit livsværk.

Navnet Zusa kommer af det tyske Zusammen, der bl.a. hentyder til, at Anders Thordal ikke kan klare sig uden sine hjælpere. Den fem år yngre Tao Nørager har lavet filmen – han har fulgt Thordal med sit kamera, siden de begge var drenge. Nørager tog jobbet som handicap-hjælper for Thordal for at kunne lave filmen. Det skønne ved den er, at selvom der ind imellem tales ret indforstået hiphop-graffiti-sprog, så er det mere en film om subkulturer, venskab og livsmod, end det er en film om graffiti og sclerose.

En anden ting, som jeg blev glad over, var, at Thordal er levende interesseret i andre kunstarter og lader sig inspirere af både “traditionel” malerkunst og af litteratur. Hans allerstørste idol er Alfons Åberg. Det’ fandme i orden!

alfonsI firserne levede jeg selv i en subkultur, der forløb ret parallelt med graffiti-kulturen, og der var da også visse overlap, så jeg genkendte flere ansigter, både i filmen og i biografen. Det synes Jr., der er meget optaget af street art, var ret sjovt.

Senere samme dag gik vi en tur ude på Nordhavnen. Der kom vi forbi dette:

2015-01-17 16.09.452015-01-17 16.09.41

Filmen kommer på DRK på et tidspunkt. I filmbladet Ekko er der et interview med de to. Følg evt. Zusa på Facebook og Instagram: @Zusastreet.

Share

Genetic Me af Lone Frank

Sammen med filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær har Lone Frank lavet en film om sit yndlingsemne, genetik. Hun har tidligere skrevet den glimrende og meget oplysende bog Mit Smukke Genom om samme emne.

Det er blevet en let og lys film om tunge emner. Lone Frank tager uden tøven fat i sine svære barndomsminder og beretter skånselsløst om sine egne menneskelige begrænsninger og tunge sind. Vi følger hende på besøg efter besøg hos forskere, der kigger nærmere på det menneskelige sind fra meget forskellige vinkler, både psykologer, psykiatere og neurologer får vi besøgt. De må være nøje udvalgt, for de er alle gode formidlere. Man kan som videnskabsperson nok godt synes, at Frank i alt for høj grad tager udgangspunkt i sig selv, men hvis der skal formidles effektivt til et ikke-videnskabeligt publikum, så er det et godt startsted!

Jeg så filmen sammen med den 13-årige ved et Politiken Plus arrangement, så han trak aldersgennemsnittet kraftigt ned. Synd er det, at ikke flere unge kommer til den type arrangementer. Journalist på Politiken Niels Thorsen interviewede Lone Frank bagefter, og de brugte i særlig grad tid på at tale om, at bare fordi man har “dårlige gener” behøver man ikke sætte sig hen i lænestolen og tilbringe resten af tilværelsen på overførselsindkomst og i fortvivlelse. Der er noget, man kan gøre. Ens personlighedstype er forudbestemt, men man kan stadig handle frit, og man bestemmer selv, hvordan man vil agere i livet. Det førte til en god snak med Jr. om determinisme. Er alt eller intet forudbestemt? “It’s all chance, Mum”, mente han.

Thorsen spurgte Frank, om hun havde været i stand til at omsætte den viden til noget brugbart i sit eget liv, hvortil hun, uden vaklen, svarede, at ja, det havde hun. Og så fortalte hun om sin kærestes død af kræft for kun seks uger siden og om, hvordan hun tidligere ville have siddet i fosterstilling i månedsvis, fordi hun troede, at det var hendes eneste mulige måde at reagere på, men at hun i dag ved, at hun, i en form for kognitiv terapi, kan tvinge sig selv til at tænke på noget andet i lange perioder og dermed trække sig selv ud af den negative spiral.

Quod erat demonstrandum, må man sige!

Filmen kan stadig ses på DR’s hjemmeside. Gør det.

Share