I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share