Man kunne jo forestille sig

at Radioavisen (P1, i dag 8/9 kl. 9) gad stramme sine historier lidt op i sprogbrugen, så de gav mere mening.

Først var der GOPdebatten, hvor Perry’s signatur-replik “We’ve created more jobs in Texas in three months than Romney did in four years in Massachusetts” røg ud i æteren uden at man fik lejlighed til at høre, hvad Romney havde at sige til det. Journalisten gav lidt baggrund, men den gik kun ud på forholdene i Texas uden at nævne forholdene i Massachusetts. Det blev heller ikke nævnt, at det her er noget Perry hele tiden siger, og at det er verdens nemmeste scorereplik fra guvernøren i den eneste amerikanske stat med olie af betydning. Ringe journalistik, som kun kan opfattes på én måde, hvis man ikke følger med i den amerikanske debat, men kun får sin information fra danske medier.

Og så var der det indslag om de Konservatives enighed med SF om at bruge nogle af landbrugspengene fra EU til naturopretning. Som det sig hør og bør fik både en repræsentant for de Konservative og én fra Venstre (som er imod) lov til at udtale sig. Dernæst meddelte journalisten, at alle øvrige partier er enige med de Konservative, undtagen “resten af blå blok”. Altså, lige i farten kan det jo godt være lidt forvirrende, når de to uenige begge er medlemmer af blå blok. Det ville have været korrekt at sige, at “alle øvrige partier er enige med de Konservative, bortset fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti”. I øvrigt fremgår det ikke af Ritzau-telegrammet, om Liberal Alliance er for eller imod – så med mindre Radioavisen selv har spurgt dem, er der slet ikke belæg for at sige, at “resten af blå blok er imod”.

Små ord, stor virkning.

#sjusk som vi ville sige på Twitter…

Share