Kvalitet og serendipitet

Folk, der kender mig, ved, at jeg ikke besidder begrænsningens kunst, når det gælder ting at interessere sig for. Jeg kan ikke holde mig til ét emneområde og følger nyhedsbreve, magasiner og Twitter-konti, der dækker alverdens emner. Nogle af jer får også jævnligt tilsendt artikler, som jeg selvfølgelig forventer, at I kaster jer glubende over.

Medieforbrugets etik

Forleden læste jeg så denne artikel om medieforbrugets etik. Altså, ikke mediernes egen etik, men vores, læsernes/seernes/lytternes. Det er meget interessant og er meget i tråd med mine egne tanker. Jeg ser ikke nyheds- og debatprogrammer, for jeg føler ikke, det gør mig klogere at se folk stå og råbe ad hinanden. Jeg forsøger at undgå de overfladiske døgnfluenyheder (det lykkes så langt fra altid) og i stedet få læst/hørt ordentlige artikler og programmer, der sætter det hele i relief for mig.

Serendipitet

Det, jeg savner, når jeg ikke har en daglig avis, er serendipitet. Altså at falde over en historie, som jeg aldrig selv ville have opsøgt.

Nu er det mit mål at dele mine favoritter med jer hver uge, og jeg prøver at dele historierne op efter temaer. Så håber jeg, at I også kan opleve at falde over en historie, der lyser op i en hidtil upåagtet afkrog.

Plakaten fra den romantiske og temmelig cheesy film Serendipity. Billedet øverst er fra samme film (sådan lærte jeg, hvad ordet betød)

(Desværre er et par af artiklerne bag paywall, men biblioteket har dem.)

Samfund/miljø/politik

Vækstparadigmet

2 professorer emeriti fra RUC, center for arbejdslivsforskning, Peter Olsén og Birger Steen Nielsen,  i Politikens kronik 4/11:  “Vi må væk fra hele vækstparadigmet”Klimakrisen og den stigende ulighed kræver akut handling. Men det kan kun ske gennem et gennemgribende oprør med det fremherskende vækstparadigme. Det er på tide at komme videre. (paywall)

Bias

Cecilie Nørgaard skriver (også i Politiken 4/11) om den “djævelske bias“, vi alle sammen slæber rundt på, og hun giver mange gode eksempler på hvordan. Og på hvad vi kan gøre for at overvinde den. (paywall)

Damn you, paywall

Nu, hvor du er blevet godt sur på paywall, kan du læse om, hvorfor vi ikke har fået en Spotify model eller en model med mikrobetaling. To ikke helt enige mediefolk giver her deres versioner af hvorfor. Mads Vad Kristensen hos POV og Stig Ørskov i Mediawatch.

Brinkmann

Svend Brinkmann har jævnlige klummer i Søndags Politiken, og jeg ved ikke, om de kommer online. Jeg har nappet et lille klip fra den i søndags, som man godt kan tåle at læse efter at have set (for) mange tv-klip med Donald Trump.

Godt nyt

For tiden hører vi næsten hver dag om, hvordan meget rige mennesker bedrager samfundet, samtidig med at de ser sig selv som frihedskæmpere. Vi har brug for at høre, at der også findes ordentlige rige mennesker. Historien her fortæller om en britisk mand, der diskret donerede prisbillige lejeboliger til sit nærområde.

NyhedsPodcast

New York Times’ podcast The Daily handler i denne udgave om, hvordan det giver mening at tale om antisemitisme på den amerikanske højrefløj, der jo ellers omfavner Israel.

Teknologi

Når E-boksen lukker

Hvordan med alt det, der efterhånden ligger i E-boks, når vi dør? Det får vores nærmeste vel adgang til, ligesom de har adgang til vores plastikcharteques med fysiske dokumenter? Nix bix. Der er lukket. Læs her hvordan Allan opdagede, at han ikke havde adgang til sin kones pensionsoplysninger (eller noget som helst andet), efter hun døde.

Så se lige at få delt de vigtigste ting med jeres nærmeste eller – OMG – print skidtet ud og læg det i en mappe!

Jamen, det ER vigtigt

Er du en af dem, der siger “jeg har ikke noget at skjule”, når talen falder på, at Google, Facebook og Staten har adgang til dine personlige data, så læs denne korte gennemgang fra The Next Web af, hvad privatliv (på nettet) egentlig betyder. 

 Sir Tim Berners-Lee

Tim Berners-Lee, internettets far, kommer nu med en helt ny platform, der skal give os ejerskabet og kontrollen over vores egne data tilbage. Man kan kun håbe, at der findes internetaktivister og White hat hackers nok derude til at projektet for alvor kan få ben at gå på. Læs hos Fast Company.

Man kan dø af det

Datasikkerhed er ikke for sjov. Folk kan dø, når den ikke er i top. Og det gælder ikke kun CIA-spioner. Læs hos The Register.

Dimser på Internettet

Wired fortæller om, at dimser med IoT (internet of things) inden i er meget usikre, og nogle af dem kan endda tilgås, uden at man har hacking evner. Det gælder fx mange af de overvågningskameraer, der hænger på gader og stræder. Det er ikke nogen rar tanke, hvis man prøver at forfølge den lidt ud ad en tangent!

Viden

Professor Ulla Koch forklarer, hvorfor vi altid forelsker os i korrelationer og lukker øjnene for, at det ikke nødvendigvis indikerer årsagssammenhæng. Vi har simpelthen confirmation bias, der bilder os ind, at der er sammenhænge, hvor ingen sammenhæng er. Ex: sort kat over vejen, fredag den 13., etc. Klog artikel fra Forskerzonen på Videnskab.dk.

Rygning.er.farligt

Kronikkens forfatter Charlotta Pisinger er professor i tobaksforebyggelse, og hun er blevet godt sur på Amalie Lyhne, der har prist borgernes frie valg (når det gælder tobaksrygning). Så nu får vi lige læst og påskrevet om, hvilket liv der venter os *senere*, når vi ryger.

Hvordan virker YouTube


Se denne TED-talk, hvis du har mindre børn. Eller – se den bare. James Bridle forklarer præcis, hvordan autoplay fungerer og påpeger flere ting, som vi nemt glemmer at tænke over, når det gælder tilsyneladende uskyldige videoer med tegneseriefigurer  for de mindste. Tusind tak til Ulf for link.

Kunst og kultur

De seneste bøger, jeg har læst, er Bjørnen af Katrine Marie Guldager og When we were Orphans af Kazuo Ishiguro. Læs evt. hvad jeg synes på Goodreads.

Jeg har set en enkelt film – det var den virkeligt gode franske film Vogterne.

Og så har jeg set de tre første afsnit af en meget fin ny serie på DRKDer er et Yndigt Land med Chris Pedersen og Line Knutzon. Det er den slags programmer, hvor man både bliver oplyst og kommer til at grine, får pirret sin nysgerrighed og, ikke mindst, får lyst til at drage ud og se på det danske landskab. Kernen af det DR, jeg elsker og nødigt vil undvære.

Chris og Line ser på danske guldalderlandskaber på SMK, og så kører de afsted for at finde dem i virkeligheden. Undervejs taler de med forskellige indsigtsfulde mennesker, ikke mindst Aros’ norske direktør, hvis kølige/kærlige blik på os danskere, jeg er lidt forelsket i. Og så er Chris og Line lige så elendige til at finde vej, som jeg selv er. Det er mig en stor trøst. 

***

Nåede du helt herned? I så fald, skriv lige til mig, hvad du synes. Og falder du over noget fantastisk i løbet af ugen, så send det til mig. Så tager jeg det med, hvis jeg også synes, det er fantastisk.

 

Share

Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Share

Smagsdommerne i 10 år

drk_logo

Jeg har ikke været, hvad man vil kalde en trofast seer af Smagsdommerne, men jeg har dog set en del af programmerne. For mig har kvaliteten altid været afhængig af, hvem der var smagsdommere i den pågældende udsendelse.

Jeg er ikke ude i at anmelde hverken programmet som sådan eller det specifikke jubilæumsprogram, der blev sendt forleden aften. Men jeg vil gerne komme med et indlæg i den diskussion om programmets form, der lå sidst i programmet. (Hvorfor kunne jubilæumsprogrammet ikke være længere, når nu studiet var fyldt med spændende mennesker?). Deltagerne var Politikens alt-mulig-brokkehoved Henrik Palle, Berlingskes udlandsredaktør og kulturforbruger Anna Libak og (igen!?) Politikens litteraturanmelder Lilian Munk Rösing.

Henrik Palle er sur på programmet, fordi det, stik imod sin titel, sætter folk, der IKKE har forstand på en genre til at anmelde den. Han kalder de ikke-kvalificerede anmeldere for “klarinetspillende tandlæger”. Det er jo sjovt – Henrik Palle er næsten altid sjov – men er det også rigtigt, at man ikke får noget ud af at høre en arkitekts anmeldelse af en bog? Altså, det var da sjovt at høre Bjarke Ingels anmelde opera, som han virkelig ikke brød sig om, men jeg synes faktisk ikke, det var programmets “finest hour”. Til gengæld elsker jeg, når anmelderne “investerer deres subjekt“, som Lilian Munk Rösing så akademisk udtrykte det, og oprigtigt forsøger at få en ukendt eller afskyet genre ind under huden – at gå ind på dens præmisser. Et godt eksempel var BTs Simon Andersen, der nærmest fik tårer i øjnene over den ballet, som han havde givet en chance. Med den tilgang tror jeg, der er en chance for at lokke andre kulturbrugere til at prøve noget, de ellers ikke plejer at bruge tid og penge på.

Noget andet er så, at den diskussion peger på, at vore dages kulturforbrugere- og udbydere absolut skal befinde sig i forskellige kasser, og ikke må stræbe efter at være “renaissance-mennesker”, der interesserer sig for alt muligt, både litteratur, videnskab, kunst og design. Næh, vi er enten læsere eller kunstudstillingsgængere. Jeg læser netop en biografi om Georg Brandes, en mand der var litterat først og fremmest, men som gik på kunstudstillinger, i teatret, etc.  – og skrev om det – som den mest naturlige ting i verden. Mange fra den tids kulturelite, på tværs af kunstarter, overværede Brandes’ berømte forelæsninger om “Hovedstrømninger i det 19ende Århundredes Litteratur”. Det er svært at forestille sig i dag, men derfor kan man jo godt drømme!

At “investere mit subjekt” er jo sådan set også, hvad jeg selv prøver på med denne blog, hvor jeg, der er rimelig ignorant og i hvert fald uuddannet på stort set alle områder, alligevel påtager mig at delagtiggøre uskyldige forbipasserende i min uforgribelige mening om alt fra dokumentarfilm til installationskunst. Jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg synes godt eller mindre godt om et kulturelt produkt i det lønlige håb at inspirere andre til også at interessere sig for det. Nogle med mere forstand på de enkelte emner er altid velkomne til at forsøge at kvalificere min mening med noget indsigt!

I øvrigt fniser jeg lidt over, at Henrik Palle selv har læst litteraturvidenskab og i sin karriere har anmeldt både film, mad, øl og TV samt været IT-skribent…

Share

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Share