Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share