Få forklaret begrebet serendipitet i forskning

Jeg har styret mig i denne uge. Eller også har der bare ikke været så meget interessant stof. Det, der er, er til gengæld rigtig godt. Noget af det bedste er denne artikel i Videnskab.dk, der forklarer serendipitet (og får hvisket, hvorfor “Fra Forskning til Faktura” er verdens dårligste idé.)

Samfund/miljø/politik

Vækst vækst vækst

Politiken har et interview med Kate Raworth, økonomen som har opfundet den såkaldte doughnut-økonomi. Hun siger bl.a.: “Vores samfund er slave af økonomisk vækst i snæver forstand. Men vækst er alt for begrænset en målestok, når det drejer sig om at skabe samfund, som holder sig inden for naturens tålegrænser og samtidig opfylder alle menneskers grundlæggende fysiske behov. Artiklen er bag paywall, men denne artikel fra Videnskab.dk beskæftiger sig med samme emne og kan læses af alle.

De fattige er dyre for samfundet

Professor Nanna Mik-Meyer fortæller i Berlingske om sin nye undersøgelse af de mennesker, der lever på undersiden af det danske samfund. Taberne, de syge, misbrugerne. Ingen systemer er gearet til at hjælpe dem, så de ender med at leve mere usselt, end de behøvede og SAMTIDIG koste samfundet flere penge end nødvendigt.

“Gør Bezos til vores bitch”

I anledning af flere amerikanske staters konkurrence om, hvem der kan gøre sig mest lækre (dvs. give størst skatterabatter) over for Amazon for at få dem til at placere nye distributionscentre hos sig, har mediet Outline denne meget radikale artikel, der gennemgår alt det, Amazon får for at placere sig et sted og hvor lidt, den pågældende stat – og især arbejderne – muligvis får ud af det. Faktisk konkluderer artikel, at man bør nationalisere Amazon. Det kommer nok ikke liiiige til at ske, men artiklen er meget oplysende.

Det bedste land

Med udgangspunkt i England fortæller to forskere på World Economic Forums hjemmeside, at Danmark er det optimale land at bo i, hvis man gerne vil have opfyldt ‘den amerikanske drøm’. Ikke overraskende er USA et af de dårligste (i Vesten) og England ligger ikke meget højere. Det er social ulighed, der er markøren for, hvor godt eller dårligt et land er til at opfylde drømmen.

Fælles for alle ekstremistiske bevægelser

Desværre er det, de mange ekstremistiske bevægelser på alle fløje og i alle lande har til fælles, had til kvinder. Det skriver Loke Bisbjerg overbevisende og gysende om i POV.

Teknologi

Alternativ søgemaskine

Den franske regering og forsvarsministerium har droppet Google som søgemaskine og bruger nu det “hjemmelavede” fransk-tyske Qwant, der påstår, at de ikke overvåger brugerne. Og Frankrig har meget mere i støbeskeen for at gøre sig (og os/EU) mindre afhængige af tech-giganterne. Svært at forestille sig danske politikere gøre det samme! Læs i Wired.

Om os

Pas på tingene

Apropos Black Friday, så er her et lille indslag fra BBC om Repair cafés. Jeg synes, jeg har hørt om en på Østerbro, men en hurtig Googling viser kun en enkelt i København, på Nørrebro. Jeg ville ønske, jeg selv var sådan en, der ku’ reparere ting…

Kunst og kultur

Jeg har set en film og en TV-serie, der har det til fælles, at de foregår i Berlin. Filmen var den moderniserede gyser Suspiria. Gysere og mig – vi bliver aldrig venner. Jeg har fået blod og indvolde og syge ritualer nok til resten af livet. Men lyt til Thom Yorkes musik i stedet. Meget smuk.

TV-serien derimod, er Babylon Berlin på DR.dk. Se den, se den, se den. Den er aldeles fremragende.

En anden god serie på DR er norske Lykkeland, der handler om olieeventyret i Stavanger. Fedt at se, for har vi ikke næsten glemt, at Norge var et fattigt land indtil for ikke så længe siden?

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share