Små marginaler

Forleden holdt den walisiske journalist Carole Cadwalladr en forrygende TED-talk om, hvordan Cambridge Analytica vandt Brexit-valget med Facebook som en glad og lydig vasal. De åbenlyst vildledende annoncer (som den herover) blev kun vist for en ganske lille men essentiel gruppe af vælgere. Men det var nok. Det smarte ved Facebook-annoncer er jo, at vi andre ikke ser dem!

Se eller lyt til hendes talk. Hun taler i Silicon Valley, og hun taler med STORE BOGSTAVER.

Samfund/miljø/politik

Notre Dame i det større perspektiv

Det er jo dejligt, at nogle meget velhavende franskmænd vil donere penge til genopbygningen af Notre Dame, men jeg forstår også godt forargelsen over alle de penge, disse “skatteplagede” rigmænd pludselig kan trylle frem, ligesom det er svært at se bort fra ironien i, at en af de industrier, som er mest kendt for at udnytte billig arbejdskraft, nemlig modeindustrien, nu donerer af deres overskud til genopbygningen af en kirke, som for størstedelens vedkommende sandsynligvis blev bygget af ludfattige arbejdere under slavelignede vilkår henover århundrederne. The Guardians Aditya Chakrabortty tager et grundigt kig på sagen.

Heldigvis er der også andre interessante vinkler på ødelagt kulturarv. Zetland Helikopter har haft arkitekturprofessor Christoffer Harlang i studiet til en samtale om, hvad det egentlig vil sige at restaurere en 900 år gammel kirke, der er blevet om-og tilbygget et utal af gange henover århundrederne. De har kloge refleksioner.

Ubehageligt fallout fra sort hul

Du ved det måske ikke, eller du lukker øjnene for det, men der er virkelig mange mænd, der hader kvinder. Læs med her om Katie Bouman – du ved, hende hvis jubel-billede fulgte med billedet af det sorte hul. Hvad hun gjorde eller sagde for at påkalde sig mændenes vrede? Ikke noget.

Snowflakes

Hvordan skete det egentlig, at noget så skønt og fint og smukt som snefnug gik hen og blev et skældsord? Skal vi finde os i det? Næh, synes denne artikels forfatter og argumenterer godt for, at vi skal tage vores individuelle egenart på os som et adelsmærke.

Okay rigmænd

Jo, sådan nogen findes selvfølgelig også. Der er jo fx Warren Buffett, der argumenterer for, at han og hans ligemænd skal betale (meget) mere i skat. Og så er der ham her, der har kastet en ordentlig slat efter klimaet.

Mere klima

Det koster nærmest ingenting at omstille Danmarks energiforbrug til ren energi. Fx bruger Forsvaret 1,2% af BNP. Omstillingen vil koste 0,5%. Men vores politikere er så fodslæbende, at man skulle tro, de ikke kan læse.

Bank of England og Banque de France

Det er ikke længere kun klimaaktivister, skoleelever, CSR-programmer og grønne politikere, der råber om klima. Nu gør Europas centralbanker det sørme også. Jeg er med på, at de ikke gør det, fordi de pludselig er blevet samvittighedsfulde, men fordi de – før politikerne!!! – har indset, at det bliver virkelig dyrt for planeten, hvis vi ikke gør noget NU. Tak til @larskohler på Twitter for at linke til Bank of England.

Teknologi

Algoritmer upålidelige as f***

Youtubes algoritmer er simpelthen den dårligste reklame for AI, man kan forestille sig. Læs her, hvordan algoritmerne fejllæste branden i Notre Dame.

Viden

Quinoa

Quinoa har vist sig at være en “superfood” – ikke fordi den gør dig ekstra sund, selvom det gør den faktisk også, men fordi den kan vandes med saltvand og derfor gro steder, hvor normale afgrøder ikke kan gro. Historien står i Videnskab.dk.

Kunst og kultur

Folket og eliten

Gitte Ørskou, museumsinspektør på Kunsten i Aalborg, har kloge og velovervejede tanker om den kunstige skelnen mellem “folket” og “eliten”, som visse politikere elsker at puste til og forstørre. Læs hendes kloge ord.

Fashioned from Nature

Victoria & Albert Museet i London har ikke overraskende lavet en helt forrygende udstilling om sammenhængen før og nu mellem beklædning og natur. Den har det hele med, lige fra pels, uld, silke, fjer og billevinger til beklædningsindustriens massive forurening af miljøet og nye teknologier. Hvad der er lidt mere overraskende er, at man nu kan se den udstilling her i København på Naturhistorisk Museum, der ovenikøbet har haft en yderst heldig hånd med at give den et dansk tilsnit. En fin og tankevækkende udstilling, som varmt anbefales – ikke kun til folk, der er interesseret i mode.

Share

Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

Share