Demens for begyndere

Sådan her ser der selvfølgelig altid ud hjemme hos mig!
Sådan her ser der altid ud hjemme hos mig! Vaserne er engelsk porcelæn, derfor måtte de med på billedet…

Elizabeth er Forsvundet er den danske titel på en skønlitterær bog af Emma Healey, der på en ganske utraditionel og let tilgængelig måde tager fat på det svære tema: demens.

Det er en dement ældre dame, Maud, der selv fortæller historien, så vi er med på første række på en ganske ubehagelig rutchetur ind i glemslen. Stoppesteder på turen er fortvivlelse, forvirring, depression og raseri.

Samtidig er Elizabeth er Forsvundet en ganske veldrejet krimigåde, der slet ikke er fortænkt eller irriterende. For alle os, der kender et dement menneske, er der her tale om et sjældent indblik i den afgrund af rædsel, som den demente, med hælene skruet ned i jorden, alligevel ubønhørligt ryger ned i. Samtidig følger vi med hende tilbage til hendes barndom og ungdom, hvor hun tilbringer mere og mere tid, efterhånden som demensen skrider frem. Et dejligt og troværdigt indblik i tiden lige efter krigen blandt Englands arbejderklasse.

Jeg anbefaler bogen varmt til både krimielskere og folk med interesse i demens. Jeg har læst den engelske udgave, så ved ikke, hvordan den fungerer på dansk. Som oversætter er det interessant og temmelig nedslående at bemærke, at People’s Press ikke oplyser, hvem der har oversat bogen til dansk. Bibliotek.dk vil dog godt fortælle det: Ninna Brenøe.