Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Grønningen

2015-03-28 18.57.08
Den ene af to mulige katalogforsider. Der var frit valg.

Mon ikke jeg tidligere har set en udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen? Det tror jeg, men jeg har ingen specifik erindring om det. I år fylder foreningen så 100 år, hvilket fejres med en ekstra stor udstilling, der ikke alene fylder salene på Den Frie, men også de shabby-chic lokaler i Museumsbygningen ikke så langt derfra.

Jeg kan ret meget bedre lide Grønningens kunstnere end Corners, må jeg konstatere. Alligevel kan jeg ikke hitte ud af at skrive samlet om sådan en udstilling, for jeg har simpelthen svært ved at se nogen tydelig fællesnævner. Også på Grønningen er der kunstnere, jeg slet ikke bryder mig om, side om side med kunstnere, hvis værker jeg gerne ville snuppe med hjem NU.

I min vanlige lalleglade, positive stil vil jeg nøjes med at omtale de kunstnere, som jeg virkelig godt kan lide:

Et par stykker har jeg omtalt i anden sammenhæng, bl.a. Kirstine Roepstorff. Denne gang faldt jeg pladask for et stort maleri af nogle japanske papirslygter (det hænger i Museumsbygningen). Anette Harboe Flensborg støder jeg hele tiden ind i, og det største af de billeder, hun har med her er simpelthen fantastisk. Det ville passe helt fremragende i min stues store tomme rum…

Så i hastig rækkefølge – Leonard Forslund – meget speciel teknik som jeg ikke helt kunne aflure. Akryl på lærred står der uoplysende ved siden af billedet. Hjördis Haack – smukke drømmende billeder, der er sært og skønt beskåret. Tanja Koljonen der har fundet gamle papirer, hvorpå der engang har været monteret sommerfugle. En duft af fordums tid. Erik A. Frandsen bed jeg første gang mærke i, da jeg spurgte til udsmykningen i Kunstforeningen Gl. Strands store sal, hvor hans karakteristiske stålblomster udsmykker hele langvæggen. Siden har jeg set nogle lignende på auktion. Forleden så jeg så to store blomstermalerier hos Gallery Hans Alf, og her igen to blomstermalerier.

Astrid Kruse Jensens afdæmpede fotografier genkendte jeg fra Mikkels Atelier. Malene Landgreens geometriske billeder er jeg stødt på mange gange – jeg hæfter mig altid særligt ved dem, fordi min yngste søn er meget begejstret for hende. Endelig var der Peter Bonnén med fire fantastiske trillebøre, som ligger meget langt fra de skulpturer, der ses på hans hjemmeside.

I en klasse for sig selv er Jørgen Haugen Sørensen med sine hvide skulpturer, der alle har døden som tema. Jeg lærte Haugen Sørensen at kende for alvor, da hans skulpturer fyldte kælderen under Thorvaldsens Museum. Dér passede de altså godt!

Der findes faktisk en prisliste. Jeg må konkludere, at jeg ikke rigtigt har råd…

Share