The Circle af Dave Eggers

The_Circle_(Dave_Eggers_novel_-_cover_art)The Circle er ikke stor litteratur. Alligevel synes jeg faktisk, at de fleste moderne mennesker kunne have godt af at læse den, for den er et stykke ond, ond satire over det overvågningssamfund, som vi lukker ind af fordøren, anført af Facebook og Google med de offentlige myndigheder halsende i hælene.

Det geniale ved The Circle er netop, at alting gøres for vores eget bedste. Alle former for overvågning, uanset hvor invasiv, kan der argumenteres for med lutter plus-ord, og det gøres der effektivt gennem hele bogen. Man kan mærke, hvordan man suges ned i malstrømmen af gode intentioner, og hvor svært det er at fastholde sin modstand, når kriminaliteten falder, dårlig opførsel nærmest forsvinder, ingen børn nogensinde bliver bortført igen, you name it.

Jeg kunne mærke, at det var sundt for mig at stoppe op med jævne mellemrum og formulere min egen modstand midt i strømmen af “gode” argumenter. Heldigvis er der et par karakterer i bogen, der hjælper med modstanden – ellers kan man godt føle sig lidt alene i verden, som Palle, der altid taler til os, når vi hører Aflyttet på Radio 24/7.

Det er ikke nogen særlig tyk bog, og den er ikke videre krævende, så jeg synes, du skulle læse den. Der er noget at tænke over.

Dave Eggers er en mærkelig forfatter, hvis forrige bog A Heartbreaking Work of Staggering Genius, jeg læste uden begejstring. Formentlig derfor jeg kommer lidt sent til Circle-festen…

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

En dansk soldat

overkonstabel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det troede du ikke på. Men måske, hvis det havde stået på Facebook, postet af nogen du kender og stoler på? Faktum er, at jeg har fundet billedet på Forsvarsministeriets hjemmeside, jeg har ingen anelse om, hvad soldaten hedder, og han ser da lidt ung ud til at have børn… Teksten har jeg delvist kopieret fra memen herunder, der heldigvis gik sin sejrsgang på Facebook og Twitter inden jul. Jeg fandt den på Twitter hos @AdrianShort.

SgtBold

 

Desværre er der ofte eksempler på historier – meget ofte af racistisk tilsnit – der får forbløffende medvind på fx Facebook. Begynder man at søge efter navne, personer og steder i Google, dukker intet op – andet end den historie, man lige har læst. De historier, der får rigtig meget medvind, kommer så højere og højere op i Google, og til sidst lever de deres eget liv, helt uafhængig af fakta. For de uindviede – fx børn – er det ikke så ligetil at vide, hvordan man finder ud af, om sådan en historie er sand. Børn kan (heldigvis) have svært ved at gennemskue motiverne til at fabrikere sådan en historie, så de skal have hjælp. Af os.

Unge bruger Facebook virkelig meget…

Digitale Unge er en tænketank, der tænker dybe tanker om unge og sociale medier. De har netop offentliggjort en ny rapport med særlig fokus på de unges forhold til privatliv. Den udkom i sidste uge og jeg havde glædet mig til at læse den. Det har jeg så gjort nu, og jeg er måske nok lidt, øh, skuffet? Rapporten er udfærdiget af Gry Hasselbalck, Rikke Frank Jørgensen og Verner Leth. Disse tre udmærker sig ved at være næsten usynlige på nettet – enten er det en demonstration af, hvor dygtige de er til at opretholde et privatliv på trods af sociale medier eller også er det et udtryk for, at de forsker intenst i noget, de ikke har nogen reel berøring med. Eller måske begge dele?

In this photo illustration, a Facebook logo on a computer screen is seen through a magnifying glass held by a woman in Bern

Rapporten er baseret på fokusgruppe-interviews og konklusionerne er de følgende:

  • Facebook er en integreret del af de unges liv
  • De tilgår primært Facebook fra mobilen
  • Facebook er det primære sociale medie – der er øjensynlig ikke talt meget om andre medier i disse fokusgrupper
  • Der er en lang række uskrevne regler for, hvordan man agerer på Facebook
  • De unge bruger meget Facebook-grupper – fx. klassen, holdet, pigegruppen, sportsteamet
  • De unge ved godt, hvordan de fx skal “untagge” sig selv på fotos og også, hvordan de skal agere over for uønsket materiale
  • Ingen har læst Terms & Conditions (næh, virkelig?)
  • Mange af dem kom på Facebook, før de blev 13 år (Facebooks aldersgrænse)
  • De er klar over, at Facebook ejer retten til deres billeder – men de er ligeglade
  • De er ret afslappede over for, at myndighederne kan belure dem på sociale medier
  • – og i afdelingen for sjov og spas: Man er først rigtige kærester, når man har ændret sin status på Facebook. Og årsdagen er den på Facebook – ikke den dag, man først mødte hinanden.

Jeg ved godt, jeg interesserer mig mere for krydsfeltet mellem sociale medier og børn/unge end de  fleste. Men alligevel – kommer ovenstående bag på nogen?

Personligt ville jeg hellere have hørt, hvilke af de nyere sociale medier de bruger, hvad de synes om dem, hvorfor? Hvad de tror, der vil ske med sociale medier i de kommende år, etc. Og i forhold til privatliv ville jeg gerne have hørt om de unges holdninger til NSA m.fl.’s snabel nede i vores data og deres begrundelser for at være så relativt ubekymrede. Det kunne have været interessant at have konfronteret dem med nogle dilemmaer og bedt dem forholde sig til konkrete scenarier.

Jeg har henvendt mig til digitaleunge.dk, fordi de har en blog og ønsker sig gæstebloggere. Men jeg fik det svar, at jeg ikke arbejder akademisk med børn og unge, så mine evt. bidrag kunne ikke bruges.

 

Anonym sladderside på Facebook – findes der mange af dem?

En bekendt fra Twitter har gjort mig opmærksom på en – åben – sladderside fra en efterskole et sted i Danmark. I mine øjne er den aldeles grænseoverskridende og udtryk for mobning af grov karakter. Ofrene kan jo ikke gøre andet end at spille med, hvis de ikke vil fremstå som tøse m/k’er.
foto 2foto 2

Herunder kommenterer den anonyme på, at lærerstaben har opfordret til, at siden bliver lukket. I kommentarfeltet er der mest stemning for at lukke siden. Men folk er meget forsigtige med at udtale sig.foto 1

Hvad synes I? Jeg vil oprigtigt gerne høre kommentarer for og imod. Helst her på siden og ikke på Facebook/Twitter. Kommer der en god diskussion, skal jeg nok linke til den.

Argh, jeg har installeret en juletræsapp på Facebook

Christmas tree app

Nej, jeg har da ej. Men hvis jeg nu havde, kunne jeg tage den med ro, for den indeholder ikke en virus, hverken trojansk eller nogen anden slags. Så hvis du har hang til at dekorere andet end dit hjem med julehalløjsa, så er det i hvert fald ikke den falske virusadvarsel, der pt florerer på Facebook, der skal afholde dig. Geeksquad, der skam findes i virkeligheden, afviser, at de nogensinde har mødt sådan en virus. Det har de gjort siden 2010.Christmasappvirus

Jul jul jul.

Intet er så galt, etc. etc.

På denne blog tordner jeg imod delinger/videreformidling af forvrøvlede advarsler, fup-sider, phishing forsøg, osv. osv. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med. Alligevel blev jeg glad over at læse denne artikel fra Salon om, hvordan der kom noget godt ud af at klikke på et link, der viste sig at føre til et tilfælde af phishing.

Artiklen fik mig også til at tænke lidt ekstra over, hvor svært det er at finde den rette balance mellem at håne folk, fordi de er godtroende nok til at klikke på de her links, etc., og være forstående og tolerant over for det faktum, at ikke alle har sat sig ind i, hvad fx phishing er for noget. Jeg er jo klar over, at hån og spot sjældent fører til noget positivt, men samtidig vil jeg altså gerne fastholde, at det ikke kræver nogen som helst IT indsigt at skelne den store broderpart af al denne fup og svindel fra ordentlig hjemmesider og sande historier. Det, det kræver, er almindelig kritisk sans. Og sådan en er vi vel alle i besiddelse af (det meste af tiden)?

Jeg er selv faldet for fup og svindel flere gange. Fx klikkede jeg engang på et link i en Twitter DM (privatbesked) og genindtastede mit password, fordi jeg

  1. var meget søvnig
  2. for nylig havde kommunikeret med den person, linket kom fra
  3. teksten var plausibel

og jeg har delt en video på Facebook i den tro, der var tale om rigtige klip fra CCTV, skønt den viste sig at være en reklame. I øvrigt har Twitter nu fjernet muligheden for at indsætte links i DM’er. Så nu kan jeg igen ligge og tjekke min Twitterstrøm i halvsøvne uden risiko for andet end at skrive noget vrøvl.

Når det er sket for mig, har venlige folk gjort mig opmærksom på fadæsen, så jeg  hurtigt kunne rette op på skaden. Jeg bliver GLAD (og selvfølgelig flov) over at blive gjort opmærksom på mine faux pas, men jeg bemærker, at mange i stedet bliver fornærmede, også selvom man siger det virkelig pænt. Hvorfor?

Fjollet Facebook fup

Giraffes_wallpapers_142Altså, man skulle tro, at fup-kampagner på Facebook ville blive mere og mere raffinerede, efterhånden som folk finder ud af, at de ikke skal klikke på hvad som helst. Men det gør folk åbenbart ikke, for der er næsten ikke nogen snydekampagne, der er for dum til at folk klikker på den.

Se nu denne her, der kan opsummeres således: Først keder du dig nok til at deltage i noget gådehalløjsa, hvor du skal skifte dit profilbillede til en giraf (eller en zebra), hvis du ikke kan besvare gåden. Dernæst skifter du faktisk dit profilbillede, fordi du ikke kan svare på den tåbelige gåde. Hvorefter du så tror på, at nogen har inficeret alle giraf-billeder i Google Images med en virus. Jamen altså!

Tag jer nu sammen, folks, og tænk før i klikker og før I deltager i/deler konkurrencer m.m. på Facebook (og andre steder). Og lær lige jeres børn det ved samme lejlighed. Tak.

NB: Jeg ved godt, at sådan noget som det her er harmløst. Men det øger ikke ligefrem forståelsen af, hvad der rent faktisk ER farligt og KAN give virus/føre til phishing, etc.

Like hunting

knækcancer

Denne side, med næsten 160.000 likes er fake. Den er på overfladen harmløs, fordi selvom der ikke gives 50 øre per klik til Kræftens Bekæmpelse, så er de links, hvor man kan støtte Knæk Cancer kampagnen ægte nok ligesom de SMS-numre, der angives, tilhører kampagnen.

Siden er angiveligt startet den 22/10 (dvs. i går) – men det kan vel ikke passe med så mange likes? Og hvorfor starter man sådan en side? Jeg har søgt højt og lavt på fænomenet like hunting, men finder ikke svar, der tilfredsstiller mig. Der findes et fænomen, der hedder like-jacking, men det virker ikke, som om det er det, der er tilfældet her. Og normal like hunting går jo ud på at skaffe en masse likes til sit firma eller kampagne, som man så drømmer om at kapitalisere på en eller anden måde. Men det er jo ikke tilfældet her.

Læs her, hvad Kræftens Bekæmpelse selv siger om siden.

Mange har indrapporteret den til Facebook, men den er altså ikke taget ned endnu.

Følgende spørgsmål melder sig:

  1. Hvordan kan siden være startet 22/10 2013 og have 159.000 likes?
  2. Hvad er pointen med at samle likes på sådan en side her?
  3. Kan man, efter at have høstet likes på denne måde, gå ind og ændre siden, så man pludselig har adgang til alle disse Facebookbrugere med et andet budskab?

Hvis nogen kan hjælpe med svar, så skriv endelig. Jeg vil publicere det her og reklamere for det på Facebook og Twitter.

Tak til Tobias Egmose for at pege på siden.

Tilføjet 23/10 kl. 15:50: Der er kommet en form for forklaring på nedenstående i form af en kommentar. Se herunder.

Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

ADVARSEL!

Dette er en advarsel imod advarsler. Ret meta…

hackernekommer

Den ovenstående om hackerne er første gang spottet (på engelsk) i 2011. Jeg fik den i dag fra en Twitter-ven, der netop havde set den i sit Facebook-feed fra et ældre familiemedlem. Den har altså tumlet rundt fra Facebook-væg til Facebook-væg i mindst to år. Det bliver den ikke mere sand af. Læs på Snopes, der også beskriver, hvori de VIRKELIGE farer består.

Facebook privacy

Denne fandt jeg forleden i mit eget Facebook-feed. Den er også usand og faktisk enormt forvrøvlet, men spiller på nyheden om ændringer i Facebooks graph search. En grund til at disse historier spredes så nemt er nok, at der næsten altid er et gran af sandhed i dem og at det er “besværligt” at finde ud af, hvad der er op og ned i alle farerne, der lurer derude.

Tak til @amarorama for hacker-advarslen – jeg vil SÅ gerne have eksempler på al den slags fra jeres og jeres børns Facebook-strømme, så send meget gerne!

Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

En sand – og lykkelig – historie

artsteachers

Forleden faldt jeg over dette opslag på Facebook. Jeg skulle lige til at dele det, fordi det passer durk ned i mine egne forestillinger om, hvad der virker i en skole. Men så tænkte jeg mig heldigvis lige om – for det er jo præcis det, jeg forsøger at opdrage alle andre til ikke at gøre, altså at dele før vi tænker/checker. Når vi er lynhurtige på tasterne med likes og delinger, er det jo ofte for at sprede et budskab, som vi er enige i. Vores skepsis slår ofte først til, når der er tale om et budskab, vi IKKE er enige i.

Heldigvis viste det sig, at denne historie faktisk er ægte. Du kan læse mere om denne skønne og livsbekræftende historie hos MSN, Huffington Post, NBC og et longread i Boston Magazine. Men min pointe er, at det vidste jeg ikke, da min finger svævede over *del*-knappen!

Jeg efterlyser stadig historier, du falder over på Facebook eller andre steder, i din egen strøm eller i dit barns, som trænger til et kig i sømmene.

Vanvittig video hitter på Facebook

eller – det påstår BT i hvert fald i denne artikel.

Jeg var til Wikipedia-dag for nylig, hvor jeg i et oplæg udbredte mig om fup og svindel på nettet og bl.a. viste den video, jeg også har omtalt her på bloggen. En af deltagerne fortalte om videoen, der hentydes til i overskriften, og spurgte om jeg vidste, om den var ægte. Det gjorde jeg ikke, for jeg havde ikke hørt om den. Men angiveligt har den været vist på både DR og TV2.

Jeg lovede at gå hjem og grave. Det har jeg imidlertid ikke fået meget ud af – dvs. jeg ved stadig ikke, om videoen er ægte. Den ser endog meget overbevisende ud, men alligevel er der nogle ting ved den, der pirrer min mistro.

  • Den findes KUN på BT. BT siger, at den “hitter” på Facebook, men jeg har ikke kunnet søge mig frem til den, og ingen af mine sønner eller andre, jeg har spurgt, har set den i deres Facebook-strøm. Dermed ikke sagt, at den ikke er der – det er bare mærkeligt, at den ikke dukker op i mine ret omfattende søgninger.
  • Den er ikke på YouTube og ikke på Vimeo. Mao den skulle være lagt direkte ud på Facebook. Det forekommer som mærkværdig adfærd for unge af Jackass-generationen (man får over 2 millioner hits, hvis man søger på Jackass på Youtube).
  • Hvis videoen er lavet med greenscreen (Chroma Key) teknologi, giver ovenstående nogenlunde mening. Det gør det ikke, hvis den er ægte.

Har du oplysninger, der kan føre til en opklaring af dette “mysterium”, så skriv endelig en kommentar eller ping mig på Twitter. Det gælder også, hvis du selv er stødt på noget, der har vakt din undren.

NB: Læs lige hele BTs artikel om videoen, inden du farer i tasterne.

Social på mobilen

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Som nævnt i et tidligere afsnit, er også de sociale medier for alvor flyttet til de mobile platforme. Det gælder naturligvis Facebook, Twitter, Google+, Pinterest, m.fl. Herunder gentager jeg lige mig selv fra tidligere med en lille gennemgang af de sociale medier, der er baseret på at være mobile.

Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne/videoerne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er, som det ses af statistikken, mest piger, der bruger Instagram.

instagram

Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer… Vine er i høj grad blev det medie, der bruges til sjov og ballade. Trænger man til en opmuntring, kan man altid finde hylesjove “vines“, som de allerede hedder, lavet af både børn og voksne.

Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.
Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Dog – det bruges mest som et én-til-alle medie, hvor man fx sender et fjollet billede af sig selv til alle sine Snapchat-venner.

4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere, for at anbefale/advare mod et sted, eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Get Glue – endnu en mobil tjeneste. Den er ikke slået rigtigt an i Danmark endnu, men den eller en lignende vil helt sikkert snart blive et hit. Man checker ind på den film eller det tv-program, man sidder og ser, og så kan man se, hvem af ens venner, der har set det/ser det og hvad de evt. synes ligesom man kan se, hvad alle mulige andre ser og synes om. Et ganske ufarligt socialt medie.

Endelig er stort set alle mobilspil, som børn og unge gider bruge tid på, også sociale – i større eller mindre udstrækning.

***

Dette var sidste afsnit i den serie om børn på nettet, som jeg mere eller mindre havde skrevet i forvejen. Men jeg fortsætter med at skrive om dette krydsfelt, nok i høj grad med fokus på dissekering af kædemails, fup, phishing, spam, løgn og latin – for både børn og voksne. Jeg vil derfor sætte pris på alle links I kan sende mig til historier af tvivlsom karakter, mærkelige mails og forunderlige videoer, som I får i trawlet på jeres vej gennem nettet.