Slankekure virker ikke

De fleste af os, der har prøvet en eller flere, ved det jo godt. Men det kom bag på mig, HVOR veldokumenteret det er. Hvis man skal bekæmpe de sygdomme eller forebygge de sygdomsricisi, som overvægt kan medføre, kræver det de såkaldte livsstilsændringer, ikke vægttab – og det er fejlagtigt og forkert at ligestille de to ting, selvom det ene ofte medfører det andet. Mange former for vægttab foregår på måder, der er decideret usunde for både krop og sjæl. Dette longread fra Huffington Post om overvægt og samfundets behandling af den har virkelig sat sig i mig. Fundet i nyhedsbrevet Morgenpost.

Her er et par citater fra artiklen: “For more than a decade now, researchers have found that the quality of our food affects disease risk independently of its effect on weight.”

Another survey showed that two years of getting kids to exercise and eat better didn’t noticeably affect their size but did improve their math scores—an effect that was greater for black kids than white kids.”

“Developing countries with higher wages for women have lower obesity rates, and lives are transformed when healthy food is made cheaper. “

Samfund/miljø/politik

Ét altoverskyggende problem

“Danske museer har ét altoverskyggende problem ifølge ny undersøgelse: Gæsterne er primært højtuddannede kvinder over 50” – det er overskriften på en artikel i Kulturmonitor, som jeg desværre ikke kan læse. Og jeg skal indrømme, at den vinkling faldt mig for brystet – selvfølgelig i høj grad, fordi jeg selv er en del af det omtalte såkaldte problem.

Jeg delte artiklen og overskriften på Twitter og fik overvældende respons – heldigvis var de fleste enige i, at det dælme er en mærkelig vinkling: At gøre dem, der holder (kunst)museerne kørende, til problemet i stedet for at fokusere på dem, der ikke kommer. Og på museerne selv, der måske skal skrue på deres appel og deres markedsføring. Vi har til gode at se artikler, der gør de mange mænd på landets fodboldstadioner til et problem.

Opmuntrende kommentarspor i Journalisten

Det sker nærmest ALDRIG, at et kommentarspor er opmuntrende. Men her sker det. Det er en kommentar fra journalist Eva Aagaard til voldtægtsprogrammet på TV2 i bladet Journalisten.dk.

Mikkel Hertz får lov til at svare, og han gør selvfølgelig det, som danske medier i 99/100 tilfælde gør her i landet – fralægger sig ethvert ansvar. Men derefter er både mandlige og kvindelige kommentatorer helt på Aagaards side. Aagaard skriver helt centralt: “Hvis vi vil gøre det trygt for ofre at anmelde voldtægt, må vi slå fast, at en frifindelse ikke er ensbetydende med, at anmeldelsen var falsk.” Man skal altid huske, at anklagemyndigheden skal synes, at de har en sag, inden de anlægger den – det er jo ikke offeret, der anlægger voldtægtssager. Og her mente anklagemyndigheden endda, at der var grund til at appellere til landsretten. De fik så ikke medhold, men altså…

Drabet på Bornholm

Jeg har læst 3-4 af de seneste dages grundige artikler om drabet og de racistiske drabsmænd. Hvis det er lykkedes dig at undgå det, kan du læse eller lytte denne fra Zetland, der er yderst sober. Men alle konkluderer de, at den dræbtes venner fastholder, at brødrene var venner med den dræbte, og at mordet derfor ikke kan have noget med racisme at gøre. Men det er altså en falsk præmis, folks! Hvor mange gange har man ikke hørt folk sige, “jeg har en ven, der er *indsæt ikke-dansk etnicitet*, så jeg kan ikke være racist.” Det forudsætter, at racister er logisk tænkende, hvilket de sjældent er. “Min kone er thai, så jeg er ikke racist”.

Politiken og #MeToo

Politiken har lagt spalteplads til virkelig meget kritik af #metoo-bevægelsen – blandt andet flere indlæg af Marianne Stidsen og senest til en kronik af den frikendte fra voldtægtssagen, jeg også nævner længere oppe. Dorte Toft har skrevet en arrig kronik om Politikens behandling af kvinder. Desværre bag paywall, men skulle du have adgang, så er den dejligt hvas på Dorte-måden.

Nu hvor feminist-låget er røget af…

… kan jeg lige give ondt af mig over, at OK Benzin har indgået sponsoraftale med Foreningen Far, der under et dække af at ville børnenes bedste, i mange sager har medvirket til grov chikane af mødre. Jeg finder et andet sted at købe min benzin.

Frafaldne Trump-vælgere

6% af de vælgere i de såkaldte “battleground States” i USA, der stemte på Trump i 16, vil ikke stemme på ham i år. De fortæller her hvorfor. Man kan jo glæde sig over, at det i høj grad handler om hans dårlige opførsel. Og så Corona selvfølgelig.

Julian Assange

Jeg har skrevet det før, og jeg gør det gerne igen. Uanset, hvor lidt du bryder dig om ham, så overvej lige, hvad det er, USA anklager ham for, og hvad han risikerer at måtte bøde for det, hvis England udleverer ham. Husker du billederne af amerikanske soldater, der skyder ubevæbnede irakere fra en helikopter, mens de morer sig over det? Det var Wikileaks’ fortjeneste, at vi så den film – og fik mange andre afsløringer. En gruppe læger har skrevet en forbøn for Assange i The Lancet, fordi de mener, at hans liv og helbred er i fare pga. den måde, de britiske myndigheder behandler ham på.

Guillotineret i 1977

Tænk, den sidste gang Frankrig brugte guillotinen var 1977. Du læste rigtigt, ikke 1877, men 1977. Læs den skrækkelige historie her.

Teknologi

Racistisk, sexistisk datasæt

MIT har fjernet datasæt, efter at en forsker har påvist, at mange billeder er forsynet med racistiske og sexistiske annotationer, skriver Version2. Kunstig intelligens er ikke neutralt, før de data, intelligensen er baseret på, er det.

Microsoft og Facebook i problematisk samarbejde om streaming

Julie Horup forklarer det langt bedre, end jeg kunne, i sit nyhedsbrev TrykStart.

Om os

Det her har vi brug for

Dan Bjørneboe har delt Master Fatmans sidste interview, der stod i Børsen få uger før hans død. Det fik jeg ikke læst dengang. Og, ærligt talt, det var lige, hvad jeg godt kunne bruge!

For meget tid og for meget plads og for mange ting

Rasende tårer

Det sker for mig – jeg har i det hele taget let til tårer, men som oftest er det egentlig okay. Man fælder en tåre, når man bliver ked af det, eller bare når man bliver overvældet af følelser – det kan også være, når man læser eller ser noget sørgeligt. Men vredestårer gad jeg virkelig godt være fri for, for de står i vejen for, at jeg kan give udtryk for, hvorfor jeg er vred. Her er nogle bud på, hvordan man kan reducere risikoen for at begynde at tude på arbejde, når man føler sig rigtigt uretfærdigt behandlet.

Kunst og kultur

Honeyland

På filmstriben ligger et lille dokumentar-film mesterværk, som min fysioterapeut fortalte mig om. Und dig selv et lille frikvarter og se den.

De professionelle om statuer

En kunstner og en museumsinspektør mener noget om statuer i det offentlige rum. De har tænkt over det og bruger deres faglighed…

En professionel om bæredygtigt byggeri

En arkitekt med speciale i restaurering får sagt et par borgerlige ord om, hvor bæredygtigt det egentlig er at rive ned for at bygge nyt. Indlægget står i Politiken og er desværre indtil videre bag paywall.

Jazz

Nu har jeg igen forsøgt mig med at høre live jazz. Det gik heller ikke denne gang, så jeg giver snart op. Ikke engang med alderen blev jeg et jazz-menneske. Men måske bliver jeg et country-menneske? Yngstesønnen var faldet over en moderne country-sang, og jeg blev sgu helt forelsket i den.

Share

Livsstilsfeminisme Nej Tak

Jeg har læst en rasende bog. Der kan siges meget godt (og skidt) om tekster, der er skrevet på en ren følelse, men inciterende og måske endda inspirerende er de næsten altid. Jessa Crispin er simpelthen sk***sur på det, hun kalder livsstilsfeminisme. Det gælder både 4.-bølge feminister og det faktum, at man nu ser t-shirts med feminist-motiver på catwalken og i butikkerne. Dvs. at det nu er blevet så mainstream at være feminist, at alle og enhver kan kalde sig det uden at frygte “patriarkatets hævn”.

Hvorfor jeg ikke er feminist

Bogen hedder “Hvorfor jeg ikke er feminist“, mens undertitlen er: “Et feministisk manifest“. Det viser klart, hvor Crispin vil hen. Hvis vi bare er feminister på “alle skal da bare have lige meget lov til at vise deres (pæne) krop frem og sidde i bestyrelser“-måden uden at sætte handling bag ordene, så skal vi tie stille! Uden at falde i intersektionalitetens talrige faldgruber, minder hun os om, at hvis vi ikke også kæmper for de knap så fotogene minoriteters lige rettigheder, så har vi ingen ret til at kalde os feminister.

Vigtige spørgsmål

Et sted i bogen stiller hun nogle vigtige og temmelig penible spørgsmål: Har feminismen gjort verden til et bedre sted? Ikke bare for mig mig mig, men for både mænd og kvinder på alle niveauer i samfundet? Og dernæst: har feminisme skabt et rum, hvor mænd kan udleve traditionelt feminine værdier på samme måde, som kvinder kan udleve traditionelt maskuline?

Når stigen trækkes op

Dette er ofte diskuteret, når vi taler om feminisme med et hvidt, vestligt perspektiv. Rækker vores feminisme kun, til vi selv har opnået vores egne mål? Trækker vi så stigen op efter os og hjælper ikke andre end os selv? Er det derfor, så mange succesrige kvinder fornægter feminismen? Når vi selv har nået et niveau, hvor det giver mening at bruge en evt. skattelettelse til at købe hjælp i hjemmet, lukker vi så øjnene for, at en sådan skattelettelse aldrig vil komme det store flertal af kvinder, der fx kæmper med at nå at hente børn, fordi de arbejder i detailhandlen, til gode?

Outrage-kulturen skader feminismen

Som eksempel bruger hun sagen om Nobelprismodtageren Tim Hunt, som hun kalder en decideret heksejagt. Jo jo, hans kommentar var måske uovervejet, men at få ham fyret? Mange mennesker har brugt mange timer på en sag om en mand, der fik formuleret sig kluntet, men som ifølge alle omkring ham er et ordentligt menneske. Spild af tid mens der går folk rundt, som virkelig er giftige for samfundet, men som er kloge nok til ikke at fremsige offhand kommentarer i offentligheden. Når folk får sagt noget dumt på Twitter, kan vi så ikke bare starte med at spørge, om det virkelig var det, de mente? Og dernæst have en samtale med dem, hvor vi måske oplyser dem? Fremturer de så, ja så er outrage måske berettiget. Eller måske skal vi bare passere gaden…

Hævn er noget l***

At få en tilfældig mand fyret for sexistiske synspunkter, fører faktisk ikke rigtigt til noget – andet end måske til, at sexistiske mænd bliver bedre til at lægge bånd på sig selv i offentligheden. Det ændrer ikke deres tankesæt eller deres adfærd, når der ikke er nogen, der kigger. Som feminister skal vi ikke gå efter hævn. Den enkelte mand skal ikke stilles til ansvar for århundreders kvindeundertrykkelse. Vi skal gå til kamp mod systemisk undertrykkelse. Ikke bare undertrykkelse af kvinder, men alle former for undertrykkelse.

Livsstil

“Alt for længe har feminisme bevæget sig væk fra kollektiv handling og kollektiv fantasi over imod at være en livsstil. Livsstil forandrer ikke verden.”

Det var  – næsten – afslutningen på Crispins opråb. Desværre savner jeg lidt nogle forslag til, hvad vi så skal gøre. Men jeg var glad for at læse bogen og har især taget hendes betragtninger om outrage og hævn til mig.

Og grundbudskabet: at kvinders kamp mod mænd og mænds kamp mod kvinder er ødelæggende for vores fælles kamp for en bedre verden – det er sgu svært at være uenig i!

Jessa Crispin

Bookslut

Jessa Crispin har tidligere haft online-magasinet Bookslut, der eksisterede i krydsfeltet mellem feminisme og litteraturkritik og altså var meget bredere end blot anmeldelser af feministisk litteratur. Ærgerligt, at hun stoppede sidste år. Nu har hun en Tumblr, der – som Tumblr’er flest – er meget billedbåren. Eller du kan følge hende på Twitter.

Share