Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Share

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

The Dressmaker

Kate Winslet er den ultimative diva i the Dressmaker

Med den skønne og inspirerende Judi var jeg til forpremiere på den australske film The Dressmaker i Nordisk Films biograf på Frederiksberg. Det var en blandet oplevelse, men det vender jeg tilbage til. Når film handler om noget med kunst eller mode, så hiver jeg Judi med ved øret, for hun har de bedste indsigter!

Alene fra titlen kan man jo regne ud, at filmen har noget med tøj at gøre. Og skal jeg bedømme den alene på kostumerne, så får den 5 stjerner. Desværre lever resten ikke helt op til forventningerne, som var høje, fordi filmen har vundet en masse priser hjemme i Australien.

Judy Davis

Nu hører jeg til dem, der synes, at Kate Winslet er ret skøn, men hun er ikke rigtigt udfordret i denne rolle. Det er Liam Helmsworth heller ikke, men er han nogensinde det? Hans “hunk”-look appellerer slet, slet ikke til mig, og jeg syntes, han var fejlcastet. En anden skuespiller, der bestemt ikke var fejlcastet, og som var en fryd gennem hele filmen, selvom hendes rolle ved Gud ikke bød på nogen indre logik, var Judy Davis. Hun er skøn!

Filmen benytter sig af den klassiske lystspilsformel,  hvor der er elementer af både tragik og komik, noget der har virket helt tilbage til Shakespeares dage. MacBeth nævnes flere gange, men The Taming of the Shrew ville nok have været mere passende. Der er flere voldsomme temposkift og stemningsskift, og jeg tror nok, jeg synes, det er for voldsomt, så filmen gaber over langt mere, end den kan tygge, så at sige. Selve historien havde måske egnet sig bedre til drama end til komedie.

Filmen har mange sjove og gode elementer, men i sin helhed holder den ikke. Der var dog et par damer til stede i biografen, som tydeligvis fandt den helt fantastisk morsom. De grinede i hvert fald m e g e t højt.

Filmen har premiere 14/7.

Tilbage til “filmoplevelsen” – noget jeg flere gange har været med til at diskutere med repræsentanter fra filmbranchen på Twitter. Her var som sagt tale om en forpremiere, specielt til folk, der modtager nyhedsbrev fra kino.dk. Nyhedsbreve, der i øvrigt ofte har den inspirerende overskrift “Ugens film i din biograf”… Anyway, før filmen begyndte, kom en mand i Nordisk Film T-shirt ind og fortalte lidt om den. Det var sådan lidt underligt, for han glemte fx at fortælle, hvem han selv var, og han var ikke særlig velforberedt.

Andre steder, når man kommer til forpremiere, er der gjort mere ud af det. Fx har man fundet en relevant sponsor, der byder på et glas vin eller en snack eller noget, og man har en person, der ved hvad hen taler om, til at præsentere filmen, så man får lidt mere med hjem, end hvad der står på de første fem linjer på IMDB. Derudover sad Judi og jeg på stole, der med jævne mellemrum vibrerede så meget, at det føltes som at sidde oven på en centrifugerende vaskemaskine. Og i samme øjeblik efterteksterne begyndte at rulle, tændtes rengøringslyset i biografen. Ja ja, en fejl sikkert, men sgu alligevel temmelig uprofessionelt. Sluttelig er der dette påbud, som findes i alle Nordisk Films biografer, og som jeg finder decideret fornærmende:Nordiskfilm

Undskyld, men hvad bilder I jer egentlig ind? Jeg synes faktisk, det er okay, at man ikke må nyde medbragt slik, etc. i foyeren, men reglen gælder også i biografen. Nordisk Film oplyser dette på deres hjemmeside:

Det er ikke tilladt for vores gæster at medbringe eget slik, sodavand, popcorn m.m. og nyde dette i biografen herunder i salene. Årsagen til dette er, at biografen dels er et sted, der byder på gode oplevelser men samtidig er vi en virksomhed og det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholder vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag. Vores forbud mod medbragt slik, drikkevarer mv. er i tråd med de regler, som man har i andre virksomheder lig vores så som koncertarrangører, teatre, sport, cafeterier og restauranter samt ikke mindst andre biografer, som har tilsvarende forbud.

Ikke alle biografer opretholder dette forbud, skulle jeg hilse og sige. Hvis nu der kun solgtes “ikke-støjende” og “ikke-svinende” slik m.m. i biografens foyer, så kunne jeg sagtens forstå det. Men sådan er det jo ikke! Til gengæld kan folk, der gerne vil nyde noget, men ikke ønsker at spise metervare-slik eller drikke klamme colaer eller dårlig kaffe til overpriser, så ikke medbringe noget. Klart, vi overlever, men det bidrager saftsuseme ikke til en positiv biografoplevelse.

Share

Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Dheepan

Dheepan_posterHvis jeg kunne tvangsindlægge Inger Støjberg og alle hendes venner i og uden for regeringen til noget, så skulle det være at se denne film, der med god grund vandt guldpalmerne sidste år.

Der er ikke tale om en ynkehistorie om flygtninge, men vi foretager simpelthen et dyk ned i den verden, hvor indvandrere, flygtninge, kriminelle og andre af samfundets outcasts befinder sig. Som jeg også skrev i går, udmærker al god kunst sig ved at være loyal over for de personer, den beskriver. Således også her. Hverken Dheepan eller hans “kone” eller “datter” er uskyldsrene eller opfører sig særlig eksemplarisk, det samme gælder alle de øvrige karakterer i filmen. Men vi ser, hvor de alle sammen kommer fra, uden at vi behøver bifalde deres handlinger eller forstå dem. Filmens instruktør Jacques Audiard kender dem alle sammen og fortæller os om dem.
Jacques Audiard
Dheepan handler om en tidligere Tamilsk Tiger, som har brug for en familie for at komme ud af Sri Lanka hurtigt. Desværre er hans egen familie død i krigen, så han må skaffe sig en ny. Han finder en kvinde og hun finder en pige af passende alder, og det lykkes dem at komme til Frankrig med falske papirer. Hovedparten af filmen foregår i et ufatteligt nedslidt socialt boligbyggeri, hvor Dheepan får jobbet som vicevært og de bliver installeret i en forfalden lejlighed, hvor de skal finde ud af, om de skal blive ved med at lade som om, de er en familie, eller om de skal forsøge sig med faktisk at være en. Der er konflikter med de bander, der kontrollerer området, og anspændte møder med venner og fjender fra det gamle land.

Ja, faktisk kommer vi nok rundt om de fleste typer af problemer og konflikter, som flygtninge møder i det nye land, hvor de starter på stigens underste trin i enhver forstand. Visse politikere får det til at lyde så nemt at løsrive sig fra sit miljø, sin religiøse/kulturelle baggrund, fattigdom, sprogvanskeligheder, etc. Men som det fx ses i TV-serien The Wire, som jeg tænkte på flere gange, mens jeg så Dheepan, er det en hel del lettere sagt end gjort. Det er både skræmmende og rørende!

Filmen kan stadig ses i Grand og Øst for Paradis, folk uden for de store byer må nok desværre snyde sig til den. Eller vente-vente-vente, så kommer den nok på DR2 en skønne dag.

 

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share

Himlen over Havana

Himlen over HavanaHimlen over Havana er den danske titel på denne franske (!) film, der allerede havde premiere i 2014. Jeg havde nu ikke hørt om den, før jeg så den på plakaten hos Grandteatret. Da vi påtænker at tage til Cuba på sommerferie, var det jo oplagt at se denne, hvor Havana/Cuba er den store medspiller og bagtæppe.

Gamle venner mødes i anledning af, at en af dem kommer tilbage fra 16 års eksil i Spanien. De er alle så sårede af det, de opfatter som de andres svigt, at vi hurtigt får skrabet fernissen af – først ryger facaden på én, siden på dem alle. Den gode cubanske rom og dyr importeret whisky hjælper med til, at det går hurtigt. Hele filmens handling udspiller sig på under et døgn.

Den handler i høj grad om den politiske undertrykkelse, både før og nu, men først og fremmest om, hvad der sker, når midaldrende mennesker som mig bliver desillusionerede. Pyh, det er trist! Jeg småtudede faktisk gennem det meste af filmen, fordi jeg bare ikke kunne bære at se disse mennesker og deres kolossale skuffelse over tilværelsen!

 

Share

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

Share

Youth – en film om at blive gammel

Michael Caine

Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.

Share

The Revenant

Revenant_mess

Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.

Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.revenant_DiCaprio

Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.

Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.

I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.

Somebody, please explain!!!!

PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.
Share

Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Share