Motley’s Law – om en ægte badass

2016-01-27 20.34.57Hovedpersonen i denne absolut fremragende DANSKE dokumentarfilm er nok den mest badass kvinde, jeg nogensinde har set på film, måske bortset fra The Bride i Kill Bill filmene. Men hov vent, hun er jo fiktiv!

Jeg havde læst om filmen og påtænkte også at se den, fordi jeg er blevet ret optaget af Afghanistan efter at have oplevet, hvordan en del forskellige kunstnereforfattere og dokumentarister er optaget af dette helt særlige og særligt plagede land. Men så var jeg så heldig, at få en billet til premieren i Grand forærende af en veninde, der kender min smag!

Filmen er lidt af et Columbus-æg, fordi den lykkes på flere planer. Man kan måske sige, at det skulle være enkelt at portrættere en kvinde som Kimberley Motley, der har personality i overflod og tillige ser knaldgodt ud. Men sådan er det ikke – for vægten kunne have været lagt mange forskellige steder. På at hun er kvinde, på hendes “fravalg” af familien, på korruptionen i Afghanistan, på det farefulde i hendes job. Men vægten er ikke lagt noget bestemt sted, og afvejningen fungerer fantastisk. Fx får man lige et lille indblik i, at nogle af dem, der har mest ondt i r****, er hendes børns skolelærere og kammeraternes bitchy mødre. Pyh! Langt det bedste er dog hendes samtaler med klienterne og med embedsmænd og dommere i Afghanistan. Hun er mere cool end cool! Et andet plan, som filmen lykkes på er selve det filmiske. Der er SÅ mange fede billeder – altså ikke sådan nogen glittede panorama-nogen, men intense og flotte og meget sigende om landet og befolkningen. Og så er der små lækre detaljer – fx så benytter den “moving titles” – jeg ved ikke, hvordan det beskrives på dansk. Den gør det kun ganske få steder, og det har en fed effekt.

Så stort, stort tillykke til Nicole N. Horanyi og filmselskabet Made in Copenhagen med denne film. Den har allerede vundet flere priser – jeg gætter på, at den vinder mange flere.

Er du så uheldig at bo et sted, hvor biffen ikke viser dokumentarfilm, så kan du indtil videre nyde Ms. Motley i TED-talk’en herunder. Desværre bander hun kun en enkelt gang i talen – i filmen bander hun som en havnearbejder. I like ;-)

Share

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Share

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

Share

Sufragette

Annie Kenney and Christabel Pankhurst

Jeg “snød” en mandlig ven til at se denne film. Det var faktisk ikke med vilje, men udløst af Weekend-Avisens filmklubs latterlige rabatsystem. Men det er en anden sag. Efterhånden som filmen skred frem, sank jeg længere og længere ned i sædet af frygt for hans dom, for jeg syntes desværre ikke, den er god. Tag ikke fejl, jeg synes emnet er enormt spændende, og jeg forstod først selv omfanget af de engelske sufragetters kamp efter læsning af The Children’s Book af AS Byatt for nogle år siden. Jeg synes faktisk også, at det er en knaldgod vinkel, man har valgt at anlægge, hvor det hele ses fra en almindelige arbejderkvindes POV.

Hvorfor kan du så ikke lide filmen, spørger du nu med god grund. Jamen, fordi jeg ikke synes, den har en spændingskurve og en fortællerytme, der gør den til en god film som værk betragtet. En anden biografgænger sagde bagefter, at det bedste ved filmen var efterteksterne, hvor man kan se, hvornår kvinderne i de forskellige lande fik stemmeret. Til sidst står der: “Saudi Arabia: Women have been promised voting rights.” Og hvis det er det bedste ved en dyr spillefilm med Meryl Streep på rollelisten, så er den vel ikke særlig vellykket og skulle måske have været en dokumentar? Og ja, jeg ved godt, at det i alt for stort omfang kun er de allerede oplyste, der ser dokumentarfilm.

I øvrigt syntes min ven godt om filmen, for han kendte ikke historien om sufragetterne særlig godt, så han opfattede den som “opdragende/oplysende”. Det var heldigt – så må jeg godt bestemme filmen igen en anden gang!

Share

99 Homes

99homes

En virkelig god film, som man ikke ryster af sig lige med det samme. Man forstår, hvordan man kan glide (næsten) ubemærket ned ad den moralske rutchebane, indtil man pludselig er i færd med at gøre ting, man aldrig havde troet, man ville gøre. Og filmens skurk viser tydeligt og med ækelt overbevisende argumentation, hvordan det er muligt overbevise sig selv om, at man har “ret” til den amerikanske drøm, også selvom det er på andres bekostning.

Folk med hang til Liberal Alliance kunne med fordel se den. For den viser, hvilken slags samfund vi hurtigt kan få, hvis den galopperende, uregulerede kapitalisme slippes løs. Desværre går den ikke længere i København, men jeg ser på Kino.dk, at den går i Nordkraft i Aalborg en enkelt dag endnu. Ifølge Moreflicks kan man ikke engang købe den på iTunes, hvilket jo er lidt mærkeligt. Men filmdistribution er en gådefuld disciplin, så hvem ved, hvor 99 Homes pludselig dukker op?

Share

Ham der James Bond

Jeg var virkelig vild med Skyfall. Altså, jeg synes simpelthen, det er den bedste Bond-film, der er lavet. Og ja, jeg har set dem alle med undtagelse af den med Lazenby.

Men jeg var skuffet over Spectre. Den havde elementer her og der, der var på højde med Skyfall, men den var simpelthen så ujævn. Det ene øjeblik smilte jeg henført (da jeg slet ikke er uimodtagelig over for Daniel Craigs charme), det andet krummede jeg tæer. Den meget kulørte indledning på Day of the Dead i Mexico City er flot og fejende i bedste Bond-stil. Mens den næste, sekvensen med sangen (som jeg heller ikke kan lide) og credits, er decideret pinagtig med olierede kvinder, der smyger sig op ad en halvnøgen Craig. Helt ærligt!

Hele familien var temmelig rystede over, at den ultrakorte sekvens, hvor Bond kysser lidt på en ældgammel kvinde, skulle gøre det ud for begyndende ligestilling i Bond-universet?

Selvfølgelig er Jesper Christensen fabelagtig i rollen som døende og angrende skurk. Men han er næsten altid fabelagtig, så det var ikke så mærkeligt.

CraigHerrerne bedes bemærke, hvordan et jakkesæt skal sidde. Der er faktisk ret få mænd, selv på film, hvor de ellers får hjælp af både stylingmæssig og økonomisk karakter, der bærer virkeligt velsiddende jakkesæt. Men det gør Craig igennem hele filmen – hold nu op, hvor den ellers dødtriste uniform ser godt ud på ham!!

Jeg har postet denne lidt alternative Bond/Bourne-film (embedding ikke tilladt) på Facebook tidligere. Men I får den lige igen, for hvis I ikke allerede har spildt penge på Spectre, så se denne i stedet og bliv glad. Instant humørpille!

Share

Me and Earl and the Dying Girl

MeEarlDyingGirl-219x219

De fleste teen-movies falder ikke i sønnens smag. Men jeg tænkte, at denne nok gjorde, så vi smuttede i Gloria og så den.

Den er det, man med et godt gammeldags ord kan kalde sørgmunter. Sine steder er den grinagtig og tåkrummende, andre oprigtigt rørende og – selvfølgelig – sørgelig. Fyren, der spiller den goofy hovedperson, er simpelthen så skøn. Kikset og dejlig på én gang. Så slæb dine halvstore teens i biffen. Er du selv vild med filmklassikere fra 60’erne – 80’erne, så er der simpelthen så mange guldkorn at hente – de falder tykt og tæt.

Share

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share

Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Share

Heaven’s Gate & Sense8 (m.m.)

Lørdag eftermiddag sad jeg og scrollede ned igennem mine venner og bekendtes regnbuejubel på Facebook, da jeg faldt over en filmanbefaling fra Lars Kjær, som Københavnere på min alder vil huske fra The Voice. Jeg har ret stor tillid til Lars, når det gælder den slags, og filmen, Michael Cimino’s Heavens Gate, startede på DR2 kl. 15:30, klokken var 15:28, og jeg havde aldrig set den. Så jeg slængede mig i sofaen og så denne mærkværdige film.

Lars skrev bl.a.

Premieren var næsten et år forsinket og filmen blev sablet af både kritikere og publikum, som kun lagde 1,3 millioner dollar i billetlugen. ‘Heaven’s Gate’ blev taget af plakaten efter blot en uge og blev igen omredigeret til nu kun 2½ time og overlevede blot endnu en uge i biograferne.
Roger Ebert kaldte den nedredigerede udgave det mest skandaløse filmiske spild af tid og Joe Queenan kaldte filmen den hidtil værste.

Som han skrev:

– Dette er en film der ødelagde instruktørens karriere. Dette er en film der tabte så mange penge, at den i bogstaveligste forstand kørte et stort amerikansk filmstudie konkurs. Dette er en film om Harvard-uddannede revolvermænd, der kæmper mod østeuropæiske landarbejdere i et episk slag om den amerikanske sjæl. Dette er en film der har franske Isabelle Huppert i hovedrollen som riffelbærende cowgirl. Dette er en film hvor Jeff Bridges kaster op mens han står på rulleskøjter. Dette er en film der byder på fem minutters uafbrudt violinspil af en violinspiller OGSÅ på rulleskøjter. Dette er en film der trodser enhver mening…

Og filmen ødelagde da også Ciminos karriere indenfor film – eller rettere, det gjorde han selv – men også Kris Kristoffersens gryende karriere som filmstjerne blev kraftigt opbremset.

Filmen er dog bedre end sit ry, så se den endelig og oplev blandt andre Mickey Rourke i sin kun anden filmrolle og Willem Dafoe i sin allerførste.

Selvfølgelig er den for lang. Nævn mig en 3 1/2 time lang film, der ikke er for lang!? Men den har ret fantastiske momenter og fremragende skuespil, og den har et smukt og neddæmpet billedsprog, læg fx mærke til kvindernes kjoler i åbningsscenerne på Harvard. Det var vildt at sidde og se alle de mange superstjerner (filmen er fra 1980) optræde i små og store roller mellem hinanden – ikke mindst Jeff Bridges er så skøn, så skøn i en større birolle – ved navn John Bridges, sgu! Se fx dette billede.

Slutningen fatter jeg slet ikke. Hvis en eller anden filmkyndig vil forklare mig, hvordan den giver mening, så lytter jeg gerne.

Den kan ikke ses på nogen af streaming-tjenesterne, men købes på amerikansk Itunes for 10$. Mon ikke den kan fås endnu billigere i en video-butik? Kan i øvrigt anbefale sitet moreflicks.com, hvor man kan søge efter film og tv-serier på tværs af platforme, så det er let og hurtigt at finde ud af, om noget bestemt er tilgængeligt for én.

Nu hvor jeg én gang har indrømmet, at jeg ikke tilbringer al min tid på kunstmuseer og med lærde bøger, kan jeg lige anbefale et par tv-serier. De er begge Netflix-egenproduktioner. Det bliver de ikke dårligere af – snarere tvært imod. Den ene hedder Bloodlines, et familiedrama af de maveknugende. Meget seværdig.

I den anden er jeg dér, hvor jeg ikke kan holde ud, hvor længe jeg skal vente til næste sæson: en scifi-serie, instrueret af The Wachowskis (Matrix) kaldet Sense8. Den er grundlæggende spændende, meget farverig, og en stor del af personerne er LGBT. Der er et par nye skuespillere, som jeg er meget imponeret af: Den sydkoreanske Bae Doona, som kan udtrykke en hvilken som helst sindsstemning med en trækning ved øjet eller ved munden. Virkelig imponerende. Og Jamie Clayton der spiller en transkvinde og hacktivist med enorm overbevisning. De andre er også gode, men de her to er exceptionelle.

Musikken er en anden force ved serien. Den er til dels skrevet af den tyske filminstruktør m.m.m. Tom Tykwer, der også har skrevet musik til Cloud Atlas. Jeg har jo en svaghed for klassisk musik, og jeg er vild med den måde Beethovens lyse, vidunderlige femte klaverkoncert bruges i en af de sidste episoder. Åh, mere af den slags super-original udnyttelse af klassisk musik!

Forbrugeroplysning: som i de fleste moderne tv-serier er der en hel del vold og også ret meget sex i serien, meget af den homo. I modsætning til volden er flere af sex-scenerne ret poetiske. Og der er mindst én synlig penis. Halløjsa! Den uskyldige indiske pige, der ser den, forklarer senere over for sin guddom: He has a very large…. large…. trunk! Hendes guddom er Ganesha

Share

Flugten til Friheden

Åh, hvilken skøn film. I en halvtom ikke særlig stor sal i Grand, så vi denne helt neddæmpede fransk/algierske film med den helt uovertrufne Viggo Mortensen i hovedrollen, som Camus‘ forlængede arm, der desperat ønsker at gøre det rigtige, men hele tiden finder ud af, at det, der er det rigtige for den ene, slet ikke behøver at føles spor rigtigt for den anden. En smertefuld lektion, ikke kun for Daru, som Mortensen hedder i filmen, men også for os, tilskuerne.

Filmen er meget brun. Det algierske landskab er brunt, brunt, brunt og goldt, goldt, goldt. Når man går ud af biografen, kan man næsten mærke støvet klistre til en. Vi er i 1954, i starten af den blodige algierske frihedskamp mod franskmændene. Daru bliver udsat for et ægte Camus’k dilemma, og vi følger ham med hjertet i halsen, mens han træder dydens smalle sti.

Jeg læser normalt aldrig interviews med skuespillere – det interesserer mig dybest set ikke, hvad de mener om de roller, de spiller. Men jeg læste flere interviews med Mortensen, fordi han virkelig har engageret sig i denne film, og fordi man bare MÅ beundre en mand, der har haft alle muligheder for at vælge den lette vej, men hver gang har valgt én, der var sværere. Han taler flydende fransk og – så vidt jeg kan høre – ganske glimrende arabisk. Og han er stærkt optaget af Camus og helt inde i de voldsomme konflikter, der udspilledes blandt franske intellektuelle i forbindelse med krigen. Meget spændende læsning, for én gangs skyld. Filmens danske titel er i øvrigt lidt flad, den franske/engelske titel Loin des Hommes/Far from Men, er meget mere rammende.

Og apropos kvindens stilling (gårsdagens boganmeldelse), så kan filmen jo slet, slet ikke bestå Bechdel-testen. Der er nemlig kun kvinder med i ca. 5 minutter af den. Så det.
Viggo Mortensen TIFF 2011
Og for at det nu ikke skal blive alt for højspændt, så er Viggo da også en fryd for et par midaldrende kvindeøjne.

 

Share

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Share

Gensyn med Blade Runner

På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.

Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.

Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.

Share

Et gensyn med The Hours

Jeg har genset denne fantastiske film. Den har længe vinket til mig fra Netflix’ hylder, og nu passede den til humøret.

Igen tænkte jeg, at NU må jeg også se at få genlæst Mrs. Dalloway, som jeg ikke har læst, siden jeg var ung, og, ærligt talt, jeg fik sgu ikke meget ud af den dengang! Jeg mistænker, at jeg vil elske den i dag. Jeg har aldrig læst Cunninghams bog – sku’ jeg det?

For os heldige, der ikke lider af sygdomme i sindet, og som ikke har det helt tæt på, er filmen ganske ubærlig, fordi både Virginia (Nicole Kidman) og Laura (Julianne Moore, der fortjent vandt en Oscar) viser os, hvor forfærdeligt det er at leve med dæmonerne.

Hvis du ikke har set den, eller ikke har set den siden dengang, så gør dig selv den tjeneste. Men det er altså ikke en film, man bliver i godt humør af.

Share

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

Share