Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

17 år, da John Mogensen døde

og det betyder, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke var særlig gammel, da han døde. Når man er 17, er folk på 48 jo ældgamle!

Den plagede kunstner

Da jeg så filmen, blev jeg slået af, hvor mange film jeg efterhånden har set om den plagede kunstner, der suges ned i et selvdestruktivt hul af misbrug og angst. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er så godt stof i kunstnere, der har en lidt lettere gang på jord.

Rasmus Bjergs levendegørelse af John Mogensen er intet mindre end suveræn. Jeg har aldrig rigtigt været så vild med Bjerg, så mine forventninger var beskedne, men han ER John Mogensen i den film. Et par andre præstationer er også pænt over middel; Helle Fagralid som Mogensens ufatteligt trofaste hustru Ruth, Harald Kaiser Hermann som drengen John og Peter Mygind som Meisner.

Filmen vil for meget

Filmen veksler på mærkværdig vis mellem ret mesterlige scener og noget, der nærmer sig dilettantkomedie. Jeg forstår ikke helt, hvordan begge dele kan være til stede i samme film? Noget andet, der også er både-og i filmen er, at Bornedal vil levere det klassiske portræt af den plagede kunstner, men samtidig vil demonstrere, at han har alle mulige kunstneriske tricks oppe i ærmet. Nogle tricks fungerer rimeligt, som fx tilstedeværelsen af Mogensen som dreng, selvom det kammer lidt over. Andre virker påklistrede – som fx solopgangen i starten af filmen og de melodramatiske gentagelser af Mogensens hjertestop på stamværtshuset. Og der er en alenlang scene med en barnedåb, som forekom mig overflødig fra start til slut. Til gengæld kunne man godt have gjort det yngre publikum den tjeneste at vise, hvem Cornelis Vreesvijk var, og hvor vigtig han var i tiden, når nu han rent faktisk introduceres.

For sådan en som mig, der både har alderen til at kunne huske Mogensen og en del af de andre figurer, og selv har været i musikmiljøet og hørt om og endda truffet nogle af de originale typer, vi støder på undervejs, er filmen bestemt værd at se. Men yngre generationer, især måske folk med musik i blodet, vil også kunne sætte pris på den. Igen, Bjergs præstation er helt fantastisk.

 

Sangene

Og sangene, jamen, jeg havde da helt glemt, hvor fast en ingrediens de var i radioen og mange andre steder! Selv tror jeg nok, jeg foretrak Bowie, Genesis, Eno og sådan noget rædsomt noget som Weather Report dengang. Men jeg gik i 2. G i 1977, så det hele står en smule uskarpt!

Share

Bagud

Sjusk

Jeg får ikke skrevet her om de bøger, jeg læser/lytter og glemmer også at skrive om vores podcast her. Det er da noget sjusk!

Bøger på Goodreads

Nå men, jeg har skrevet kort om de seneste bøger på Goodreads – følg mig gerne derovre, hvis du er interesseret, for det bliver nok lidt småt her. Jeg har læst en bog om fælderne ved datadrevet ledelse (Sensemaking) og lyttet til to meget forskellige skønlitterære bøger, The Nix og Exit West.

Podcast: Godt Ord

Kirsten Marie Øveraas’ og mit podcast Godt Ord udkommer ret fast hver 14. dag, og man kan abonnere i sin foretrukne podcast app eller følge os på Facebook eller Twitter.

Film

Film får jeg heller ikke set så mange af som tidligere, men når jeg gør, så skriver jeg om dem på Grand Teatrets blog.

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share

Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Share