Jeg har stadig ikke set Sæson 3

Men jeg har set den her video, som yngstesøn viste mig – om hvor mange tanker og hvor mange timers arbejde, der er gået til at lave introen til serien. Det er ret fascinerende – og et indblik i en form for arbejde, de fleste af os ikke engang tænker over.

Samfund/miljø/politik

Greta Thunberg had

Hvad siger forskningen om vrede, hvide mænds had til Greta Thunberg? Jo, den siger, at der er en meget stærk korrelation mellem hvid nationalisme, klimabenægtelse og misogyni. Hvor er det dog sørgeligt. Tak til Lone Koefoed og Jennie Ferrera for at linke til den artikel.

Greta Thunberg kærlighed

Kærligheden er det også en hvid mand, der står for. Reimer Bo! Han er vild med hende – er det ikke skønt? Han vil have ligestilling, så hans døtre kan opleve en federe verden, end den hans jævnaldrende kvinder har oplevet. Jeg kan nu pludselig meget bedre lide Reimer Bo.

Gode takter ved G7-mødet

Det havde du ikke opdaget, hva? Det havde jeg heller ikke. Men der er faktisk bevilget en stor sum penge til kvindelige entreprenører i Afrika. Der er solid erfaring for, at de er en god investering.

Ugens komik med den orange mand

Det er simpelthen så sjovt – til musik fra Jesus Christ Superstar. Tak til min lillebror for den.

Den lille prins

Ikke Den Lille Prins – men en anden lille prins er blevet mobbet af en tv-vært for at gå til ballet. Alverdens mandlige balletdansere kom straks til drengens forsvar. Men det, som jeg fandt mest opløftende, var, at tv-værten sagde undskyld for åben skærm. Altså, I ved, sådan ægte undskyld. Ikke noget med “jeg er ked af, at du blev stødt”, men “Undskyld, jeg var en idiot”. Flere af den slags undskyldninger – så bliver verden sgu et bedre sted.

fælles forældremyndighed for enhver pris

Det er f***** verdens dårligste ide. Nu er det gået galt igen.

Den fyrede overlæge

Det kan godt være, at May Olufsson er en vanskelig person at samarbejde med, og at der dermed var gode grunde til at fyre hende. Det kan vi ikke vide. Men når de centre og det utroligt vigtige arbejde, hun var chef for, samtidig nedlægges, så kan man godt tillade sig at stille spørgsmål!

Viden

Overvægt øger risikoen for depression

Overvægt øger risikoen for depression. Og forskerne er næsten helt sikre på, at det skyldes den følelse af skam og mindreværd, som ofte følger med overvægten. Det siger noget om, hvordan overvægt skal bekæmpes  – og det er ikke med udskamning. 

Og ja, forskningen kommer fra Aarhus Universitet, så jeg tjekkede lige, hvem der havde betalt, inden jeg delte den her. I har bragt den mistro ned over jeres egne hoveder, Aarhus Uni!

Feedback i skolen

Til ingens overraskelse sniger der sig bias ind, når lærere skal give feedback til eleverne i Folkeskolen. Det er vigtigt at notere sig, at det ikke er bevidst, når drenge får bedre feedback end piger, og middelklassebørn får bedre feedback end børn fra ringere kår. Men det sker altså, viser ny forskning.

Om os

Oh, at være en unfluencer

En sjov og reflekteret klumme om det fænomen, at en person man ikke er vild med – eller hvis smag man ikke er vild med – flasher noget, man selv er vild med. “Åh nej, nu kan jeg aldrig købe xxx igen”. Det minder mig om, da jeg var ung, og min mor roste noget tøj, jeg havde på. Så VIDSTE jeg bare, at jeg ikke skulle have det på igen.

Sorg

Et interview med Elisabeth Gilbert om sorg. Hun har fornylig mistet sin elskede og har virkeligt fine ting at sige om, hvordan man lever i og med sorgen. For nej, man kommer ikke over den.

Kung Fu nonner

Et klosterfuld nonner træner Kung Fu på højt niveau. Og så bruger de deres imponerende færdigheder og fysiske styrke til at understøtte det omkringliggende samfund.

Kunst og kultur

The kindness of Kafka

Jeg havde aldrig hørt historien om Kafka og den lille pige, da jeg faldt over den på Facebook forleden (tak til Juan Mahmoud). Da jeg googlede kunne jeg se, at den findes i mange udgaver og at også Paul Auster har refereret den.

Nationalmuseet

Forleden var jeg med mine arbejdskolleger på en privat rundvisning i den del af Nationalmuseet, der hedder Prinsens Palæ (den del, der vender ud mod Frederiksholms Kanal). Det var sjovt og informativt, og vi var med nede i kælderen og få et førstehåndsindtryk af, hvor svært det er at “bevare kulturarven”. Over det hele så man de her små farveprøver, der er det synlige tegn på, at en konservator har været forbi. Den slags detaljer holder jeg meget af.

Farveprøver fra bagtrapper og kældre i Prinsens Palæ.

Ved samme lejlighed fik jeg så set Jim Lyngvilds vikinger. Modstræbende må jeg indrømme, at de er flotte og effektivt formidlende. Det kunne man også høre på de gæster, der hele tiden var i rummene.

Richard Mosse

Nåede lige at se Richard Mosse-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand (slutter om 14 dage). Da jeg så udstillingen med ham på Louisiana for nogle år siden, gjorde hans billeder et stort indtryk på mig, og den lange video, der vises på Gl. Strand, er endnu stærkere. Læs om ham (links ⇡) og hans stærke kunst, der alt sammen handler om virkeligheden – fx krig og flygtninge – men han bruger helt anderledes metoder end kunstnere flest.

100 år gammelt slang

En masse nye ord så dagens lys under Første Verdenskrig. Mange af dem var selvfølgelig betegnelser på nye våben m.m., men der opstod også en række slangudtryk, flere af dem pga forvirring mellem fransk og engelsk samt bevidste undersættelser fra tysk. Her er nogle af de mest populære – mange af dem bruger vi stadig.

#Septemberbøger

Hvis du er på Instagram, så følg ovenstående hashtag. Jeg tror, det er Ringsted Bibliotek, der har opfundet det, og det går ud på, at hver dag i måneden har sit bogtema, og så poster man en bog fra samlingen (som godt kan være virtuel – det er jo internettet), der matcher temaet. I dag søndag “den bog jeg er ved at læse”, i morgen “en sort bog”. Det er en sjov leg – fuld af inspiration til fremtidig læsning og fuld af indsigter i Instagram-vennernes smag og liv.

Share

Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.

 

Share

Man kunne jo forestille sig

at vi kunne bløde fronterne lidt op i den danske skolediskussion! Jeg er selv sådan lidt “blå” i skolespørgsmål, da jeg mener at vi snyder børnene ved at “skåne” dem for karakterer helt til ottende klasse. For det første ved ungerne udmærket godt, hvor de ligger i forhold til hinanden (måske bortset fra nogen stykker, der er helt clueless), for det andet afspejler forbedringer i indsatsen sig helt konkret og ikke kun i forblommede ord. Mange forældre har fx svært ved at høre forskel på “lille Lars gør virkelig en stor indsats” og “lille Lars er virkelig meget dygtig”. De to udsagn er udtryk for noget helt forskelligt, og det vil karakterer afspejle. Karakterer skal dog stadig være bakket op af skriftlige kommentarer og af skole-hjem samtaler, ligesom de ikke bør uddeles før 4-5. klasse. For nogle børn bliver overgangen fra de bløde kommentarer til de benhårde tal meget hård, og den kommer på et tidspunkt, hvor det faktisk er blevet svært at flytte sig fagligt – ikke mindst er hormonerne i vejen.

Jeg er også enig med de borgerlige i, at man (næsten) ikke kan starte tidligt nok med at putte lærdom ind i hovederne på ungerne. Dermed mener jeg dog ikke, at de som 4-årige skal sidde pænt ved borde og lære alfabetet, men at de på det tidspunkt skal til at lære, hvordan man koncentrerer sig, hvordan man holder fokus, hvordan man samarbejder, hvordan man forholder sig til at løse en opgave. At den opgave så måske består i at tegne en giraf, er sådan set underordnet! Og den gruppe af børn, som desperat ønsker sig at lære at læse – hvorfor skal de ikke have lov? Min yngste gik i en børnehave, hvor dette var en mulighed, men ikke en pligt. Han var fuldstændig uinteresseret, så det deltog han ikke i. Til gengæld var han langt fremme med tegnegrejer, saks og papir, og blev sat på “hårdt arbejde” med at udføre vanskelige opgaver og lære fra sig til de andre børn.

Jeg mener også, at konsensuspolitikken er gået alt for vidt i Folkeskolen, og at det skader både de svage og de dygtige børn. Skolerne er alt for “dygtige” til at identificere de svage og urolige og skille dem ud og helt elendige til at finde, hjælpe og støtte de meget dygtige børn, der ellers kunne fungere som drivers for svagere børn.

Fra USA har vi importeret den underlige skik, at børn skal roses for ALT. Hver gang de slår en streg på et stykke papir, hopper fem cm op i luften med løbehjulet eller laver deres lektier, skal de have at vide, at de er fantastiske. VEL SKAL DE EJ! Børn skal roses, ja, men de skal roses, når de gør noget virkelig godt, og hjælpes og opmuntres, når de gør noget knap så godt. Hvad kan man bruge ros til, der gives for ingen ting?

Hele denne svada er udløst af denne artikel i New York Times, som jeg fandt i dag, takket være @tashiadam og @jeppeengel på Facebook. Det er en rigtig øjeåbner og ALLE, der har børn i skolealderen eller som arbejder i skolevæsnet skylder sig selv at læse den i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, om jeg selv havde haft forfatterens stamina til at holde ud på ungernes vegne, men belønningen var righoldig!

Skønt jeg aldrig, ALDRIG ville gå så langt som de såkaldte Tiger Moms (ambitiøse kinesiske mødre i USA), har de ikke desto mindre fat i noget. Hvorfor har jeg fx ikke tvunget mine sønner til at gå til spil, når jeg nu selv ved, hvor lykkelig jeg har været livet igennem, for at jeg kan læse noder og forstår grundlæggende musikalske principper? For slap har jeg været, simpelthen!

Share