Magteliten

Magteliten

Denne bog er enormt velskrevet, simpelthen. Her er nogle forfattere og et forlag (Politiken), der har arbejdet målrettet mod at nå frem til den bedst mulige bog, som er letlæst, men ikke på noget tidspunkt giver køb på principperne om dokumentation. De to sociologer, der står bag undersøgelsen, som bogen bygger på, har enten selv erkendt, at der skulle en journalist til at bearbejde materialet, eller en redaktør har udvist rettidig omhu og overtalt de to forskere. Uanset hvordan det er gået til, så er det forbilledligt! Korrekturfejl er der heller ikke nogen af. Hurra for sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard og journalist Markus Bernsen. Grau Larsen og Bernsen kan følges på Twitter.

I bogen kortlægges de netværk af hvide mænd mennesker, der har fat i den tunge ende her i Danmark. 423 personer udmærker sig ved at have tætte forbindelser med hinanden og være centralt placeret dér, hvor de vigtige beslutninger tages. Af de 423 er 19% kvinder. Og kun én er ikke (helt) dansk. Ved en simpel billedgoogling kan man overbevise sig selv om, at magthaverne i Danmark alle sammen ligner hinanden. Så meget, at det næsten er komisk. De er hvide mænd, de er over 40, de går med jakkesæt og slips, har kortklippet hår og pæne sko. For 50 år siden røg de cigar, i dag ejer de en carbon-cykel, som det så morsomt konstateres et sted i bogen. De bor også alle de samme steder – ja, her i Københavnsområdet er det sådan, at et par håndfulde oven i købet er byltet sammen på de samme veje på Frederiksberg og i Gentofte.

En alt for stor del af dem er oven i købet adelige. Tænk, at de privilegier, som vi egentlig for længst har afskaffet, alligevel følger med gennem så mange generationer!

Der er meget lidt i billedet af magten, der er egentligt odiøst. I modsætning til i andre lande, kan man ikke bare komme til magt og indflydelse ved at have en rig daddy. Men hvis du er flittig (på polit-studiet), plejer dine forbindelser og tilpasser dig de kodeks, der gælder, så får du et solidt skub i ryggen af din rige daddy.

Noget, der naturligvis har interesseret mig i særlig grad, er hvilken magt kulturpinger og presse har. Og svaret er: næsten ingen. Kun to personer fra kulturlivet (Bente Scavenius og Poul Erik Tøjner) er med blandt de 423. Desuden ganske få fra pressen og beslægtede brancher. Eneste kunstneriske branche, der gør sig nogenlunde på de bonede gulve, er arkitekterne.

Det er klart, at salig Rifbjerg eller Carsten Jensen kan sætte en dagsorden i pressen, men ingen af de meget synlige pinger har nogen reel magt. Den såkaldte Bermuda-trekant mellem Politiken, Gyldendal og Danmarks Radio, som forskellige DF’ere igennem tiden har brugt meget tid og krudt på at tillægge en masse indflydelse, har altså reelt ingen, når det i sidste ende kommer til at udøve magt i det danske samfund.

Den sørgelige sammenfatning er, at man må kigge langt efter nytænkningen, når alle magthaverne tænker ens og ser ens ud, uanset om de stemmer S, V, R eller K (der er (endnu) ikke plads til folk fra hverken ydre venstrefløj eller ydre højrefløj i magtens centrum). Når man har læst denne bog, så forstår man godt, at det går langsomt med både grøn omstilling, ligestilling, m.m., og at samfundsudviklingen over lange stræk ruller lidt bagud som en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket ordentligt.

Læs læs læs.

Vin og Videnskab på Geologisk Museum

Da ingen på Twitter gad eller havde tid, blev Jr. mere eller mindre tvangsindlagt til at komme med mor til foredrag om Påskeøen på Geologisk Museum. Jeg ved ikke, om museet er særligt spændende, hvis man ikke er besat af sten, men bygningerne er skønne! Jr. var glad for at være med, for den historie, der udrulledes for en udsolgt forelæsningssal, var meget spændende. Publikum var dejligt blandet.
Ahu-Tongariki-and-Traveling-Moai

Foredraget, som var en del af en serie, Københavns Universitet afholder under fællestitlen Vin & Videnskab, handlede om nye opdagelser vedrørende de mystiske indbyggere på Påskeøen i Stillehavet. Som lidt ældre læsere måske vil huske, så var det det mysterium, Thor Heyerdahl ønskede at afdække med sin berømte Kontiki-ekspedition i 40’erne. Jeg hørte virkelig meget om Thor Heyerdahl i min barndom – jeg tror faktisk min mormor havde et lille crush på ham.

Nå men, to gen-forskere fra Schweiz og Mexico (begge ansat på Eske Willerslevs institut for geogenetik) har simpelthen ført bevis for, at øens befolkning bærer på gener fra “native Americans”, der kan spores ganske mange generationer tilbage. Dvs. til længe før nogen europæer nogensinde kom på de kanter.
Torgeir-higraff

Thor Heyerdahls værdige arvtager,Torgeir Sæverud Higraff, fortalte om sin tur i balsaflåden Tangaroa i hælene på Kontiki til Påskeøen og om sin næste tur, der skal finde sted i år. Den tur skal gå begge veje, for hans teori er nemlig, at det var Påskeøens meget søstærke indbyggere, der sejlede til Sydamerika (lidt lettere at ramme end Påskeøen, der er på størrelse med Bornholm…) og ikke omvendt, som Heyerdahl troede. Alt sammen meget spændende og med ægte gammeldags opdagelsesrejsende-ånd og masser af fantastiske billeder. Som det ses ovenfor, er ham Torgeir også en charmetrold, der nok kan lokke sponsorkroner ud af folk.

Jeg har efterhånden været til nogle stykker af denne type events, hvor forskere  formidler til menigmand. Det kan kun anbefales. De forsker for vores penge og til vores bedste – det er skønt, når de stiger ned fra elfenbenstårnet og fortæller os om det. Jeg kan fx anbefale de månedlige arrangementer Skeptics in the Pub i København, hvor jeg bl.a. har hørt ovennævnte Eske Willerslev fortælle om sin forskning – helt uden slides. Alligevel var det åndeløst spændende.

Niels Bohr Institutet

2014-12-10 14.46.58
“Suspended in Language”. De fire er Nobelprismodtagerne fra institutet, George de Hevesy, Ben R. Mottelson, Aage Bohr og Niels Bohr. Relief udført i 2012 af Rikke Raben.

Jeg er så heldig at have en “insider” på institutet, så jeg fik en lille privat omvisning. Det er et sted, der emmer af en skøn blanding af seriøsitet og begejstring. De studerende – af mere eller (oftest) mindre nørdet tilsnit – iler rundt i gangene (gad vidst, hvor lang tid det tager at lære at finde rundt derinde?), mens personalet gemmer sig på kontorerne. Niels Bohrs kontor står urørt, og det var med en god portion ærefrygt, at jeg gik rundt derinde. Kontoret er ret stort, men i øvrigt ganske prunkløst. Også den forelæsningssal, hvor Bohr gav forelæsninger står urørt med et fantastisk og finurligt tavlesystem, som gør det muligt at vise og gemme forskellige dele af en udregning – jeg ser Holger Bech Nielsen for mig!

2014-12-10 15.12.03

Jeg besøgte også biblioteket, hvor jeg fik foldere og forklaringer i lange baner. Hvor herligt at mærke, at et personale, der har arbejdet der siden Ruder Konges tid, stadig er udelt begejstret for at fortælle om Niels Bohr og institutets arbejde.

Du, der er en grammar nazi ligesom jeg, har for længst bemærket, at jeg staver institutet med et t for lidt. Men sådan staves det altså, derude på Blegdamsvej. Tjek det selv…

Hvis du en dag kommer forbi, så hop lige af cyklen og tag et grundigt kig på det smukke og deltaljefyldte relief, der hænger foran på bygningen til højre. Det ses herover. Det er skabt af billedhuggeren Rikke Raben*, som også har skabt Niels Bohr Institutets Æresmedalje.

*disclaimer: Jeg kender kunstneren.

Børns liv og leg med medier

En anmeldelse og anbefaling af Stine Liv Johansens lille bog om børn og digitale medier. Den kom i maj, men jeg har desværre været lidt en sinke til at få læst den og skrevet om den.

Børns liv og leg med medier

Bogen handler mest om førskole- og indskolingsbørn og deres liv og leg med iPads og en advarsel er på sin plads – det er en akademisk bog rettet mod forskere og interesserede pædagoger og lærere. Men vi andre – fx os der “bare” er forældre – kan også tage noget med hjem, hvis vi kan mande os op til at læse sådan en bog. Det ser ikke ud til, at der nogensinde kommer en bog om dette emne beregnet på almindelige læsere. Det synes jeg er ærgerligt – og ikke kun fordi jeg gerne selv ville have skrevet den.

Stine har observeret en børnehave, der fik udleveret et “sæt” i form af en fin kuffert indeholdende en iPad med et par film-apps og lidt andet materiale, samt en flok børn på et fritidshjem, der alle havde fået en iPad. Hun taler meget med børnene og lidt mindre med de voksne, og der kommer en del interessante observationer ud af det. Jeg vil gå let hen over børnehaveobservationerne, da mindre børn  ikke er min kernekompetence, men den vigtigste lære af eksperimentet med kufferten er, at man kan så meget mere med en iPad og en flok rollinger end de fleste pædagoger nogensinde havde forestillet sig.

Et af bogens helt centrale budskaber formulerer forfatteren selv således:

Jeg mener, det er uhensigtsmæssigt, når brugen af teknologi og digitale medier skal “forsvares” ved at sætte et lærings- og udviklingsperspektiv op i forhold hertil.

Hvad er det for en mærkelig idé vi har fået i forhold til digitale medier, at børn med vold og magt skal “lære noget”, hver gang de tager en iPad i hånden? Hvorfor må de ikke bare lege? Vi forlanger jo heller ikke af en pakke LEGO, at den skal have læringspotentiale? Vi ved, at børn lærer af at lege – men det er som om den viden er glemt, så snart legemediet er digitalt.

En af de markante ting, Stine bemærkede i sit studie af børnene i SFO’en var, at intet barn nogensinde sad alene med sin iPad. Børnene sad ofte i par, ofte flere, men aldrig alene. Det har altså ikke noget på sig, når det påstås, at digitale medier har en isolerende virkning på børn.

Bogen kommer med en del gode argumenter for, hvorfor vi voksne skal sætte os ind i, hvad børnene laver og sætte os ind i, hvad de kunne lave, hvis de vidste det. Hun beskriver en episode med en dreng, der flipper fuldstændig ud, da et andet barn i bygningen smadrer hele hans bygningsværk i Minecraft. En pædagog forsøger at hjælpe ham med at finde ud af, hvem det er, men da det ikke lykkes, hjælper pædagogen ham lidt på vej med at bygge nyt og udviser i det hele taget forståelse for, hvorfor drengen bliver så ulykkelig. Forældre og pædagoger der intet aner om, hvad børnene laver på computeren eller iPad’en, kan ikke udvise samme forståelse og vil afvise drengens ulykkelighed som skaberi.

En anden ting, vi voksne går glip af, når vi afviser at interessere os for, hvad børnene laver, er indsigt i vores børns digitale kompetencer og mangel på samme. Vi får ikke rost dem for det, de er dygtige til, og får ikke hjulpet dem videre, når de støder mod forhindringer. Kan vi ikke selv hjælpe, så kender vi nok nogen, der kan! Et andet argument er, at børnene typisk griber det nærmeste – de orienterer sig næsten udelukkende i Top 50 af gratis apps. Det vil sige, at der kan være fantastiske – fx dansk udviklede – apps, der aldrig kommer til børnenes kendskab, fordi de ikke kan læse eller læser dårligt og ikke ved, hvordan de skal søge efter nye apps. Vi som forældre og pædagoger og lærere må holde os orienterede, så vi kan foreslå nye apps/spil til børnene, som de ikke finder af sig selv.

Stine Liv Johansen slutter af på følgende måde:

Det er nødvendigt, at vi som voksne bliver i stand til at følge med børnene ind i medierne, og at vi lader os inspirere af deres måde at anvende dem på, men også at vi er klar til at gå foran dem og vejlede dem, når det er nødvendigt.

Jeg kunne ikke være mere enig!

 

Du kan følge Stine på Twitter.

 

Unge bruger Facebook virkelig meget…

Digitale Unge er en tænketank, der tænker dybe tanker om unge og sociale medier. De har netop offentliggjort en ny rapport med særlig fokus på de unges forhold til privatliv. Den udkom i sidste uge og jeg havde glædet mig til at læse den. Det har jeg så gjort nu, og jeg er måske nok lidt, øh, skuffet? Rapporten er udfærdiget af Gry Hasselbalck, Rikke Frank Jørgensen og Verner Leth. Disse tre udmærker sig ved at være næsten usynlige på nettet – enten er det en demonstration af, hvor dygtige de er til at opretholde et privatliv på trods af sociale medier eller også er det et udtryk for, at de forsker intenst i noget, de ikke har nogen reel berøring med. Eller måske begge dele?

In this photo illustration, a Facebook logo on a computer screen is seen through a magnifying glass held by a woman in Bern

Rapporten er baseret på fokusgruppe-interviews og konklusionerne er de følgende:

  • Facebook er en integreret del af de unges liv
  • De tilgår primært Facebook fra mobilen
  • Facebook er det primære sociale medie – der er øjensynlig ikke talt meget om andre medier i disse fokusgrupper
  • Der er en lang række uskrevne regler for, hvordan man agerer på Facebook
  • De unge bruger meget Facebook-grupper – fx. klassen, holdet, pigegruppen, sportsteamet
  • De unge ved godt, hvordan de fx skal “untagge” sig selv på fotos og også, hvordan de skal agere over for uønsket materiale
  • Ingen har læst Terms & Conditions (næh, virkelig?)
  • Mange af dem kom på Facebook, før de blev 13 år (Facebooks aldersgrænse)
  • De er klar over, at Facebook ejer retten til deres billeder – men de er ligeglade
  • De er ret afslappede over for, at myndighederne kan belure dem på sociale medier
  • – og i afdelingen for sjov og spas: Man er først rigtige kærester, når man har ændret sin status på Facebook. Og årsdagen er den på Facebook – ikke den dag, man først mødte hinanden.

Jeg ved godt, jeg interesserer mig mere for krydsfeltet mellem sociale medier og børn/unge end de  fleste. Men alligevel – kommer ovenstående bag på nogen?

Personligt ville jeg hellere have hørt, hvilke af de nyere sociale medier de bruger, hvad de synes om dem, hvorfor? Hvad de tror, der vil ske med sociale medier i de kommende år, etc. Og i forhold til privatliv ville jeg gerne have hørt om de unges holdninger til NSA m.fl.’s snabel nede i vores data og deres begrundelser for at være så relativt ubekymrede. Det kunne have været interessant at have konfronteret dem med nogle dilemmaer og bedt dem forholde sig til konkrete scenarier.

Jeg har henvendt mig til digitaleunge.dk, fordi de har en blog og ønsker sig gæstebloggere. Men jeg fik det svar, at jeg ikke arbejder akademisk med børn og unge, så mine evt. bidrag kunne ikke bruges.

 

Mobning Gentænkt

mobning gentænktJeg har kæmpet mig igennem en 380 sider lang antologi af videnskabelige tekster om mobning. Selvom jeg generelt synes, at akademisk litteratur er utrolig tungt og unødvendigt kedeligt, så var det nu alligevel interessant læsning, og jeg er glad for, at jeg stod det igennem. Men jeg synes faktisk, det er død-ærgerligt, at så vigtige budskaber, skaffet til veje for skatteborgernes penge, pakkes ind i en bog til 350 kr., som ingen hører om, og færre orker at læse.

Derfor denne “anmeldelse”, hvor jeg forsøger at viderebringe de vigtigste pointer fra den meget omfattende forskning, som antologien bygger på.

Allerførst en super vigtig pointe til alle forældre med børn i Folkeskolen, der oplever, at deres børn bliver mobbede: Fordi skolen har et lovmæssigt ansvar for at sætte ind over for mobning, kan det være i skoleledelsens interesse at undgå, at noget kategoriseres som mobning. I bogen (særligt kapitel 3 af Nina Hein) beskrives situationer, hvor en skoleledelse og lærere forsøger at give en enkelt elev og dennes forældre skylden for, at vedkommende bliver mobbet. Fx. ved at henvise til forældrenes skilsmisse eller barnets “manglende vilje til at passe ind”. Eksemplerne er meget skræmmende for en læser, der selv har oplevet intens mobning!

I bogens kapitler kastes forskellige blikke på mobning, og det er meget interessant og tankevækkende, hvor mange forskellige vinkler, mobning kan anskues fra. Jeg nævner nogle forskellige:

  • Et barn mobber for selv at bevare sin plads inde i varmen – udstødelse af et barn længere nede i fødekæden kan være en effektiv metode til at aflede opmærksomheden fra én selv.
  • Et (nyt) barn mobbes, fordi det truer status quo i klassen (og altså ikke fordi det er nyt eller anderledes).
  • Mobning kan i meget høj grad bestå af ting, der iKKE sker. Billedet bliver IKKE liket på Facebook, barnet bliver IKKE inviteret til fødselsdag, barnet er IKKE med på shoppingtur i storcentret. Denne form for mobning er udbredt og kan være næsten umulig at se for lærere og forældre. Det gør den ikke mindre pinefuld.
  • Lærere overser (ubevidst) mobning af elever, der ikke er undervisningsparate <umulige unger>.
  • Undervisningsparate elever kan slippe af sted med selv grov mobning, fordi lærere ikke associerer “dygtige børn” med mobning.
  • Det overordnede miljø i klassen INKLUSIVE samspillet med lærer(e) har stor betydning for mobbefrekvensen. Mao: Skolen kan gøre noget ved det, hvis de vil og/eller evner.
  • Mobning kan i et vist omfang sammenlignes med terror – den rammer mange flere end de primære ofre. Bogen har mange beskrivelser af børn, der går omkring i evig angst for, at den mobning, de ser ramme andre i klassen, en dag skal ramme dem.
  • Mobbere og mobbeofre bytter nogle gange plads – det kan fx ske ved overgangen fra barn til teenager.
  • Mobbere hader oftere skolen end andre børn. Mobbeofre holder mere af skolen (altså læringen) end andre børn – men det er ikke en regel uden undtagelser.
  • ALT kan være årsag til mobning – lige fra de oplagte som kikset tøj, overvægt og briller til de mest overraskende ting, som kopiering af tøjstil eller farven på snørebånd. Den ene dag hot, den anden dag not.

Bogen har også et spændende kapitel af Dorte Maria Søndergaard om spil, vold og mobning. Heller ikke denne omfangsrige gennemgang af spilforskningen finder nogen causalitet mellem computerspil og vold IRL. Særlig én iagttagelse synes jeg, det er værd at gengive. Når børnene gejler sig selv og hinanden op, mens de spiller forskellige voldelige spil, høres der en overvældende voldsretorik, og aggressionerne flyver i lokalet. Men det er ikke værre end før/under/efter en sportskamp, og Søndergaard gengiver flere eksempler på, hvordan de taler sig selv og hinanden ned bagefter, så de kan mødes med “fjenden” dagen efter i skolen.

Som forældre er det også vigtigt at være opmærksom på, at det at være dygtig til spil kan være et bolværk mod mobning. Der er høj status i at være god til spil – det kan fx opveje, at man er lidt for tyk eller dårlig til sport.

Endelig er det værd at nævne, at det er endog meget udbredt, at selv ganske små børn spiller spil mærket med 16+ og 18+. Det skal jeg ikke gå ind og forsvare her – blot understrege, hvor udbredt det er. Og gengive et eksempel på mislykket intervention fra de voksne: På et fritidshjem var forældrene meget bekymrede over, at børnene spillede så meget. Spiltiden blev derfor rationeret til en halv time. Det resulterede i, at børnene begyndte at spille langt mere simple og voldelige spil uden strategisk og udfordrende indhold, fordi det var det eneste, de kunne nå i den afmålte tid.

***

Konkluderende må man sige, at mobning aldrig helt kan undgås, men at vi kan gøre os selv og børnene den tjeneste at anlægge et nuanceret syn på det. Og at forældre derfor med fordel kan gå sammen i bekæmpelse af mobning i en klasse i stedet for at acceptere stigmatiseringen af et eller flere børn (og deres forældre) som “onde”.