Swing time

Det kan skyldes, at jeg ikke tidligere har læst Zadie Smith – hvorfor jeg aldrig fik læst White Teeth, ved jeg virkelig ikke – men jeg kom aldrig rigtigt op i omdrejninger over denne her.

En bog der vil for meget

Jeg tror, at min konklusion er, at den vil for meget. Den vil tale om celebrities, der vil være godgørende i Afrika. Det har den nogle både nuancerede og beske ting at sige om, og det gør den godt. Men så vil den også fortælle om to små brune pigers opvækst i England og kontrasten mellem den ene, hvis mor er aktivist og meget selvbevidst, og den anden, hvis mor er traditionel britisk underklassemor, der understøtter sin datter i alle de forkerte ting. Det gør den også udmærket, i og for sig, men jeg synes, historierne står i vejen for hinanden.

Så jeg tror nok – helt enkelt – at Zadie skulle have skrevet to bøger i stedet for en.

Lydbogsindlæsning

Indlæsningen af denne lydbog – af Pippa Bennett-Warner – er udmærket, men ikke fantastisk.

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share

1947 – et afgørende år i det 20. århundrede

Nu skulle man jo tro, at jeg ikke læste bøger mere, så få anmeldelser det er blevet til på det sidste! I virkeligheden er det mere anmeldelserne jeg er bagud med – heldigvis da.

Slankekur

Jeg prøver at holde en smule so-me-slankekur, hvilket øjeblikkeligt frigør mere tid til at læse. Det er såmænd grund nok til at holde fast i slankekuren!

Elisabeth Åsbrink

En bog om et enkelt år

Men jeg har altså læst ‘1947’ af den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink. Jeg læste den på svensk, men jeg ser nu, at den er udkommet på dansk hos People’s Press. Hurra for det, men IKKE hurra for, at man ikke får at vide, hvem der har oversat den til dansk!?

Bogen handler om året 1947, selvfølgelig med udgangspunkt i Sverige, men så alligevel ikke – den er meget international i sit verdenssyn. Et hovedfokus er dannelsen af staten Israel, som hun kommer meget fint rundt om, og et andet er dels de nazister, der slipper helskindet ud af Tyskland og blandt andet til Argentina, dels den nye fascistbevægelse, der bl.a. udspringer i Sverige.

 

En meget stædig mand

Og vi følger en meget stædig mand, der bare VIL have indført begrebet “genocide” i international lov, så det er noget man kan anklages og dømmes for, og som kæmper for det hele livet uden at få særlig meget anerkendelse for det. Jeg takker dig, Mr. Lemkin, som jeg ikke kendte eksistensen af!

Vi hører om Hassan al-Banna, som vi har noget mindre at takke for – det var nemlig ham, der desværre genopfriskede begrebet jihad, der ellers var støvet lidt til, og som startede det Muslimske Broderskab.

Der anslås også lidt lettere takter, og vi møder både Simone de Beauvoir og Christian Dior. Og vi møder forfatterens far, den lille flygtningedreng Joszef.

Nedslag i historien

Ideen med at skrive en bog om et enkelt år finder jeg meget tiltalende. For et par år siden læste jeg “1913”, der er skrevet af en tysk kunsthistoriker, hvorfor forfattere og kunstnere står centralt i den – men de spejler jo samtidig et helt afgørende år i verdenshistorien. Den bog vil jeg også gerne anbefale. Endnu ulæst står den danske kulturhistoriker Martin Zerlangs “1914” i reolen. Jeg skal nok få den læst en dag!

Share

Fantastiske Ferrante

Det er længe siden, jeg sidst har anmeldt en bog, men det skyldes, at jeg har læst (hørt) en kvadrologi (det hedder det ikke, snarere tetralogi, men hvem Sørensen ved, hvad det er?), hvilket tager lidt længere tid end at læse/lytte bare én roman. Jeg har også andre undskyldninger, men du gider ikke høre om dem.

De fire bøger af pseudonymet Elena Ferrante tegner et fantastisk og nuanceret billede af to kvinders livshistorie og deres ujævnbyrdige venskab, af Italiens nyere historie og af, hvad det vil sige at være født som kvinde i arbejderklassen i Sydeuropa.

Lydbogsudgaver

Jeg har hørt, at de skulle være glimrende oversat til dansk, og efter at have lyttet til dem på engelsk – fordi jeg vidste, jeg ikke ville få læst fire romaner – er jeg lidt ked af, at jeg ikke i stedet købte dem i en dansk lydbogsudgave – selvom lydbogsanmelderne synes, oplæseren er lidt “træls”. De danske lydbogsudbydere tilbyder ikke en prøvelytning, så vidt jeg kan se (ret mig, hvis jeg tager fejl, forlag), og jeg køber aldrig en lydbog uden først at have tjekket, om jeg kan holde oplæseren ud.

Oversættelse

Oplæseren af de engelske bøger er udmærket – ikke fantastisk – men oversættelsen føles ikke i top. Jeg kan jo ikke læse italiensk, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men fx er “mi casa” konsekvent oversat til “my house”, selvom kvinderne igennem alle fire romaner bor i (små) lejligheder. Jeg kan italiensk nok til at vide, at casa både betyder hus og hjem. Det burde en oversætter nok også vide. Intet galt i at skrive “my flat”. Det fik mig naturligvis til at undres over, hvor meget andet, jeg er gået glip af!

Læs dem eller lyt dem eller vent på filmatiseringen

Men – romanserien er fantastisk og jeg kan kun anbefale den varmt. Persontegningerne, både de centrale og de mere perifere, er forrygende, og man ser alle de mange karakterer for sig, ligesom man ser et nedtrådt Napolitansk arbejderkvarter tydeligt og næsten kan mærke den bagende sol, smage støvet og føle jordskælvet.

Jeg læser, at en dramatisering er på vej. Det glæder jeg mig meget til!

Share

12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share

Byen Brænder

Der er lidt delte meninger om denne kæmpe roman af en debutant (!), læser jeg mig til rundt omkring hos pressen og på bogblogs.

Jeg kan godt følge, at man kan blive en smule træt af de mange elegante metaforer, ordspil, formuleringer, fordi der let kommer noget “se hvad jeg kan” over det. Men altså, hvis jeg var så god til det, ville jeg da også gøre det… Og i modsætning til visse andre – ingen nævnt, ingen glemt – dækker formen ikke over tomhed.

Et New York på randen af sammenbrud

Handlingen, der finder sted i slut-70’erne i et New York, der nærmest var i opløsning, er både grundlæggende spændende, men også et flot, flot tidsbillede – eller er det bare, fordi jeg i den grad kan identificere mig med perioden? Det hele kulminerer under det store blackout i sommeren 1977, som også står centralt i den fremragende tv-serie af Baz Luhrmann, The Get Down. Jeg besøgte selv New York året efter, helt alene og med 8$ om dagen. Jeg havde snydt mine forældre, så de troede, jeg boede hos bekendte (voksne), men i virkeligheden boede jeg på et megaulækkert men overmåde centralt og billigt youth-hostel og kendte ikke en sjæl. Det var dog en fantastisk uge, som satte sig permanent i mig af mange – flest gode – grunde.

Nå, romanen

Vi følger lidt mere end en håndfuld personer, og perspektivet skifter hele tiden. Det betyder også, at vi ser byen fra alle tænkelige vinkler, fra de allerrigeste til folk helt ude på den yderste kant af samfundet. Efterhånden væves alle disse skæbner sammen, nogle gange på overraskende vis. De unge punkere, der spiller en central rolle i bogen, går på klub hele tiden og hører bands, jeg også hørte engang, hvilket nok er medvirkende til den identifikation, jeg nævner ovenfor.

Romanen er meget elegant i kompositionen, og jeg var virkelig godt underholdt, samtidig med at der var godt med tankekrudt i også. På sin vis er den vel en millenium-udgave af Tom Wolfes The Bonfire of the Vanities (1987), som jeg SLUGTE, da den kom. (Se IKKE filmen, den er forfærdelig).

Stoffer

En ting undrer jeg mig dog over: Mængden af stoffer og misbrug! Synes efterhånden, der er stoffer og misbrug i hver anden af de romaner, jeg læser, og film jeg ser! Tager folk virkelig så mange stoffer, eller er misbrugere bare mere spændende at lave fiktion om?

Jeg hørte den som amerikansk lydbog i en glimrende indlæsning. Godt jeg ikke skulle ligge med papirbogen i sengen, 944 sider!

Share

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Share

Demens for begyndere

Sådan her ser der selvfølgelig altid ud hjemme hos mig!
Sådan her ser der altid ud hjemme hos mig! Vaserne er engelsk porcelæn, derfor måtte de med på billedet…

Elizabeth er Forsvundet er den danske titel på en skønlitterær bog af Emma Healey, der på en ganske utraditionel og let tilgængelig måde tager fat på det svære tema: demens.

Det er en dement ældre dame, Maud, der selv fortæller historien, så vi er med på første række på en ganske ubehagelig rutchetur ind i glemslen. Stoppesteder på turen er fortvivlelse, forvirring, depression og raseri.

Samtidig er Elizabeth er Forsvundet en ganske veldrejet krimigåde, der slet ikke er fortænkt eller irriterende. For alle os, der kender et dement menneske, er der her tale om et sjældent indblik i den afgrund af rædsel, som den demente, med hælene skruet ned i jorden, alligevel ubønhørligt ryger ned i. Samtidig følger vi med hende tilbage til hendes barndom og ungdom, hvor hun tilbringer mere og mere tid, efterhånden som demensen skrider frem. Et dejligt og troværdigt indblik i tiden lige efter krigen blandt Englands arbejderklasse.

Jeg anbefaler bogen varmt til både krimielskere og folk med interesse i demens. Jeg har læst den engelske udgave, så ved ikke, hvordan den fungerer på dansk. Som oversætter er det interessant og temmelig nedslående at bemærke, at People’s Press ikke oplyser, hvem der har oversat bogen til dansk. Bibliotek.dk vil dog godt fortælle det: Ninna Brenøe.

Share

Fanden på væggen

FandenPaaVaeggenSærdeles spændende helt ny dansk noir krimi af den ferme tegneserietegner Palle Schmidt på det spændende forlag Calibat. Til alle, der kan lide krimier OG til alle, der kan lide noir tegneserier er her et nyt bud på genren. Den bevæger sig hjemmevant rundt i København, og den første halvdel af bogen bringer hele tiden mindelser om Dan Turèll, hvilket er ret godt gået. Anden halvdel af bogen er meget mørkere, end Turèll nogensinde var, så der er vi mere ovre i amerikansk noir.

Nu skal det siges, at jeg ikke har læst mange krimier de seneste år – og slet ikke danske. Jeg er efterhånden nede på kun at følge tre krimiforfattere, nemlig Ian Rankin, Rowlings alter krimi-ego Robert Galbraith og amerikaneren Michael Connelly.

Som i amerikanske tv-serier sker der mord og afstumpet vold til højre og venstre, samtidig med at vi kun alt for godt forstår vores hovedperson, en mand der har fået tæsk af livet. Både hovedpersonen og de mange, meget forskellige og flot tegnede (ja altså, i overført forstand) bipersoner fremstår så tydeligt, som havde Palle faktisk tegnet dem med sin sikre streg.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at vi var blevet på Vesterbro og løst krimigåden med mere intellekt end vold, men jeg er klar over, at det slet ikke ligger i tiden. De tre forfattere, jeg nævner ovenfor, betjener sig også af både ækle seriemordere og indædt ondskab.

Palle Schmidt har et rigt sprog, og han bruger det godt. Fanden på væggen fortjener et bredt publikum, både blandt kvalitetskrimilæsere og blandt tegneserielæsere.

Disclaimer: Jeg kender Palle overfladisk, og han har givet mig bogen i PdF-format til anmeldelse. Jeg læste den på en tur over Atlanten.
Tip til forlaget: Skynd jer lige at oprette bogen på Goodreads.com.
Share

En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Share