12-talpigernes hævn

Præstationsprinsesser

På svensk kaldes 12-talspigerne for “præstationsprinsesser”, men ordet er præcist ligeså negativt ladet, som det er på dansk.

Den prominente svenske borgerlige politiker Birgitta Ohlsson, der bl.a. har været Sveriges EU-minister, har skrevet Duktiga Flickors Revansch, et glødende kampskrift for feminismen og for de dygtige piger, hun selv var én af.

Som ung liberal startede hun et feministisk netværk (Felira: feminist, liberal, radikal). Deres motto var:

“Er du træt af venstrefløjens statsmonopol på feminisme? Får du det dårligt over højrefløjens kvinde-hjem-til-kødgryderne politik? Er du træt af borgerliges manglende evne til at se kønsrollestrukturer? Feminist, liberal og radikal? Så er Felira noget for dig.

Bogen er både en selvbiografi og et glødende kampskrift til forsvar for 12-talspigerne – de dygtige piger. Hun afviser fuldstændigt, at de dygtige piger/kvinder på nogen måde skulle være et problem for samfundet – tværtimod, de er en resurse, som vi bør skamme os over ikke at udnytte til fulde.

Udvalgte myter om dygtige piger

  • De får anoreksi af at studere så intensivt. En forskergruppe på Lunds universitet har lavet et omfattende studie, der fuldstændigt tilbageviser teorier om, at højtpræsterende – piger eller drenge – skulle være mere psykisk skrøbelige end andre.
  • Deres fremgang skyldes den feminiserede skole. Deres fremgang skyldes helt enkelt, at de bruger mere tid end drenge på skolearbejdet.
  • Deres karriere går skævt, når de bliver mødre. Både rigtigt og forkert. Rigtigt, fordi kvinder i høj grad er socialiseret til at tage hovedansvaret for børnene, men forkert, fordi det drejer sig mindre om børnene, end om strukturen i den familie og omgangskreds, de er en del af.
  • Deres dygtighed bekræftes af mænd. Nix bix. Det er kendt fra mange studier, at mandlige studerende  gennemsnitligt overvurderer egne og andre mænds evner og undervurderer kvinders, mens kvinder overvurderer mænds evner og undervurderer deres egne og andre kvinders. Sørgeligt men sandt.
  • De er hvide middelklassekvinder. Nej, dygtige og flittige piger findes i alle samfundsklasser – noget der er blevet meget tydeligt de senere år, hvor piger fra indvandrer- og flygtningefamilier stormer frem på gymnasierne og universiteterne. Det, der holder nogle af dem tilbage, er forældede normer i det miljø, de kommer fra.

Stå sammen på arbejdspladsen!

Pas på de strukturer, der forsøger at sætte jer op imod hinanden, advarer Ohlsson. Det er ikke kun mænd, der gør det. Husk, at intet kan stoppe dygtige kvinder, der er loyale over for hinanden, så hav hinandens ryg – det lønner sig til sidst.

Hun træder også i en rigtig myretue – det hun kalder deltidsfælden. Med de gode og billige muligheder vi har her i Skandinavien (i modsætning til fx England og USA) for at få vores børn passet på betryggende vis, er der ingen som helst grund til at gå på deltid, hvis man ønsker sig en form for karriere og gerne vil have samme muligheder senere hen, som mænd har. Det gælder selvfølgelig også for pensionen, som bliver stærkt decimeret efter et antal barsler og nogle år på deltid. Så med mindre man er uambitiøs rent arbejdsmæssigt eller har en mand, der tjener nok til at supplere ens pension, mens man passer de fælles børn, så er der kun ét råd, og det er: afsted! Der er ingen dokumentation for, at børn der passes hjemme af mama, bliver lykkeligere eller bedre mennesker.

Meritokrati

Det er forfatterens yndlingsord. Og hun henviser til Harvard-forskeren Iris Bohnets banebrydende forskning om, hvordan man kan undgå bias i rekruttering, forfremmelser og præstationsevalueringer. Her er en kort video, der opsummere Bohnets råd til virksomhederne:

Et af Ohlssons gode råd er at sørge for at få en præcis jobbeskrivelse og præcise mål for, hvad man skal opnå, så det kan dokumenteres, hvad man har præsteret, og det altså ikke er op til chefens “fornemmelser”. Sørg også for selv at notere status på de projekter, du har ansvar for, når du starter, så du selv ved præcist, hvor du står. Dokumentér det hele. (Disse råd gælder i øvrigt også for mænd med dårlige chefer.)

Vælg den rette mand

Et ret godt tip, faktisk! Det burde ikke være så svært hurtigt at finde ud af, om den nye kæreste har det okay med kvinder med magt, indflydelse og økonomien i orden, om han har den stamina, der skal til, for at holde sin del af barslen (også selvom han er på en arbejdsplads, hvor det ikke er velset) og om han kan finde på at starte vaskemaskinen helt af sig selv. Hun citerer en ældre liberal feminist for de ret vise ord: “Manden er bedre end mandssamfundet”. For vi feminister kan godt lide mænd, og det er ikke den individuelle mand, der opretholder en status quo, der holder de dygtige piger nede – det er samfundsstrukturer, som vi sammen kan nedbryde.

Er det en god bog?

Ja, men med forbehold. Grundlæggende er jeg vild med en liberal kvinde, der er så glødende feminist – efterhånden som jeg læste bogen, blev jeg tiltagende misundelig på et Sverige, hvor feminisme er et bredt samfundsprojekt og ikke en af samfundets prügelknaber. I den store Stockholmske boghandel Akademibokhandeln er der en stor sektion med bøger om køn og feminisme – de er ikke gemt væk og står side om side med historie og madlavning. Men den selvbiografiske del af Duktiga Flickors Revansch synes jeg faktisk ikke er så spændende, bortset fra den sidste del, hvor hun lukker lidt op for posen om, hvordan det er at være kvinde på de meget bonede gulve. Men måske er det bare fordi, jeg ikke kender særlig meget til svensk politik. Eller fordi jeg generelt ikke er vild med selvbiografier.

Jeg glæder mig virkelig meget til Margrethe Vestager skriver sin selvbiografi! Jeg håber og beder til, at den også bliver et feministisk manifest, og at hun har fortrudt, at hun var med til IKKE at gennemføre øremærket barsel til mænd, da muligheden bød sig – hun som ellers er sådan en fortaler for faktabaseret politik.

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Jeg er vild med Rose Tremain

Det er jeg bl.a., fordi hun evner at skrive om de små mennesker, bipersonerne, dem vi ellers aldrig hører om, så man får fornyet respekt for dem. Det er slet ikke så dårligt lige for tiden, hvor der tales meget om, at “eliten” – dette kviksølvbegreb – ikke forstår almindelige mennesker.

Ikke mange bøger foregår i Schweiz

I denne fortælling er vi i Schweiz i 50’erne i en på alle måder neutral provinsby. Som et sidetema hører vi om Schweiz’ anstrengte neutralitet før og under WWII – et ganske underbelyst historisk tema. Man bliver ikke voldsomt overrasket, når man hører, at de i Schweiz allerede i 1938 nåede et punkt, hvor der simpelthen ikke var plads til flere jødiske flygtninge i landet, hvorefter de afvistes ved grænsen.

Men fortællingen handler primært om en ganske almindelig, gennemsnitlig dreng med en afdød far og en tynget mor og hans møde med en ganske ualmindelig dreng og dennes varme, venlige familie. Drengene vokser op, de når erkendelser…

Jeg får det til at lyde kedeligt

Hvis det lyder kedeligt, er det mig, der ikke forstår at formidle det store i det små. Faktisk har bogen præcis den samme dybde og erkendelsespotentiale som Jim Jarmusch’ nye film Paterson, som jeg (også) anbefaler varmt.

Det var Rose Tremain, der skrev bogen om musikerne ved Christian IV’s hof, Musik og Stilhed.

Jeg hørte den som lydbog fra Audible – fortrinligt indlæst. Så vidt jeg kan se, er den (endnu?) ikke udkommet på dansk.

Share

Byen Brænder

Der er lidt delte meninger om denne kæmpe roman af en debutant (!), læser jeg mig til rundt omkring hos pressen og på bogblogs.

Jeg kan godt følge, at man kan blive en smule træt af de mange elegante metaforer, ordspil, formuleringer, fordi der let kommer noget “se hvad jeg kan” over det. Men altså, hvis jeg var så god til det, ville jeg da også gøre det… Og i modsætning til visse andre – ingen nævnt, ingen glemt – dækker formen ikke over tomhed.

Et New York på randen af sammenbrud

Handlingen, der finder sted i slut-70’erne i et New York, der nærmest var i opløsning, er både grundlæggende spændende, men også et flot, flot tidsbillede – eller er det bare, fordi jeg i den grad kan identificere mig med perioden? Det hele kulminerer under det store blackout i sommeren 1977, som også står centralt i den fremragende tv-serie af Baz Luhrmann, The Get Down. Jeg besøgte selv New York året efter, helt alene og med 8$ om dagen. Jeg havde snydt mine forældre, så de troede, jeg boede hos bekendte (voksne), men i virkeligheden boede jeg på et megaulækkert men overmåde centralt og billigt youth-hostel og kendte ikke en sjæl. Det var dog en fantastisk uge, som satte sig permanent i mig af mange – flest gode – grunde.

Nå, romanen

Vi følger lidt mere end en håndfuld personer, og perspektivet skifter hele tiden. Det betyder også, at vi ser byen fra alle tænkelige vinkler, fra de allerrigeste til folk helt ude på den yderste kant af samfundet. Efterhånden væves alle disse skæbner sammen, nogle gange på overraskende vis. De unge punkere, der spiller en central rolle i bogen, går på klub hele tiden og hører bands, jeg også hørte engang, hvilket nok er medvirkende til den identifikation, jeg nævner ovenfor.

Romanen er meget elegant i kompositionen, og jeg var virkelig godt underholdt, samtidig med at der var godt med tankekrudt i også. På sin vis er den vel en millenium-udgave af Tom Wolfes The Bonfire of the Vanities (1987), som jeg SLUGTE, da den kom. (Se IKKE filmen, den er forfærdelig).

Stoffer

En ting undrer jeg mig dog over: Mængden af stoffer og misbrug! Synes efterhånden, der er stoffer og misbrug i hver anden af de romaner, jeg læser, og film jeg ser! Tager folk virkelig så mange stoffer, eller er misbrugere bare mere spændende at lave fiktion om?

Jeg hørte den som amerikansk lydbog i en glimrende indlæsning. Godt jeg ikke skulle ligge med papirbogen i sengen, 944 sider!

Share

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share

En ukendt og en kendt forfatter

Under en (alt for) lang serie af voldsomme hovedpiner har jeg ligget lidt for meget bag nedrullede gardiner og følgelig hørt mere lydbog, end jeg normalt finder tid til. Derfor skriver jeg i dag om to på én gang.

Krimi

I det store og hele er jeg gået væk fra krimier, men ind imellem skal der alligevel være plads til det – det var i mange år min absolutte favoritgenre. Jeg stødte så på den singaporeanske Shamini Flint, der skriver både børnebøger og krimier. Det passer fint med, at jeg gerne vil læse andet end bøger fra England/USA/Danmark, så jeg købte den første i en serie om den singaporeanske politimand Inspector Singh. Og han er da et skønt bekendtskab! Sproget er let og ubesværet, plottet er godt og troværdigt, og der dør ikke stribevis af mennesker under ufattelige pinsler – noget jeg generelt har svært ved at snuppe. Desuden er der mange interessante overvejelser om racegnidninger i en helt anden kontekst, end vi er vant til, nemlig mellem malayer og singaporeanere. Who knew?

Ian McEwan

Jeg havde begejstret set frem til Ian McEwans nyeste, Nutshell, da jeg har været ret vild med de fleste af hans bøger, senest The Children Act, som jeg syntes virkelig godt om. Derfor kan jeg næsten ikke beskrive, hvor skuffet jeg var over denne. Jeg synes simpelthen slet ikke den fungerer – og det er ikke fordi, jeg ikke gerne vil acceptere, at man kan skrive en roman fra et fosters synspunkt. Men det her foster, ikk? Han kan både se og ikke se, høre og ikke høre, hvilket på det meget jordnære plan selvfølgelig irriterer sådan en logik-tosse som mig. Men heller ikke på et mere overordnet plan, synes jeg det fungerer, for jeg fatter ikke romanens pointe? Hans mor og hans onkel har onde planer med hans far, tingene udvikler sig og en vis form for retfærdighed sker fyldest.

Forklar mig lige moralen

Men jeg kan ikke fange moralen ud over den alt for banale, at onde handlinger bør have konsekvenser? Og en mærkelig detalje, som jeg virkelig har haft panderynker over: Det hus, fosteret og hans mor bor i,  henligger som en svinesti. Men der er intet i beskrivelsen af personerne, deres baggrund, deres liv før romanen, der godtgør, at de ville leve et sted, der var så ulækkert!? Og lige som med Chekhovs pistol, så ventede jeg på, at svineriet skulle give mening på et tidspunkt. Det skete bare aldrig.

Altså, skal det være McEwan, så lad det ikke være denne. Og, skal det være krimi, så er A Most Peculiar Malaysian Murder værd at bruge nogle timer på.

Share

Demens for begyndere

Sådan her ser der selvfølgelig altid ud hjemme hos mig!
Sådan her ser der altid ud hjemme hos mig! Vaserne er engelsk porcelæn, derfor måtte de med på billedet…

Elizabeth er Forsvundet er den danske titel på en skønlitterær bog af Emma Healey, der på en ganske utraditionel og let tilgængelig måde tager fat på det svære tema: demens.

Det er en dement ældre dame, Maud, der selv fortæller historien, så vi er med på første række på en ganske ubehagelig rutchetur ind i glemslen. Stoppesteder på turen er fortvivlelse, forvirring, depression og raseri.

Samtidig er Elizabeth er Forsvundet en ganske veldrejet krimigåde, der slet ikke er fortænkt eller irriterende. For alle os, der kender et dement menneske, er der her tale om et sjældent indblik i den afgrund af rædsel, som den demente, med hælene skruet ned i jorden, alligevel ubønhørligt ryger ned i. Samtidig følger vi med hende tilbage til hendes barndom og ungdom, hvor hun tilbringer mere og mere tid, efterhånden som demensen skrider frem. Et dejligt og troværdigt indblik i tiden lige efter krigen blandt Englands arbejderklasse.

Jeg anbefaler bogen varmt til både krimielskere og folk med interesse i demens. Jeg har læst den engelske udgave, så ved ikke, hvordan den fungerer på dansk. Som oversætter er det interessant og temmelig nedslående at bemærke, at People’s Press ikke oplyser, hvem der har oversat bogen til dansk. Bibliotek.dk vil dog godt fortælle det: Ninna Brenøe.

Share

Fanden på væggen

FandenPaaVaeggenSærdeles spændende helt ny dansk noir krimi af den ferme tegneserietegner Palle Schmidt på det spændende forlag Calibat. Til alle, der kan lide krimier OG til alle, der kan lide noir tegneserier er her et nyt bud på genren. Den bevæger sig hjemmevant rundt i København, og den første halvdel af bogen bringer hele tiden mindelser om Dan Turèll, hvilket er ret godt gået. Anden halvdel af bogen er meget mørkere, end Turèll nogensinde var, så der er vi mere ovre i amerikansk noir.

Nu skal det siges, at jeg ikke har læst mange krimier de seneste år – og slet ikke danske. Jeg er efterhånden nede på kun at følge tre krimiforfattere, nemlig Ian Rankin, Rowlings alter krimi-ego Robert Galbraith og amerikaneren Michael Connelly.

Som i amerikanske tv-serier sker der mord og afstumpet vold til højre og venstre, samtidig med at vi kun alt for godt forstår vores hovedperson, en mand der har fået tæsk af livet. Både hovedpersonen og de mange, meget forskellige og flot tegnede (ja altså, i overført forstand) bipersoner fremstår så tydeligt, som havde Palle faktisk tegnet dem med sin sikre streg.

Personligt havde jeg nok foretrukket, at vi var blevet på Vesterbro og løst krimigåden med mere intellekt end vold, men jeg er klar over, at det slet ikke ligger i tiden. De tre forfattere, jeg nævner ovenfor, betjener sig også af både ækle seriemordere og indædt ondskab.

Palle Schmidt har et rigt sprog, og han bruger det godt. Fanden på væggen fortjener et bredt publikum, både blandt kvalitetskrimilæsere og blandt tegneserielæsere.

Disclaimer: Jeg kender Palle overfladisk, og han har givet mig bogen i PdF-format til anmeldelse. Jeg læste den på en tur over Atlanten.
Tip til forlaget: Skynd jer lige at oprette bogen på Goodreads.com.
Share

En tyk og en tynd

Jeg har hørt Purity af Jonathan Franzen som lydbog og læst Andvake af Jon Fosse som papirbog. Desværre kunne jeg ikke ret godt lide nogen af dem.
Jonathan Franzen 2011 Shankbone 2
Purity først. Jeg blev kæmpe fan af Franzen, da jeg havde læst hans gennembrudsroman, The Corrections. Jeg synes, den er enormt velskrevet, spændende og flydende, og at den sætter fingeren på en masse ømme punkter, både i samfundet og i familien og dér, hvor de to overlapper. Jeg var også begejstret for Freedom, men ikke helt så meget. Den var måske lidt for lang og en anelse søgt. Purity er ikke lidt søgt, men meget. Jeg forstår ganske enkelt ikke pointen i selve handlingen. Jeg kan sagtens se alle de mere samfundsmæssige pointer, han påpeger, men jeg er langt fra sikker på, at jeg er enig med ham i hans “konklusioner” eller helt fatter, hvordan han er nået til dem. Fx fælder han en hård dom over en whistleblower af Assange-typen. Persongalleriet er for en stor del karikeret, hvilket jeg finder sindssygt irriterende. Og så er den laaaang – alt for lang. Måske er Franzen tippet over og er blevet sådan lidt nedgroet-negl-agtig?

Nordisk Råds litteraturpris-vinderen Jon Fosse var jeg heller ikke vild med, og der skal en del overtalelse til, hvis jeg skal læse flere af hans bøger, selvom den jeg lige læste, var ultrakort (75 sider). Andvake er en parafrase over Maria og Josefs ankomst til Bethlehem tilsat vold, men jeg er simpelthen for tykpandet til at fatte, hvad vi skal bruge den til. Nogen må gerne forklare mig det, hvis de har set lyset. Jon Fosse har i øvrigt selv set en slags lys, læser jeg i Wikipedia. Han konverterede i 2013 til den katolske kirke…

Share

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

Share

Carsten Jensen: Den første sten

DenFørsteSten

Det her er uden tvivl det bedste, Carsten Jensen har skrevet. Altså, jeg har jo ikke læst ALT, hvad han har skrevet, men nok til, at jeg friskt tør påstå det. Jeg var ikke overdrevent vild med hans forrige skønlitterære værk, Vi, De Druknede, som jeg fandt en anelse langtrukken, men denne er, på trods af sin murstensstørrelse (624 s), ikke det mindste langtrukken. Jeg læste den som e-bog, så tænkte ikke så meget over størrelsen, før jeg stod med den i hånden hos boghandleren, fordi jeg købte den som gave til en ven efter at have læst den færdig.

Krigen i Afghanistan kan der faktisk ikke skrives nok om. Da slet ikke efter, at vores begavede regering har aflyst undersøgelseskommissionen, som ikke bare kritiske forfattere, men også soldater fra alle rangklasser ellers efterlyser. Og Jensen skriver her, som havde han djævlen i hælene – hvilket han på sin vis selv føler, at han har, fordi det er så sindssygt vigtigt at få fortalt, hvordan moderne krigsførelse egentlig foregår.

Det, der gør denne bog til et slag midt mellem øjnene på Jensens mange kritikere, er, at han er 100% solidarisk med de soldater, han beskriver. Også dem, der gør dumme ting. Som krigsmodstander hører man ofte, at man “forråder” de danske soldater, når man kritiserer krigsførelsen. Men nu er det jo sådan, at soldaterne derude i ørkenen, enten gør, hvad de har fået besked på, eller det, som de opfatter som underforstået. Begge dele fører helt til toppen, i dette tilfælde til det danske Folketing, der har sendt dem i krig i fjerne lande.

Tilbage til bogen: Den er velskrevet, veldokumenteret og med en spændingskurve, der tager pusten fra de fleste kriminalromaner. Altså, en roman om vores krigsførelse i Afghanistan, der er åndeløst spændende!

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke kan tåle Weekend-Avisens litteratur-anmelder Lars Bukdahl. Og nu mindre end nogensinde. Det er da okay, hvis man ikke kan lide Jensens bog, men Bukdahl kalder den fx for “kunstnerisk armodig”, forævlet og konservativ. Og, dette er et citat: “Jensen skriver som en brækket arm”. Enhver som nogensinde har læst et essay eller et andet avisindlæg af Jensen ved jo, at det ikke er sandt. Jeg har da læst romaner, der var mere elegante i deres sprogbrug, men kun sjældent på dansk. Og skal man skrive poetisk og elegant om død og ødelæggelse? Eller skal man skrive i et sprog, der passer til handlingen?

Noget tyder på, at Den Første Sten (en usædvanlig rammende titel på flere niveauer) kommer til at ligge under mange juletræer. Det er godt.

Share

Ferielekture

I dag rejser vi på ferie. Jeg har samlet flere bøger på Kindlen og Audible-app’en end jeg på nogen måde kan nå at læse/lytte. Men pyt med det, når bare der er noget at vælge imellem!
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902
På Audible tager jeg forskud på letlytningen med en Rebus-bog, jeg ikke før har læst: Dead Souls. Til mere alvorlige stunder er der To the Lighthouse af Virginia Woolf. Derudover har jeg hentet Persuasion af Jane Austen (den har jeg valgt, fordi hovedpersonen i en anden roman har den som sin favorit!) og den seneste roman af en af mine yndlingsforfattere fra UK, Rose Tremain.

På Kindlen har jeg optimistisk indkøbt Edward St Aubyn’s Patrick Melrose trilogi. Den handler om den engelske adel og de privilegier, den tager for givet. Jeg har hørt meget godt om den. Desuden har jeg haft The Brief Wondrous Life of Oscar Wao af Junot Diaz og The Known World af Edward P. Jones liggende et stykke tid.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også et par danske bøger på min Riidr-app. Drager over Kabul af Morten Hesseldahl og Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Skal du ikke læse noget faglitteratur, spørger du (sikkert ikke). Jo, jeg har holdt en lang pause 1/3 inde i The Three Emperors af Miranda Carter, men nu er jeg kommet i gang igen. Den handler om optakten til 1. verdenskrig. Da den er tyk og i papirudgave, kommer den kun med, hvis der er overskudsplads i kufferten.

Så sku’ det regne eller skal jeg drive i liggestol, er jeg godt forberedt. Har.Også.Hat.

Share

Lærde mænd (og en kvinde) diskuterer De Elendige

Det var kedeligt. Kedeligt i forhold til at se et afsnit af House of Cards eller Game of Thrones, men (hvad værre er) meget kedeligere end debatten for nogle uger siden om Joyce, Ibsen og Brandes. I efteråret kom der en ny dansk udgave af Victor Hugo’s Les Misérables, oversat af Hans Peter Lund. Oversættelsen fik seks hjerter i Politiken af Hans Hertel. De fremmødte var de førnævnte samt forlægger fra Forlaget Vandkunsten Søren Møller Christensen og den grafiske tilrettelægger Anne Rohweder. Desuden var Karsten Pharao der for at læse højt af bogen. Det var klart eftermiddagens mest opløftende indslag.

Jeg har ikke læst den – kun i en forkortet Det Bedste udgave som barn. Jeg kommer nok heller ikke til det – den er godt nok tung i optrækket sine steder, nærmest sådan lidt som en opera. < jeg dør, jeg dør, jeg dør >. Og jeg gætter endda på, at Pharao ikke læste de allerkedeligste passager for os.

Når jeg overhovedet vælger at omtale arrangementet, er det på grund af debatten om papirbogens og dermed det dannede menneskes snarlige endeligt der fulgte. Alle var enige om, højlydt og i kor, at begræde papirbogens tunge skæbne, de triste e-bøger, de onde, onde netboghandlere (altså dem der sender papirbøger til os med posten), de frie bogpriser og det almindelige dannelsestab. Som om de hang uløseligt sammen. Og til konstant nikken fra hele forsamlingen af gråhætter. Jeg er selv en gråhætte, men jeg nikkede sgu ikke, for jeg synes, det er noget SLUDDER.

Forlaget Vandkunsten udgiver vanvittigt flotte bøger. Jeg står altid og savler ved deres stand på bogmessen. Men hvor en bog som fx Carsten Niebuhrs Beskrivelse af Arabien for mig er utænkelig som e-bog, pga de fantastiske illustrationer, der bare skal opleves i flot udstyr og på papir, så kan jeg simpelthen ikke se, hvorfor en basse på 1874 sider ikke skal udkomme som e-bog til os med svage arme? Lige nu læser, nej, lytter, jeg til Middlemarch (kun små 800 sider) af George Eliot og jeg har også hentet den som e-bog, så jeg kan genfinde de særligt fornøjelige steder. Hvorfor skulle jeg dog sidde og få ømme arme af at læse den, når jeg alligevel ikke er den lykkelige ejer af en eksklusiv, illustreret udgave?

For mig eksisterer papirbøger, lydbøger og e-bøger ved siden af hinanden, og det ene udelukker ikke det andet. Det er litteratur, jeg elsker. Formatet afhænger af situationen.
Otto Scholderer Lesendes Mädchen

Så i stedet for al den ynk, man altid skal høre på fra forlagsfolk, så kunne de komme ud af starthullerne.

  • Bruge de sociale medier meget mere, fx Twitters #fredagsbog
  • lave nogle ordentlige e-bøger, som ikke er fyldt med horeunger og springende typografi
  • tilbyde pakkeløsninger, så man fx fik e-bogen med gratis, når man købte en papirbog
  • lade være med at droppe redigering og korrektur af deres bøger
  • eller 117 andre tiltag, som enkelte forlæggere og forfattere er dygtige til at udnytte, men som flertallet næsten ikke bruger.

Fx er der flere danske forlag, der ikke opretter deres nye bøger på Goodreads, som mange danske super-læsere ellers bruger med stor flid, og som er et sted hvorfra mange får deres læseanbefalinger. Når man er bekendt med de forsvindende små oplag bøger på dansk i reglen udkommer i, så er det simpelthen for storsnudet at se bort fra fx Twitter og Goodreads. Man kunne få den tanke, at nogle af de andre forlag ikke bruger #fredagsbog, fordi det var Gyldendal, der gjorde det først. Men det er jo ren idioti – alle læseglade Twitter-mennesker bruger det flittigt og er fuldstændig ligeglade med, hvilket forlag der har udgivet den bog, de læser en given fredag.

Grafiker Malene Hald sendte forleden på Twitter en bøn afsted om, at bogfolket ville lære af musikfolket, nu hvor vinylen får sin genkomst. Med det mente hun – og jeg fortolker frit – at hvis man laver lækre, gennemarbejdede papirbøger, som man bliver glad af at få i hånden, så går de aldrig helt af mode. Og da slet ikke den slags, som man vender tilbage til, såsom bøger om kunst, arkitektur, historie og design, der er afhængige af god grafik og flotte illustrationer.

Min egen bøn til forlagene: Udgiv lidt færre bøger, og gør jer lidt mere umage!

 

Share