Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Share

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Share

The High Res – fotoudstilling i galleri Houcon

Galleri Houcon er nyt og åbnede sidste weekend med omfattende presseomtale og velbesøgt fernisering. Jeg er ikke så vild med ferniseringer, så jeg var glad for at komme en anden dag. Efter lidt bøvl lykkedes det mig så at komme ind og se udstillingen i går.

Otte fotografer udstiller 16 fotografier. De har næsten alle sammen rock’n’roll i en bred fortolkning som tema. Et par af fotograferne kender jeg fra min ungdom i musikbranchen. Det er den ikoniske jazz-fotograf Gorm Valentin og stil-fetichisten Ole Christiansen. Nogle af de andre kendte jeg af navn, et par stykker slet ikke.

Mit absolutte favorit-billede er af en af de fotografer, jeg slet ikke kendte, nemlig Jørgen Angel. Hans billede af Annisette som 17-årig er helt fantastisk og mindede mig lidt om Eckersberg-billedet herunder. Hans andet billede er af Dan Turèll fra 1975 og viser onkel Danny smilende, et åbent og imødekommende smil – men ikke til kameraet. Utroligt godt!
C W Eckersberg 1841 - Kvinde foran et spejlPå blogggen Bongorama har Ronnie Nielsen allerede gennemgået fotograferne, så hop derhen og læs mere. At dømme efter denne udstilling og gallerist Jens Houmøller Clemmensens imponerende private kunstsamling (som kan beses i udvalg ved samme lejlighed) er dette et galleri, jeg vil holde øje med. For at se udstillingen skal du ringe på eller ringe/maile til gallerist Houmøller i forvejen. Han planlægger at snarest få faste åbningstider.

GALLERI HOUCON, Prinsesse Maries Allé 16 (hjørnet til Vodroffsvej),
1908 Frederiksberg C. Tlf. :33319420. Mail : galleri@houcon.dk. Udstilling kan ses frem til 1/3.

Når ingen af de omtalte fotos kan ses her på siden, skyldes det copyright-hensyn. Jeg kunne formentlig godt have fået lov til at bruge et billede eller to til denne omtale, hvis jeg havde spurgt pænt, men det har jeg ikke. Klik på de indlagte links for at se nogle af billederne.

 

 

Share

Tanz mal Wieder

Forleden vendte jeg tilbage til Kødbyen og gallerierne dér. Og det bliver ikke sidste gang. Denne gang havde jeg den omvendte oplevelse i forhold til sidst, nemlig at jeg ikke var overdrevent vild med Snobody og CancellationV1 Gallery, men til gengæld pjattet med Tanz mal Wieder hos Gether Contemporary.

Tanz mal Wieder er en 7 minutter lang elektronisk performance uden medvirkende. Den er både sjov, overraskende og teknisk ekvilibristisk udført. Prøv det, prøv det, prøv det – den kan ses frem til 28/2. De to kvinder bag installationen kalder sig Vinyl, Terror & Horror (fedt navn!), og den appellerer i allerhøjeste grad til folk, der har en svaghed for vinyler. Man kan købe deres “kunstificerede” vinylplader, og det gad jeg faktisk godt. Igen – de er sjove, opfindsomme, originale og teknisk veludførte. Dog – de udstillede er alle solgt på forhånd – hvilket lover godt for duoen.

Denne gang var galleristen, Sophus Gether, meget mere fremkommelig end sidst, og han fortalte med begejstring om kunstnerne og udstillingen. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg skal klart have slæbt flere venner og mere familie med i Kødbyen, så de kan opleve dette.

 

Share

Zoran Juresa i Bredgade Kunsthandel

Bredgade Kunsthandel er et af mine favorit-gallerier. Ikke fordi de i særlig grad har fantastiske kunstnere, men fordi alle tilknyttede altid er så venlige og imødekommende. Det er nok derfor, vi også har købt flere værker dér.

Seneste udstilling, jeg har set, er med den kroatiske arkitekt og maler Zoran Juresa. Jeg havde aldrig hørt om ham før, og jeg var ikke blevet specielt tilskyndet til at se udstillingen af de fotos af værkerne, jeg så på invitationen og Facebook. Men hold da op, når først man står foran billederne! Især ét billede gjorde mig helt blød i knæene, og jeg tænkte både på Turner, Klimt (farverne) og Monet, selvom billedet er aldeles abstrakt. Desværre – eller heldigvis – var det allerede solgt!

Igen var det en stor og særlig oplevelse at stå foran malerierne – en oplevelse man slet, slet ikke kunne forestille sig, når man så billederne på computeren. Kunst skal ses i virkeligheden – men det er godt at kunne orientere sig på nettet, så jeg vil gerne opfordre kunstnere og gallerier til at være gavmilde med billeder på nettet og at gøre sig umage med gengivelsen. Der sælges nok ikke ét eneste maleri mindre, fordi vi kan se gode repræsentationer af dem på nettet, snarere tværtimod.

Jeg ville gerne vise et af Juresas billeder her, men ikke ét af hans billeder på nettet har en CC (Creative Commons) licens, så jeg tør ikke, da han og/eller fotografen kan komme efter mig for brud på copyrighten. Og det har jeg altså ikke råd til! Jeg tænker, at de fleste kunstnere og gallerister slet ikke ved, at de har mulighed for at gøre dette – så lad mig foreslå det! Jeg har flere gange brugt egne fotos af værker her på bloggen, og det er faktisk heller ikke altid tilladt – men jeg tager chancen (og fotograferer kun skulpturer og værker af fx tekstil) og håber på, at kunstnerne faktisk sætter pris på, at jeg fortæller om deres værker! Ved du, at du bliver retsforfulgt, hvis du tager et billede af Den Lille Havfrue og lægger det på din blog?

Når man klikker på "labeled for noncommercial reuse" forsvinder ALLE billederne...
Når man klikker på “labeled for noncommercial reuse” forsvinder ALLE billederne…

Det minder mig om en årelang debat mellem museerne og fx Wikipedia om brugen af fotos af skatte fra kulturarven. Det sker stadig, at museer henvender sig til Wikipedia og beder om, at et foto af et maleri (et af dem, hvor kunstnerens copyright for længst er udløbet) bliver fjernet, fordi museet mener at have copyright til fotografiet af maleriet. Jeg synes, det er skammeligt, simpelthen, at museer, der forvalter vores allesammens kulturarv, sætter sig så tungt på den, at vi ikke må se billeder af fællesskabets kunstskatte i Wikipedia. Heldigvis har flere og flere museer taget skeen helt i den anden hånd og tilbyder nu fotos i høj opløsning – hurra for det. Se fx her hos Statens Museum for Kunst.

Share

V1 Gallery og Gether Contemporary

IMG_3432

Læste i Politiken om to nyere gallerier i Kødbyen (kendte godt Gallery Poulsen i forvejen) og de interessante kunstnere, der udstiller dér i disse dage. Så jeg lod min daglige spadseretur føre mig derhen.

I dagtimerne, hvor der kun er lidt eller slet intet kunstigt lys i de triste butiksvinduer, kan det være svært at regne ud, om der er åbent eller lukket. Der er ikke rigtigt navne på facaden og skiltningen på dørene er beskeden, for nu at sige det mildt. Personalet/galleristerne gemmer sig også lidt, så man skal faktisk helt hen for at tage i døren, inden man er sikker på, at man er gået rigtigt.

Jeg gik først in i V1 Gallery, hvor to forskellige kunstnere udstiller. Mange malerier af Matthew Stone ovenpå og en håndfuld af Søren Behncke nedenunder. Ved første kig tænkte jeg, at de store lærreder af Stone under fællestitlen Emotional Manipulation ikke var noget for mig. Men efterhånden som jeg gik rundt og kiggede nærmere på dem, kom de ind under huden. Til sidst havde jeg svært lyst til at købe et af dem, kaldet Fluttering Energy of the Heart. Men 43.500 kr. er lige i overkanten af mit kunstbudget… I den ovenfor nævnte artikel fra Politiken beskrives hans meget specielle maleteknik – det er herligt, når der leges med virkelighedsopfattelsen!

Jeg kunne også rigtig godt lide Søren Behnckes billeder, der under fællesbetegnelsen Floodlight er en hyldest til Niels Bohrs teorier om lyset. Hans billeder er malet på brugte papstykker med huller i, og han bruger kun ganske få farver. Nu har jeg læst lidt om ham, han er tydeligvis lidt af en oprører og en provo, og det kan jeg jo ikke rigtigt stå for. Men jeg må tilstå, at jeg aldrig havde hørt om ham før. Nu skal jeg holde bedre øje!

Så gik jeg ind til naboen, det helt nye galleri Gether Contemporary, hvor en ung maler ved navn Birk Bjørlo udstiller store, næsten monokrome lærreder. Det er interessant nok at se, hvordan kunstneren opnår forskelligartede virkninger af variationer i teknik, men jeg blev ikke revet med eller involveret, som jeg blev af de to kunstnere inde hos naboen. Den unge hr. Gether selv, som jeg går ud fra det var, der sad derinde, sagde høfligt goddag og farvel, men som potentiel kunde var jeg åbenbart dømt ude på forhånd, for han tilbød ikke viden om kunstneren eller andre indsigter.

I V1 sad der to kvinder bag en rude – de sagde også kun goddag og farvel, men her var der dog lidt materiale at få, inklusive en fin værkliste med thumbnails af billederne og priser, så jeg ikke helt var overladt til mig selv. I begge gallerier var jeg eneste gæst på en tidlig onsdag eftermiddag.

Mange – ikke alle – gallerister har en tendens til arrogance, ja nogle af dem forekommer at have studeret dette med stor grundighed. Det gør ikke noget for min lyst til at abonnere på deres nyhedsbreve, gå til deres ferniseringer og – ultimativt – købe den kunst, de vel trods alt lever af at sælge. Så hvad er formålet?

 

Share