Vin og Videnskab på Geologisk Museum

Da ingen på Twitter gad eller havde tid, blev Jr. mere eller mindre tvangsindlagt til at komme med mor til foredrag om Påskeøen på Geologisk Museum. Jeg ved ikke, om museet er særligt spændende, hvis man ikke er besat af sten, men bygningerne er skønne! Jr. var glad for at være med, for den historie, der udrulledes for en udsolgt forelæsningssal, var meget spændende. Publikum var dejligt blandet.
Ahu-Tongariki-and-Traveling-Moai

Foredraget, som var en del af en serie, Københavns Universitet afholder under fællestitlen Vin & Videnskab, handlede om nye opdagelser vedrørende de mystiske indbyggere på Påskeøen i Stillehavet. Som lidt ældre læsere måske vil huske, så var det det mysterium, Thor Heyerdahl ønskede at afdække med sin berømte Kontiki-ekspedition i 40’erne. Jeg hørte virkelig meget om Thor Heyerdahl i min barndom – jeg tror faktisk min mormor havde et lille crush på ham.

Nå men, to gen-forskere fra Schweiz og Mexico (begge ansat på Eske Willerslevs institut for geogenetik) har simpelthen ført bevis for, at øens befolkning bærer på gener fra “native Americans”, der kan spores ganske mange generationer tilbage. Dvs. til længe før nogen europæer nogensinde kom på de kanter.
Torgeir-higraff

Thor Heyerdahls værdige arvtager,Torgeir Sæverud Higraff, fortalte om sin tur i balsaflåden Tangaroa i hælene på Kontiki til Påskeøen og om sin næste tur, der skal finde sted i år. Den tur skal gå begge veje, for hans teori er nemlig, at det var Påskeøens meget søstærke indbyggere, der sejlede til Sydamerika (lidt lettere at ramme end Påskeøen, der er på størrelse med Bornholm…) og ikke omvendt, som Heyerdahl troede. Alt sammen meget spændende og med ægte gammeldags opdagelsesrejsende-ånd og masser af fantastiske billeder. Som det ses ovenfor, er ham Torgeir også en charmetrold, der nok kan lokke sponsorkroner ud af folk.

Jeg har efterhånden været til nogle stykker af denne type events, hvor forskere  formidler til menigmand. Det kan kun anbefales. De forsker for vores penge og til vores bedste – det er skønt, når de stiger ned fra elfenbenstårnet og fortæller os om det. Jeg kan fx anbefale de månedlige arrangementer Skeptics in the Pub i København, hvor jeg bl.a. har hørt ovennævnte Eske Willerslev fortælle om sin forskning – helt uden slides. Alligevel var det åndeløst spændende.

Share

Genetic Me af Lone Frank

Sammen med filminstruktøren Pernille Rose Grønkjær har Lone Frank lavet en film om sit yndlingsemne, genetik. Hun har tidligere skrevet den glimrende og meget oplysende bog Mit Smukke Genom om samme emne.

Det er blevet en let og lys film om tunge emner. Lone Frank tager uden tøven fat i sine svære barndomsminder og beretter skånselsløst om sine egne menneskelige begrænsninger og tunge sind. Vi følger hende på besøg efter besøg hos forskere, der kigger nærmere på det menneskelige sind fra meget forskellige vinkler, både psykologer, psykiatere og neurologer får vi besøgt. De må være nøje udvalgt, for de er alle gode formidlere. Man kan som videnskabsperson nok godt synes, at Frank i alt for høj grad tager udgangspunkt i sig selv, men hvis der skal formidles effektivt til et ikke-videnskabeligt publikum, så er det et godt startsted!

Jeg så filmen sammen med den 13-årige ved et Politiken Plus arrangement, så han trak aldersgennemsnittet kraftigt ned. Synd er det, at ikke flere unge kommer til den type arrangementer. Journalist på Politiken Niels Thorsen interviewede Lone Frank bagefter, og de brugte i særlig grad tid på at tale om, at bare fordi man har “dårlige gener” behøver man ikke sætte sig hen i lænestolen og tilbringe resten af tilværelsen på overførselsindkomst og i fortvivlelse. Der er noget, man kan gøre. Ens personlighedstype er forudbestemt, men man kan stadig handle frit, og man bestemmer selv, hvordan man vil agere i livet. Det førte til en god snak med Jr. om determinisme. Er alt eller intet forudbestemt? “It’s all chance, Mum”, mente han.

Thorsen spurgte Frank, om hun havde været i stand til at omsætte den viden til noget brugbart i sit eget liv, hvortil hun, uden vaklen, svarede, at ja, det havde hun. Og så fortalte hun om sin kærestes død af kræft for kun seks uger siden og om, hvordan hun tidligere ville have siddet i fosterstilling i månedsvis, fordi hun troede, at det var hendes eneste mulige måde at reagere på, men at hun i dag ved, at hun, i en form for kognitiv terapi, kan tvinge sig selv til at tænke på noget andet i lange perioder og dermed trække sig selv ud af den negative spiral.

Quod erat demonstrandum, må man sige!

Filmen kan stadig ses på DR’s hjemmeside. Gør det.

Share