Ulysses…

For ca. to år siden startede vi projekt “få den nu læst” på Twitter under hashtagget #Ulysses5s. De 5s henviser til fem sider om dagen. Ikke engang det orkede jeg, så det har taget mig to år at nå igennem. Men forleden nåede jeg The End efter hæsblæsende læsning af det fantastiske slutkapitel med Mollys stream-of-consciousness tanker om sex (og andre ting, bevares).

Groft sagt fattede jeg ikke en sk** af romanen, men alligevel elskede jeg store dele af den pga de helt sindssyge associationsrækker, de fantastiske ordlege og det vilde vid, Joyce præsenterer os for.

Man skal næsten være polyhistor

Undervejs under læsningen noterede jeg de emner, som man næsten er nødt til at vide noget om for at fatte, hvad han skriver om (listen er ikke udtømmende):

  • Shakespeare
  • De gamle grækere
  • Milton
  • Shelley
  • Irsk historie
  • Europæisk historie
  • Samtidskendskab (Europa i starten af det 20ende århundrede)
  • Latin
  • Italiensk
  • Fransk
  • Litterære stilarter
  • Biblen – katekismus – den katolske kirke
  • Musik, klassisk og kontemporær
  • Dublin
  • Gælisk
  • Slang fra perioden
  • Fysik/kemi
  • Astronomi
Fun fact: Joyce var en stor beundrer af Georg Brandes, som nævnes ved navn i den ufatteligt lærde diskussion af Shakespeare i kap 9. Men Brandes, som ellers fik tilsendt Ulysses af Joyce selv, brød sig ikke om den og gad ikke svare på Joyces henvendelser. Fandme mærkeligt at tænke på i dag! Det (og meget andet) lærte jeg til et foredrag om forholdet mellem Ibsen-Joyce-Brandes, hvilket jeg har skrevet lidt om.

Hvad er det, der er så fedt?

Her følger så et par håndfulde citater, som jeg håber illustrerer, hvad der gør læsningen umagen værd.
  • Peace and war depend on some fellow's digestion. (kap 8)
  • Om Gud: The playwright who wrote the folio of this world and wrote it badly (He gave us light first and the sun two days later) (kap 9)
  • a broadshouldered deepchested stronglimbed frankeyed redhaired freelyfreckled shaggybearded widemouthed largenosed longheaded deepvoiced barekneed brawnyhanded hairlylegged ruddyface sinewyarmed hero. (kap 12)
  • what region of remoteness the whatness of our whoness hath fetched his whenceness. (kap 14)
  • I stand so to speak, with an unposted letter bearing the extra regulation fee before the too late box of the general postoffice of human life. (kap 15)
  • But O, oblige me by taking away that knife. I can't look at the point of it. It reminds me of Roman history. Mr. Bloom promptly did as suggested and removed the incriminated article, a blunt hornhandled ordinary knife with nothing particularly Roman or antique about it to the lay eye, observing that the point was the least conspicuous point about it. (kap 16)
  • He had been meantime taking stock of the individual in front of him and Sherlockholmesing him up ever since he clapped eyes on him. (kap 16)
  • with thought of aught he sought though fraught with nought. (kap 17)
  • ...like that Indian god he took me to show one wet Sunday in the museum in Kildare street all yellow in a pinafore lying on his side on his hand with his ten toes sticking out that he said was a bigger religion than the jews and Our Lords both put together all over Asia imitating him as hes always imitating everybody I suppose he used to sleep at the foot of the bed too with his big square feet up in his wifes mouth... (kap 18)

Det sidste citat herover er et næsten ikke-pornografisk citat fra det vidt berømte sidste kapitel, hvor det er Mollys stemme, vi hører. Kapitlet er bl.a. så berømt, fordi der ikke er nogen tegnsætning i det – overhovedet. Ikke desto mindre er det langt lettere (og virkelig ret sjovt!) at læse end kapitel 15, som det nok tog mig seks måneder at komme igennem.
James Joyce by Alex Ehrenzweig, 1915 restored
Jeg brugte bl.a. (Rap)Genius.com til hjælp til at forstå uforståelighederne rundt omkring. Meget nyttigt. Udgaven jeg læste var delvist annoteret, fx. hjalp introduktionerne til hvert kapitel (forholdet mellem Homers Odysseen og Ulysses) mig meget.

Engelsk eller dansk?

Jeg læste på engelsk, fordi det gør jeg. Men hvis du kigger på linket øverst til #Ulysses5s vil du se mange citater fra de danske oversættelser, der virkelig ser fantastiske ud. Jeg bøjer mig i støvet for de mennesker, der i tidens løb har oversat den bog til andre sprog. Hold. Nu. Op for et kæmpe arbejde!

Fordi jeg elsker leg med ord og elsker at blive klogere, fandt jeg læsningen af Ulysses ret fantastisk, selvom der vitterligt var lange passager, jeg ikke forstod ret meget af. Jeg håber, mit liv bliver langt nok til, at jeg kan læse den igen – og måske forstå lidt mere. I hvert fald forstår jeg til fulde, hvorfor den blev berømt og berygtet dengang, og hvorfor den stadig “bør læses” i dag.

Georg Brandes

Harald Slott-Møller - Georg Brandes ved universitetet i København
Jeg har læst Jørgen Knudsens ét-binds biografi om Georg Brandes. Den er kun på 645 sider. Hans fulde biografis sideantal kender jeg ikke, men den er på mange bind. Jeg har været lang tid om at læse den og har holdt pauser undervejs. Ikke desto mindre har den fyldt meget i min bevidsthed. For mig har det vigtigste været hans politiske analyser og hans kølige afstandtagen til religion mere end varslingen af det moderne gennembrud.

Georg Brandes var helt vildt berømt (og berygtet) i sin levetid (1842-1927), mere end jeg på nogen måde havde forestillet mig, og formentlig mere end de fleste ved. Jeg var klar over, at han var en omstridt og markant figur her i Danmark, men at han var en international stjerne, anede jeg ikke. Et eksempel: I sin sene alderdom rejser han med sin veninde/sekretær/oppasserske Gertrud Rung til Grækenland efter ikke at have forladt Danmark i en årrække. De bor på et ret nedtrådt hotel og er lidt nedtrykte, da de kommer forbi universitetet. Der antaster de en ældre mand, som de antager er professor, og tiltaler ham på fransk: “Je suis Georg Brandes au Danemark!” og professoren bliver helt paf og spørger, om han virkelig er DEN Georg Brandes, hvilket bekræftes. Herefter flyttes de til luksushotel og den ene middag  efter den anden med diverse græske notabiliteter arrangeres, indtil de nærmest må gå i flyverskjul på hotelværelset, fordi alle mulige søger at komme i audiens hos den gamle og egentlig ret affældige mand.

Og berømmelsens tinder har man da også nået, når man er nævnt i Ulysses! På et tidspunkt diskuterer nogle af personerne i romanen de forskellige lærde udlægninger af Shakespeare, og Brandes er en af de lærde, der nævnes. Vildt, synes jeg.

Inden første verdenskrig var han også en superstjerne i Tyskland og Frankrig, men da han var indædt modstander af krigen og stærkt kritisk mod begge sider, fik han også begge lande imod sig.

Allerede i 1888 ved kejser Friedrichs død, forudsagde han med uhyggeligt klarsyn, hvad det ville medføre, når Wilhelm II besteg tronen:

“Nu vil den store europæiske reaktion, denne uhyre helvedhund, begynde at gø med sine tre hoveder, fædrelanderiet, bigotteriet og krigsvildskaben.”

Senere, i 1900, hedder det:

“Når verdenskrigen og den sociale revolution er udeblevne, så er det sandsynligt, at de kun er opsatte. Men den afgørende politiske kendsgerning, vi oplever ved det 19de århundredes slutning, er denne: De store magter deler jordkloden imellem sig. De stræber at gøre dette så fredeligt som muligt, for så vidt de vil undgå en verdenskrig. De gør det såre hensynsløst alligevel, fordi de for deres økonomiske fordels skyld ofrer ikke blot de ulykkelige folkeslag, som de underkaster sig med ild og sværd og alle rædsler, men desuden alle de mindre folkeslag rundt omkring, der opsluges for den nationale enheds skyld eller bruges som bytteværdier eller udleveres til brutaliteten.”

I 1901:

“Når man betænker, at det kristne Europa ikke rører en finger, fordi samme herre (den osmanniske sultan Abdul Hamid) slagter 300.000 kristne armeniere, men er så ømt bekymret, når den kristne mission i Kina generes, så har man en målestok for den højde, det politisk-religiøse hykleri ved århundredskiftet har nået”.
[…]
“Kejseren derimod ser det som udtryk for, at kinesisk kultur ikke bygger på kristendommen. Det kan den jo også vanskeligt gøre, da den er så meget ældre”.

1907:

“Racehadet har en religiøs karakter, især patriotismen er en religion, socialismen er en anden. Alt dette munder ud i et indædt og universelt had – i høj grad en religiøs følelse – som menneskeheden bekæmper med begejstring, men svagt.”

Og i 1919 i anledning af Versailles-traktaten:

“Men Tysklands foreløbige tilintetgørelse, der er en ulykke for Europa og civilisationen, er ingenlunde nogen lykke for Danmark. Et for overklassens hovmod befriet, rigt og sundt Tyskland ville være en langt bedre nabo for Danmark end et forarmet, forgældet, af had og hævntørst fortæret Tyskland. Al slags åndelig smitte kan derfra komme over  grænsen, efter hvilken linje den end bliver draget.”

Ofte, igennem hele hans levetid, blev hans udsagn om dette eller hint forkastet som ugyldigt med den begrundelse, at han var jøde. Bogen giver mange, mange eksempler, men de er godt sammenfattet i dette citat fra en bog (en hel bog!!), udgivet i 1912 af Dr. phil. Konrad Simonsen kaldet Georg Brandes (Jødisk Aand i Danmark):

“De liberale jøder sejlede frem under falske standarter i fyrretyve år, de forfladigede og nedbrød vort livssyn, forkrøblede vore følelser og kunstneriske sans og åd sig ind i den offentlige mening i kritik, i videnskab, litteratur og i pressen, – og hvad de høstede var tilfredsstillelsen af personlig magtlyst”.

Brandes har skrevet enorme biografier om alle mulige forfattere, filosoffer, kunstnere. Jeg nævner i flæng: Voltaire, Goethe, Michelangelo, Shakespeare, Kierkegaard, Ibsen, Holberg, Nietzsche, etc. etc. Jeg kommer nok aldrig til at læse nogen af dem, og ifølge Knudsen er flere af dem også ret lange i spyttet, men ikke desto mindre blev adskillige oversat til både tysk, fransk, engelsk, norsk og svensk og udkom i flere oplag.
Peder Severin Krøyer - Portrait of Georg Brandes lecturing - Google Art Project

Han var gennem hele livet ateist, men først i de sidste år af sit liv tog han for alvor kampen op med kristendommen. Da var det egentlig lidt for sent, for han havde både mistet sin skarphed og i en vis udstrækning sin relevans, samtidig med at han var bitter over den behandling, han havde fået herhjemme og under og efter krigen også i udlandet. Det er sjældent, at bitterhed er et godt udgangspunkt for at udtrykke sig offentligt. Resigneret konkluderer han (1916):

“Læren om at kristendommen og naturvidenskabens sandheder ikke anfægter hinanden, er stadig den herskende.”

Et lille hip på tværs af et helt århundrede til vores nye uddannelses- og forskningsminister.

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!
Young Georg Brandes 1871

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

  • At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
  • At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
  • At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
  • At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
  • At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
  • At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
  • At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
  • At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.