Ikke hver dag man ser en etiopisk film!

lamb-posterMen vi så en i fredags – igen i Gloria, der specialiserer sig i smalle, men gode film. Denne film, Lammet, er så heller ikke smallere, end at den var Oscar-nomineret.

Jeg havde som sædvanlig Jr. med, og han syntes godt om filmen. I modsætning til Walking Distance, syntes han ikke, den var for lang. Selv nedlægget efter filmen (det var premieren) af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Quist-Sørensen lyttede han opmærksomt til. Hun fortalte bl.a., at den tørke og deraf følgende hungersnød i Etiopien, som er en del af filmens tema, er virkelighed lige nu. Hun fortalte også, at der bor 80 mio mennesker i dette for os danskere så ukendte, men uendeligt smukke land.

Filmen evner både at fortælle en helt nær historie om en lille dreng, der har mistet sin mor og bliver sat i pleje – helt klassisk fortælling – og den større historie om et land, der lider under klimaforandringerne og har oplevet år efter år uden regn eller med for lidt eller “forkert” regn. Forkert regn, forklarede Birgitte Quist-Sørensen, er når regnen falder for tidligt eller for sent. For Etiopiens vedkommende er det udeblivelsen af El Niño, der er problemet. Måske er jeg ignorant, måske er jeg som flertallet, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke anede, at der var de smukkeste bjergkæder og frodige grønne dale i Etiopien. Jeg vidste heller ikke meget om den form for kristendom (de er en slags koptere), som ca. 60% af befolkningen åbenbart bekender sig til. Nogle gange har vi bare brug for fiktionen for at komme væk fra vaneforestillingerne.

Jeg kan kun foreslå, at du – også dig med børn – forlader den slagne vej fra tid til anden og begiver dig ind i terra incognita, sådan rent filmmæssigt. Vores oplevelse er, at der er virkelig meget at hente i smallere film og film fra andre lande. Ikke-dubbede film kræver selvfølgelig, at barnet er stort nok til at læse undertekster, men ellers er det svært at finde på grunde til ikke at se film som denne. Selv er jeg kun ked af, at jeg ikke fandt på det lidt før. Og ja, den her slags film er et privilegium, som i en vis udstrækning er forbeholdt os storbyboer. Dog – Filmstriben – har ofte sådanne film, ligesom DR2 ofte køber dem hjem.

Walking Distance

Walking DistancePå mange måder er Walking Distance en lille film, hvis man ser bort fra hovedpersonen, der ikke er spor lille. Men små film kan også være gode, og det er denne. Søn (14) syntes, den var lige langsom nok, og han var noget rastløs den sidste halve time, men han syntes alligevel, den var udmærket, og kommenterede også, at det var påfaldende, som man til at begynde med blot væmmedes ved den kæmpestore hovedperson, men efterhånden kom til at holde af ham på samme måde som filmens øvrige karakterer.

Filmen er mexicansk og meget afdæmpet og socialrealistisk i sit udtryk. Socialrealisme ser vi ikke meget af i Europa i disse år, det er blevet tiltagende umoderne, efterhånden som der bliver større og større forskel på rig og fattig…

Se filmen i den utroligt hyggelige og aldeles oversete lille biograf Gloria på Rådhuspladsen. Flinke folk bag baren, udmærket kaffe og fine film.

 

The Wolfpack – en VILD dokumentarfilm

Uden at have læst om den overhovedet, så vi en annonce i avisen for denne film og besluttede med det samme, at den måtte vi se.  Vi gik i vores lokal-bio Gloria. Hvis du aldrig har været der, kan den anbefales. Meget hyggelig.

wolfpackI filmens første halve time sidder man bare og måber. Verden er SÅ crazy, hvilket vi jo bekræftes i hver eneste dag, men det her er simpelthen crazy med crazy på. Seks drenge (og deres efternøler-søster, der er retarderet) vokser op med deres mærkværdige hippie-forældre i en lille lejlighed i det udpræget ufashionable Lower East Side i New York City. Og de kommer nærmest aldrig ud af den, for forældrene, især faderen, venter på et økonomisk mirakel, så de kan flytte til Skandinavien. NYC er bare for farlig for børn. Da faderen samtidig finder det under sin værdighed at arbejde, indfinder miraklet sig sjovt nok aldrig.

Drengenes eneste rigtige kontakt med omverdenen er film. De ser mange, mange film og i manglen på andet at tage sig til, opfører de scener fra filmene. Kostumer laver de af mælkekartoner og andet affald. Som det tydeligt ses på stills fra filmen, er en af deres favoritfilm Reservoir Dogs, en anden The Dark Knight Rises. Alt, hvad de ved om verden, ved de fra film. De ting, deres forældre har påduttet dem, kan ikke rigtigt kvalificeres som viden… Da de første gang er ude i en park med træer, udbryder en af dem “Wauw, it’s like 3D!”

Læs interview i Guardian med filmens instruktør, Chrystal Moselle, hvor hun bl.a. fortæller, hvordan hun første gang mødte drengene.

Jeg havde min teen (14) med i biffen – det kan du også. Han syntes, det var en vild film og var 100% opslugt hele vejen igennem. Telefonen blev i lommen…

Me and Earl and the Dying Girl

MeEarlDyingGirl-219x219

De fleste teen-movies falder ikke i sønnens smag. Men jeg tænkte, at denne nok gjorde, så vi smuttede i Gloria og så den.

Den er det, man med et godt gammeldags ord kan kalde sørgmunter. Sine steder er den grinagtig og tåkrummende, andre oprigtigt rørende og – selvfølgelig – sørgelig. Fyren, der spiller den goofy hovedperson, er simpelthen så skøn. Kikset og dejlig på én gang. Så slæb dine halvstore teens i biffen. Er du selv vild med filmklassikere fra 60’erne – 80’erne, så er der simpelthen så mange guldkorn at hente – de falder tykt og tæt.