Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

Slow på Glyptoteket

Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…

I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.

Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?

Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!

Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!

Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.
Elna Borch: Døden og den unge pige. 1905. Glyptoteket.

Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:

Rudolf Tegner:  Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.
Rudolf Tegner: Gravmæle over kunstnerens moder. 1899.

Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.

Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.
Aristide Maillol: Den lille cykelrytter, 1907. Glyptoteket.

For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?

Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.

Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.

Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.
Degas: To bronzeheste og det nye væddeløbsmaleri i baggrunden. Glyptoteket.

Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerzdødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.

Share

Om kunsten og museerne

http://www.flickr.com/photos/xiquinho/5104207785/sizes/o/in/photostream/

I dagens Politiken (artiklen er ikke online, ikke engang for abonnenter (?)) er der et stort opsat interview med Glyptotekets direktør Flemming Friborg. Det sker i anledning af en polemisk artikel, han angiveligt har skrevet til Carlsbergfondets Årsskrift (heller ikke online). Kunst skal øjensynligt diskuteres med tryksværte på fingrene…

Overskriften på interviewet er “Det er perverst at sige, at vi mangler brugerinddragelse“. Yderligere siger han bl.a.:

Det har længe været ‘det andet’, som museerne har fokuseret på – som om kunsten behøver hjælp udefra af noget mere eller mindre væsensfremmed for den og museet. Dermed vælger man de korte sejre, for jeg tvivler på, at de personer, der alene kommer til en dj-aften, kommer igen ugen efter og ser nærmere på kunstværkerne.

Lidt senere kritiserer han Kulturstyrelsens puljeordninger, hvor der bl.a. findes én, der er målrettet kulturinstitutionernes samarbejde med uddannelsessektoren:

Problemet med puljerne er, at de bestemmer, hvad der skal satses på for at opnå støtten. Vi løber efter at skulle finde på projekter, der passer til virkeligheden, snarere end at finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage.

Jeg tror mest, jeg er Uenig med ham, selvom han også siger ting, som jeg er enig i. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvilket museum, der har æren for at have åbnet mine øjne for kunst. Louisiana. Helhedsoplevelsen ved at tage derop, de fantastiske omgivelser, den bestandige fornyelse på en solid bund af kærlighed og respekt for kunsten, de originalt kuraterede udstillinger, de spændende møder med det nye og ukendte, hvorefter man kan gå ned i samlingen og dvæle ved sine yndlingsværker. Repetitionen og fornyelsen. Det samme gælder både min nu voksne ældste søn, der har kommet der siden han var lille, og min nu 13-årige, der ikke sjældent selv foreslår, at vi tager derop. Ingen af dem foreslår, at vi skal gå over på Glyptoteket, som jeg ellers kan se fra mine vinduer.

Nu ser jeg på kunst her og der og allevegne, inkl. Glyptoteket, og jeg ved, at det kan jeg i høj grad takke Louisiana for. Jeg vil derfor ikke være med til at kritisere de moderne museer for deres formidling, selvom jeg da også ind imellem synes, der er lidt for meget tju-hej og lidt for lidt fokus på kunsten, men hey, jeg er 55 år!

Sidste fredag var jeg med en veninde på Statens Museum for Kunst til SMK Fridays. Vi snakkede mest og drak gin & tonic, men vi nød samtidig den dejlige stemning og de virkelig mange mennesker i alle aldre, der fandt vej til Sølvtorvet en fredag aften. Både for hende (der end ikke havde hørt om SMK Fridays før) og for mig var det en dejlig aften, der inspirerede til at komme igen. Jeg tror derfor godt, at anderledes arrangementer kan lokke folk tilbage på en almindelig onsdag. Det har jeg skrevet om i forbindelse med et besøg på Arken. Det handler om at føle sig tryg og om at opleve noget nyt på en base af genkendelighed.

Til gengæld er jeg enig med Friborg om, at museerne skal finde på nogle projekter, som virkeligheden kunne opdage. Han fortæller, at Glyptoteket introducerer et koncept, de kalder slow, hvor man inviteres til at fordybe sig i et enkelt kunstværk. Det er en meget god idé, der allerede praktiseres på Nivaagaard, hvilket jeg var meget begejstret for.

Jeg gik en dag igennem nogle af de mere fjerne sale på Nationalmuseet sammen med en af inspektørerne, som jeg kender. Nærmest en passant fortalte hun en sjov historie om netop denne sal, som gav den liv og varme og fik mig til at stoppe op. Men den fortælling er ingen steder at finde i rummet. Heller ikke nogen andre fortællinger. Hvad med at stille et staffeli op sådan et sted med en planche, der fortæller lidt basisviden og et par anekdoter?

Der sker virkelig noget med ens kunstopfattelse, når man får en grundig introduktion til et værk eller får fortalt en historie om dets tilbliven eller dets proveniens. Derfor er jeg heller ikke enig med Friborg, når han synes, det er noget pjat at tilbyde museumsgæster at være ‘kurator for en dag’. Nej, det er ikke noget pjat, for når først man bruger noget tid sammen med et værk, og noget tid på at sætte ord på, hvorfor man bedre kan lide ét værk frem for et andet, så er man kommet nærmere kunsten og får mere ud af den næste gang.

Share

Glyptoteket – den franske samling

Glyptoteket. Christian Lemmerz' Todesfigur i baggrunden.
Glyptoteket. Christian Lemmerz’ Todesfigur i baggrunden.

Glyptoteket er (næsten) min nærmeste nabo, og jeg går jævnligt derind og nulrer rundt – et årskort koster 200 kr., og der er gratis entré om søndagen. Det gik op for mig, at det var længe siden, jeg havde set på den franske samling, så jeg spadserede derop. På vejen går man op ad den “nye” marmortrappe og halvvejs oppe står Christian Lemmerz‘ dødsstatue Todesfigur. Den er mindre in your face-uhyggelig end mange af hans andre skulpturer, men stadig sjældent majestætisk dyster. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at den, i det mindste i en periode, blev opstillet mellem de græske og romerske skulpturer i antik-samlingen! På hans flotte hjemmeside kan man bladre gennem hans ret omfattende skulptur-produktion.

Danmark har faktisk en imponerende samling af fransk kunst, især af impressionisterne (Ordrupgaard), men på Glyptoteket ses også et udvalg af den såkaldte salonkunst og en større samling Gauguin og Van Gogh. Gauguin boede jo en overgang i Danmark og han og Van Gogh udstillede på Den Fri i 1893.

Ophængningen og de tilhørende forklaringsark er både oplysende og tilgængelig. Hurra for det. Nogle af mine personlige favoritter er Degas’ danserinder, ganske uoriginalt, jeg ved det. Derudover hænger der et lille, sent blomsterbillede af Van Gogh, som jeg er meget betaget af. Men gå selv en tur derind. Har du børn, så aftal en agenda forinden. “Hvor mange dyr er der på malerierne, og ligner de rigtige dyr?
Van Gogh - Rosenbusch

Disclaimer: Jeg kender Christian Lemmerz fra vores ungdom, men kun på "Hej, hvordan går det"-måden ved møder i det offentlige rum.

 

Share