Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

Start dagen med en kulturindsprøjtning

Goldendays2015

Festivalen Golden Days (i september) har i år det herlige navn Important Shit. Jeg er normalt ikke nogen fortaler for den omsiggribende anglificering af alting. Fx fatter jeg ikke, hvorfor det ikke længere kan hedde Udsalg, men absolut skal hedde Sale. Fordi ingen turist kan regne ud, at de gule skilte med %-tegnene betyder udsalg?

Nå, jeg kan lide Important Shit, fordi det her er brugt med skøn ironisk omtanke. Og så selvfølgelig fordi jeg elsker at høre om important shit – i dette tilfælde vores kulturarv.

Festivalen lægger ud med morgenforedrag. Det er klart, at masser af mennesker, der har et almindeligt arbejde at passe, som starter kl. 8 eller 9, ikke kan rende til foredrag, der starter på det tidspunkt. Men – mange er selvstændige eller studerende eller arbejdsløse eller kan selv tilrettelægge deres tid. Til alle dem, en opfordring: Kom til morgenforedrag i Atheneum boghandel i Nørregade og lær noget om sproget og måden vi bruger det på. Alle foredragene her koster gratis. Der er også en serie foredrag om skolen på Metropol, nogle af dem koster hele 30 kr.

Foredragene på Atheneum handler om sproget og måden vi bruger det på. Blandt foredragsholderne er Jørn Lund og Ali Sufi. Smid dem, der frister mest, i kalenderen allerede nu.

Hvis vi mødes, giver jeg kaffe bagefter.

Share

Open Air Academy i Brede

openair

Sammen med sønnen var jeg i weekenden til Open Air Academy i Brede. En tre dages festival arrangeret i et forbilledligt samarbejde mellem Golden Days, Information, Københavns Universitet, Nationalmuseet og DTU.

MERE AF DEN SLAGS, TAK!!!!

Af flere irriterende grunde fik jeg ikke mulighed for at deltage i mere end en halv dag, og da jeg havde sønnen (14) med, hørte jeg ikke så mange foredrag, som jeg ville have gjort, hvis jeg havde været i følge med en voksen. Til gengæld prøvede jeg så ting, der var sjove, og som jeg nok ikke ville have prøvet uden ham. Min veninde var der en anden dag og var yderst begejstret for både walks og talks.

2015-05-23 12.35.08 2015-05-23 12.45.22 2015-05-23 13.04.28Sønnen og jeg var til kemisk madlavning med studerende fra DTU. Det var velbesøgt, lærerigt, sjovt og velsmagende. Jeg hørte lidt af Holger Bech Nielsens snak om sort stof som jeg ikke forstod ret meget af, men hans begejstring er godt nok smittende! Vi deltog som samlebåndsarbejdere i Henry Ford-fabrikkerne, og blev pisket frem af en værkfører og fabrikschef, der tog jobbet meget alvorligt. Det var sjovt (så længe man kan gå igen inden 10 timer og ens liv ikke afhænger af det), og sønnen fik flere gode indsigter ud af det.

Vi spiste selvfølgelig også noget dejlig mad fra nogle af de tilstedeværende foodtrucks.

Jeg hørte en paneldiskussion om sandhedens vilkår i medierne. Det var ret sjovt, for tænk, det er faktisk noget, man kan diskutere! Der var en ung mand fra Netudgaven.dk (muligvis Thomas Noppen?), der havde nogle rigtigt gode pointer. Gode nok i hvert fald til at jeg nu har liket Netudgaven på Facebook!

Der var masser af andet, jeg gerne ville have hørt og/eller deltaget i, så jeg kommer helt sikkert tilbage næste år, når jeg ikke har en punkteret bil, en dårlig fod og familiære forpligtelser, der sammen med den isnende kulde forhindrede mig i at få det fulde udbytte. Fx ærgrede jeg mig over at gå glip af Knud Romers panel om ingenting og Andrea Pellegrinis tango-sang senere samme dag.

Vi styrter afsted til musikfestivaller og sportsbegivenheder, men vi gider ikke møde op og få tanket hjernen op, når kloge mennesker stiller sig til disposition for os og deler ud. Det ærgrer mig!

 

Share