Research checkliste

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig i krystalkuglen.

Er du lærer og skal undervise børnene i grundreglerne for research, så kan du fx benytte denne checkliste:

Typografi, opsætning, ordvalg, stavning.

Jo mere officiel en side ønsker at fremstå, jo større krav skal man som læser stille til stavning, grammatik, osv. Hvilket faktisk kræver, at vi selv er nogenlunde gode til stavning og grammatik (det kan man godt tænke lidt over).

Man kan lave sådan lidt anskuelighedsundervisning og tage børnene med ind i en kiosk, og så bede dem udpege de aviser og blade, de ville stole mest og mindst på. Derefter skal de tvinges til at forklare hvorfor. Hvis det er muligt, så køb nogle fra hver kategori, og tag dem med hjem og kig i dem. Eller nøjes med at skrive titlerne ned, og gå så hjem og kig på online-versionerne og fortsæt diskussionen. Giv børnene opgaver, hvor de skal demonstrere, at de kan gennemskue en løgnagtig hjemmeside.

Referencer:

Er kilderne til oplysningerne på siden klart angivet? Kan man besøge dem og sikre sig, at de er ok?

Datering:

Er artikler dateret på en måde, der viser, hvornår de er lagt online og evt. hvornår, der er blevet rettet i dem?

Ophavsperson(er):

Er det tydeligt, hvem der er ophavs-m/k på artiklen? Hvis de ikke er kendte, skal de evt. googles, før man kan gå videre. Sider/artikler/videoer uden kendt ophavsm/k skal omgås med stor varsomhed. Igen – anskuelighedsundervisning holder max! Vis dem fx denne dommedagsvideo (den er på engelsk).

Ophavsret

Mange mennesker, både voksne og børn, støder på problemer med ophavsretten, når de prøver at skabe noget på nettet. Megen tekst, mange billeder, meget musik og masser af film er belagt med (strenge) restriktioner for, hvem der må bruge det og til hvad. Børn ved det ikke – hvis altså ikke nogen fortæller dem det.

Hvis du selv downloader film og software uden at betale for det, så skal du ikke blive alt for forundret, hvis dine børn også gør det – og de er ikke dumme, de kan godt se forskel på indkøbt software og det, du har napset på arbejde. Uanset hvad vores holdning er til de meget restriktive copyrightlove, så er de netop det, love. Og sådan nogen er det meningen, vi skal overholde.

Internettet gør det ikke nemt, for ofte fremgår det slet ikke, at man ikke må bruge et billede, et stykke musik, eller lignende. Dette gør sig især gældende med fotos og tekst. De mere checkede ophavsretshavere sørger for, at man får klar besked, så snart man højreklikker, eller de har lagt “vandmærke” i billederne, men de fleste gør ikke.

Lær dine børn om det her! Og lærere: forklar børnene, at de ikke bare kan bruge et hvilket som helst foto fra nettet til illustration til deres opgaver. Det er muligt at søge efter billeder, der er lagt ud til fri afbenyttelse, fx i Wikimedia – lær dem det (og husk det selv)!

Wikimedia

Og ja, hvis du er *den type*, så kan du sikkert finde et billede eller to her på min blog, som jeg ikke har clearet ordentligt. Lad det blot illustrere, hvor svært det er!

Share

Den svære kunst at søge på nettet

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig på fremtiden.

Man kan godt lære børn, også små børn, hvordan man søger fornuftigt, det er ikke raketvidenskab. Man kan lære dem, at de øverste søgeresultater i det farvede felt er betalte annoncer, at de øverste resultater ikke nødvendigvis er de bedste, men måske kan bruges til at raffinere søgningen ved f.x. at finde frem til mere præcise søgeord. Og man kan lære dem, at “avanceret søgning” slet ikke er så avanceret endda og kan gøre enhver søgning meget lettere. Man kan forklare dem, hvad en synonym-ordbog er for noget, og forære dem (abonnement på) en.

Google

De lidt større børn kan man lære om principperne bag Wikipedia og de fordele og problemer, der er ved at bruge det. De kan nemlig sagtens overføres til ens generelle måde at tilnærme sig information på nettet. Wikipedia er en helt fantastisk kilde til information om nærmest hvad som helst (dog stadig mest den engelsksprogede Wikipedia), men på grund af dets åbenhed, må man altid tage dets oplysninger med et gran salt. Jo mere kontroversielt et emne, en Wikipedia-artikel omhandler, jo større er risikoen for, at artiklen har tendentiøst indhold. Når en Wikipedia-artikel er opbygget efter de klassiske principper for en leksikon-artikel, når der er mange henvisninger og mange uafhængige kilder, er det gerne et tegn på, at artiklen er af høj kvalitet.

Og det er faktisk præcis det samme uden for Wikipedia. På journalisthøjskolen lærer de unge mennesker, at der altid skal være mindst to kilder til en historie. Til en typisk leksikon-artikel skal der naturligvis være mange flere. Det princip kan børn sagtens forstå, når man blot forklarer dem det med rigelig brug af eksempler fra deres egen verden. Og har de først lært det, er de allerede blevet bedre til at søge end mange voksne!

Eksempel:

MGP – melodi grandprix for børn (søgning på MGP junior)

Det er afhængigt af tidspunktet på året, hvor højt DR’s MGP-side kommer i søgningen. Og naturligvis afhængigt af, om vores computer godt ved, at vi er i Danmark, og om vi altså søger på google.dk eller på google.com.

Hvis man skal lave en skoleopgave om MGP, har man brug for flere kilder end DRs egne sider, da en evt. kritik kun vil kunne findes der i meget begrænset omfang. Den skal man måske søge hos dagbladene? Går man ind i avanceret søgning, kan man søge udelukkende på danske avisers hjemmesider. Man kan også søge direkte i danske blogs, hvis man bruger avanceret søgning. På den måde kan der hurtigt og effektivt fremskaffes en lang række kilder, som man derefter kan se nærmere på.

MGPsøgning

Alt efter børnenes alder og fritidsinteresser kan der findes interessante ting at søge efter – jo bedre børnene selv kender til et emne, jo bedre fungerer en søgning som øjenåbner for dem, fordi de ved selvsyn kan se al den fejlinformation, der findes derude. Derefter er det meget lettere at forstå, at der findes ligeså meget fejlinformation – eller mere – om emner, som de ikke ved noget om.

 

Share

Andre sociale medier – 2

  • Google+ – Googles måde at være social på. Som det ses af grafen i gårsdagens post, er Google+ det sociale medie, de færreste forældre ved, at deres teenagere bruger. Det skyldes formentlig, at de fleste forældre heller ikke kender det. Mit gæt er, at teenagere bruger Google Drive i skolen til at skrive opgaver i, og så er det oplagt at “blive” i Google-universet og have en arbejdsgruppe i Google+, hvor man også kan benytte den såkaldte Google Hangout, hvor man kan video-chatte.

  • Pinterest – Fantastisk medie for alle med hang til pæne ting eller for folk, der samler på noget, der gør sig på billeder. Som eksempel kan jeg nævne journalisten og havemennesket Signe Wenneberg – hendes Pinterest-konto er en eksplosion af inspirerende billeder. Pinterest har fået sit navn, fordi den er en slags virtuel opslagstavle (pinboard) med interessante ting på.

  • Instagram – det første sociale medie, der er tilpasset den nye verden, hvor alle har en smartphone med et kamera. En billeddelingstjeneste, hvor billederne kan behandles så de ser ekstra lækre eller sjove eller gammeldags ud. Voksne bruger det i udpræget grad til solnedgange og lækker mad. Det er mest piger, der bruger Instagram. Og Bubber.

  • (Form)spring.me – var egentlig vel ment fra dets grundlæggeres side, som et sted, hvor man anonymt kan stille spørgsmål og få svar. Desværre er det i høj grad blevet misbrugt til omfattende mobning. I foråret forlød det så, at det ville lukke helt ned, men det eksisterer endnu som spring.me. Det ser ud til, at deres sikkerhed har fået en ordentlig overhaling – hvilket vist var meget tiltrængt.

  • Vine – Også en mobiltjeneste – denne gang med 15 sekunder lange videoer. Det er på mange måder lige så harmløst som Instagram, men også dette kan og vil selvfølgelig blive misbrugt. Igen – du kender dit barn og har nok en god fornemmelse for, om de optager hjemme-porno eller løbehjulsvideoer…

  • Snapchat – en ret ny tjeneste, som, må jeg indrømme, giver mig kuldegysninger. Den er mobil ligesom Instagram og Vine, og ideen er, at beskeder og fotos er tidsbegrænsede. Afsenderen fastsætter det antal sekunder, modtageren har til at læse beskeden eller se billedet – derefter sletter det sig selv.

Det siger sig selv, at dette er et “genialt” mobbe-format, fordi beviserne er selvdestruerende. Hvis dit barn oplever problemer, så få dem enten til at slette app’en eller instruér dem i at tage et billede af beskeden med det samme.

  • 4square – også mobil. En tjeneste, hvor man “checker ind” dér, hvor man nu er. Nogle mennesker checker ind religiøst på alle steder, hjemme, på arbejde, i Netto, men de fleste bruger det til at fortælle, at de nu er et særligt sted, sammen med andre 4square brugere eller til at se, om der evt. skulle være nogen tilstede, som de kender. Det kan fx være til en stor koncert eller til en sportsbegivenhed. Facebook har også introduceret denne mulighed – du har måske lagt mærke til, at nogle af dine venner checker ind rundt omkring i din Facebook-strøm. Tal med børnene, om det nu er en god idé, at de bruger den tjeneste. Det afhænger i høj grad af deres vennekreds.

Sidste afsnit om sociale medier i morgen. Dernæst tager jeg fat på mobning.

Share

YouTube – 1

Som så meget andet på nettet – og i livet – er YouTube på én gang vidunderligt og forfærdeligt. Vidunderligt fordi der ingen grænser overhovedet er for de fantastiske ting, man kan finde dér. Opmuntrende, sjove, livsbekræftende, lærerige, nyttige og fantastiske videoer findes i 100.000vis. Jo, virkelig. Og forfærdeligt fordi der (heller ikke) er nogen ende på alt det skidt og møg og fordærvelse, mærkelige mennesker kan finde på at uploade.

Hjælp allerførst dit barn med at lave en konto. Det er nemmere for både dig og barnet at styre, når barnet har sin egen konto. Sikkerhedsindstillinger er også lettere at holde styr på – især hvis der er flere børn i husholdningen.

Desværre er YouTubes regler, for hvad børn må se, ret stramme (når du har sat den på den strammeste indstilling), så man bliver tidligt nødt til at lette på sikkerhedsindstillingerne. Det skyldes amerikanernes puritanske holdning til mange ting, blandt andet bandeord. Når børnene bliver 12-14 år vil de fx gerne se YouTube videoer med spilhacks, og når der er voice-over på disse, bruges der ofte et sprog, der svarer til det, de unge taler med hinanden. Det inkluderer altså en del bandeord. Husk også, at en meget stor del af de unges YouTube brug allerede nu er flyttet over på mobilen. Hvis dit barn laver en kanal og uploader egne videoer, så kan du abonnere. Men altså kun, hvis du selv har en YouTube konto. Det har du måske allerede uden at vide det, hvis du har en G-mail. Google ejer YouTube og samme log-in duer begge steder.

En anden god grund til at lade børnene få en YouTube-konto tidligt (også her er aldersgrænsen på 13 år helt i skoven), er at kontoen kan sættes op til at abonnere på (lærings)videoer inden for de felter, hvert enkelt barn er mest optaget af. På YouTube kan man lære origami, papirflyverfoldning, samling af løbehjul, kodning (programmering) af småprogrammer, tricks til videoredigering, matematik, lodning, porcelænsmaling, madlavning, make-up, håropsætning, etc. etc.

Hjælp fx dit barn med en liste over de mest almindelige ord på engelsk inden for barnets interesseområde. Så undgår du også, at de fejlstaver eller misforstår engelske ord og udtryk og måske får søgeresultater både de og du helst ville undgå.

Med andre ord: Hvis du og dine børn aldrig ser andet på YouTube end virale film fra Facebook eller søde dyrefilm, så er det altså DIT problem. Ikke YouTubes.

 

I morgen lidt mere om YouTube, mandag begynder jeg gennemgang af et stort udvalg af sociale medier og tjenester. Hvis du først lige er stødt på denne blog om børn på nettet, så er her link til den første post i serien.

Share

Mødet med det væmmelige

Fortæl dine børn, at nogle gange, når man søger efter noget i Google eller på YouTube, kommer man til at formulere sine søgeord uheldigt eller stave dem forkert, og bliver sendt til en side, der slet ikke var det, man ledte efter. Og nogle gange kan man være uheldig at snuble over noget virkelig ubehageligt – det væmmelige. Andre gange kan det være kammerater, der presser til at se noget, man egentlig ikke har lyst til. Det kan både være billeder og videoer med ekstrem vold, eller det kan være pornografisk indhold. Vær nu ikke så bange for at tale med dit barn om de her ting – de støder på dem alligevel, og så tør de måske ikke tale med dig om det! Det er meget muligt, at din 12-årige datter endnu ikke har fået smartphone, og at du har fuldstændig kontrol over hendes netbrug derhjemme. Men hvad, når hun er på besøg hos veninderne?

At nettet er proppet med porno er vel dokumenteret. Jeg har ikke selv set noget af det, og jeg har heller ikke foretaget noget porno-research til denne blog. Faktisk har jeg ikke tænkt særlig meget over det i Internet-opdragelsen af mine egne sønner, fordi det er en integreret del af deres øvrige opdragelse, at vi taler om den slags ting. At porno findes, hvorfor det er der, og hvad deres far og jeg synes om det. Hvordan de skal håndtere det, når kammeraterne kigger på porno, at det er en naturlig del af deres udvikling fra drenge til mænd at interessere sig for nøgne kvinder (eller mænd) og sex. Men at de piger (drenge), de kommer til at møde og have sex med, ikke nødvendigvis ser ud som pornomodellerne, og at de ikke nødvendigvis synes om den slags sex, der ofte finder sted i porno. Og at ikke alle mænd har organer, som dem de ser på nettet. Det kan godt komme som en lettelse for nogle unge mænd…

Men jeg oplever igen og igen forældre, der nævner porno før noget andet, når de skal give udtryk for deres bekymringer om internettet. Det chokerer mig faktisk lidt – de er mere bekymrede for, at deres børn skal se noget sex end for, at de skal blive fyldt med løgn.

Vi kan ikke beskytte børnene mod porno. Men vi kan armere dem, så de ikke bliver skadede af at møde det på nettet, og indgyde dem så meget selvtillid, at de åbent kan sige til kammeraterne, at de ikke gider se det, hvis det nu er tilfældet.

Hvis porno er afdramatiseret hjemmefra, hvis de har set sex-scener i fx. Borgen eller andet TV-drama, og I som forældre har talt med dem om, hvad det er, voksne gør, når de gør “det dér”, hvis I har haft samtaler om silikonebabser og “barberede misser” (hvad er en barberet mis, mor?), forskelle på tissemænd, diskuteret de ord, der er forbundet med sex, etc. etc., så er vores børn galvaniserede og klar til at møde verden. Desuden sendes programmer som fx Paradise Hotel så vidt jeg ved inden mange børns sengetid.

Og pigerne? Køb Kvinde Kend din Krop til dem. Det gjorde min mormor, fordi min mor var så bornert. Tak Mormor! Både jeg selv og mine sønner har nydt godt af den indsigt, jeg fik på et tidligt tidspunkt. Sønnerne, fordi jeg indså, hvor vigtigt det er at tale om tingene og sætte ord på, selvom vi helst vil være fri.

***

Det er vores ansvar som forældre at lære vores børn om den nye virkelighed, de vokser op i. Og føler vi os ikke kvalificerede, jamen, så må vi da se at blive opkvalificeret! Vi lærer os selv reglerne i fodbold, bordtennis, etc., når børnene vælger sport, og vi henter og bringer og køber udstyr og gør ved. Men de bruger mere tid på nettet, end de bruger til fodbold! Prioriterer du omvendt?

Lidt om motion

Børn skal have motion, helst hver dag. Hvis nettet optager så meget tid i dit barns liv, at der ikke er tid til at få rørt sig, så må du gribe ind. Jeg går ikke ind for at sætte specifikke begrænsninger på børns computertid, men det kan man blive nødt til, i det mindste i en periode, for at bryde en dårlig vane. Valget behøver ikke være enten at gå til fodbold tre gange om ugen eller spille World of Warcraft. Dit barn kan måske gå med hunden, begynde til springgymnastik eller cykle i skole. Desværre er det at sidde, noget af det værste vi kan byde vores krop, og vi bliver nødt til at være efter ungerne, så de ikke overtager vores dårlige vaner!

Wii og X-box Kinect kan også bruges til motion. Jeg synes ikke, det helt bør erstatte at bevæge sig udendørs, men på en regnvejrsdag, kan det da godt gå an. Eller I kan aftale, at I hver dag tager en match et-eller-andet, inden I slænger jer foran TV’et.

Lidt om mad

junkfoodDet er ikke naturgivent, at der hører pizza, chips, slik og cola til at spille computerspil. Du kan lade det være en betingelse for at spille, at der ikke bliver indtaget junkfood imens. Skub lidt bag på med en indbydende tallerken med skrællede, udskårne gulerødder, agurker, æbler, etc. Og så kan de jo passende lære at drikke te. Eller vand. Også her må vi se på vores egne vaner – hvad er der på bordet, når vi slænger os foran fjernsynet?

Man kan fx google sin middagsmad – hvad er der i køleskabet, der skal spises op? Google det hele på én gang – du vil blive overrasket over, hvilke herlige og sjove opskrifter, der dukker op. Og lav så maden sammen, tag et billede af den og smid det på Instagram. Sådan kan on/off forenes på den bedst mulige måde!

Brug Youtube eller Videojug til at lære at lave en eller anden ret. Gør det sammen. Er en af jer rigtigt gode til at lave en bestemt ret eller kage, så lav en video og upload den til Youtube, så I kan hjælpe andre.

 

Mor og søn sidder i hver sin ende af sofaen. Den ene med Ipad den anden med laptop, den ene på Twitter, den anden på Facebook og YouTube. De skiftes til at vise hinanden billeder og videoer og sludrer om alt det, der dukker frem på skærmene. Meget mere samtale end ved normal TV-kigning!

 

Dette var den femte post i en serie om børn på nettet, hvor jeg vil forsøge at komme rundt om alle relaterede emner. På mandag kommer det til at handle om Facebook. Serien startede her.

Share

Digital dannelse

Nu har jeg plapret om digital dannelse i årevis – ja, min underoverskrift på min hjemmeside er “Netiquette” – et andet ord for det samme. Og nu pludselig er alle medier fyldt med det. På høje tid!

Mens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har forstået at brande mig selv godt nok til at være en af de “eksperter”, medierne spørger om disse ting, så glæder jeg mig over, at det endelig er noget, folk faktisk taler om og forholder sig til.

Digital Dannelse er al den viden, man har behov for, for at begå sig tillidsfuldt og sikkert på nettet. Fx forståelse af, hvad NemID er, hvorfor det er klogt at downloade sikkerhedsopdateringer, hvad en browser og en app er for noget, hvad de forskellige sociale medier står for, hvordan man sørger for sikre passwords, hvad det betyder at have sine data i skyen, at man er varen, ikke kunden, på de fleste sociale medier, hvad firmaerne bruger (eller kan bruge) ens data til, hvad “intellectual property” er for noget, etc. etc.

Forbløffende mange mennesker mener, at den slags behøver de slet ikke vide, “det er kun for sådan nogle computerinteresserede nogen”. Men de ta’r fejl, gør de. Det her skal læres i skolen og burde være mere vigtigt på jobcentrene end alle de tåbelige Hvordan Man Skriver et CV-kurser.

En lidt snævrere fortolkning er, hvordan man opfører sig på nettet.

Man skulle jo synes, at det var nemt. For digital dannelse er i bund og grund blot en forlængelse af den dannelse, vi forventes at have ude i virkeligheden. En forståelse af spillereglerne. Almindelig høflighed, ville min mormor nok have kaldt det. Alligevel er det tydeligt for enhver, der er bruger af digitale medier, at ordentlighed mange steder er en mangelvare. Altså, en hel masse mennesker tror, at ordentlighed kun er nødvendigt “i virkeligheden”. Men altså, folks, her kommer noget Oplysning til Borgerne om Samfundet:

  • Internettet er en ligeså virkelig virkelighed som ude på gaden, hvor du jo heller ikke smider affald. Vel?
  • Mellemfolkelige færdselsregler gælder alle steder, også dér hvor man er anonym.
  • Regn med at ALT er offentligt. Eller lige pludselig bliver det.
  • Du tror måske at du kan trolle frit med dit ‘Per Hansen’ alter ego og din Hotmail adresse. Men en dag kommer du til at afsløre dig selv eller nogen gør det for dig, og så kan vi andre følge sporet tilbage og se din ondskabsfulde trolling. Så bliver det nok – fuldt fortjent – mindre sjovt at gå på arbejde og til familiemiddag.
  • Hvis nogen angriber dig personligt på Facebook eller Twitter eller et andet medie, hvor du selv bestemmer, hvem der kan komme i kontakt med dig, så blokér vedkommende. Livet er for kort til at stå på mål for den slags.
  • Inden du kaster dig ud i debatten et nyt sted, så tjek lige tonen på stedet ud først. Læg blødt ud og tal ordentligt til folk, så kommer du ikke galt afsted.
  • Hvis du har en blog, så moderér kommentarerne. Skriv, at du gør det. Hvis du så bliver  beskyldt for at knægte ytringsfriheden, må du blot spørge, om det virkelig er ytringsfrihed at strø om sig med skældsord og personangreb. Har du de nødvendige tekniske færdigheder, så kan du gemme de grænseoverskridende indlæg og overstrege alt det grimme og så publicere resultatet. På den måde bliver substansen i kritikken tilbage. Ofte viser det sig, at der ikke er nogen substans.
  • Når du er uenig med nogen, så giv da endelig udtryk for det. Men tænk også på det lys, du sætter dig selv i, hvis du ikke har argumenter, men kun skældsord.
  • Det er ærgerligt, at så mange ellers interessante debatter i avisernes kommentarfelter bliver ødelagt af agressive og ubehagelige kommentarer, der gør det til en Golgatha-vandring at nå frem til de gode og konstruktive kommentarer. Mange brugere opgiver på halvvejen, inklusive mig selv. Aviserne ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at modere langt tættere – glimrende studenterjob!
  • Hvis du har en anonym mailadresse og alias, som du bruger til at spy galde ud over folk, du er uenig med, så overvej, hvad du egentlig får ud af det? Måske skulle du læse en bog i stedet for? Eller få en hund?

Share

Børn finder svaret på YouTube

Mange børn og unge springer Google over, når de skal finde ud af noget. De søger direkte i YouTube. Børn er så meget hurtigere end os andre til at lure, at det, der kan tage timer at lære ved hjælp af “så gør du sådan og så gør du sådan”-vejledning, kan læres på den halve tid ved at se nogen gøre det. Min yngste søn har lært sig selv alt, hvad han kan af praktiske ting (også nogle upraktiske…), på YouTube. Sandelig også ting jeg ikke lige havde forestillet mig, at man kunne lære.

Her er nogle eksempler på, hvad han har lært sig selv.

Hvis dine børn ikke allerede lærer sig selv ting og sager, så opret en YouTube-konto til dem og find kanaler, der tilbyder videoer inden for dit barns interesseområder. De kan starte helt ned i treårsalderen med at lære at folde papirflyvere og -hatte. Så har du sat dem på sporet til et aktivt og lærende liv på nettet. Ikke det værste, du kan gøre for dit barn.

Share

Like et billede og modtag 75.000 kr.

Hurra. Det var der 36.000 personer der gjorde. Mon de allesammen var børn? Nok ikke, ja faktisk gætter jeg på, at en stor del af dem er voksne. Det er simpelthen til at tude over! Der er sgu da ikke nogen, der forærer 75.000 kr. væk for et like, de her mennesker må da have hovedet under armen?

Og de kan i hvert fald ikke lære deres børn, hvordan man gebærder sig på Facebook og på nettet i det hele taget. Efterhånden er jeg tilbøjelig til at være enig i, at Netiquette skal på skoleskemaet. Det foreslog Medierådet for Børn og Unge allerede i 2010 – og intet er tilsyneladende sket. Bliver det mon en del af den nye heldagsskole?

Indtil da kan I jo tilkalde mig. Jeg fortæller gerne både lærere, forældre og større elever, hvordan tingene fungerer på nettet, hvordan man holder øje med snyd og bedrag, hvordan man garderer sig (så godt som muligt) mod mobning og chikane. Jeg fortæller også, hvad der skal til for at få held med sine google-søgninger.

grammarmatters

 

Og hvad med et gå-hjem-møde på arbejdspladsen, hvor jeg underholder om snyd og bedrag på nettet? Jeg lover, det skal nok blive sjovt.

 

Share

Hvordan researcher moderne børn?

De spørger Google. Eller Youtube. Men det’ jo nogenlunde det samme.

Hvert år udarbejder Google lister over de mest søgte ord og termer. Selvom det semantiske web* ikke for alvor har set dagens lys endnu, så agerer børn og unge, som om det har. De spørger nemlig: Hvorfor…? og Hvad….? i stedet for bare at google et eller flere søgeord. Som det ses herunder, må Google tydeligvis ofte træde i stedet for forældre og andre voksne, der altså enten ikke er på pletten i spørgeøjeblikket eller ikke ulejliger sig med at svare, så barnet er tilfreds.

Mest Søgte “Hvordan…?”
1      Hvordan kysser man?    
2      Hvordan dividerer man?
5      Hvordan ganger man?    
8      Hvordan pifter man?    
9      Hvordan strikker man?    
10   Hvordan hækler man?
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvordan…?”
2      Hvordan laver man QR koder?     
4      Hvordan pifter man?    
6      Hvordan spiller man minecraft?
Mest søgte “Hvad er…?”
1      Hvad er klokken?    
4      Hvad er kærlighed?
6      Hvad er demokrati?
7      Hvad er ADHD?      
8      Hvad er twitter?      
9      Hvad er pi?       
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvad er…?”
1      Hvad er lydmuren? 
9      Hvad er udsagnsord?       
(Ovenstående fra Googles danske Zeitgeist-undersøgelse)
boyatcomputer

 

Lærere (i USA) er åbenbart ikke så kede af elevernes søgemønstre, som man måske kunne tro. Se her:

PEWresearch

Noget af det mere interessante ved ovennævnte er, at lærerne vurderer, at det er de yngste børn og børnene fra de dårligst stillede familier, der har størst glæde af at kunne researche på nettet. Det overraskede mig noget, hvad med jer? (Klik på billedet for at komme til resten af undersøgelsen.)

Hvem skal lære vores børn at søge ordentligt? Skal vi selv det, eller skal skolen? Hvor jeg er meget uenig med mange forældre, der gerne så, at skolen overtager opdragelsen af deres børn, så synes jeg faktisk, at skolen skal spille en hovedrolle i at lære børn at søge information på nettet. Simpelthen fordi det er en forlængelse af, hvad de allerede lærer børnene – eller i hvert fald burde lære dem.
I de små klasser har læreren sin laptop med og smider Google op på white-boardet. Spørger ungerne: Hvad ville I skrive i søgefeltet, hvis I skulle finde ud af xxxx? Og prøve de forskellige forslag af, kigge på resultaterne, diskutere. Og sluttelig konkludere noget om, hvordan man skal tænke, når man skal søge, og igen hvad man skal kigge efter i de resultater, man så får.
I de større klasser har de unge formentlig hver deres laptop eller tablet og kan selv søge. Blandt de både rigtige og forkerte resultater, spørger læreren, hvordan de er nået frem til det, og bruger dette til at hjælpe de unge til at få bedre resultater næste gang, smider nogle af søgningerne op på white-boardet og viser de unge, hvorfor det ene websted er troværdigt, mens det andet ikke er.
Google har en lang række redskaber til raffineret søgning. Dem skal de unge da lære om på samme måde som de lærer funktionerne i en regnemaskine. Kender du dem? Ellers se her.

 

*Semantisk web. Den “kloge” søgemaskine. Den kloge Trine-Maria Kristensen forklarer her, hvad det betyder.
Share

På Internettet er der svar på alt

Det hører man tit, og lige bortset fra Livets Store Spørgsmål, som jeg nok tror, man skal have hjælp fra andre end Google til at besvare, så er det nok mere eller mindre rigtigt. Og det er jo skønt.

Problemet er bare at finde svarene. Man hører ofte, at “nu om dage kan enhver klare sig fint til eksamen, når de må have computere med Internet med ind til forberedelse“. Men det er jo ikke sandt, for også her vender den tunge ende nedad, og de svage elever klarer sig dårligst. Hvorfor? Fordi de ikke har lært, hvordan man stiller et spørgsmål. De svageste er stadig langt  bedre stillet ved at gå på biblioteket og spørge en bibliotekar, for rigtige levende mennesker forstår at spørge tilbage og få klargjort, hvad det egentlig er, spørgeren ønsker at vide. Og det argument bider sig selv i halen, for det har jo aldrig været de svage elever, der gik på biblioteket, vel? Nå men, den diskussion tager vi en anden dag.

Tilbage til, hvordan man får et ordentligt svar fra Google. Det gør man ved dels at have en betydelig baggrundsviden om det, man spørger om (have læst pensum, fx.). Hvorfor? Jo, for ellers kan man jo ikke vurdere, om svaret er rigtigt eller hvilket svar, der er det rigtigste. Og dels ved at stille computeren et intelligent spørgsmål, som den rent faktisk kan svare på.

Her er det vigtigt, at man tænker på, hvad Google egentlig er. Google er ikke en masse små panderynkende nisser, der styrter rundt nede i maskinrummet og slår ting op i store bøger. Google er nogle algoritmer (sorteringsmekanismer), som nogle begavede mennesker har programmeret.

Billede lånt fra Vejle bibliotekernes hjemmeside

Regel nr. ét, når man vil søge begavet, er først at tænke nøje over spørgsmålet. Overveje, om det kan deles op i underspørgsmål, eller om man måske først skal stille nogle andre spørgsmål, inden man – fx. ved hjælp af mere effektive søgeord, som man søger sig frem til – når frem til at stille sit egentlige spørgsmål.

Og, som nævnt oven for, hvis man ikke har nogen ANELSE om, hvad man leder efter, så er sandsynligheden for at man finder det, forsvindende lille.

Det svarer lidt til den diskussion, alle med skolesøgende børn vist har haft på ét eller andet tidspunkt: Jamen, mor, hvorfor skal jeg lære at gange, dividere og rode med brøker, når jeg har en regnemaskine i min telefon?

Og de kloge forældre svarer: Det er fordi, når du har forstået de grundlæggende regler om matematik, ved du, at resultatet når man ganger, er større end de tal, man ganger, og at det modsatte er tilfældet, når man dividerer. Og du ved, hvornår en brøk er større eller mindre end én. Etc. etc. Du har derfor altid en fornemmelse for, om du er på rette vej, når du jonglerer med regnemaskinen. Og kan lure, om du får rigtigt tilbage på din hundredkroneseddel i baren. Osv. osv.

Hvert år offentliggør Google dét, de kalder Zeitgeist (tidsånd). Det er lister over de mest anvendte søgeord, både i det hele taget og inden for specifikke felter. Egentlig finder jeg disse lister dybt deprimerende, fordi de afslører, hvor elendige mange mennesker er til at søge på nettet og hvor lidt forståelse de har for, hvordan man bruger en computer/en browser. Jeg bliver også deprimeret over, at så mange søger på celebrities og underholdningsprogrammer i stedet for efter al den dejlige viden derude, men det er en anden sag.

Se nu fx listen over de ti mest brugte søgeord på Google.dk.

  1. Facebook
  2. YouTube
  3. Google
  4. Hotmail
  5. Krak
  6. DBA
  7. TV2
  8. BT
  9. Gul og Gratis
  10. Ekstra Bladet

Altså, der søges i Google efter Google… Man kan selvfølgelig vælge at sige, at ovenstående blot er et udtryk for folks dovenskab, altså, at de ikke gider skrive dba.dk eller youtube.com, og at de ikke gider have bogmærker eller faste faneblade for de sider, de bruger mest (Facebook fx.). Så det siger vi bare.

Her er et lille udvalg af søgeord/sætninger, der har ført søgere til min blog. Jeg kan blot sige, at jeg må skuffe rigtig mange mennesker! Bumper Sticker, Dad, Sommersko 12, facebook retigheder postede billeder (bemærk stavefejlen), it my business.

Google er selv meget generøse med gode råd til søgning. Men det må være forsvindende få, der nogensinde læser dem. Her er Googles råd til simple søgninger og her tips til mere avanceret søgning. Læs dem og (for manges vedkommende) få dig nogle AHA-oplevelser. De danske biblioteker har også lavet en hjemmeside med hjælp til opgaveskrivning og materialefinding.

Du kan også gå til yderligheder og simpelthen rejse dig fra stolen og gå hen på biblioteket eller sende dine børn derhen og få hjælp til at blive en bedre søger. Bibliotekarer er Danmarksmestre i søgning.

Share

An Apple a day

As today is a very special day for all us Apple-geeks, I’ll use some of the horrible hours of waiting to present to you a bit of nerdy news. We’re talking everything from strictly business to strictly silly.

There’s always new stuff to enhance your work/pleasure time in front of the screen. @4nd3rs from Danish Radio’s brilliant tech-programme Harddisken recommends this extra security for G-mail. Given the latest scare with G-mail accounts that disappeared (not really, they are all restored by now), this might be a good idea. Another very practical thingummy is Amplify, an add-on for Firefox and Chrome, which will let you clip and save anything on the page you’re on for instant mailing, blogging, tweeting, FB’ing or whatever. Really smart!

Do you listen to audio books? I do, occasionally, when all the brilliant podcasts aren’t filling up my time. Audiobooks, however, are often quite expensive, so there’s a natural limit to how many you’ll listen to. Funzafunza, also from the above mentioned Harddisken, mentioned Librivox, a truly original concept where you can find public domain books read by “normal people”. I’ve downloaded Heart of Darkness by Joseph Conrad, a book I’ve wanted to read for ages. Next plane-ride, I’ll listen to it. The reader of this particular novel, a woman, doesn’t have the most pleasing voice on the planet, but I’m sure I’ll get used to her as I listen along. And, there may be other books there, read by more pleasant-sounding people. Anyway, I think it’s a brilliant concept! Do you have a pleasant voice, do you like reading to others and do you love an old book, why not give it a chance and contribute? I will, as soon as I have half a day to spend…

The eternal discussion of whether social media and the web in general is distracting us from true immersion in work, reading, etc. and making us into flimsy flutterers goes on and on. I’m biased, so I’ll only link to people who agree with me. *smirks*. Here’s the honourable Jeff Jarvis on the subject. He links back to the weightiest of previous articles in American media. It was @Elnif who pointed to that one.

And then there’s that there Twitter. Here’s what I’ve read lately on that subject. This in the Guardian, helping the positively curious to make heads and tails of it. This is a funny but not untrue infographic about the process of getting into Twitter.

Lately, I’ve been adding my bit to posterity, in this case Danish Wikipedia. Working with Wikipedia is not easy, it’s not at all like blogging, but as I’m incredibly stubborn I just keep at it. Also, I get help from kind Wikipedians (and also some pointing with a very big stick from less kind Wikipedians). So this well researched article about why women don’t contribute more (13%) to Wikipedia really hit home.

Where would you like to work if you could choose? Fast Company has picked the 50 most innovative companies. Together with Fortune’s Top 100 over the best companies to work for, we have a good starting point. That said, I’m totally happy working for myself. I’m such a nice boss, really, even though the salary s*cks.

Finally, we need something about language (from @stensamler), books and books (from @bogtyven).

Oh, and more books. (Would have loved to have embedded this charming, artistic and funny video. But since, apparently, they use a tune that Sony owns the copyright to, it can only be watched directly on Youtube. Bah!)

Share

Undo – it's doable now!

Politics:

Were you in favour of the war in Iraq? Check Bush’s “entry” speech here. Andrew Sullivan is embarrassed that he fell for it. I would be too! I’m proud that my sister and I actually took part in an anti-war demonstration – none of us being people normally given to demonstrations.

Bush has no regrets, apparently. Bush’s legal councel John Yoo, who wrote the infamous memo that “allowed” torture, isn’t either. Read about it here.

Obama made an appearance on the Jay Leno show. That’s a first. He managed to make a blunder and had to apologize profusely. Why is it that nobody seems to be able to take an innocent joke for what it is?

Writing/blogging:

An interesting post about why we (yeah, well, some of us) so urgently feel the need to share our thoughts with others.

Web:

Microsoft tries to explain what their new privacy settings are for. It’s close to funny.

Kottke.org has this interesting story about how much revenue the “was this review helpful to you” question on Amazon generates.

If you have heard or read any tech news today, you already know this, but here goes anyway. A Godsend to every Gmail user. Now you can un-send your messages – as long as you’re quick!

Health:

Why am I not surprised? (Why alcohol makes you feel good).

Share

What can Google do for God's reputation?

There’s something about women’s rights out there every day. Even when you’re not looking for it actively. I don’t subscribe to any “feminism” blogs or sites, because, quite frankly, they often bore me. That doesn’t mean that I’m not supportive of the “cause” or that I necessarily disagree with a lot of feminism issues – it’s more that it’s so difficult to find the right balance between our “luxury” problems here in the Western world and the severe plight of women in the Third World, particularly the Arab world and Africa, where AIDS is hitting the women very hard.

Feminism:

This one I found on Twitter (twittered by a man, I should say). It’s about how Arab middle class women are using the web as an important tool in their struggle for freedom.

Israel/Gaza:

The truth always comes out in the end. The question here is of course whether the responsible will be brought to justice or if it’ll be like at Abu Ghraib, where only the foot soldiers got to pay the price. I suspect the latter, unfortunately.

In the National Security Journal they dare to ask the Big Question. Pointer from Andrew Sullivan.

Children:

Check this great blog with the fantastic title Freerange Kids.

Here’s the Times’ Schoolgate blog’s take on the story I had the other day about children’s lunch boxes and what ought and ought not to be in them.

Also on Schoolgate this heartfelt post about birthday party bags. I couldn’t agree more!

Food:

All I can say is YES YES YES! It’s not homemade food with butter, cream etc. in it that makes the world’s poor fatter and fatter. It’s processed food. How often must we say this?

God:

You won’t believe this. Google wisdom applied to religion.

That’s it for today – must dash to do my housewifely duties…

Share

Random kindness and other kindnesses and randomnesses

I subscribe to a rather charming newsletter about digital photography and related subjects called Photojojo, recommended to me by a family member, who owns this site. Today the Photojojo newsletter had a very cheerful and Fridayish story. A geek who’d left his computer behind and had gone hiking found a Sony digital camera at the bottom of a river. It was completely rusted, but the (self-confessed) geek took it home to see if he could rescue the memory-card and thus maybe return the photographs to their rightful owner. He made a blog about it and after only one week, the rightful owner was found. See that’s a nice story. There are actually kind and considerate people out there, isn’t that nice to know? It turns out that there (why didn’t we just guess that?) is a website dedicated to finding the owners of lost cameras/photos. See it here and make use of it if you ever find a camera or buy a “new” memory-card with pictures on it, as apparently a number of people have tried.

Another random note comes here: A really good search tip, which as an almost-information pro I should have known, is that you can use Google’s superior search to find stuff on large websites with less superior search functions. Read about it here in PC World. I WARMLY recommend it. I quickly tried to do a search on PC World itself both ways. It works miraculously!

Here’s a story from Financial Times. I don’t know whether it should make you laugh or cry. It’s about a host of abandoned luxury cars in Dubai’s international airport with keys in the ignitions and maxed out credit cards in the glove compartments… The pointer came from Marginal Revolution.

As I’ve mentioned previously Alex Tabarrok from Marginal Revolution is a TED speaker this year. He tells about his experience and also brags a little (I would too!!!!!!) about having met and talked to Peter Gabriel. He recommends Gabriel’s website, which empowers the powerless, Witness.

One of the three TED prize winners was a person and a project that I’ve previously written about here. José Antonio Abreu and his El Sistema. Briefly explained, El Sistema uses music to drag poor children out of poverty. It originated in Venezuela, but has since been succesfully exported to other countries. I can only approve. LOUDLY! Viva Music!

Share