“Lady Bird”

Åh, teenagere!

De er både kilde til de største frustrationer, men sjovt nok også til de morsomste og mest rørende guldkorn. Således også i ‘Lady Bird’ der foregår i Sacramento, en ikke-så-ophidsende by i Californien, lidt nordøst for San Francisco. Som Lady Bird udtrykker det, bor hun så oven i købet “on the wrong side of the tracks”, så det er ikke det Californien, vi ellers kender fra fx. den i øvrigt fantastiske tv-serie Big Little Lies.

Christine

Lady Bird er 17, da vi møder hende. Egentlig hedder hun Christine, men det er bare et dødssygt borgerligt navn, hendes kedelige forældre har givet hende, så hun kalder sig selv Lady Bird. Vi følger hende gennem de første nærkontakter med drenge og det –  i USA – svære spring fra highschool til college – fordi alle de gode colleges koster mange penge, og hendes forældre har ikke rigtigt nogen.

20th Century Women

Greta Gerwig, selv skuespiller, har instrueret denne. Jeg var ret begejstret for hendes forrige ‘20th Century Women’, der faktisk også handler om en mor og en teen, men den følger moderens blik på sønnen, hvor denne er datterens blik på moderen. Lady Bird tror, hendes mor hader hende, og det er ikke helt grundløst, for hendes stressede og udasede mor er virkelig dårlig til at vise datteren sin kærlighed.

Familierelationer

Jeg har selv sønner, så mor-datter-relationen kender jeg kun bagud, så at sige. Den relation skal jeg ikke trætte læseren med, men balancen mellem omklamring, forkælelse, nødvendig strenghed og almindelig selvopretholdelse ER svær at holde, uanset køn – og Gerwig viser det meget fint i begge film. Saoirse Ronan spiller Lady Bird, og hun er simpelthen perfekt. I øvrigt har jeg spurgt Forvo, og Saoirse udtales (ca.): ‘Sirsche. I 20th Century Women er der ikke rigtigt nogen faderfigur, men i denne film er der en dejlig far. Han holder lav profil det meste af tiden, men han er der i den grad for både sin hustru og sin datter. Også selvom han selv har det svært. Dejligt at se et portræt af et kærligt og omsorgsfuldt ægteskab!

Ved siden af mig i Grandbiografen sad en far og hans datter. De var meget glade for filmen og hviskede sammen hele tiden. Rart at opleve!

***

Forfilm

C’est la Vie

At det er instruktør-makkerparret bag De Urørlige, der står bag denne, overrasker ikke. Franskmændene er ret gode til moderne slapstick, og jeg vil gerne se denne opdaterede udgave af en folkekomedie. Bryllupper holder nok ikke op med at være et perfekt setting for spillefilm lige foreløbig – uanset som de er sjove eller ej. Forfilmen lykkes meget fint med at formidle, hvad vi kan vente, tror jeg.

Racer and the Jailbird

Franskmændene er OGSÅ gode til thrillere, og denne her ligner en særligt hæsblæsende en af slagsen. Den kvindelige hovedperson er på ingen måde en biperson eller “damsel in distress”, men racerkører – så er plottet ligesom skudt igang! Flot og meget lokkende forfilm, hvis man godt kan lide lidt tju-bang. Det kan jeg, når det er gjort med en vis finesse.

Isle of Dogs

Denne her er dog den, jeg glæder mig mest til. Jeg var fuldstændig pjattet med Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’, som jeg har set tre gange. Forfilmen er skøn og helt i tråd med stemningen i ovennævnte film. På filmens hjemmeside er der “skuespiller-interviews“. Det er intet mindre end fantastisk.

***

Reklamer

Jeg blev spurgt på Twitter, om jeg vil anmelde reklamer, nu hvor jeg anmelder forfilm, men det vil jeg ikke – ikke mindst fordi jeg sjældent kan huske dem. En hang dog fast i går – en ny film fra SOS Børnebyerne:

Jeg synes altid, det er mærkeligt, når far er udfaset af en familierelation, selvom jeg jo godt ved, at det jævnligt forekommer. Når det er sagt, så er det her en effektiv massage af tårekanalerne – og dermed en god reklame for et godt formål.

 

Share

Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

Bagud

Sjusk

Jeg får ikke skrevet her om de bøger, jeg læser/lytter og glemmer også at skrive om vores podcast her. Det er da noget sjusk!

Bøger på Goodreads

Nå men, jeg har skrevet kort om de seneste bøger på Goodreads – følg mig gerne derovre, hvis du er interesseret, for det bliver nok lidt småt her. Jeg har læst en bog om fælderne ved datadrevet ledelse (Sensemaking) og lyttet til to meget forskellige skønlitterære bøger, The Nix og Exit West.

Podcast: Godt Ord

Kirsten Marie Øveraas’ og mit podcast Godt Ord udkommer ret fast hver 14. dag, og man kan abonnere i sin foretrukne podcast app eller følge os på Facebook eller Twitter.

Film

Film får jeg heller ikke set så mange af som tidligere, men når jeg gør, så skriver jeg om dem på Grand Teatrets blog.

Share

I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Share

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

Share

Stumfilm & musik

Pianist, filmoperatør og film på ét billede

LarsTop2016Artfreq

Det danske outfit ArtFreq præsenterer det, de med slet skjult stolthed og foragt for Janteloven kalder Radical High Culture. Altså, jeg kan jo lide dem allerede der, ikke! Jeg tror ikke, det er nogen hemmelighed, at ham her er involveret i ArtFreq, men ellers er personlig branding ikke i fokus. Det er til gengæld deres events og de kunstnere, der repræsenteres. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke har været til mere end en lille håndfuld af disse arrangementer – hvilket både skyldes, at jeg ikke har fået øje på dem, og at jeg ikke hører så meget musik mere. Mht arrangementet her, He Who gets Slapped, var det også gået min næse forbi, indtil en ven var så godhjertet at invitere mig.

He who gets Slapped

He who gets Slapped er en stumfilm fra 1924 af den svenske instruktør Victor Sjöström. Den var virkelig overraskende god, fyldt med små sjove, skæve og WillGregorytragiske subplots. Og det über-cool ved det her arrangement var så, at der var livemusik til. Og at den blev udført af bandet Gas Giants anført af Goldfrapp-komponist m.m. Will Gregory. Jeg kendte ikke Gas Giants på forhånd, men (selvfølgelig) Goldfrapp. Har generelt haft en svaghed for musik fra Bristol-bølgen.

Egne ret så ramdom snaps af lærredet
Egne ret så ramdom snaps af lærredet

Mere musik

Det var et herligt arrangement, og jeg har lovet mig selv, at jeg må ud og høre lidt mere musik igen fremover. Nu følger jeg Artfreq på forskellige platforme og kiggede også efter dem på Instagram. Der har de over 300 følgere, men ingen poster. Det plejer da vist at være omvendt? På Instagram kan det i øvrigt være værd at følge @newmusicunited, som er pænt fremme i skoene, hvad angår ny og spændende musik, også det der kan høres live i København.

Share

Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Dheepan

Dheepan_posterHvis jeg kunne tvangsindlægge Inger Støjberg og alle hendes venner i og uden for regeringen til noget, så skulle det være at se denne film, der med god grund vandt guldpalmerne sidste år.

Der er ikke tale om en ynkehistorie om flygtninge, men vi foretager simpelthen et dyk ned i den verden, hvor indvandrere, flygtninge, kriminelle og andre af samfundets outcasts befinder sig. Som jeg også skrev i går, udmærker al god kunst sig ved at være loyal over for de personer, den beskriver. Således også her. Hverken Dheepan eller hans “kone” eller “datter” er uskyldsrene eller opfører sig særlig eksemplarisk, det samme gælder alle de øvrige karakterer i filmen. Men vi ser, hvor de alle sammen kommer fra, uden at vi behøver bifalde deres handlinger eller forstå dem. Filmens instruktør Jacques Audiard kender dem alle sammen og fortæller os om dem.
Jacques Audiard
Dheepan handler om en tidligere Tamilsk Tiger, som har brug for en familie for at komme ud af Sri Lanka hurtigt. Desværre er hans egen familie død i krigen, så han må skaffe sig en ny. Han finder en kvinde og hun finder en pige af passende alder, og det lykkes dem at komme til Frankrig med falske papirer. Hovedparten af filmen foregår i et ufatteligt nedslidt socialt boligbyggeri, hvor Dheepan får jobbet som vicevært og de bliver installeret i en forfalden lejlighed, hvor de skal finde ud af, om de skal blive ved med at lade som om, de er en familie, eller om de skal forsøge sig med faktisk at være en. Der er konflikter med de bander, der kontrollerer området, og anspændte møder med venner og fjender fra det gamle land.

Ja, faktisk kommer vi nok rundt om de fleste typer af problemer og konflikter, som flygtninge møder i det nye land, hvor de starter på stigens underste trin i enhver forstand. Visse politikere får det til at lyde så nemt at løsrive sig fra sit miljø, sin religiøse/kulturelle baggrund, fattigdom, sprogvanskeligheder, etc. Men som det fx ses i TV-serien The Wire, som jeg tænkte på flere gange, mens jeg så Dheepan, er det en hel del lettere sagt end gjort. Det er både skræmmende og rørende!

Filmen kan stadig ses i Grand og Øst for Paradis, folk uden for de store byer må nok desværre snyde sig til den. Eller vente-vente-vente, så kommer den nok på DR2 en skønne dag.

 

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share

Himlen over Havana

Himlen over HavanaHimlen over Havana er den danske titel på denne franske (!) film, der allerede havde premiere i 2014. Jeg havde nu ikke hørt om den, før jeg så den på plakaten hos Grandteatret. Da vi påtænker at tage til Cuba på sommerferie, var det jo oplagt at se denne, hvor Havana/Cuba er den store medspiller og bagtæppe.

Gamle venner mødes i anledning af, at en af dem kommer tilbage fra 16 års eksil i Spanien. De er alle så sårede af det, de opfatter som de andres svigt, at vi hurtigt får skrabet fernissen af – først ryger facaden på én, siden på dem alle. Den gode cubanske rom og dyr importeret whisky hjælper med til, at det går hurtigt. Hele filmens handling udspiller sig på under et døgn.

Den handler i høj grad om den politiske undertrykkelse, både før og nu, men først og fremmest om, hvad der sker, når midaldrende mennesker som mig bliver desillusionerede. Pyh, det er trist! Jeg småtudede faktisk gennem det meste af filmen, fordi jeg bare ikke kunne bære at se disse mennesker og deres kolossale skuffelse over tilværelsen!

 

Share

Youth – en film om at blive gammel

Michael Caine

Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.

Share

The Revenant

Revenant_mess

Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.

Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.revenant_DiCaprio

Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.

Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.

I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.

Somebody, please explain!!!!

PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.
Share