Den Danske Pige

Lili Elbe by Gerda Wegener
Da filmens sidste scene ruller over lærredet bryder alle i den fyldte biograf ud i latter. Jeg kan godt garantere, at det ikke var meningen. Mere om det senere.

Jeg havde egentlig relativt høje forventninger til denne film om en pragtfuld kunstner og hendes mand, der blev en kvinde. De blev desværre ikke indfriet. Måske har man syntes, at emnet var så kontroversielt, at resten af filmen var nødt til at være pæn og poleret for alligevel at få folk ind og se den. Der er meget smukke billeder af diverse landskaber og solnedgange og af det gamle København, Paris og Dresden. Jeg gad fx godt se den opgang i Paris, de skal forestille at bo i. OhMyGod – det smukkeste art deco! Men faktisk er det et godt eksempel på noget, der irriterede mig ved filmen. Skal vi virkelig tro på, at de havde råd til at bo så eksklusivt? Og de er malere; alligevel har de begge de smukkest manicurerede hænder og de aller-reneste, lækre negle. Kender du en kunstmaler? Så ved du, hvad jeg mener. Der er en del af den slags usandsynligheder.

Og ja, den unge Redmayne er da virkelig meget yndig, men jeg bliver simpelthen så træt af hans mannerisms… Faktisk syntes jeg bedre om Alicia Vikander, der spiller Gerda.

Tilbage til slutningen af filmen. Vi hører hele tiden om Ejnars barndom i Vejle. Vejle mig her og Vejle mig der. Til sidst er Gerda og Ejnars barndomsven Hans taget til Vejle for at sprede Lilis aske. Og der står de så, på den høje skrænt foran Vejles majestætiske bjerge… I kid you not. Man har simpelthen ikke ment, at der var pænt eller dramatisk nok ved Vejle Fjord. Billederne er fra Norge

Vejle
Vejle fjord

I øvrigt slutter filmen med at prise Lili for hendes mod. Men ærligt talt, så synes jeg faktisk, at filmens (og virkelighedens) rigtige helt er Gerda, der støtter Ejnars færd mod at blive Lili, også selvom det på alle måder er tungt for hende. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg nok havde vist min mand Vintervejen, hvis han pludselig skulle til at være kvinde og have mande-kærester!

Wikipedia-artiklen om Gerda fortæller, at filmen (og bogen) er blevet kritiseret for ikke at forholde sig til Gerdas seksualitet – ifølge den var hun lesbisk, og de to blev kun gift for at kunne fremstå respektabelt. Filmen forbigår også deres skilsmisse. Egentlig synes jeg, det er fint, at film tager sig kunstneriske friheder. Så er det bare ærgerligt, når det ikke resulterer i et værk, der kan overstråle virkeligheden.

Herunder ses en af Gerdas mange erotiske illustrationer, som gav hende noget højst tiltrængt ekstraindtjening – nu når hun skulle forsørge både sig selv og Lili!

1925 Wegener Les Delassements dEros 03 anagoria

Share

Motley’s Law – om en ægte badass

2016-01-27 20.34.57Hovedpersonen i denne absolut fremragende DANSKE dokumentarfilm er nok den mest badass kvinde, jeg nogensinde har set på film, måske bortset fra The Bride i Kill Bill filmene. Men hov vent, hun er jo fiktiv!

Jeg havde læst om filmen og påtænkte også at se den, fordi jeg er blevet ret optaget af Afghanistan efter at have oplevet, hvordan en del forskellige kunstnereforfattere og dokumentarister er optaget af dette helt særlige og særligt plagede land. Men så var jeg så heldig, at få en billet til premieren i Grand forærende af en veninde, der kender min smag!

Filmen er lidt af et Columbus-æg, fordi den lykkes på flere planer. Man kan måske sige, at det skulle være enkelt at portrættere en kvinde som Kimberley Motley, der har personality i overflod og tillige ser knaldgodt ud. Men sådan er det ikke – for vægten kunne have været lagt mange forskellige steder. På at hun er kvinde, på hendes “fravalg” af familien, på korruptionen i Afghanistan, på det farefulde i hendes job. Men vægten er ikke lagt noget bestemt sted, og afvejningen fungerer fantastisk. Fx får man lige et lille indblik i, at nogle af dem, der har mest ondt i r****, er hendes børns skolelærere og kammeraternes bitchy mødre. Pyh! Langt det bedste er dog hendes samtaler med klienterne og med embedsmænd og dommere i Afghanistan. Hun er mere cool end cool! Et andet plan, som filmen lykkes på er selve det filmiske. Der er SÅ mange fede billeder – altså ikke sådan nogen glittede panorama-nogen, men intense og flotte og meget sigende om landet og befolkningen. Og så er der små lækre detaljer – fx så benytter den “moving titles” – jeg ved ikke, hvordan det beskrives på dansk. Den gør det kun ganske få steder, og det har en fed effekt.

Så stort, stort tillykke til Nicole N. Horanyi og filmselskabet Made in Copenhagen med denne film. Den har allerede vundet flere priser – jeg gætter på, at den vinder mange flere.

Er du så uheldig at bo et sted, hvor biffen ikke viser dokumentarfilm, så kan du indtil videre nyde Ms. Motley i TED-talk’en herunder. Desværre bander hun kun en enkelt gang i talen – i filmen bander hun som en havnearbejder. I like ;-)

Share

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share

Néné går i biografen

Tre gange på én uge! En amerikansk i Grand, en tysk, også i Grand (hvor ellers) og endnu en amerikansk, nu i Dagmar. Og hvis det havde været en konkurrence, havde de slemme imperialister ovre i Amerika vundet stort…


Irrational Man af Woody Allen med den skønne Joaquin Phoenix (nu med klædelig lille kuffert) er en af de bedste Allen film, jeg har set de senere år. Den var så elegant komponeret med indledningerne til hans filosofi-timer som ramme om den grumme, men åh så moralsk lærerige fortælling. Få pudset din Kant af, og konfronter et højspændt moralsk dilemma i biografen. Mere kan man vel ikke ønske sig?

Den tyske film Phoenix har fået flere mange-stjernede anmeldelser. Det fatter jeg simpelthen ikke. Altså, der var noget lækkert med farverne og noget dekadent over et Berlin i ruiner, men… Jeg skulle have lyttet til de to filmanmeldere, jeg oftest er enig med, nemlig Per Juul Carlsen hos DR og Christian Monggaard hos Informeren, men næh, jeg skulle absolut se den, fordi den havde fået 6 stjerner i Politiken af en anmelder, jeg ikke kender, og fordi jeg har en målsætning om at se flere film og læse flere bøger, der ikke er fra UK/US. Jeg troede ikke på historien, og den havde så mange løse ender, at man skulle tro, instruktøren aldrig var blevet færdig på filmskolen. Jeg kedede mig faktisk så meget, at jeg måtte tjekke min telefon for ikke at falde i søvn. En af dem, jeg var i bif med, faldt faktisk i søvn…

Og sidst har jeg så set Pixars seneste epos Inside Out. Og den var jo fuldstændig fremragende! Jeg så den med ældstesøn, svigerdatter (26) og yngstesøn (14), og vi elskede den alle fire helt uforbeholdent. Vi er inde i Rileys hjerne, og der er ikke kedeligt. Riley er en pige på 11, næsten 12 år, og der sker eksplosive ting derinde i den alder. Vi møder alle de små og store, “gode” og “dårlige” følelser, vi har, og de har alle noget at bidrage med. Det er meget moralsk og Disney-rigtigt, men vi ved alle, hvad Disney/Pixar kan, når det virkelig lykkes, og det gør det her. Jeg glæder mig allerede til at se fortsættelsen! Et af filmens skønneste øjeblikke er der, hvor de to æsker med argumenter, de rationelle og de følelsesbårne, vælter og bliver blandet sammen. Alle med teenagebørn kan nikke genkendende til det øjeblik! Vi så udgaven med original tale og uden 3D i Dagmar.

Share

Far from the Madding Crowd & Familien Bélier

Dorset maiden castle 01

Far from the Madding Crowd bygger på Thomas Hardys bog af samme navn fra 1874. Filmen er næsten 100% tro mod romanen. Det er på mange måder en fin film, Vinterberg har skruet sammen, fuldstændig tro mod den stil, filmatiseringer af klassiske britiske romaner som oftest har, når de er gode.

Den eneste af skuespillerne, jeg kendte rigtig godt i forvejen, var Michael Sheen, der spiller Masters, den totalt indebrændte læge/forsker i HBO-serien Masters of Sex, over for smækre, lækre Lizzy Caplan som Johnson. Nå men, Sheen er tydeligvis vældig god til at spille den indebrændte type, for han gør det lige så godt her som i TV-serien. Det er lykkedes mig kun at se et par film med Carey Mulligan, og i dem har hun ikke for alvor brændt sig ind på min nethinde. Det gjorde hun måske heller ikke helt her? Men det, der trækker filmen ned for mig, er ham, der spiller Über-Dario, Tom Sturridge. Han gør bare slet ikke noget for mig, og i min optik er det slående utroværdigt, at hun falder for ham. Altså, han burde være sådan en Mr. Darcy-type, som *alle* kvinder falder for, hvis man skal tro på, at hovedpersonen her, omgivet af pæne, ærlige, ordentlige mænd, der er pjattede med hende, skal falde for ham! Til gengæld er der ikke noget i vejen med landskabet. Jeg har ikke set hele England, men Dorset er det skønneste af det, jeg har set. Det har slet ikke været svært at finde locations til den film, for meget af Dorset ser stadig ud, som det gjorde i 1870’erne: Fortryllende!

Familien Bélier tog hele vores lille familie med storm, vi grinede og græd sammen med resten af biografen. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt forstår visse anmelderes surhed her. Ja, den kører alting hjem på charmen, nej, livet i en døv familie er sikkert ikke så harmonisk, nej, skolekor i den franske provins synger nok ikke så godt, ja, det er ikke videre sandsynligt, at den ikke-døve pige synger som en engel, etc. etc. Men altså, hvis det var sandsynlighed og lighed med virkeligheden, jeg søgte, ville jeg gå ind og se en dokumentarfilm eller kigge på min egen navle. Jeg har set mange såkaldte feel-good film, der ikke fik mig til at grine og græde, og da slet ikke simultant. Hver anden gang jeg vælger en feel-good-film på Netflix ender jeg med at slukke, inden den er færdig, fordi jeg får den dér candy-floss overmæthed. Det gjorde jeg ikke her, og det gjorde heller ikke min action-glade mand eller min dokumentar-glade søn.

Musiklæreren, der er ondskabsfuld som få, er så sjov, pigens udkårne er en teenage-godte, pigen selv er helt igennem bedårende (tak for lån af ord til min salig mormor) og særdeles troværdig, de døve forældre rørende og urkomiske. Og den franske visesang, der i høj grad bærer filmen, er bare skøn!

Musik er sjælens sivebrønd, siger musiklæreren på et tidspunkt (i den mundrette danske oversættelse). Det kan der jo være noget om!

Share

I biografen – Idealisten og Montage of Heck

I den seneste uge har vi været i biografen to gange. Begge gange til ekstraordinære filmoplevelser og begge gange i Grand (hvor vi begge gange mødte Helle!). Men der ophører lighederne så også.

Idealisten af Christina Rosendahl er en grim film. Grim på den gode måde, fordi dens grimhed afspejler filmens tema og tiden – 80’erne. Peter Plaugborg er helt fremragende som Poul Brink, den stædige og rent ud sagt møgirriterende journalist, der afdækkede en af de allerstørste skandaler i dansk politik. Se den, se den, se den. Den 13-årige render rundt og anbefaler den til alle og enhver med ordene: En af de bedste film, jeg har set.


Den anden film var også grim. På den grumme måde. Montage of Heck er filmen om Kurt Cobain, hvis liv virkelig ikke var nogen dans på roser, heller ikke på højden af Nirvanas berømmelse. Filmklippene fra hjemmet, hvor de to junkier leger kærligt med deres nyfødte baby er lige dele rørende og skræmmende. Instruktørens brug af tegnefilm og animation af Cobains egne tegninger og malerier er en Oscar værdig. Så godt set, og om muligt endnu bedre udført.

Denne film burde jeg til gengæld ikke have taget Jr. med ind til. Den var simpelthen for barsk!

Share

The (Second) Best Exotic Marigold Hotel

Marigold

Meget egnet søndagsunderholdning siger jeg bare. Feel-good over hele paletten. Jeg kan slet ikke få nok af Maggie Smith, og efter afslutningen på femte sæson af Downton Abbey har jeg haft abstinenser. Så er det godt, at hun fylder så meget i The Second Best.

Derudover er der jo farverne i det eksotiske Indien og de mange dejlige indiske skuespillere. For slet ikke at tale om den fantastisk flotte dansescene sidst i filmen. Dirty Dancing Go Home! Stemningsmæssigt minder filmen om Lasse Hallströms The Hundred-foot Journey. Hvis du vil have feel-good uden samtidig at få hjernen reduceret til grød, er det en god anbefaling. Vil du gerne have noget med dybde og noget at tænke over, så snup en anden film. Der går noget for enhver smag i Grandteatret. Etteren lejede jeg på Itunes.

Hvis du er ung, har du måske ikke opdaget, at filmverdenen for alvor har fået øjnene op for en relativt ny, meget købestærk målgruppe, gråhætterne. Det kan du overbevise dig selv om ved at gå en tur i Grand eller Dagmar. Kun ved ganske særlige lejligheder er flertallet af biografgæsterne under 40. Og flere og flere film har hovedpersoner, der selv er gråhætter.

Share