Brandts 13

Gudrun Hasle

En fantastisk særudstilling med denne ganske specielle kunstner, som jeg fik øjnene op for i tv-udsendelsen Mikkels Atelier, som jeg tidligere har skrevet om. Udstillingen hedder My Charlthodt as a Expat og handler om nogle lykkelige barndomsår i Thailand. De illustreres med skønne, kornede familiebilleder fra tiden, og kunstneren fortæller i en video om de oversvømmelser, der var paradisiske og eventyrlige for hende og hendes tvillingebror, men som hun som voksen har forstået var katastrofale for de fattige lokale.

Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.
Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.

Og så selvfølgelig de fantastiske broderier, der er udført med kæmpe teknisk overskud og samtidig er hjerteskærende naive.

Thomas Bangsted

Når man lige først kigger på Thomas Bangsteds fotografier, ser de egentlig ikke ud af noget særligt. Men efterhånden som man lader sig suge ind i dem, går det op for én, hvad det er, hans teknik går ud på. Man kan afskrælle hans lag-på-lag med blikket, så at sige. Det er meget fascinerende. Men hans billeder kræver tid.

Kunsten

Et ret prætentiøst navn til en kunstsamling, men, skulle det vise sig, ret rammende. Museum of Modern Art i AalborgKunsten – har udlånt noget af samlingen til Brandts 13. Det var jo praktisk for os, der kun yderst sjældent kommer til Nordjylland men en anelse oftere til Fyn. Der var en sal fuld af Julie Nords urovækkende tegninger, et kæmpestort uhyggeligt billede af Michael Kvium, et par værker jeg ikke kendte af John Kørner og en (for mig) ny og meget spændende kunstner, Anette Harboe Flensborg. Mærkeligt nok faldt jeg over hende igen få dage senere hos Bendixen Contemporary Art i Palægade. Endnu et par dage senere stødte jeg på hende igen, nemlig på Grønningen (mere om det senere). De tre billeder dér blev jeg decideret forelsket i! En anden kunstner, vi ikke kendte, var Ivan Andersen. Tjek lige hans billeder ud – for mig mindede de lidt om David Hockneys tidligere værker. Endelig var der en kæmpe papskulptur af kunstnersammenslutningen BankMalbekRau. Ret festlig!

BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13
Udsnit af BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13

Brandts 13 var stort set tomt ligesom resten af Odense sådan en tidlig søndag eftermiddag. Det var nærmest lidt uhyggeligt!

Share

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Share