Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Bogen alle de forkerte læser

Mange anmeldere ku’ lide den, mange kommentatorer ku’ lide den, alle mine venner ku’ lide den, jeg ku’ lide den. Men hvad med dem, der har brug for at læse den, grøftegraverne? Marcus Knuth og Inger Støjberg? DF-brigaden? Det Nye Socialdemokrati? Har de læst den?

Pensum på Christiansborg?

Og det, at dem der (også) burde læse den, næppe gør det, er faktisk min eneste indvending mod Özlem Cekic’ dejlige, varme og kloge bog. Hun er så god til at reflektere over sine egne reaktioner og tanker, så god til at se indad, så god til at udøve selvkritik, før hun kritiserer andre. Det er vi mange, der kunne lære af.

Uvidenhed og provinsialisme

Hvor mange gange har vi ikke siddet ved middagsbordet og latterliggjort Trumpisterne og Pianisterne derude og reduceret deres bekymringer til uvidenhed og provinsialisme? Jeg tager det gerne på mig – omend en anelse beskæmmet. Özlem har også været der. Hun har både hadet og latterliggjort, men hun er blevet klogere, efter at hun har mødt og drukket kaffe med en hel perlerække (hm, ordet perle måske ikke så velvalgt…) af sine argeste hatere. Lige fra nazister til Hizb ut-Tahrir.

Hun har også fat i alle moderne konflikters moder, Israel/Palæstina, som næsten gør kål på hendes ellers legendariske optimisme. Den konflikt har jeg læst en bog om for ganske nylig og er i det hele taget ret optaget af.

Drengene på den Røde Plads

Bogen er meget velskrevet og letlæst. Der er mange gode kapitler, hvor man sidder med hjertet oppe i halsen, mens hun besøger folk, der har skrevet de værste ting til hende, men mit favoritkapitel er det om drengene på den Røde Plads. Måske fordi der er lidt optimisme i det.

Frelsermission

Her er et af mine yndlingscitater:

“I starten troede jeg, at hvis de, der hadede muslimerne, mødte en muslim som mig, så ville de blive “gode” igen. I dag kan jeg imidlertid se, hvor umuligt den form for frelsermission var. Jeg mødes ikke længere med folk for at overbevise dem om det, som jeg synes er rigtigt, men mere for at lytte til dem. Men jo mere, jeg lytter, jo mere kompliceret bliver alting også.”

 Blækhuskløe

Da bogen kom ud, for flere borgerlige kommentatorer i blækhuset med bål og brand over Cekic’ dedikation til Dan Uzan og Finn Nørgaard. De havde hverken taget højde for, at det måske var en idé at læse bogen (hvor Cekic siger ca. 100 gange, at det er personen med fingeren på aftrækkeren, der har ansvaret og ingen andre) eller tjekke med Uzans og Nørgaards familier, om de måske havde hørt om det. Det havde de selvfølgelig. Dan Uzans far har jo selv vist sig som en brobygger af format.

Så fald lige ned og tag en slapper, meningstyper.

Share

Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Share

Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

Share

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?

 

 

Share