Om (ikke) at tackle døden

I sidste uge var jeg til forfattermorgen hos Gyldendal for at se Svend Brinkmann og købe hans nye bog. Der var også en anden forfatter, og sandt at sige, så havde jeg aldrig hørt om hende: Lotte Blicher Mørk. Jeg tænkte, pyha, stakkels hende, sådan at komme lige før Brinkmann. Men det var ikke noget problem for hende – hun har været præst på Rigshospitalet i 14 år, og summen af hendes erfaringer indtil nu har hun komprimeret i en lille fin bog, “På en måde skal vi Dø – Fortællinger om Livet”.

Vi skal ikke “tackle” døden

Blicher Mørk og Brinkmann har en del pointer til fælles, bl.a. den, at de ikke bryder sig om, at “vi skal finde meningen inden i os selv” eller at vi skal “tackle” tilværelsen og dens afslutning. De leverer dem meget forskelligt og med vidt forskellig baggrund. Brinkmann er jo fx decideret areligiøs, hvor Blicher Mørk taler om Gud hele tiden.

Fiasko

På side 93 kommer hun frem til en yderst væsentlig pointe, nemlig at hun ikke mener, det er døden, der er vor tids største tabu, men fiaskoen. Derfra går hun indlysende videre til sin modvilje mod, at man i omtale af sygdom og død benytter en krigsterminologi – ikke mindst i udtrykket “kampen mod kræften” – som man så kan tabe og derved være en fiasko. Her skriver hun også, at “det må være vanskeligt at gå døden i møde uden at tro på andet end sig selv”. Det vil jeg gerne anholde, for jeg er agnostiker og tror altså ikke på Gud. Alligevel tror jeg ikke kun på mig selv. Jeg tror på det iboende gode i mennesket og på at det tjener et formål i sig selv at leve sit liv sådan, at man er sit bedste selv så meget af tiden som muligt.

At  møde døden

Denne lille bog gør sig mange fine overvejelser om, hvordan vi møder døden og kommer med fine eksempler fra mennesker, forfatteren har mødt i sin praksis. Den kan være en god gave til alle, som har fået døden lidt tættere på, end vi har til hverdag. Måske også til læger og sygeplejersker der ofte må tage “den svære samtale”. Man kan læse den med stort udbytte, selvom man som jeg ikke tror på Gud.

Kvinden i toget

The_Girl_On_The_Train_(US_cover_2015)Nogen bliver nødt til at forklare mig, hvordan denne bog kan debutere øverst på New York Times bestseller liste og også toppe lister andre steder på kloden, bl.a. her i Danmark. Og gode anmeldelser fik den også mange steder, bl.a. af Bo Tao Michaëlis i Politiken, som ligefrem kalder den Ibsensk!!! (artiklen er premium, tag mit ord for det). Til gengæld er min blog-kollega Camilla ovre på Trilogien næsten lige så ubegejstret, som jeg er. Jeg har læst den på engelsk, så kan ikke sige god for den danske oversættelse.

Plottet er anstrengt, så det kan passe til den ligeså anstrengte rammefortælling om at pendle med toget. De tre kvinder, der er romanens omdrejningspunkter, forekommer mig også utroværdige, men nogen vil måske fortælle mig, at de kender til kvinder, der agerer sådan? Jo selvfølgelig er der kvinder med en fortid, som de ikke lægger offentligt til skue, og der er kvinder, der synker ned i alkoholisme efter en traumatisk oplevelse, men men men…

Hvorfor læste du den færdig, spørger du. Godt spørgsmål, svarer jeg. Svaret er nok, at jeg hele tiden ventede på at finde ud af, hvorfor så mange mennesker synes, den er fantastisk. Men det gjorde jeg altså ikke.

Bogen kommer som film i indeværende år, så vidt jeg kan læse af IMDB. Filmen behøver ikke være dårlig – det ville ikke være første gang, at en dårlig bog bliver til en god film. Men jeg holder ikke vejret.

Der er mange gode krimier og thrillere derude. Spild ikke din tid på denne. Prøv fx denne her.

En provokation

Suzanne Brøgger og Kim Fupz Åkeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.
Suzanne Brøgger og Kim Fupz Aakeson ved Gyldendals støttearrangement for Venligboerne 5/10 2015.

Kunstneren og provoen Smike Käszner gav forleden en ordentlig opsang til både den kreative klasses Facebook-omklamring af flygtninge og DF-typernes evige sang om hjælp i nærområderne. Jeg har det fint med en opsang, for jeg kan sagtens identificere mig med hans godgørende kreativ-klasse flygtningevenner, der reelt aldrig gør andet end at sende 100 kr. på SMS eller like et opslag fra Dansk Flygtningehjælp. Smike harcellerer over, at vi snakker stolper op og stolper ned om at integrere flygtninge, men hvad gør vi selv? Har vi venner blandt flygtninge og indvandrere? Og han har jo ret i, at det er sindssygt nemt at sidde i en dejlig lejlighed i indre by eller en villa i Hellerup eller Holte og have meninger om, hvordan man integrerer flygtninge og indvandrere i Danmark. Vi møder dem i reglen kun, når vi forvilder os på Nørrebro eller i kiosker, i Matas, i supermarkedet eller kører med bus eller taxa. Dér gør vi os stor umage for at tale pænt til de brune mennesker, men vi taler jo netop til dem, ikke med dem.

Alligevel synes jeg, han skyder ret meget ved siden af. Hele projekt Venligboerne består i høj grad af folk fra den kreative klasse, der har besluttet sig for selv at gøre noget, når nu det ikke hjalp at sætte kryds ved folketingsvalget. De afholder lektiecaféer, danskundervisning, juridisk rådgivning, hjælper med udfyldning af papirer, giver introduktioner til det digitale Danmark, forærer flygtningene møbler, computere, mobiltelefoner, osv. Simpelthen mennesker, der gør meget mere end at like på Facebook – og der er mange, mange tusind af dem! Dem er der så en masse, der har travlt med at nedgøre, kalder dem godhedsindustri eller spelthippier eller noget tredje. Det giver jeg intet for. Marie Krarup kan selv være klam, kan hun!

Folk, der vælger at bruge deres tid og deres penge på at hjælpe andre, der har været mindre heldige i livet, kan aldrig nogensinde stå til hån i min bog. Det håber jeg heller ikke, de gør i Smikes.

I øvrigt er argumentet om, at man ikke kender og omgås “de andre” ret udbredt – et ægte DF-cirkelargument. Og ja, jeg kender kun ganske få mennesker, der står ved, at de stemmer Venstre eller DF. Vi deler ikke livssyn. Jeg kender også kun ganske få mennesker, der kun interesserer sig for fjernsyn og fodbold. For vi deler heller ikke livssyn. Det samme gælder overklassetyper, der hyler om skattebyrden, mens de pudser på deres 50.000 kroners carboncykel. Til gengæld kender jeg en del mennesker, der graver en eksistens ud på kontanthjælp, sygedagpenge eller førtidspension eller som ingen uddannelse har. Det er fordi, man godt kan være på sulteydelse eller have forladt skolen efter 9. klasse uden at have opgivet sin værdighed eller sin interesse i politik, samfundsforhold, etiske spørgsmål, litteratur, kunst, kultur, gastronomi eller de andre ting, som jeg interesserer mig for, og som jeg derfor opsøger hos andre.

BT har kørt en kampagne med fokus på, hvor “multikulturalisterne” bor – nemlig i Hellerup, etc., i store villaer med meget langt til nærmeste indvandrerghetto. Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors svarede igen med et sydende indlæg – og hvor har han ret. I øvrigt – alle DF-typerne, der vil have grænsekontrol og afskære flygtninges adkomst til Danmark, hvor mange indvandrere og flygtninge har de selv som naboer? Og hvad med chefredaktionen på BT? Bor de sammen med deres forargede læsere? Næh, vel gør de ej. Det er simpelthen et skinargument.

Men altså – de “andre” gider sgu da heller ikke mig! De synes, jeg er en snob og tror ikke på min ægte begejstring for en bog, en film, et kunstværk. De synes, at deres interesser er “de ægte” og folkelige. Det er fint nok for mig, men jeg accepterer ikke en gammelkommunistisk tankegang om, at “folkets kultur” (og sikke dog et forvrøvlet begreb!!!) er bedre end min. Mine interesser er bedre end deres – for mig!

Den anden halvdel af Smikes argument – om nærområdehykleriet – er vi nok ret enige om. Selvom jeg må sige, at alle, der har stemt på blå blok, har medskyld i, at hjælpen til nærområderne nu nedskæres i stedet for at øges, for det lagde hverken Venstre eller DF skjul på før valget.

Og så er der i øvrigt folkevandring i eftermiddag fra Udlændingestyrelsen ved Fredens Park til Christiansborg, hvor politikerne er i gang med at fejre sig selv og folkestyret. Deltager du?