Nøgne balletdansere

Nåh, det fik dig nok til at klikke, hvad? Det er ikke kun dagbladene, der pusler med clickbait…

Per Morten Abrahamsen: Amy Watson, 2016.
Amy Watson. © PM Abrahamsen, 2016

Anyway, der er faktisk ikke tale om falsk reklame. Til udstillingen X-Ray har Per Morten Abrahamsen fotograferet en håndfuld balletdansere (næsten) nøgne og sat ild til. Nej, det har han selvfølgelig ikke, men det er faktisk ret svært at forklare, hvad billederne går ud på, når man ikke kan vise dem. Han leger både med dobbelteksponering (måske hedder det noget andet, når det er mere end dobbelt?) og med niveauforskelle i de store fotostater. De gør sig ikke særlig godt i de små 2D-udgaver, der kan ses på Hans Alf Gallery’s hjemmeside, men man kan da danne sig et indtryk. Smut dog hellere forbi galleriet (Holbergsgade i København K), hvis du interesserer dig for fotokunst eller for ballet – eller måske begge dele!

Lige da jeg først så de nye billeder, tænkte jeg, at jeg ikke ville være så begejstret for dem, som jeg var for den sidste fotoserie. Men da jeg havde kigget på dem et par gange og kigget lidt i dybden, åd de sig alligevel ind på mig. Den menneskelige krop er endeløst fascinerende, og hvornår er den tættere på sit ypperste end hos balletdansere? Jeg elsker, at Per Morten er præcis lige så fascineret af mandekroppen som af kvindekroppen. En af de ting, der gør, at jeg finder hans billeder 100 gange så interessante som Mario Testinos (uden sammenligning i øvrigt). Dobbelteksponeringerne og den brændende baggrund fremhæver krop og muskler mere end de skjuler, hvilket er ret overraskende og særdeles effektfuldt.

Hans Alf Gallery skriver ikke på deres hjemmeside, hvornår udstillingen slutter, men da den næste angiveligt først starter til august, forestiller jeg mig, at der er god tid til at få set den. Jeg er ked af, at jeg må nøjes med at snuppe Hans Alfs udstillingsforside (hvilket jeg faktisk heller ikke må), men Internettet er et svært sted for fotografer. Dog synes jeg godt, at der kunne være et par presseudgaver med vandmærke i eller noget.

Tilføjelse 16/6: Jeg er blevet lidt klogere på fototeknikken, som jeg ovenfor benævner som dobbelteksponering. Det er det ikke, det er singleshots med lang lukketid. De lidt mindre af billederne, der ikke er i 3D er dobbeltprints, trykt på glas ovenpå tryk på papir. Så skulle det være på plads.

Share

Arrogante gallerister

Inden for den seneste måned har jeg besøgt mange af de gallerier, jeg er kommet forbi på min vej. Jeg har været inden for hos mindst 15 forskellige. Nogle af dem har jeg besøgt flere gange, de fleste aldrig før. Jeg kommer næsten altid på tidspunkter, hvor galleriet er tomt eller næsten tomt. Alligevel oplever jeg mange steder at blive fuldstændig ignoreret. Som i FULDSTÆNDIG.galleri

Det er jo imponerende, at disse gallerister eller galleri-medarbejdere er så store menneskekendere, at de simpelthen ved, blot ved at kaste et blik på mig ud af øjenkrogen, at jeg ikke har råd til eller er interesseret i at købe det kunst, der er udstillet derinde. Når jeg står der i det rungende tomme galleri, kommer jeg altid til at tænke på historien om bilsælgeren fra Malcolm Gladwell’s Blink. I korte træk går den ud på, at Gladwell har fundet frem til denne her bilsælger, der sælger mange flere biler end alle de andre bilsælgere. På spørgsmålet om, hvordan han gør det, svarer han, at han går hver eneste kunde i møde som en tabula rasa. Han behandler dem helt ens, uanset deres alder, race, påklædning, etc. Enkelt ja, men svært!

Man kan også opleve, at galleristen/personalet kommer én i møde og siger pænt goddag, men hvis man så får afsløret, at man fx ikke kender den udstillende kunstner, så er det lige før, de vender det hvide ud af øjnene. Det er heller ikke særlig fremmende for min lyst til at komme igen, skulle jeg hilse og sige.

Inden jeg sander til i selvmedlidenhed, vil jeg lige understrege, at det her faktisk er meget mere synd for kunstnerne, end det er for mig. For det er dem, der ikke får den repræsentation, som de betaler MEGET dyrt for. Galleristerne får typisk 50% af prisen på et kunstværk. Nogle af dem yder uendeligt lidt for de penge.

Fire eksempler på 'kunst i dagligdagen', der beriger min hverdag.
Fire eksempler på ‘kunst i dagligdagen’, der beriger min hverdag.

Noget andet, gallerister kunne gøre for deres kunstnere, er at inspirere dem til at udvide deres “scope” for, hvad kunst er. Ved siden af deres store lærreder kunne de fx sælge tegninger, få udført litografier, dekorere porcelæn, t-shirts, skateboards – mulighederne er faktisk uendelige. Nogle kunstnere vil så stirre olmt ned på mig fra deres høje hest og fortælle mig, at de virkelig ikke kan nedværdige sig til at være så kommercielle. Fint! Men så lad være med at brokke dig over, at du ikke kan leve af din kunst. Når nu kunstnerne ikke lærer på akademiet, hvordan de skal få deres kunst out there, så bliver det galleriernes opgave. For hvad er egentlig fidusen ved at have sultende kunstnere i stald? Vi er vel kommet ud over Bohème-myten om, at den største kunst bliver til på kolde loftsrum?

Der er naturligvis adskillige gallerier, hvor jeg bliver vel modtaget, og hvor jeg forlader stedet på alle måder beriget. Og enkelte gange en del fattigere, fordi jeg er *kommet til* at købe et stykke kunst. Lad mig anbefale nogle stykker: Nordahl & Nissen Contemporary, Bredgade Kunsthandel, Galleri Tom Christoffersen, In the Gallery, Gether Contemporary og Hans Alf Gallery.

Tak til Daisy for inspiration til dagens indlæg.

Share