Cisternerne i Søndermarken

Du gruer allerede for, hvad du skal stille op med ungerne, når nu ferien starter lige om lidt, og de keeeeeder sig i regnen. Eller – værre – du gruer for, hvad du skal stille op med dig selv i denne elendige undskyldning for sommervejr.

2015-05-20 12.30.01

Er du Københavner, så har jeg et bud på noget spændende, vådt og anderledes, du/I kan fordrive en halv eftermiddag med. Ingvar Cronhammers fantastiske installation i Cisternerne. Husk en varm trøje, hvis vejret skulle finde på at indbyde til bare arme – der er KOLDT og VÅDT dernede. Der er dog mere tale om en våd følelse, end om at man egentlig bliver våd.

2015-05-20 12.31.34

Cronhammer har skabt et stemningsfuldt og lidt uhyggeligt vandunivers, hvortil Martin Halls musik passer fortræffeligt. Det er interessant og gå rundt og høre mere eller mindre til musikken og tilsvarende mere eller mindre til vandet, alt efter hvor man er. Der sker nogle meget interessante ting med lyden, selv når man kun bevæger sig få centimeter. Prøv det!

Det koster en 50’er for voksne, men børn under 18 er gratis.

Beklager de elendige mobilbilleder, jeg havde ikke foto-sønnen med den dag.

Share

Den Frie – Moon Skin Lucid Walk

De seneste måneder har jeg læst en masse om Den Frie, dens spæde men dramatiske begyndelse, dens år på Rådhuspladsen og tumulterne omkring den nuværende bygning, skabt af en kunstner, der forstod at skabe drama omkring sig, J.F. Willumsen. Bygningen er fornylig (tiltrængt) renoveret og genåbnet med ny underetage, som jeg finder ganske vellykket uden dog at være prangende.
Den frie Udstillings bygning København

Af en eller anden grund er jeg aldrig kommet der særlig meget, ikke engang da jeg boede næsten ved siden af. Nu har jeg meldt mig ind, så nu skal jeg jo derhen, hver gang en ny udstilling åbner… Som med Fitness-medlemskaber er den slags medlemskaber ret fremmende for fremmødet – i hvert fald til man har fortrængt det…

Den nuværende udstilling Moon Skin Lucid Walk med tre forskellige men alligevel beslægtede kunstnere har fået gode anmeldelser flere steder, og vi syntes faktisk også, at det var en fin udstilling. Vi var så heldige at komme, netop som der var en omvisning – det var fint at få lidt baggrund med.

Den af de tre kunstnere med flest værker er Kirstine Roepstorff, hvis kollager jeg rigtig godt kunne lide. Hendes kæmpe messing-mobiler var flotte, men satte ikke noget i bevægelse hos mig. Jeg havde lyst til at vende blikket væk fra Evren Tekinoktays værker (jo, det er hende med den nu hedengangne undertøjsbutik i Silkegade), men kan skam godt se, hvor hun vil hen med sine kollager, der alle fokuserer på kønnet i dets mere ekstreme repræsentationer. Faktisk kunne jeg bedst lide en nyere samling neonrelieffer – fyldt med humor og charme.

Den sidste kunstner, meget ældre end de andre to (f. 1918 og stadig i live) og spansk, hedder Carol Rama. Selvom hun kun havde få værker med og flere af dem var små tegninger, så var de faktisk uafrystelige. De var også fokuseret på køn, men på en helt anden og meget radikal, men samtidig diskret måde.

I kælderen er der en videoinstallation af den amerikanske kunstner Susan Hiller. Ud over det sindssygt imponerende i 100 tv-apparater stablet oven på hinanden, så fandt vi ikke rigtigt de vises sten her. Måske fordi vi allerede havde fået kunst nok for én dag ovenpå?

Share

Tanz mal Wieder

Forleden vendte jeg tilbage til Kødbyen og gallerierne dér. Og det bliver ikke sidste gang. Denne gang havde jeg den omvendte oplevelse i forhold til sidst, nemlig at jeg ikke var overdrevent vild med Snobody og CancellationV1 Gallery, men til gengæld pjattet med Tanz mal Wieder hos Gether Contemporary.

Tanz mal Wieder er en 7 minutter lang elektronisk performance uden medvirkende. Den er både sjov, overraskende og teknisk ekvilibristisk udført. Prøv det, prøv det, prøv det – den kan ses frem til 28/2. De to kvinder bag installationen kalder sig Vinyl, Terror & Horror (fedt navn!), og den appellerer i allerhøjeste grad til folk, der har en svaghed for vinyler. Man kan købe deres “kunstificerede” vinylplader, og det gad jeg faktisk godt. Igen – de er sjove, opfindsomme, originale og teknisk veludførte. Dog – de udstillede er alle solgt på forhånd – hvilket lover godt for duoen.

Denne gang var galleristen, Sophus Gether, meget mere fremkommelig end sidst, og han fortalte med begejstring om kunstnerne og udstillingen. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg skal klart have slæbt flere venner og mere familie med i Kødbyen, så de kan opleve dette.

 

Share

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Share