Kunstmarked for feinschmeckere

Logo-Chart-2015-1000x370

Søndag nåede også jeg til Charlottenborg. Jeg synes måske godt, at medlemskab af Charlottenborg kunne give lidt rabat til Art Fair, men det gør det altså ikke. Prisen er derfor en forhindring for mange, hvilket er ret ærgerligt, for det er spændende at se de andre skandinaviske gallerier og alt det helt nye danske i den salgbare ende, hvis man kan udtrykke det sådan.

Som kunst-amatør er det skønt at opdage, når man efterhånden genkender den samme kunstner – også selvom man ikke lige kan huske, hvad de hedder. Vi oplevede flere gange at udpege et billede, vi syntes ekstra godt om, og så var det af en kunstner, vi har set ved flere tidligere lejligheder og også syntes godt om. Det næste bliver så, at vi rent faktisk kan huske deres navne, når vi ser billederne…

Blandt de udenlandske kunne vi særligt godt lide finske Anna Tuori og Ulla Jokisalo, hvis kunst er 3-dimensional og derfor svær at værdsætte som online fotos. Så faldt vi for Matt Saunders‘ (USA) litografier, der er lidt filmstjerne-mystiske og kølige. Han er herhjemme repræsenteret ved Galleri Borch. Så var der John Copeland (USA), repræsenteret af Galleri V1, som jeg tidligere har skrevet om. Jeg kommer ikke ofte nok derover, taget i betragtning at det tager fem minutter på cykel.

Blandt de danske kunstnere, som vi genkendte var Ivan Andersen. Der er både lidt Edward Hopper og lidt David Hockney over hans billeder, men han er nu alligevel helt sin egen. Jeg har nævnt ham to gange tidligere. Vores helt store, åh, det værk ku’ vi vel nok godt tænke os at eje-øjeblik opstod, da vi nåede Galleri Andersen’s. Der stod ikke navn på værket, og vi var lidt usikre, men det viste sig ganske rigtigt at være Kirstine Roepstorff – igen. Desværre/heldigvis var værket solgt. Desværre fordi vi så gerne ville eje det, heldigvis fordi vi egentlig ikke rigtigt har råd… Et billede af værket kan ses her – det er dog svært at gengive det store værk med de mange små messing-dimser, så det ydes retfærdighed.

Jeg synes, Chart Art Fair var bedre i år end sidste år. Helt ærligt er jeg lidt usikker på, hvorfor jeg synes det… Til gengæld ved jeg, at jeg stadig synes, det er sjovt at iagttage kunsthandlerne og galleristerne, der næsten alle er ukomfortable i deres roller som købmænd.

Share

Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Brandts 13

Gudrun Hasle

En fantastisk særudstilling med denne ganske specielle kunstner, som jeg fik øjnene op for i tv-udsendelsen Mikkels Atelier, som jeg tidligere har skrevet om. Udstillingen hedder My Charlthodt as a Expat og handler om nogle lykkelige barndomsår i Thailand. De illustreres med skønne, kornede familiebilleder fra tiden, og kunstneren fortæller i en video om de oversvømmelser, der var paradisiske og eventyrlige for hende og hendes tvillingebror, men som hun som voksen har forstået var katastrofale for de fattige lokale.

Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.
Udsnit af mosaik af Gudrun Hasle. Brandts 13.

Og så selvfølgelig de fantastiske broderier, der er udført med kæmpe teknisk overskud og samtidig er hjerteskærende naive.

Thomas Bangsted

Når man lige først kigger på Thomas Bangsteds fotografier, ser de egentlig ikke ud af noget særligt. Men efterhånden som man lader sig suge ind i dem, går det op for én, hvad det er, hans teknik går ud på. Man kan afskrælle hans lag-på-lag med blikket, så at sige. Det er meget fascinerende. Men hans billeder kræver tid.

Kunsten

Et ret prætentiøst navn til en kunstsamling, men, skulle det vise sig, ret rammende. Museum of Modern Art i AalborgKunsten – har udlånt noget af samlingen til Brandts 13. Det var jo praktisk for os, der kun yderst sjældent kommer til Nordjylland men en anelse oftere til Fyn. Der var en sal fuld af Julie Nords urovækkende tegninger, et kæmpestort uhyggeligt billede af Michael Kvium, et par værker jeg ikke kendte af John Kørner og en (for mig) ny og meget spændende kunstner, Anette Harboe Flensborg. Mærkeligt nok faldt jeg over hende igen få dage senere hos Bendixen Contemporary Art i Palægade. Endnu et par dage senere stødte jeg på hende igen, nemlig på Grønningen (mere om det senere). De tre billeder dér blev jeg decideret forelsket i! En anden kunstner, vi ikke kendte, var Ivan Andersen. Tjek lige hans billeder ud – for mig mindede de lidt om David Hockneys tidligere værker. Endelig var der en kæmpe papskulptur af kunstnersammenslutningen BankMalbekRau. Ret festlig!

BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13
Udsnit af BankMalbekRau: Mirakler II, Kunsten på Brandts 13

Brandts 13 var stort set tomt ligesom resten af Odense sådan en tidlig søndag eftermiddag. Det var nærmest lidt uhyggeligt!

Share